Søren Aabye Kierkegaard

Genrer og tematikker

Hele Kierkegaards forfatterskab kredser om tilværelsens centrale spørgsmål. Ikke de politiske, ikke de samfundsmæssige – om end de også berøres, men det enkelte menneskes. Før psykologien eksisterede, beskrev og diskuterede Kierkegaard alle de problemer, paradokser og glæder, det enkelte menneske støder ind i gennem livet.

Man opdeler typisk Kierkegaards forfatterskab i to dele. Det tidlige forfatterskab fra 1843-46 og det sene fra 1847-51. Den første del har den fællesnævner, at mange af værkerne er udgivet under pseudonym. Den anden del har mere opbyggelig karakter. Udgivelserne fra 1855 er stærkt præget af Kierkegaards forhold til kristendommen og særligt til kirken.

Kierkegaard mestrer en lang række forskellige genrer og blander dem lystigt selv inden for det samme værk. Romanlignende tekster, dagbøger, journaler, taler og meget mere. I forfatterskabets første del leges der konstant med udgiverfiktioner og pseudonymer, således at man ikke ved, hvilke synspunkter Kierkegaard repræsenterer og hvilke, han blot lader en af sine figurer præsentere.

Selv om der er mange tråde, der løber gennem forfatterskabet og binder de forskellige værker sammen, udgør Kierkegaards forfatterskab – i modsætning til mange andre af den tids filosoffer – ikke et samlet system. Han er ikke en systematisk tænker. Netop Kierkegaards stilistiske mangfoldighed gør, at forfatterskabet peger i mange retninger og kan læses af både fagfilosoffer, teologer og den almindelige læser.

I akademiske kredse har det været et stridspunkt, om man kunne afkoble Kierkegaard fra teologien, altså fra hans forhold til kristendommen. Om det var i orden at læse ham som kun filosof, kun som forfatter eller kun som teolog, eller om man var tvangsindlagt til at købe hele pakken. Her skal jeg ikke gå ind i den diskussion, blot konstatere, at det efter mange år med skyttegravskrig mellem forskellige fronter inden for Kierkegaard-tolkningen, nu synes helt legitimt at læse Kierkegaard lige nøjagtig på den måde, der er meningsfuld for en selv. Og tage fat i de værker, man finder mest interessant, uden at man pinedød skal tage stilling til, hvordan de forholder sig til resten af forfatterskabet.

For uanset perspektivet er det grundlæggende tema i Kierkegaards værk – Hvem er jeg? Og hvordan skal jeg forhold mig til mig selv og til verden. Et samlende punkt i hele forfatterskabet er derfor Kierkegaards fordring til det enkelte menneskes egen beslutning – om at blive sig selv. Det spørgsmål udfoldes inden for centrale temaer som kærlighed, angst, forholdet til Gud og forholdet til det andet menneske.

En forudsætning for alt dette er dog ifølge Kierkegaard, at mennesket er præget af engagement og oprigtighed. Derfor fremstår Kierkegaard – mere end nogen anden – som lidenskabens tænker.

Beslægtede forfatterskaber

Det er ikke sådan lige at pege på forfatterskaber, der i tematik eller omfang på nogen måde minder om Kierkegaards. Inspirationskilderne er stort set hele den europæiske filosofiske og teologiske litteratur. Stort lettere bliver det heller ikke at pege på steder, hvor Kierkegaards tankegods har levet videre i litteraturen. Heller ikke her fordi han ikke har inspireret nogen, men snarere fordi hans overvejelser, litterære stil og eksistentielle perspektiv kan genfindes så mange steder, særligt i dansk, men også i europæisk litteratur.

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche, der levede fra 1844 til 1900, nævnes ofte sammen med Kierkegaard som ophavsmand til eksistentialismen. I udgangspunktet er det ikke så indlysende at spænde de to for den samme vogn, da man lidt groft sagt kan sige, at Kierkegaard søgte efter Gud, mens det omvendte var tilfældet for Nietzsche – han ville udstille og afvikle kristendommen. Alligevel er deres optagethed af det enkelte menneske og dets forhold til sig selv og til Gud en oplagt parallel.

Et indlysende sted at pege på er dog efterkrigstidens franske eksistentialisme som en central videreførelse af kierkegaardsk tankegods. Mest kendt er Jean-Paul Sartre, der betragtes som grundlæggeren af den moderne eksistentialisme – og en forfatter som Albert Camus skylder Kierkegaard meget.

Selv om den del af den europæiske eksistensfilosofiske tradition er gået noget af mode de seneste årtier, er Kierkegaards værk det faktisk ikke. Snarere tværtimod. I eksempelvis Kina og Japan er interessen – i hvert fald i akademiske kredse – støt stigende, ligesom det øvrige Europa læser Kierkegaard i stor stil. Og med 200-året for Kierkegaards fødsel i 2013 skabes der yderligere opmærksomhed om den berømmede dansker.

Netop fordi Kierkegaard beskæftiger sig med det enkelte menneskes grundlæggende eksistentielle problemstillinger, er hans forfatterskab i en vis forstand både universelt og tidløst. Af nutidige forfatterskaber, hvor Kierkegaard er en tydelig inspiration, kan nævnes den amerikansk-norske forfatter Siri Hustvedt, hvis forfatter kredser om tilsvarende problemstillinger, ligesom japanske Haruki Murakami også har læst Kierkegaard.

Relaterede forfattere