Johannes Ewald

Emneord:

Hovedforfatter

Søren Langager Høgh
Ph.d., 2017

Vi kalder lidt flot Johannes Ewald (1743 1781) den første danske digter. Ikke fordi han var den første til at skrive digte på dansk, men fordi han var først til at skrive og udleve den digteriske ambition, at det skrevne er et selvstændigt kunstnerisk udtryk i egen ret og ikke blot en stik i rend dreng for kongehus, kirke og kroner. Med et stort stilistisk overskud og en klar og udtrykt bevidsthed om den litterære tradition fra bl.a. Rom og samtiden i bl.a. England spalter Ewald atomet i årene omkring 1775 og opfinder i en dansk kontekst den poetiske kunstform, som vi benytter i dag. Litteratur kalder vi det.

Baggrund

Johannes Ewald blev født i 1743 i København. Hans far, Enevold Ewald, var præst ved Det Kongelige Vajsenhus på Nørre Farimagsgade i indre by, og som ganske ung blev Johannes Ewald sendt på kostskole i Slesvig og endte selv med en teologisk embedseksamen, som dog aldrig førte til et præsteembede. Inden da pådrog han sig en invaliderende gigtsygdom og forelskede sig ulykkeligt i Arendse Hulegaard - begge dele med stor betydning for myten omkring Ewald.

”Gives da tilkjende, at der især ere fire Mærker, hvormed en nyegjort Karl uimodsigelig kan beviise sin Mandhaftighed, og uden hvilke hans academiske Indskrivelse, og selv hans Kaarde kun lidet vil hjelpe ham - Intet af disse fire Mærker fattedes mine tre Contubernaler, og jeg allene, jeg uheldige kunde ikke fremvise et eneste af dem - Det første, som er at røge Tobak, forbød en da uovervindelig Modbydelighed mig - det andet, at gaa paa Verts-Huus; dertil var jeg endnu den Tid for undseelig og frygtsom - det tredie var at lade sig barbere, og jeg ulykkelige var da saa glat på min Hage, som jeg nu er inden i min Haand - det fjerde var at have en Kjæreste - Dette syntes mueligst for mig at opnaa - og jeg besluttede saa stadigt at ville have en jo før jo heller.”

”Levned og Meeninger”, s. 155-156.

Selvom Johannes Ewald historisk anskuet kommer fra en præmoderne verden, så er hans litterære udtryk ganske nutidigt, og som læser sidder man med en fornemmelse af, at Ewald-skriften taler ret igennem det kvarte årtusinde, der er mellem hans tid og vores. Noget af det mest fascinerende ved at læse Ewald er, at vi er så langt tilbage i tid, at man må forestille sig, at bøger (som vi kender dem i dag) ikke var opfundet endnu. Trykkefriheden blev indført i Danmark i 1770, og dermed var samfundet kun netop klar til det, vi i dag forstår ved litteratur, nemlig som et frit tilgængeligt udtryk i et offentligt rum.

Foto: Scanpix

Født
18. november 1743, København.
Død
17. marts 1781.
Uddannelse
Barnesoldat i Syvårskrigen, 1759-60. Teologisk kandidat, 1762.
Debut
Lykkens Tempel, 1764.
Litteraturpriser
Det Smagende Selskab, 1764.
Seneste udgivelse
Udvalgte digte. Dansk Sprog og Litteraturselskab / Borgen, 1999.
Inspiration
Horats, Homer, William Shakespeare, Laurence Sterne, Daniel Defoe.
Periode
Oplysningstiden

Ewalds tekster er med få undtagelser ikke udgivet i bøger. De fremstår som enkeltstående enheder og i mange tilfælde fragmenter. Mange af de nu ikoniske tekster er ret beset ufærdige skitser, som først er redigeret og udgivet mange år efter forfatterens død. Derfor er den gængse sortering af Ewalds tekster i de mange opsamlende udgivelser, vi har i dag, alfabetisk: Der er simpelthen ikke nogen intenderet orden eller rækkefølge at læne sig op af. Selv kronologien er usikker, idet vi i mange tilfælde kun kan gætte på, hvornår f.eks. ”Ode til Sielen” er skrevet.

De tekster, som blev udgivet i Ewalds levetid, blev trykt i aviser og pamfletter og uddelt ved særlige lejligheder. Mange af de såkaldte lejlighedsdigte blev læst højt, f.eks. ved en begravelse eller en fest, og så var det dét. Det er ganske sigende, at én af Ewalds få rigtige udgivelser er den såkaldte ”Samtlige Skrifter” (1780), altså en opsamlende genudgivelse. Titlen lyver i øvrigt, da værket langtfra indeholder alt, hvad Ewald skrev.

Ewald levede sit korte liv i samfundets randområde - uden familie og fast arbejde men til gengæld med masser af druk, hor, gigt og altså poesi. En overraskende livsbane for en præstesøn vil nogen måske hævde? Som man kan forvisse sig om i det biografiske fragment ”Levned og Meeninger” (1775, publiceret posthumt) stak Ewald af hjemmefra som (det vi i dag vil kalde) teenager for at prøve lykken i Den Preussiske Syvårskrig. Han deserterede fra krigen og vendte hjem til et teologistudie og en drikfældig tilværelse som sporadisk lejlighedsdigter og miskendt dramatiker. Rekreationsophold i landlige omgivelser i Rungstedlund (1773) og Humlebæk (1775) hjalp Ewald op af samfundets skraldespand og de sidste seks år frem til hans statsbegravelse i Trinitatis kirke ved Rundetårn (1781) blev de kunstnerisk set mest frugtbare år. I værkgennemgangen, der følger, er hovedvægten lagt på Ewalds lyriske hitparade. Da digtene ikke har optrådt i nogen værksammenhæng, behandles de enkelte digte som selvstændige værker.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: DR’s pigekor. Sangen, der hylder Christian den 4., indgår i syngespillet ”Fiskerne” som havde premiere ved fejringen af Christian den 7.’s 31 års fødselsdag 31. januar 1780.

Udvalgte bøger

Til Sielen. En Ode

Den sene lyriske kulmination i Johannes Ewalds produktion er digtet ”Til Sielen. En ode” (1777, udgivet 1780), som er en højstemt besyngelse af den fortabte menneskesjæl og den religiøse frelse som eneste mulige forhåbning. Tilsvarende Ewalds række af lejlighedsdigte til samfundets spidser er digtet udformet som en henvendelse til - ikke ”Til Geheimeraad Haxthausen” eller ”Til Hans Kongelige Høihed Arveprinds Frederik den 11.” eller ”[Ode] til Arve-Prindsen, den 11. October 1776”… men ”Til Sielen”. Denne nærmest enfoldige overførsel fra bestillingsarbejdets skabelon til den frit svævende kunstneriske udfoldelse sker gennem en simpel personifikation, hvor Ewald opretholder den hyldende tiltaleform og blot udskifter objektet. Hvor svært kan det være?

”Blussende ved det Leer, som du kryber i,/ Væmmed ved Vrimlets frekke Fortrolighed,/ Opsvinger du dig, vild, utretted,/ Høit, som en springende Hval mod Solen.”

”Til Sielen. En Ode”, strofe 13.

”Til Sielen” beskriver igennem en række berømt overlegne billeder, primært hentet fra dyreriget, kampen mellem en ”forgieves” human bestræbelse på at hæve sig op over tilværelsen og så en ubarmhjertigt tyngende kraft, der stopper det arrogante forehavende. Sjælen har kun ”Fierløse Vinger”, hvorfor bevægelsen fra det lave mod det høje, fra mørke mod lys, er umulig. I det måske mest berømte billede lyder det kun alt for sigende: ”Opsvinger du dig, vild, utrætted,/ Høit, som en springende Hval mod Solen”. Man mærker næsten klasket fra den uundgåelige maveplasker.

Løsningen på den nedslående defaitistiske grundstemning kommer i digtets udmunding, hvor Gud og hans ”Kiærligheds Flamme” kommer til undsætning og ”opløfter dig fra Dybet”. ”Digterkonsten blev betroet de Dødelige til at lære Dem […] til at opflamme højere Dyder”, som det storladent smukt lyder i Ewalds fortale til de samlede værker (”Fortale” i ”Johannes Ewalds samlede skrifter, bind I”, Gyldendal, 1969, s. 240). Det der i udgangspunktet for ”Til Sielen. En Ode” var en fejring af den individuelle sjæl, transformeres i digtets udløb til en fejring af en religiøs men også poetisk frelse: ”Stor er den Aand, som opløfter Faldne”.

Genrer og tematikker

Ewald skræver over alle genrer. Først og fremmest er han lyriker, men som prosaist har han også sat litteraturhistoriske milepæle. Dertil kommer en betydelig produktion af dramatik.

Inden for lyrikken er det særligt ”oden”, der skiller sig ud i Ewalds produktion, altså den fra antikken overleverede og metrisk orienterede form, hvori nogen eller noget - gerne som repræsentant for en heltegerning eller ophøjet dyd - besynges i et svulstigt og højstemt toneleje. Inden for prosaen skriver Ewald fragmenter, lyrisk kortprosa, satire og med ”Levned og Meeninger” også biografi og roman. Man kunne også pege på meget tidlig autofiktion al den stund, at ”Levned og Meeninger” er fiktion og samtidig fremviser sammenfald mellem forfatteridentitet uden for bogen og karakteridentitet inden i bogen.

Tematisk er Ewald optaget af dansk nationalitet og et individualiseret subjekts placering i en omtumlet verden, herunder store følelser som forelskelse, smerte, lykke og håbløshed. De tårevædede lejlighedsdigte finder et kunstnerisk leje i den lyriske produktions generelle optagethed af sorgen, der fremstilles som kunstens bitre men også forløsende forudsætning.

Men hos Ewald er den patetiske modus konstant modsvaret af en reflekteret erkendelsesmæssig kynisme, der i lyrikken afføder de skarpeste metaforer og betydningsrene naturbeskrivelser og i prosaen giver sig udslag i stram ironi og slap humor. Det er dette forhold, en ofte citeret sekvens fra Ewalds “Fortale” til ”Samtlige Skrifter” (1880) adresserer: ”Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild. Og mig kunde først Aar og Erfaring, og Lidelser afkiøle til Skildrer.” (”Fortale” i ”Johannes Ewalds samlede skrifter, bind I”, s. 240).

Beslægtede forfatterskaber

Johannes Ewald er optaget af at tage magten over verden gennem kunsten. Den frihed, som Ewald finder og undersøger i det skrevne er i udgangspunktet oprørsk og ønsker at udvide grænserne for digtningens område. Men det betyder imidlertid ikke, at Ewald forkaster den litteratur, der er skrevet før ham. Tværtimod udviser Ewald en nærmest glubsk fascination af traditionen. Det ser man i de stilistiske valg, i det indholdsmæssige inventar og i de mangfoldige citater, referencer og parafraser. Han gør, som man skal gøre, men flytter samtidig det hele nye steder hen.

I ”Levned og Meeninger” lyder det om en lignende dobbeltrettet orientering mod regler, ”at jeg aldrig har fundet den Modbydelighed for at adlyde Forbud, som for at underkaste mig Befalinger” (”Levned og Meeninger”, s. 104). Ewalds traditionsforståelse finder en paradoksal frihed i forbuddets negative formulering (du må ikke) i modsætning til befalingens positive formulering (du skal).

I prosaen er det den engelske romanopblomstring i 1700-tallet, der influerer Ewald. Det er først og fremmest Laurence Sterne og hans skrupskøre antiroman ”The Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman” (1759-67), hvis narrative og sproglige vildskab Ewald ublu kopierer. Dertil er fabuleringskapacitet, eventyrligt plot og fingeret autenticitet i Daniel Defoes klassiker ”Robinson Crusoe” (1719) en vigtig brik. Endelig skal også Miguel de Cervantes’ ”Don Quixote” (1605 og 1616) og John Miltons ”Paradise lost” (1667) nævnes som udgangspunkt for hhv. Ewalds satire og kristendomsforståelse.

I den lyriske afdeling er det Antikkens lyrik, Ewald bruger som skabelon. Det er primært den romerske lyriker Horats. Eksempelvis er indgangslinjen i “Da jeg var syg” en direkte oversættelse af indgangslinjen i Horats’ ”Anden Epode” (30 fvt.), hvorved det umiddelbart inderligt selvbekendende digt tildeles et æstetikhistorisk klangrum. I sin samtid mødte Ewald den berømmede tyske digter Friedrich Gottlieb Klopstock, hvis orientering mod engelsk tradition åbnede en litterær sti for Ewald. Shakespeares dramatik er væsentlig at nævne, ligesom stoffet i Saxos ”Danmarks Krønike” (1514) og i den nordiske mytologi dannede baggrund for bl.a. skuespillet ”Balders død” (1775).

Ewald har et langt følge af efterkommere i dansk litteratur, ja man dristes til at påstå, at dansk litteraturhistorie efter 1770 per se ER Ewalds arv. Et nedslag kunne være Per Højholt, der i flere omgange har henvist til Ewalds pionerdrift. I digtet med den påfaldende titel ”Supermule møder en kvindelig helikopter” (1971) møder vi/Supermule således “Arendse?” i en liderligt opstemt henvendelse. Tankestregerne fra ”Levned og Meeninger” er hentet ind som en stiplet grænselinje, en grafisk hinde, som Supermule tørner ind i og fortumlet gennemtrænger, idet han som Ewald indtager nyt litterært territorium. Tilsvarende lyder det i ”Levned og Meeninger”: ”en Streg ---------------------------- hvorover man ikke kan komme, uden at falde i Rendestenen”. Også i Per Højholts roman ”6512” (1969) og i digtene ”Nattetanke” og med navns nævnelse ”& Ewald” (1989) finder vi en direkte identifikation.