Karen Blixen

Genrer og tematikker

Karen Blixen mente selv, at hun først og fremmest var storyteller inspireret af de gamle mundtlige fortællinger, som blandt andet ”1001 nats eventyr” stammer fra. For at iscenesætte det som en aktiv mundtlig fortælling er der i størsteparten af novellerne en alvidende fortæller, der sætter fortællingen i scene og aktivt kommenterer derpå.

Genremæssigt bevæger hun sig mellem de gotiske fortællinger, eventyret og den magiske realisme. Ikke mindst i ”Syv fantastiske fortællinger” er hun inspireret af den gotiske litteratur, der er kendetegnet ved at tage afsæt i menneskets frygt for det ukendte og ofte kombinerer uhygge og romantik. Mange af fortællingerne foregår i skumle borge eller mystiske klostre, og fortællingernes opbygning minder om de gotiske værker, der opbygges som kinesiske æsker, hvor historier bliver ved med at folde sig ud inde i hinanden.

I sine erindringsværker ”Den afrikanske farm” og ”Skygger på græsset” trækker hun i høj grad på sine personlige oplevelser i Afrika, men hendes eget liv skinner også igennem i mange af fortællingerne. For eksempel bliver ”Ekko” og ”Kardinalens tredje historie” fra ”Sidste fortællinger” ofte læst i et biografisk skær. I sidstnævnte får Lady Flora syfilis – som også Blixen led af – efter at have kysset Sankt Peters fod i Peterskirken i Rom. Der er i det hele taget mange spor at følge, hvis man vil lave en biografisk læsning af Karen Blixens værker.

Karen Blixen levede i en brydningstid, hvor gamle patriarkalske strukturer i stigende grad blev udfordret, og det præger forfatterskabet. Mange af fortællingerne tematiserer et opgør med det gamle patriarkat, adelens deroute og voksnes dominans over børn. Blixens fortællinger er en fin kilde til at få indblik i hendes samtid, men ikke mindst i de foregående århundreder, som hun oftest skriver om. For læsere med det for øje kan det være relevant at foretage en socialhistorisk analyse af hendes fortællinger.

Der er også mange andre oplagte læsninger. For eksempel en postkolonial læsning af ”Den afrikanske farm” og ”Skygger på græsset”, ligesom flere værker oplagt kan læses med fokus på køn og seksualitet. Blixens fortællinger trækker på konventioner om identitet, kønsroller og seksualitet, men i stedet for at reproducere konventionerne, udstilles de og parodieres. At vende tingene om eller give dem et twist, er karakteristisk for Blixen.

Blixen skrev flere af sine værker under pseudonym, da hun ville have friheden til at skrive, præcis hvad hun ville. Hun brugte sit pigenavn Dinesen sammen med drengenavnet Isak, der betyder ”den som ler”, fordi hun ønskede at bringe latter ind i verden.

Beslægtede forfatterskaber

Da Karen Blixen begyndte at skrive, lod hun sig inspirere af sine forbilleder. Hun skrev med litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsens ord som en af sine litterære helte Meïr Aron Goldschmidt ”i en sirlig, lidt kringlet, men elegant prosastil med plads til forklarende og præciserende indskud.” (Erik Skyum-Nielsen: ”Ud af skyggerne. Kvindernes litteraturkanon”, s. 126). Blixens værker er fulde af citater, allusioner og henvisninger til antikke myter, bibelske fortællinger og en bred palet af litterære værker. Som lektor Charlotte Engberg formulerer det: ”Læseren føres fra Homers og Vergils store epos, over Tusind og én Nat, til Boccaccio, Dante og Petrarca, og videre over Shakespeare, Goethe og til Heinrich von Kleists betragtninger over marionetten, videre til den danske litteratur, Ewald, H.C. Andersen, Blicher, Goldsmidt og Kierkegaard. Det 18. og 19. århundredes gotiske romaner trækker også sine spor gennem forfatterskabet, ligesom melodramaet gør det.” (Charlotte Engberg: ”Latter og lettere beruset”, s. 83).

At hun lånte og stjal i sine værker, lagde hun aldrig skjul på. Alligevel har det fået nogen til at hævde, at hun pyntede sig med lånte fjer, og enkelte har ligefrem anklaget hende for manglende originalitet.

Det er oplagt at indskrive Karen Blixen i den eksistentialistiske tradition i selskab med Albert Camus og Jean Paul Sartre. Det er de samme tematikker, de tre forfattere forholder sig til; liv, død, fremmedgørelse, skæbne og identitet i en tid med religiøse, kulturelle, sociale og ideologiske brydninger. Blixens forfatterskab kredser om, at intet er fast og givet, og på den vis var hun usædvanligt moderne. Camus og Sartre kan filosofihistorisk placeres sammen med eksempelvis Søren Kierkegaard, som Blixen var stærkt inspireret af.

Af mere samtidig litteratur, der træder i Blixens fodspor, kan nævnes Peter Høegs ”Fortællinger om natten” og ”Fortællinger om det tyvende århundrede”. Såvel i stil som sætningsbygning minder hans noveller om Blixens, og han har ligefrem løftet flere personer og episoder fra hendes værker over i sine fortællinger.

Den magiske realisme, som man finder hos Blixen, er også nærværende i eksempelvis Mathilde Walter Clarks, Villy Sørensens og Svend Åge Madsens forfatterskaber. Sidstnævnte har også det til fælles med Blixen, at hans værker tager livtag med grundlæggende filosofiske spørgsmål – ikke mindst omkring menneskets identitet, som i begge forfatterskaber fremstår som en flydende størrelse – og ikke noget fast og givet.

Relaterede forfattere