”Russeren lænede sig forover igen og sænkede stemmen, som om de var på intim fod. Vuk kiggede på Kommandanten. Hans ansigt var svedigt. Han tændte en ny cigaret, og for første gang siden han havde mødt ham, følte Vuk ingen ærbødighed, respekt eller kærlighed. Han følte kun foragt. Kommandanten havde solgt ham, men Vuk skulle nok sørge for, at han aldrig fik hævet profitten. Han havde ikke hørt, hvad russeren sagde, så han bad ham gentage det.
- Jeg sagde, at vi mødes om tre dage i Berlin. Jeg holder til i Berlin. Berlin er et godt udgangspunkt. Er det okay?”
“Den serbiske dansker”, s. 52.
Sønnen hedder Vuk. Han har boet med sin familie i Danmark som barn og ung. Han er ”den serbiske dansker”, som lever af at udføre attentater og snigmord for Kommandanten. I Teheran er man sur på en af landets døtre, som har skrevet en islam-fjendsk bog. Man vil godt betale fire millioner dollars for, at hun bliver nakket. Kommandanten, som har opgivet drømmen om et Storserbien, tager opgaven og giver den videre til Vuk, for den iranske forfatter er på vej til Danmark, og Vuk taler ikke bare flydende dansk, han har også blå øjne – det bliver altså svært for nogen at gennemskue, at han i virkeligheden er en kold bosnisk-serbisk snigmorder. Den iranske forfatters besøg organiseres af formand for PEN og journalist ved Politiken Lise Carlsen, og sikkerheden under hendes ophold overdrages til PET-agenten Per Toftlund. Sammen skal de få det hele til at gå op i en højere enhed. De indleder et forhold, mens Lises ægteskab afvikler sig.
Omkring dem tårner de mørke skyer sig op. Inde på Christiansborg bliver der indgået gustne korridoraftaler, som sætter den danske feta-produktion over den iranske forfatters sikkerhed, og Vuks attentatplaner tager form. Han er kommet til København og har hentet sine våben i en Samsonite-kuffert i en boks på Hovedbanen, en Beretta-pistol med ekstra magasiner og en russisk snigskytteriffel – ikke verdens mest sofistikerede, men pålidelig. Lise og Per beslutter sig for at afholde pressemødet med forfatteren på Flakfortet i indsejlingen til Københavns havn. Vuk finder ud af det. Han er meget tættere på dem, end de aner. Men helt galt går det ikke.
“Den serbiske dansker” blev til en trilogi med “De gode søstre” fra 2001 og “Fjenden i spejlet” fra 2004.
Leif Davidsen
Danmark har efterhånden en tradition for, at journalister og udenrigskorrespondenter omsætter deres erfaringer til politiske thrillers. En af de mest markante eksponenter for denne trend er Leif Da...
Læs hele forfatterportrættet