”En interessant tanke, sagde Ferguson til sig selv: at forestille sig hvordan det hele ville have været anderledes, selv om han ville have været den samme. Den samme dreng i et andet hus med et andet træ. Den samme dreng med andre forældre. Den samme dreng med de samme forældre, som bare ikke lavede det samme, som de gjorde nu.”
”4 3 2 1”, s. 65.
Auster har selv kaldt ”4 3 2 1” et hovedværk og hans nok mest realistiske roman på trods af den eksperimenterende form. En realisme, der bl.a. ses i skildringen af skelsættende historiske begivenheder og erfaringen med at vokse op i 1960’ernes store samfundsmæssige forandringer. Et eksempel er hovedpersonens oplevelse af uvirkelighed og tab efter attentatet på John F. Kennedy: ”Noget var blevet trukket fra verden, og nu var der et hul, et intet hvor der før havde været noget, som om alle træer i verden var forsvundet, som om selve ideen om træ eller bjerg eller måne var blevet slettet fra det menneskelige begrebsunivers.” (s. 168).
Romanen handler også blandt meget andet om forholdet mellem fædre og sønner, baseballhelte, litteratur og biseksualitet, men det overordnede tematiske omdrejningspunkt er tilfældighedernes spil og indflydelse på et menneskes identitet og skæbne: ”I denne roman udforsker jeg netop det grundlæggende spørgsmål: ’Hvad nu hvis?’ Hvad var der sket, hvis min far var død, da jeg var barn? Hvad hvis han var blevet meget rig? Jeg har altid tænkt meget på den slags. Det, vi kalder virkelighed, er jo ikke bare det, der indtræffer, men også det, som ikke får anledning til det.” (Finn Skårderud: ’Alt, jeg hidtil har skrevet, har været en forberedelse til at skrive denne roman.’ Information, 2017-04-29).
Archie er optaget af mange af de samme ting i de forskellige historier, og i alle versionerne bliver han betaget af den skønne Amy Schneiderman. Hovedpersonen i ”4 3 2 1” synes således at være defineret af både genetik og af den familie, han er landet i – og af livsforandrende vilkårlighed. Romanens titel henviser til de fire versioner, men antyder også en nedtælling, der peger på, at en af de fire udgaver af Archie Ferguson ikke når at blive voksen.
Paul Auster
Mens Paul Auster blev fejret som en af de største nulevende fortællere overhovedet i Europa, var han almindeligt ukendt i hjemlandet USA. Det er ikke tilfældigt. Auster udfolder sig inden for en ån...
Læs hele forfatterportrættet