
Johannes Ewald
- Søren Langager HøghPh.d., 2017
Intro
Vi kalder lidt flot Johannes Ewald (1743 1781) den første danske digter. Ikke fordi han var den første til at skrive digte på dansk, men fordi han var først til at skrive og udleve den digteriske ambition, at det skrevne er et selvstændigt kunstnerisk udtryk i egen ret og ikke blot en stik i rend dreng for kongehus, kirke og kroner. Med et stort stilistisk overskud og en klar og udtrykt bevidsthed om den litterære tradition fra bl.a. Rom og samtiden i bl.a. England spalter Ewald atomet i årene omkring 1775 og opfinder i en dansk kontekst den poetiske kunstform, som vi benytter i dag. Litteratur kalder vi det.
Baggrund
Johannes Ewald blev født i 1743 i København. Hans far, Enevold Ewald, var præst ved Det Kongelige Vajsenhus på Nørre Farimagsgade i indre by, og som ganske ung blev Johannes Ewald sendt på kostskole i Slesvig og endte selv med en teologisk embedseksamen, som dog aldrig førte til et præsteembede. Inden da pådrog han sig en invaliderende gigtsygdom og forelskede sig ulykkeligt i Arendse Hulegaard - begge dele med stor betydning for myten omkring Ewald.
”Gives da tilkjende, at der især ere fire Mærker, hvormed en nyegjort Karl uimodsigelig kan beviise sin Mandhaftighed, og uden hvilke hans academiske Indskrivelse, og selv hans Kaarde kun lidet vil hjelpe ham - Intet af disse fire Mærker fattedes mine tre Contubernaler, og jeg allene, jeg uheldige kunde ikke fremvise et eneste af dem - Det første, som er at røge Tobak, forbød en da uovervindelig Modbydelighed mig - det andet, at gaa paa Verts-Huus; dertil var jeg endnu den Tid for undseelig og frygtsom - det tredie var at lade sig barbere, og jeg ulykkelige var da saa glat på min Hage, som jeg nu er inden i min Haand - det fjerde var at have en Kjæreste - Dette syntes mueligst for mig at opnaa - og jeg besluttede saa stadigt at ville have en jo før jo heller.”
Selvom Johannes Ewald historisk anskuet kommer fra en præmoderne verden, så er hans litterære udtryk ganske nutidigt, og som læser sidder man med en fornemmelse af, at Ewald-skriften taler ret igennem det kvarte årtusinde, der er mellem hans tid og vores. Noget af det mest fascinerende ved at læse Ewald er, at vi er så langt tilbage i tid, at man må forestille sig, at bøger (som vi kender dem i dag) ikke var opfundet endnu. Trykkefriheden blev indført i Danmark i 1770, og dermed var samfundet kun netop klar til det, vi i dag forstår ved litteratur, nemlig som et frit tilgængeligt udtryk i et offentligt rum.

Født
18. november 1743, København.
Død
17. marts 1781.
Uddannelse
Barnesoldat i Syvårskrigen, 1759-60. Teologisk kandidat, 1762.
Debut
Lykkens Tempel, 1764.
Litteraturpriser
Det Smagende Selskab, 1764.
Seneste udgivelse
Udvalgte digte. Dansk Sprog og Litteraturselskab / Borgen, 1999.
Inspiration
Horats, Homer, William Shakespeare, Laurence Sterne, Daniel Defoe.
Periode
Oplysningstiden
Ewalds tekster er med få undtagelser ikke udgivet i bøger. De fremstår som enkeltstående enheder og i mange tilfælde fragmenter. Mange af de nu ikoniske tekster er ret beset ufærdige skitser, som først er redigeret og udgivet mange år efter forfatterens død. Derfor er den gængse sortering af Ewalds tekster i de mange opsamlende udgivelser, vi har i dag, alfabetisk: Der er simpelthen ikke nogen intenderet orden eller rækkefølge at læne sig op af. Selv kronologien er usikker, idet vi i mange tilfælde kun kan gætte på, hvornår f.eks. ”Ode til Sielen” er skrevet.
De tekster, som blev udgivet i Ewalds levetid, blev trykt i aviser og pamfletter og uddelt ved særlige lejligheder. Mange af de såkaldte lejlighedsdigte blev læst højt, f.eks. ved en begravelse eller en fest, og så var det dét. Det er ganske sigende, at én af Ewalds få rigtige udgivelser er den såkaldte ”Samtlige Skrifter” (1780), altså en opsamlende genudgivelse. Titlen lyver i øvrigt, da værket langtfra indeholder alt, hvad Ewald skrev.
Ewald levede sit korte liv i samfundets randområde - uden familie og fast arbejde men til gengæld med masser af druk, hor, gigt og altså poesi. En overraskende livsbane for en præstesøn vil nogen måske hævde? Som man kan forvisse sig om i det biografiske fragment ”Levned og Meeninger” (1775, publiceret posthumt) stak Ewald af hjemmefra som (det vi i dag vil kalde) teenager for at prøve lykken i Den Preussiske Syvårskrig. Han deserterede fra krigen og vendte hjem til et teologistudie og en drikfældig tilværelse som sporadisk lejlighedsdigter og miskendt dramatiker. Rekreationsophold i landlige omgivelser i Rungstedlund (1773) og Humlebæk (1775) hjalp Ewald op af samfundets skraldespand og de sidste seks år frem til hans statsbegravelse i Trinitatis kirke ved Rundetårn (1781) blev de kunstnerisk set mest frugtbare år. I værkgennemgangen, der følger, er hovedvægten lagt på Ewalds lyriske hitparade. Da digtene ikke har optrådt i nogen værksammenhæng, behandles de enkelte digte som selvstændige værker.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
- Da jeg var syg
Titlen på digtet ”Da jeg var syg” (bragt i avis 1771) lyder i sit nedtonede, nøgterne og helt kølige stilleje påfaldende mundret også i 2017. Det vidner om Johannes Ewalds enestående gennemslagsk...
Læs mere om bogen - Natte-Tanker
Johannes Ewalds digt ”Natte Tanker” (1773, ikke færdiggjort, publiceret posthumt) beskriver en følelsesladet frygt en uhyggelig nat, hvor mørke kræfter og grufulde dæmoner lader solopgangen og forl...
Læs mere om bogen - Rungsteds Lyksaligheder. En Ode
I et højtsvunget, smukt arkaisk sprogregister besynges Guds udstrakte natur i Johannes Ewalds lyriske hovedværk ”Rungsteds Lyksaligheder. En Ode” (1773, trykt i Adresseavisen 1775). I de indledende...
Læs mere om bogen - Levned og Meeninger
Johannes Ewalds roman ”Levned og Meeninger” (påbegyndt 1775, publiceret posthumt) demonstrerer en litteraturhistorisk tidlig beherskelse af og gennemreflekteret forståelse for, hvad det vil sige at...
Læs mere om bogen
Ewald skræver over alle genrer. Først og fremmest er han lyriker, men som prosaist har han også sat litteraturhistoriske milepæle. Dertil kommer en betydelig produktion af dramatik.
Inden for lyrikken er det særligt ”oden”, der skiller sig ud i Ewalds produktion, altså den fra antikken overleverede og metrisk orienterede form, hvori nogen eller noget - gerne som repræsentant for en heltegerning eller ophøjet dyd - besynges i et svulstigt og højstemt toneleje. Inden for prosaen skriver Ewald fragmenter, lyrisk kortprosa, satire og med ”Levned og Meeninger” også biografi og roman. Man kunne også pege på meget tidlig autofiktion al den stund, at ”Levned og Meeninger” er fiktion og samtidig fremviser sammenfald mellem forfatteridentitet uden for bogen og karakteridentitet inden i bogen.
Tematisk er Ewald optaget af dansk nationalitet og et individualiseret subjekts placering i en omtumlet verden, herunder store følelser som forelskelse, smerte, lykke og håbløshed. De tårevædede lejlighedsdigte finder et kunstnerisk leje i den lyriske produktions generelle optagethed af sorgen, der fremstilles som kunstens bitre men også forløsende forudsætning.
Men hos Ewald er den patetiske modus konstant modsvaret af en reflekteret erkendelsesmæssig kynisme, der i lyrikken afføder de skarpeste metaforer og betydningsrene naturbeskrivelser og i prosaen giver sig udslag i stram ironi og slap humor. Det er dette forhold, en ofte citeret sekvens fra Ewalds “Fortale” til ”Samtlige Skrifter” (1880) adresserer: ”Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild. Og mig kunde først Aar og Erfaring, og Lidelser afkiøle til Skildrer.” (”Fortale” i ”Johannes Ewalds samlede skrifter, bind I”, s. 240).
Beslægtede forfatterskaber
Johannes Ewald er optaget af at tage magten over verden gennem kunsten. Den frihed, som Ewald finder og undersøger i det skrevne er i udgangspunktet oprørsk og ønsker at udvide grænserne for digtningens område. Men det betyder imidlertid ikke, at Ewald forkaster den litteratur, der er skrevet før ham. Tværtimod udviser Ewald en nærmest glubsk fascination af traditionen. Det ser man i de stilistiske valg, i det indholdsmæssige inventar og i de mangfoldige citater, referencer og parafraser. Han gør, som man skal gøre, men flytter samtidig det hele nye steder hen.
I ”Levned og Meeninger” lyder det om en lignende dobbeltrettet orientering mod regler, ”at jeg aldrig har fundet den Modbydelighed for at adlyde Forbud, som for at underkaste mig Befalinger” (”Levned og Meeninger”, s. 104). Ewalds traditionsforståelse finder en paradoksal frihed i forbuddets negative formulering (du må ikke) i modsætning til befalingens positive formulering (du skal).
I prosaen er det den engelske romanopblomstring i 1700-tallet, der influerer Ewald. Det er først og fremmest Laurence Sterne og hans skrupskøre antiroman ”The Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman” (1759-67), hvis narrative og sproglige vildskab Ewald ublu kopierer. Dertil er fabuleringskapacitet, eventyrligt plot og fingeret autenticitet i Daniel Defoes klassiker ”Robinson Crusoe” (1719) en vigtig brik. Endelig skal også Miguel de Cervantes’ ”Don Quixote” (1605 og 1616) og John Miltons ”Paradise lost” (1667) nævnes som udgangspunkt for hhv. Ewalds satire og kristendomsforståelse.
I den lyriske afdeling er det Antikkens lyrik, Ewald bruger som skabelon. Det er primært den romerske lyriker Horats. Eksempelvis er indgangslinjen i “Da jeg var syg” en direkte oversættelse af indgangslinjen i Horats’ ”Anden Epode” (30 fvt.), hvorved det umiddelbart inderligt selvbekendende digt tildeles et æstetikhistorisk klangrum. I sin samtid mødte Ewald den berømmede tyske digter Friedrich Gottlieb Klopstock, hvis orientering mod engelsk tradition åbnede en litterær sti for Ewald. Shakespeares dramatik er væsentlig at nævne, ligesom stoffet i Saxos ”Danmarks Krønike” (1514) og i den nordiske mytologi dannede baggrund for bl.a. skuespillet ”Balders død” (1775).
Ewald har et langt følge af efterkommere i dansk litteratur, ja man dristes til at påstå, at dansk litteraturhistorie efter 1770 per se ER Ewalds arv. Et nedslag kunne være Per Højholt, der i flere omgange har henvist til Ewalds pionerdrift. I digtet med den påfaldende titel ”Supermule møder en kvindelig helikopter” (1971) møder vi/Supermule således “Arendse?” i en liderligt opstemt henvendelse. Tankestregerne fra ”Levned og Meeninger” er hentet ind som en stiplet grænselinje, en grafisk hinde, som Supermule tørner ind i og fortumlet gennemtrænger, idet han som Ewald indtager nyt litterært territorium. Tilsvarende lyder det i ”Levned og Meeninger”: ”en Streg ---------------------------- hvorover man ikke kan komme, uden at falde i Rendestenen”. Også i Per Højholts roman ”6512” (1969) og i digtene ”Nattetanke” og med navns nævnelse ”& Ewald” (1989) finder vi en direkte identifikation.
Anvendt bibliografi
Relaterede forfattere
Om forfatterskabet
Ida Falbe-Hansen
Dansklærerforeningen/Gyldendalske Boghandel, 1930 (1893).
Peer E. Sørensen
Årstal ikke oplyst.


