Per Højholt

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2007

Hovedforfatter

Carsten Madsen
universitetslektor, 2002

Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet digte. Per Højholt er født i Esbjerg den 22. juli 1928. Han er død 15. oktober 2004. Han modtager sine første inspirationer i barndomshjemmet, hvor han gennem faderens kunstinteresse og kommunistiske sympatier tidligt bliver introduceret til modernistisk malerkunst og litteratur og opdraget med en kritisk bevidsthed. Den litterære debut finder sted i tidsskriftet Heretica i 1948, og i 1949 udkommer digtsamlingen Hesten og solen.

Foto: Preben Tolstoy

Født
i Esbjerg den 22. juli 1928.
Død
15. oktober 2004.
Debut
Hesten og solen. Wivel, 1949. Digte.
Seneste udgivelse
Hans Henrik Mattesen : en monografi. Gyldendal 2007. Kortroman.
Periode
Dansk modernisme
Genre
Lyrik
Klassisk dansk
Per Højholt. Af Greve Bibliotek, 2022.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Klassisk dansk: Per Højholt. Af Greve Bibliotek, 2022.

Poetisk vitalisme

Kunsten er som alt andet ingen nytte til, skriver digteren, showmanden og filosoffen Per Højholt i slutningen af sit essay, Cézannes metode (1967), der redegør for hans æstetik og erfaringer med at skrive digte. Her er tilsyneladende tale om en resigneret holdning, en distance til såvel kunsten som livet, men det forholder sig stik modsat: Højholt giver udtryk for en stærk vitalisme, der blot ikke er rettet mod nogen umiddelbar nytte. Kunsten skal altså ikke fungere som spejl for virkeligheden, den skal derimod forholde sig kritisk til skellet mellem liv og kunst, også selv om det ikke lader sig nedbryde.

Cézannes metode er udformet som en række filosofiske overvejelser i et dagligdags og dog abstrakt sprog om kunst, natur, liv, tid, tilfælde, sprog, tradition og modernisme. Dette er en række af de temaer, der både på et alment og et filosofisk plan bearbejdes i digtningen. Citatet fortsætter og slutter bogen således: men [kunsten] adskiller sig fra alt andet ved at den kan udgøre en del af vort liv på betingelser vi ikke selv har stillet. Ved at formulere et interval giver den os mulighed for at opleve at vi er til.

Kunst og liv hænger således nøje sammen for Højholt: hans tekster tilstræber et så sammentrængt udtryk, at der fremkommer en total besættelse af læserens følelser og intellekt. Læserens oplevelser forenes med digtets tidsforløb, sådan som det fx kendes, når man lytter til musik, der i skikkelse af Bruce Springsteen, Jimi Hendrix, Miles Davis, Erik Satie, Terry Riley m.fl. har udgjort en af Højholts inspirationskilder. Samtidig får læseren et indtryk af digtet som noget konkret, en ting uden for tiden, et fragment af en virkelighed der forstås som unddraget enhver helhedsbetragtning.

Enhver beskrivelse af Højholts digtning må se sig henvist til paradokser, det simple og mest elementære synes komplekst. Overalt finder man en dybsindig filosofi og høj sprogbevidsthed sammenstillet med en ligefrem humor. Vores kulturs skel mellem krop og sjæl nedbrydes konsekvent, og som læser tvinges man snart til dyb koncentration og distanceret eftertænksomhed, snart til en spontan latter der ifølge ham rummer en særlig indsigt. Intet er helligt for Højholt, end ikke litteraturen der lystigt parodieres i en stadig, men indrømmet forgæves stræben efter at skrive “the poem to end all poems”.

Den konservative del af den litterære institution betragtede i lang tid Højholts digtning som unødigt vanskelig tilgængelig. Imidlertid har den vist sig at appellere stærkt til såvel den intellektuelle læser som den læser, der ikke typisk betragtes som boglig eller dannet: håndværkere, husmødre, skolebørn osv. Ifølge Højholt har de sidstnævnte blot ikke lært “at læse forkert”, og de førstnævnte er ofte professionelle læsere, der er i vane med at stille sig helt åbent til litteraturen.

“At læse forkert” vil sige at læse med henblik på “profit”, som han siger, dvs. i forventning om et skjult poetisk budskab, et symbolsk udtryk fremsat gennem et dunkelt billedsprog. En sådan forventning imødekommer Højholt bevidst med skuffelse, ofte i en drilsk flertydighed hvor man ikke kan afgøre, hvad der er bogstavelig og overført betydning.

Forfatterskabets tidlige udvikling

Per Højholt er født i Esbjerg den 22. juli 1928 og modtager sine første inspirationer i barndomshjemmet, hvor han gennem faderens kunstinteresse og kommunistiske sympatier tidligt bliver introduceret til modernistisk malerkunst og litteratur og opdraget med en kritisk bevidsthed.

Efter studentereksamen i 1947 uddanner Højholt sig til bibliotekar, fordi digtningen derved ikke behøver at være en fritidsinteresse, som han senere siger under henvisning til datidens ringe arbejdspres inden for biblioteksvæsnet. Efter en periode med forskellige bibliotekarjobs kommer Højholt i 1965 på livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond og helliger sig derefter digtningen på fuld tid.

Den litterære debut finder sted i tidsskriftet Heretica i 1948, og i 1949 udkommer digtsamlingen Hesten og solen . Først i 1956 følger den næste samling digte, Skrift på vind og vand , og der går endnu syv år, før det egentlige gennembrud finder sted i 1963 med digtsamlingen Poetens hoved , hvor forskellige påvirkninger samles til et selvstændigt og komplekst udtryk.

Men i denne periode eksperimenterer Højholt voldsomt med forskellige litterære former, og han påvirkes af den internationale modernistiske digtning, der nærmest ikke er til stede i samtidens litterære miljø: St. Mallarmé, Ezra Pound, Gunnar Ekelöf, surrealisme, konkretisme. Faktisk er der tale om flere parallelle forfatterskaber i denne periode: Højholt forholder sig bevidst epigonisk til forskelligartede forbilleder. Det lykkes ham dog først kun at få publiceret den poesi, der ligner den allerede anerkendte, og ikke den mere eksperimenterende digtning.

I 60erne markerer Højholt sig som en af de allervæsentligste digtere, der har skrevet på dansk. I starten er han kun kendt af en inderkreds, han er nærmest en digternes digter og sætter det ekstremt høje krav til sin digtning, at hvert digt skal være et traditions? og sprogbevidst eksperiment, der udtømmer sin æstetik.

I 1966 udgives to vidt forskellige digtsamlinger, Min hånd 66 og Show , den første med en indlagt plade med oplæsning fra begge samlinger. Dette bliver samtidig starten på den show-virksomhed med oplæsning, gags, vittigheder, der er med til at præge den midterste del af forfatterskabet.

Litteratur som kritik

I den næste digtsamling, Turbo (1968), der regnes for et centralt værk inden for dansk digtning, eksperimenteres der voldsomt med de fleste af litteraturens virkemidler. Sproget og skriften sættes i centrum, og teksterne synes kritisk at undersøge, hvad litteratur er. Det er som om, digteren skriver på vrangen af sproget og derved får blotlagt, hvordan litteratur fungerer. Hvor han allerede tidligere har ladet typografiens skriftbillede indgå som del af digtenes udtrykspraksis, inddrager Højholt nu også selve bogens fysik, og fx Punkter (1971) består af 32 tekster skrevet på platicark! En kort tekst heri lyder:

brødristeren er fuld af orm når man tænder for den begynder de at gløde men det er snart ikke til at se for de orm der vrider sig i brødristeren begynder jo at gløde når man har haft tændt for brødristeren i nogen tid

Her leges der med en bogstavelig og en overført betydning af “orm”. Tilsyneladende sammenlignes brødristerens glødetråde i første linie metaforisk med orm, men for at hele teksten kan give mening, må man ændre den metaforiske læsning. Første linies orm er rigtige orm, og først ormene i anden linie er et metaforisk udtryk for glødetråde, hvis glød efterhånden gør det vanskeligt at se de rigtige orm underneden. Teksten forener således en kritik af vores umiddelbare tillid til metaforiske udtryk med en stor humor.

I samme periode inddrager den show-bevidste digter andre medier og laver radiospil, tv-spil oplæsningsshows. Han skriver essays, samlet i Stenvaskeriet og andre stykker (1994), han laver i 1974 en tekst- og fotokollage, Volumen , han læser didaktiske radio-digte op, samlet under titlen Enhjørningens kvababbelser (1979), og han udvikler den en overgang landskendte figur, Gitte , i en serie monologer, der udgives på lp-plade. Denne lidt naive pige først i tyverne, der her får stemme i form af en stadigt snakkende midtjysk dialekt, er utvivlsomt det mest populære udslag af Højholts virke, men egentlig er monologerne udtryk for den samme vilje til at forny det kritiske eksperiment med sproget. En tæt og mere filosofisk refleksion over sproget samt over kunsten og showets æstetik finder sted i den anden poetik, Intethedens grimasser (1972).

Højholt fortsætter også med at skrive sine små, tætte digte, og han lader to fascinerende digtsamlinger, Praksis, 1: Revolver (1977) og Praksis, 2: Groteskens område (1978), åbne en serie på i alt 12 bind, der alle kaldes for Praksis . Flere af disse digte er typiske ved at fungere som rablende, groteske personifikationer i et suverænt legende forhold til digtekunsten og med henvisninger til et mylder af hverdagstemaer. Men i Praksis, 2 nås også en foreløbig kulmination i forfatterskabet med en næsten fuldstændig ren poesi, et lyrisk udtryk der grænser til det sublime, hvilket får den konsekvens, at Højholt vælger at forlade arbejdet med digte i mere end 10 år.

Prosakunst og lyrisk senværk

Undervejs i forfatterskabet har Højholt afprøvet prosakunstens muligheder. Allerede i 1969 udgiver han den tragikomiske roman 6512, der fungerer som en parodi på forestillingen om, at et handlingsforløb og beretningen om et individs skæbne skulle kunne fortælles kronologisk. Tiden brydes op til fordel for et serielt princip uden for den tidslige orden, vi har for vane at tænke og fortælle historier i. Det er ofte en nøgle til forståelsen af Højholts tekster, at de giver tidentiden langt større indflydelse på sprog og digtning end normalt. Traditionelt har rumlige og billedlige forestillinger styret vores tanker og historier, men Højholts udgangspunkt i tiden vender op og ned på alting.

Fortællekunsten bliver imidlertid rigtig genstand for Højholts eksperimenter op igennem 80erne, og han udgiver i den periode tre Praksis -bind med fortællinger: Praksis, 4: Lynmuseet og andre blindgyder (1982), Praksis, 6: Salamanderen og andre blindgyder (1986) og Praksis, 7: Hundekunstneren og andre blindgyder (1988).

Disse fortællinger er mere åbenlyst parodier, der gør op med det ordinære æstetiske krav om originalitet og manipulerer med en række af kortprosaens teknikker, sådan som de er blevet anvendt af Karen Blixen, Martin A. Hansen, Edgar A. Poe, Franz Kafka, Jorge Luis Borges m.fl. Men selv om fortællingerne anvender et parodierende formsprog på en original og morsom måde, som kun Højholt kan gøre det, kan de også læses helt forudsætningsløst og nydes for deres snirklede stil og snurrige beretninger.

I 1989 udgiver Højholt på ny en digtsamling, Praksis, 9: Det gentagnes musik , der følges op af yderligere to digtsamlinger, Praksis, 10: Manøvrer (1993) og Praksis, 11: Lynskud (1995). Ligesom fortællingerne bliver også disse værker meget rost af anmelderne. Der er en voldsom kraft i digtene, og den modne digter virker mere dristig og sprudlende end nogensinde tidligere. Det er, som om alting kan lade sig gøre for Højholt: han kan være melankolsk, morsom, lyrisk, didaktisk og drilagtig på samme tid. Der er her virkelig tale om vital digtning, eller som det hedder i et digt fra Praksis, 11 : Flerfarvet sommerfugl brudt ud af aldrende puppe!

Mesterværket

I løbet af sit forfatterskab har Højholt modtaget stort alle de litterære priser, man kan modtage, kronet med Det danske Akademis Store Pris i 1982. Det erklærede slutpunkt i karrieren er imidlertid i en klasse for sig hinsides enhver pris: den store roman fra 2001, Auricula . Litterært er der tale om kraftpræstation uden sidestykke i dansk litteratur, Højholt har arbejdet på denne monstrøst-morsomme og bredt favnende roman i over 20 år. Ligesom for tidligere værker modtager han Statens Kunstfonds Produktionspræmie for romanen, som må siges at være et ordstrømmende værk, der kræver en vågen læser.

Auricula er latin for øre, og romanen skildrer nogle få tusinder selvstændige øre-væsners liv. Der er vitterligt tale om menneskeøre, men de lever i romanen som selvstændige væsner. Disse ører er født i 1916 som universets svar på en total stilhed i Europa den 7. september 1915. Samtidig foretager romanen et tværsnit af Europas kultur- og litteraturhistorie i 1915 og væver en række hændelser sammen på tværs af den logik og det forløb, de normalt tænkes i. Resultatet er forrygende, og Højholt fortæller skælmsk sin besynderlige historie med en stemmeføring, næsten som om der ikke var nogen orden i romanens mylder af fortællinger. Det er der, bare ikke den orden vi forventer.