”Fortvivlelse er nemlig, just fordi den er heelt dialectisk, den Sygdom, om hvilken det gælder, at det er den største Ulykke aldrig at have havt den – en sand Guds lykke at faae den, om det end er den allerfarligste Sygdom, naar man ikke vil helbredes fra den.”
”Sygdommen til Døden”, SKS, 11, s. 142.
Fortvivlelsen er en sygdom, som, hvis man ikke slipper af med den, kan have fatale konsekvenser. Men fortvivlelsen er også en mulighed. Faktisk er fortvivlelsen er forudsætning for indre bevægelse, for at komme videre – og for at komme nærmere sig selv. Man skal med andre ord tage fat i fortvivlelsen og omfavne den. For fortvivlelsen er et grundvilkår, men mange mennesker aner slet ikke, at de er fortvivlede – og de kan gå fra fødsel til død uden at finde ud af det. Det er den største tænkelige tragedie aldrig at have været fortvivlet. For på den måde komme man aldrig i kontakt med sig selv.
I en tid, hvor det handler om at komme så smertefrit gennem tilværelsen som muligt, kan Kierkegaards dyrkelse af fortvivlelsen synes pudsig. Men der er ingen vej uden om.
I anden del af bogen gør Kierkegaard det klart, at mennesket er skabt til at bevæge sig i retning af Gud. Der er hos Kierkegaard ikke tale om nogen dogmatisk kristendom. Tværtimod. Det er menneskets egne erfaringer og egen fortvivlelse, der skal lede det videre. Ikke en allerede defineret kristen sandhed. På den måde er Kierkegaard eksistentialist, før han er kristen. ”Sygdommen til Døden” bliver således en fordring til mennesket om at blive sig selv – men at blive det i et forhold til Gud. At blive et religiøst menneske er ikke noget, man bliver fra den ene dag til den anden. Det er en lang eksistentiel rejse.
Søren Aabye Kierkegaard
Filosof, teolog, forfatter. Det er ikke nemt at placere denne sværvægteren over dem alle i dansk åndsliv gennem de seneste 200 år. For han er det hele – og mere til. En original filosof, en banebry...
Læs hele forfatterportrættet
