Paul Auster

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
oktober 2023
Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., 2017

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2010

Mens Paul Auster blev fejret som en af de største nulevende fortællere overhovedet i Europa, var han almindeligt ukendt i hjemlandet USA. Det er ikke tilfældigt. Auster udfolder sig inden for en åndshistorisk tradition, som er en hel del tættere på Paris i 1930'erne end Hollywood i dag. Hans fortællinger er fantastiske, sindrige, komplekse, og der er intet kulturelt fastfood over dem. Alligevel bliver de omsat som et andet ‘Happy Meal’ i Europa og ikke mindst herhjemme.

Paul Auster har en stor plads i danske bogelskeres hjerter, og kærligheden er gengældt. Således har flere af hans seneste romaner ramt en dansk boghandler længe før, de kom på markedet i USA – eller noget andet land i verden for den sags skyld.

Baggrund

Paul Benjamin Auster voksede op som en ualmindeligt politisk og socialt bevidst knægt i en ellers ganske almindelig kernefamilie i en middelklasseforstad til New York i halvtredserne.

”Verden var ikke virkelig længere. Alt var en forfalskning, en kopi af det, det skulle have været, og alt, hvad der skete i den, burde ikke være sket. I lang tid bagefter levede Ferguson under denne illusions fortryllelse, gik i søvne gennem dagene og kæmpede for at falde i søvn om aftenen, dødtræt af den verden, han var holdt op med at tro på, tvivlende på alt, som viste sig for hans øjne.”

”4 3 2 1”, s. 94-95.

Foto: Lisa Carpenter

Født
3. februar 1947, Newark, New Jersey.
Død
30. april 2024, Brooklyn.
Uddannelse
Columbia High School, New Jersey; 1965-69 Columbia College, New York; '69-70 Columbia University, New York (afbrød studierne efter et år).
Debut (fiktion)
Squeeze Play, 1982 (Squeeze Play, 2003).
Priser
Prince of Asturias Award, 2006.
Seneste udgivelse
Baumgartner. Lindhardt og Ringhof, 2023. (Baumgartner, 2023). Oversat af: Rasmus Hastrup.
Inspiration
Henry David Thoreau, Edgar Allan Poe, Herman Melville, Ralph Waldo Emerson og Samuel Beckett.

Som tiårig var han bekendt med forbrugerisme og materialisme som tidens store svøbe, og han gav sig af ubehag, når faderen luftede sit dollargrin foran naboerne, og når moderen tog ham med på sine elskede shopppingture. Ellers passede Paul Auster sin skole, spillede baseball og drog på sommerlejr som de fleste andre amerikanske drenge på hans alder. Efter highschool rejste han til Europa, hvor han flakkede rundt og skrev på et manuskript, som – til hans lettelse – siden hen forsvandt. Efter nogle måneder vendte han hjem igen og påbegyndte studier meldte sig ind på det velrenommerede universitet Colombia i New York, hvor han øjeblikkeligt kom i clinch med en studievejleder.

I 1968 fik hans utilfredshed et kollektivt udtryk. Studenteroprøret brød ud over hele den vestlige verden. Man ville af med ‘professorvældet’. Men på det tidspunkt var Auster på sit sidste år i college og på vej ud af systemet. Efter et kort intermezzo på universitetet begyndte en periode med forskellige småjobs, blandt andet på en olietanker. I halvfjerdserne ernærede han sig som kritiker, oversætter, essayist og digter, først i Paris, siden i New York. I 1980’erne slog han sig på prosa og underviste blandt andet på Princeton. Paul Auster var gift med forfatteren Siri Hustvedt og sammen har de datteren Sophie. Han døde i sit hjem i Brooklyn, New York den 30. april 2024, 77 år gammel.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Paul Auster taler om sit forfatterskab i sit hjem i Brooklyn i 2014. Louisiana Channel.

Udvalgte bøger

Smoke og Blue in the Face

Skildret, dokumenteret, reporteret og fastfrosset i enhver tænkelig kulturel, politisk, religiøs og social belysning fremstår New York som fuldstændigt grundliggende for en række af det tyvende århundredes største kunstneres forståelse og selvforståelse – fra Woody Allen over Lou Reed til Auster selv. Paul Austers New York har aldrig været smukkere end i filmene “Smoke” fra 1995 (“Smoke”, 1995) og “Blue in the Face” fra 1996 (“Blue in the Face”, 1996). Den tunge dyne af postmoderne konstruktion og dekonstruktion, som ligger hen over forfatterskabet i “New York Trilogien” befinder sig nu, hvor den hører hjemme, som et solidt filosofisk fundament under fortællingen, og miljø og karakterer flimrer varmt og tvangfrit foran publikum.

I “Smoke” møder vi endnu en forældreløs gadedreng. På flugt fra nogle bandemedlemmer og på jagt efter sin far møder han Paul Austers alter ego (spillet af William Hurt). De slår kludene sammen, og den egenrådige knægts evne til at rode sig ind i problemer viser sig at bekomme forfatterens stillestående tilværelse godt, lige som også forfatterens vid bekommer knægtens tumultariske flygtningeliv godt.

“Men jo, jeg nød det, jeg syntes det var en udfordring at skrive dialog, at tænke dramatisk frem for narrativt, at gøre noget jeg ikke havde gjort før (…) På mange måder tror jeg at det manuskript er det mest optimistiske jeg nogensinde har skrevet.” bemærker Paul Auster i et interview om arbejdet med manuskriptet (“To film af Paul Auster: Smoke og Blue in the Face”, 1995).

Under optagelserne af “Smoke” overhørte Auster og Wayne Wang nogle af skuespillernes sketches og besluttede sig for at bruge dem til en ny film. Et år senere blev “Blue in the Face” skudt på seks dage, uden manuskript og med Auster som medinstruktør. Handlingen er episodisk, fyldt af skæve og dokumentaristiske sekvenser: Madonna gir’ den som syngende telegrampige, Michael J. Fox som udbrændt wunderkind og Lou Reed og Jim Jarmusch fortæller anekdoter til kameraet. Omdrejningspunktet er Auggies tobaksforretning på et gadehjørne i Brooklyn. Her hænger kvarterets nikotinhungrende originaler ud. Skæve størrelser, ensomme typer. Auggie, spillet af Harveyvy Keitel, er selv en af dem, og samtidig inkarnationen af selve New York-fascinationen. Hver morgen, år ud og år ind, går han ud og tager et billede af krydset ud for sin forretning: Motivet er det samme, indstillingen er den samme og tidspunktet er det samme. Det eneste, som ændrer sig, er livet og lyset i gaden.

Illusionernes bog og Orakelnat

Udforskningen af forholdet mellem fiktion og virkelighed står centralt i Paul Austers forfatterskab. I nogle af hans seneste romaner er den hængt op på et par skribenter, der som Auster selv er kommet op i årene og virker i et intellektuelt New Yorker-miljø.

“Book of Illusions” fra 2002 (“Illusionernes bog”, 2002) er en fortælling om en forfatter, som skriver om en filmmand. Forfatteren, David Zimmer, har mistet sin familie i en flyulykke og levet tilbagetrukket i sorg, indtil han en dag ser en glemt stumfilm med komikeren Hector Mann, som får ham til at huske, hvordan det var at le. Oplevelsen vender op og ned på hans tilværelse. Han udgiver en biografi om Mann og modtager kort efter en invitation fra Hector Manns kone i New Mexico …

“Oracle Night” fra 2003 (“Orakelnat”, 2003) er en fortælling om en forfatter, som skriver om en forlægger med udgangspunkt i et værk af en anden forfatter (Mickey Spillane) og titel (“Orakelnat”!) fra en tredje forfatter (Sylvia Maxwll, fiktiv). Det hele begynder, da Sidney Orr, på vej til at komme sig over en sygdom, som nær havde kostet ham livet, går ind i en bogforretning i Brooklyn og falder over en blå notesbog, som viser sig ikke at være helt, som blå notesbøger er flest …

Både “Illusionernes bog” og “Orakelnat” er sindrige og komplekse, overraskende og fabulerende.

Genrer og tematikker

Paul Auster identificerede sig fra starten af sit forfatterskab med en litterær scene, som op gennem det tyvende århundrede havde taget dybe filosofiske ideer om tilværelsens mening på sig. Der var svære moralske overvejelser om, hvilken rolle litteraturen måtte have efter tragedier som udryddelserne i Første og Anden Verdenskrig. Den litterære scene havde store problemer med måden samfundet fungerede på i almindelighed og kulturen i særdeleshed.

Underholdning var blevet en industri, som holdt folk nede med sine skabeloner for medrivende fortællinger. Den gik i tårekanalerne og lattermusklerne og indgød falske håb og forlorne drømme. En af reaktionerne er metafiktionen – fortællinger, der gør opmærksom på, at de er fortællinger og reflekterer over forholdet mellem skrift og virkelighed.

Det er ligeledes kendetegnende for forfatterskabet, at Paul Auster også på anden vis eksperimenterer med form og identitet. Hos Auster smelter metafiktionen f.eks. sammen med en række klassiske romanformer som gavtyveromanen, fremtidsfortællingen og detektivromanen. Han benytter sig især af selvtematiseringen (tematiseringen af det at skrive), selvreferencen (‘jeg skriver at jeg skriver’) og spejlingen (fortællingens figurer genkender sig selv i hinanden, og læseren genkender forfatteren i figurerne). Sammensmeltningen understreger en generel tendens i forfatterskabet til at sammentænke modsætninger som det eksperimenterende og det traditionelle, det hermetiske og det åbne, det enkle og det komplekse.

Paul Austers roman ”4 3 2 1” fra 2017 er kendetegnet ved en mere realistisk fortælleform, selv om udforskningen af forholdet mellem fiktion og virkelighed også spiller en rolle her. Ligesom tidligere i forfatterskabet er det filosofiske også her i højsædet – denne gang i en undersøgelse af, hvilken indflydelse tilfældighed har på et menneskets opvækst og identitet. Auster fortsætter ligeledes sine eksperimenter med den litterære form – i denne roman ved at lade sin dannelsesroman indeholde hele fire forskellige versioner af hovedpersonen Archies udvikling fra lille barn til ung mand.

Hvor samtidige, yngre forfattere som Douglas Coupland og Bret Easton Ellis definerer sig i forhold til massekulturen og identificerer sig positivt med tidsånden, har Auster aldrig lagt skjul på, at han befinder sig i en intellektuel bastion med et klassisk sæt af erfaringer, ritualer, traditioner og kulturer som vold mellem ham selv og de flygtige udtryk, som dominerer verden omkring ham. Faktisk virker det reelt som om, hans litteraturanskuelse og verdensanskuelse går forskelsløst op i hinanden. Som der står på forsiden af hans hjemmeside: “At skrive er ikke længere et spørgsmål om fri vilje for mig, det er et spørgsmål om overlevelse” – og det er jo nødvendigvis heller ikke et dårligt udgangspunkt for et forfatterskab.

Beslægtede forfatterskaber

Paul Auster var ikke selv begejstret for at blive kaldt en postmoderne forfatter, men især i forlængelse af sine bøger udgivet i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev Paul Auster betragtet som en af de vigtigste amerikanske repræsentanter for den postmoderne litteratur, i hvert fald i Europa. Hans forfatterkollega Don DeLillo var en af de andre amerikanske forfattere, som blev koblet sammen med denne litterære strømning af konstruktion, intertekstuelle referencer, fragmenter og metafiktion. Don DeLlillo er bl.a. kendt for romanerne ”White Noise” fra 1985 (”Hvid støj”, 2000) og ”Underworld” fra 1997 (”Underverden”, 1998).

Paul Auster blev i 1982 gift med den amerikanske forfatter med norske rødder Siri Hustvedt, som ligesom sin mand har mange læsere herhjemme. Siri Hustvedt er primært romanforfatter og essayist, oversat til mere end 30 sprog og har senest udgivet romanerne ”The Summer Without Men” fra 2011 (”Sommeren uden mænd”, 2011) og ”The Blazing World” fra 2014 (”Den flammende verden”, 2014). På trods af forskelle på de to forfatteres forfatterskaber er det også tydeligt, at forfatterægteparret påvirker hinanden og har mange ting til fælles i deres fortællestil.

Det findes flere andre amerikanske forfattere, hvis forfatterskaber er beslægtede med Paul Auster. Det drejer sig bl.a. om Jonathan Safran Foer, som i sine bøger også beskæftiger sig med filosofiske spørgsmål og formeksperimenter, og Nicole Krauss, hvis gennembrudsroman ”A History of Love” fra 2005 (”Kærlighedens historie”, 2006) bl.a. tematiserer eksistentielle spørgsmål vedrørende tid og erindring.