Sophus Claussen

Genrer og tematikker

Selvom Sophus Claussen skrev både romaner, skuespil og noveller, er hans primære udtryksform lyrikken. Denne bestod oftest af rimede digte og klassiske versemål som heksameter. Claussens sprog er kendetegnet ved at være svulstigt med mange stemningsskabende tillægsord, samtidig med at sansningerne også skabes ud fra præcise detaljer. Den storladne patos brydes med jævne mellemrum af ironi, forårssol og underlødige provokationer. Men selvom Sophus Claussen har fået tilnavnet ”erotikeren”, handler hans frihedskamp ikke kun om sex. Den er snarere et udtryk for ønsket om at nedbryde alle de klaustrofobiske begrænsninger, der forhindrer det moderne menneske i at leve, tænke og handle frit.

”Claussens hele livsopfattelse er baseret på "eros" som ideal. I hans forfatterskab repræsenterer det erotiske både selve det seksuelle, og i høj grad også i videre forstand den klassisk græske Eros - gud for erotik, kunst, liv og skabelse. Idet eros repræsenterer kunst og digtning, bliver enhver hæmning af eros lig med en blokering af selve livskraften.” [3]Iben TandgaardForfatterportræt af Sophus ClaussenArkiv for Dansk Litteratur.. Eros er bare én af de mange klassiske guder og mytiske figurer, der optræder på tværs af forfatterskabet. Særligt frekvente er den drilske jagtgud Pan og elskovsgudinden Afrodite, der symboliserer skønhed. Til Claussens persongalleri hører også et væld af forskellige dødelige kvinder, som forgudes.

Claussen sår tvivl om den borgerlige moral, klassesamfundet og troen på gud. Han placerer sig mellem den romantiske digtning og det moderne gennembruds realister ved at ville sætte problemer til debat, men samtidig nægter han at skildre virkeligheden objektivt. I stedet formidler han sine erfaringer gennem en sansende, følelsesladet og fantasifuld poesi.

Professor Peer E. Sørensen karakteriserer Claussens digte således: ”de bryder med den gamle verden, som de selv er uløseligt forbundet med. Claussens tekster er derfor et transit-sted mellem gammelt og nyt. Romantik og modernitet er fældet ind i hinanden i komplicerede og ustabile fletværk i de fleste af teksterne.” (Peer E. Sørensen: Udløb i uendeligheden. Gyldendal, 1997).

Beslægtede forfatterskaber

Sophus Claussen viderefører en centrallyrisk tradition, der i dansk litteraturhistorie har sin oprindelse hos Johannes Ewald (1743-1781). Lovprisningen af erotik ud fra et personligt udgangspunkt findes også hos Emil Aarestrup (1800-1856), hvis digtning Claussen selv nævner som forbilledlig, og i sin lille biografi om Sophus Claussen sammenligner Tom Kristensen (1893-1974) Claussens fabler med H.C. Andersens eventyr.

Forholdet til ungdomsvennen Johannes Jørgensen (1866-1956) fyldte meget både i Sophus Claussens forfatterskab og i hans privatliv. De to debuterede samtidig, og begges ungdomsdigte blev gjort til grin af den litterære offentlighed. Et gennemgående tema i Johannes Jørgensens tidlige værker er splittelsen mellem de seksuelle drifter og forholdet til Gud, hvorimod hans senere litteratur primært består af historiske portrætter af katolske personligheder. Sammen med Jørgensen og ægteparret Viggo og Ingeborg Stuckenberg (1866-1904) udgav Claussen tidsskriftet ”Taarnet”, hvori Jørgensen i 1893 skrev sit symbolistiske program om, at der bag den tilsyneladende meningsløshed findes en dybere erkendelse. Gruppen mødtes ofte i det Stuckenbergske hjem og diskuterede tro, kunst og seksualmoral. Især Ingeborgs ateistiske livssyn og hendes interesse for kvindefrigørelse var en stor inspiration for Claussen. Hendes litteratur stod i hendes levetid i skyggen af de mandlige forfatteres, men forfatterskabet har fået fornyet bevågenhed i det nye årtusinde efter at hendes samlede værker er blevet genudgivet. Venskabet gik i opløsning i slutningen af 1800-tallet, hvor Ingeborg og Viggos ægteskab krakelerede, og Jørgensen, til Claussens store ærgrelse, konverterede til katolicismen og flyttede til Italien.

De danske symbolister er også blevet kaldt senromantikere, og hos Claussen spøger den engelske digter Lord Byron (1788-1824) og tyske Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Det var dog i særdeleshed de franske symbolister Charles Baudelaire (1821-1867), Paul Verlaine (1844-1896) og Stéphane Mallarmé (1842-1898), der medvirkede til at forme Claussens særligt suggestive stil.

Relaterede forfattere