I 1955 stod Auster sammen med sine forældre i tusmørket uden for Polo Grounds i New York. Han var otte år, baseball-fan til op over begge ører og havde netop været til sin første ligakamp. Resten af tilskuerne var for længst væk. Det var sent. Lidt nede af vejen fik Paul Auster øje på en skikkelse. Det var ikke gud, men så tæt på som det kunne være. Det var Willie Mays, baseballens svar på fodboldstjernen Pelé. Med hjertet oppe i halsen nærmede den unge fan sig sit idol, sin afgud: “Mr. Mays, kunne jeg få en autograf? Selvfølgelig knægt, har du en kuglepen?” Auster greb i sine lommer, han spurgte sine forældre. Ingen havde en kuglepen, og han måtte sønderknust se Willie Mays forsvinde ned ad gaden.
Efter den dag forlod Paul Auster aldrig hjemmet uden en kuglepen. Det var grunden til, at han blev forfatter, at han blev permanent forbundet med sine skriveredskaber. Og selv om det formentlig er sagt med en ræv bag øret og et glimt i øjet, og oprindelig blev fortalt til børnene, når de spurgte, hvordan det kunne være, han blev forfatter, er pointen ikke til at tage fejl af: Auster valgte ikke forfattergerningen. Forfattergerningen valgte Auster. Helt vilkårligt. Han fortæller historien om, hvordan han blev forfatter i essayet “Why Write” i 1996 (“Hvorfor skrive” i “Den røde notesbog og andre sande historier”, 1998). I et interview på omtrent samme tidspunkt får vi en anden version. Auster havde som 14-årig vundet en konkurrence i sin klasse med et foredrag om et andet af sine baseball-idoler, Jackie Robinson: “At skrive det foredrag var en af de afgørende handlinger i mit liv. Efter den dag vidste jeg, at jeg ville være forfatter.” (Interviewet findes i “To film af Paul Auster: Smoke og Blue in the Face”, 1995).
Paul Auster
Mens Paul Auster blev fejret som en af de største nulevende fortællere overhovedet i Europa, var han almindeligt ukendt i hjemlandet USA. Det er ikke tilfældigt. Auster udfolder sig inden for en ån...
Læs hele forfatterportrættet
