”Må jeg præsentere jeg-1, som var der først, og som Agnete synes er mest hende, min indre repræsentation, siger hun, som om jeg-1 fandtes som et fotografi af hende ophængt på en af kraniekassens vægge, som jeg-2, jeg-3. Jeg-4, jeg-5 og jeg-6 så dansede omkring som en anden smeltende guldkalv.”
“Kraniekassen”, side 118.
Parallelt med fortællingerne om Agnete og Steffen løber en historie, der hedder “Noter til Ludwig-bog”, om Ludwig II af Bayern. Om en skør konge, der bliver erklæret sindssyg og spærret inde, og hvor døden bliver den ultimative befrielse fra Ludwigs fangenskab i dobbelt forstand: Det mentale fangenskab i sindet og det fysiske konkrete fangenskab.
Fortællingen om Ludwig er en parallel til historien om Agnetes seks jeg’er, hvor de fem af dem ønsker at slå jeg-3 ihjel. Og ikke mindst er den en parallel til Agnete selv, der er angst for at være sindssyg på grund af de mange forskellige lag i hendes sind, og som indimellem overvejer døden som en nem og tilgængelig udvej.
Romanen sætter den moderne splittede bevidsthed under pennen. Spørgsmålet om identitet – eller nærmere manglen på en sammenhængende identitet – og på sammenhængskraft i det hele taget er et centralt tema i romanen, som behandles igennem fletværket af fortællinger om henholdsvis Agnete og Steffen samt Otto og Ludwig. På den måde spejler skrive- og fortællestilen også indholdet, ligesom de forstærker hinandens udsagnskraft.
Romanen fortælles af en alvidende fortæller, der indimellem bliver meget eksplicit, som når vedkommende kommenterer: “nu kan jeg, fortælleren hin alvidende, thi Olympen jeg besteget har, ikke lade være at tænke på den tyske billedkunstner, hvad han end hedder, jeg ved alligevel ikke alt” (s. 119). På denne selvrefererende vis snubler fortælleren over sig selv i al sin fortælleglæde, positionerer sig, udstiller og udleverer sine karakterer – og sig selv. Skrivestilen er dybt poetisk, som en række digte, der blendes ind i hinanden, og som på finurlig vis beskæftiger sig med tid, eksistens, Gud, kunst og kærlighed – livets store spørgsmål. Og romanen er så spækket med kærlighed: kærlighed til det at fortælle, og kærlighed mellem Agnete og Steffen, at den kommer til at stå som kontrast til det sammenhængsløse og splittede i tilværelsen og i sindet.
Christina Hesselholdt
Christina Hesselholdt skriver i et sart sansende og poetisk sprog, der ofte er krydret med en forførende fandenivoldskhed, en legende flertydig humor og karakterer, der står delvist kuldsejlet i ti...
Læs hele forfatterportrættet
