Don DeLillo

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021
Christian Baun
cand.mag., 2012

Hovedforfatter

Pia Andersen Høg
cand.mag., 2011

Don DeLillo er en af de væsentligste udforskere af mentaliteten i det 20. og 21. århundredes Amerika. I over 50 år har han bidraget med fortællinger, som spejler samtiden og viser brudfladerne i den glitrende, amerikanske overflade. Herfra bobler paranoiaen, rædslen og den selvironiske humor, og gennem disse sprækker afdækker DeLillo den amerikanske nationalidentitet, som den er blevet formet gennem kold krig, forbrugerdøs og terrorisme.

DeLillos pen er skarp; hans ambition som forfatter er at befri romangenren fra elevatormusikkens tomme klang og geninstallere genrens potentiale for bevidsthedsændrende kulturkritik.

Baggrund

Donald Richard DeLillo blev født i Bronx, New York i 1936 og voksede op i et italiensk-amerikansk kvarter. DeLillos forældre var immigreret fra Italien; faderen kom til staterne som niårig og fulgte den vej, som den amerikanske drøm udstikker: Hårdt arbejde fra bunden og op til en stilling som revisor ved Metropolitan Life Insurance.

”De løb og faldt, nogle af dem, forvirret og klodset, mens brokker væltede ned omkring dem, og der var folk som søgte ly under biler.
Brølet var stadig i luften, faldets sammenkrummede rumlen. Dette var verden nu.”

“Den faldende mand”, s. 7.

For Bronx-drenge foregår livet på gaden. DeLillo spillede alle tænkelige former for boldspil med hjemmelavede bolde og hang rundt med vennerne. Der var ikke skyggen af bogorm over Don – litteratur var ikke noget, han gik synderligt meget op i, og skolen var han ligeglad med. Et sommerjob før college satte dog noget i gang: DeLillo var parkeringsvagt ved en legeplads, og her hævede han sin timeløn i selskab med de store kanoner i litteraturen: Faulkner, Hemingway , Melville og Joyce. Han opdagede sproget, dets historie og dets eget liv. Foruden de gamle mestre var det, der senere skulle danne inspirationen for forfatterskabet, alle mulige æstetiske oplevelser: Selve byen New York, Jean-Luc Godards franske nybølgefilm med deres rå klipning og håndholdte kamera, det abstrakt ekspressionistiske maleri, og endelig jazz, især Miles Davis og Charles Mingus.

Efter college tog DeLillo et job på et reklamebureau, fordi han ikke kunne få arbejde i forlagsbranchen. Det blev til fem år i en karriere, der, med hans egne ord, var ’kort og uinteressant’. Da han ikke gad mere, holdt han op: “Jeg sagde mit job op for at sige op. Jeg sagde ikke op, for at skrive fiktion. Jeg ville bare ikke arbejde mere” . (DeLillo citeret på www.perival.com, Don DeLillo’s America, skribentens oversættelse).

Foto: Sara Krulwich / Ritzau

Født
Den 20. november 1936, Bronx, New York, USA.
Uddannelse
Cardinal Hayes Highschool, 1954. Bachelorgrad i kunst og kommunikation, Fordham University, 1958.
Debut
The River Jordan. Novelle i tidsskriftet Epoch, 1960.
Litteraturpriser
The American Academy of Arts and Letters Award, 1984. The National Book Award, 1985. The Aer Lingus/Irish Times International Fiction Prize, 1989. The Pen/Faulkner Award, 1991. The Jerusalem Prize, 1999. The Ricardo Bacchelli International Award, 2000. The American Academy of Arts and Letters William Dean Howells Medal, 2000. The Saint Louis Literary Award, 2010. PEN/Saul Bellow Award for Achievement in American Fiction, 2010.
Seneste udgivelse
Stilheden. Batzer, 2021. (The silence, 2020). Oversat af Paul Klitnæs.
Inspiration
Thomas Pynchon.

DeLillo havde på dette tidspunkt skrevet en håndfuld noveller, der var blevet trykt i forskellige tidsskrifter, men i 1966 gik han i gang med sin første roman. Det tog fem år, før den udkom under titlen “Americana”. I de følgende år udkom romanerne i en lind strøm uden at vække læsernes opmærksomhed.

I 1979 modtog han legatet The Guggenheim Fellowship, og det sendte hans forfatterskab ind i sin anden fase. Han rejste i Europa, Mellemøsten og Indien i tre år, og det gav perspektiv. Som fremmed lærte han at se, høre og observere på ny, og hjemme i staterne vendte han dét blik mod den amerikanske virkelighed anno 1982. Der var dagligt et nyt ’toxic spill’ i tv-nyhederne, men ingen tog særlig notits, erindrer DeLillo. Her bundfældes et tema og en metafor, der løber gennem især den sene del af forfatterskabet: skraldet, forureningen og det giftige affald. Som en optakt til 80’ernes kæmpe økokatastrofer (Tjernobyl, Exxons Valdez’ olieudslip i Alaska etc.) udkom bogen “White Noise” i 1985 (“Hvid støj”, 2000) og fik succes hos både læsere og kritikere med sin tematisering af lurende teknologisk katastrofe og amerikansk protofascisme. Skraldet tager også form som en metafor for den samtidshistorie, der er åben for fortolkning; DeLillo skriver sin version af begivenhederne bag det mytologiske drab på præsident Kennedy i “Libra” fra 1988 (“Vægten”, 2002).

Det bliver mastodonten “Underworld” fra 1997 (“Underverden”, 1998), der samler alle trådene og cementerer DeLillos position blandt de centrale landmålere i den amerikanske post-koldkrigs psyke. Bogen indbragte ham et hav af priser.

DeLillo har, foruden sin fortsatte indsats i romangenren, løbende skrevet dramatik, hvoraf et enkelt stykke er blevet filmatiseret. Han lever tilbagetrukket med sin hustru Barbara og skyr opmærksomhed. En anekdote fortæller, at DeLillo engang ved et interview nøjedes med at give journalisten sit visitkort og sige: “I don’t want to talk about it”.

Udvalgte bøger

De første romaner

Don DeLillo har en helt særlig stemme, der løber gennem alle hans værker. Han skulle dog skrive otte romaner, før han for alvor markerede sig som romansnedker af internationalt format. Don DeLillos forfatterskab roterer om en række specifikke temaer, der alle er hentet i den amerikanske postmodernismes supermarked. De tidlige romaner er ikke oversat til dansk, men det er her, de DeLillo’ske væsenstræk skæres til.

“Americana” fra 1971 tegner et portræt af en kultur, der har mistet evnen til at se forskel på virkeligheden og dens repræsentation i film og tv. For hovedpersonen David Bell bliver den medieskabte virkelighed mere virkelig, end det, der faktisk finder sted. Denne karakteristik af en mediegennemsyret, visuel kultur vender DeLillo tilbage til i både “White Noise”, “Libra” og “Underworld”. De næste tre romaner, “End Zone” fra 1972, “Great Jones Street” fra 1973 og “Ratner’s Star” fra 1976 berører andre prominente postmoderne tematikker om sprogets evner som magtmiddel, grænseoverskridende vold og vareliggørelse af menneskelige relationer. Især “Ratner's Star”, som formelt skiller sig ud ved at være en avanceret, næsten formløs roman, er stærk i sin tematisering af dødsangst og tro på, at naturvidenskaber kan beherske livet. Romanen behandler også globaliseringen og den sammenknytning af teknologifascination og fascisme, som i høj grad har præget det 20. århundrede.

De tre romaner, der afrunder forfatterskabets første fase, er “Players” fra 1977, “Running Dog” fra 1978 og “The Names” fra 1982. Alle forholder sig på forskellige måder til det paranoide krydsfelt mellem spionage, terrorisme og pornografi i et miljø, hvor alle former for dybere mening er forduftet. “Running Dog” markerer især DeLillos sorte humor med skildringen af den hemmelige agent Glen Selvy, der officielt arbejder som assistent for en højtstående senator. I det job er der også en hemmelig side, senatoren er en ihærdig pornografisamler, og Selvy skal sørge for at vedligeholde samlingen. Han er på jagt efter en sagnomspunden pornofilm, der angiveligt skulle være optaget i Førerbunkeren i Anden Verdenskrigs sidste timer og have selveste Hitler i den bærende rolle. Filmen viser i virkeligheden Hitler, der imiterer Chaplins imitation af Hitler, og så er fordoblingen ellers fuldendt i den hovedløse jagt på tomme, sensationelle objekter.

Under pseudonymet Cleo Birdwell har Don DeLillo skrevet endnu en roman, “Amazons”, der udkom i 1980.

Kropskunstneren og Kosmopolis

Siden “Underworld” har DeLillo skrevet to romaner, som begge bekræfter hans dygtighed, men blegner på grund af deres ringe størrelse. I 2001 udkom “The Body Artist” (“Kropskunstneren”, 2001) som er atypisk med sin stramme form, fokus på sproget og nedtoningen af samtidshistoriske lakmusprøver.

Performance-kunstneren, eller kropskunstneren, Lauren overlades til sig selv, da hendes mand uden varsel skyder sig selv i sin ekskones lejlighed. Da hun efter begravelsen vender tilbage til deres fælles hus, finder hun en fremmed dreng, og gennem samtaler med ham begynder hun at rekonstruere sit liv. Mest af alt handler bogen om selve det at udtrykke sig: Lauren udtrykker sig med sin krop, men har brug for sprog, og dermed bliver DeLillos ærinde med bogen grundlæggende at afsøge forfattergerningen: Hvordan fanger man virkeligheden i sprog?

Romanen “Cosmopolis” fra 2003 (“Kosmopolis”, 2003) er også en stram sag, tilsat vintage DeLillo’sk samtidskritik: Bogen følger den sidste dag i den 28-årige børsspekulant Eric Packers liv. Han er mangemillionær og har alt, inklusive en hvid strech-limo, hvori det meste af romanen udspiller sig. Men Eric søger mod afgrunden, og føler sig egentlig mest levende, da han står overfor en mand, som har truet ham på livet. “Cosmopolis” er en lille roman om tomheden i at leve udspændt mellem en kropsligt erfaret virkelighed og en abstrakt, penge- og informationsbåret virkelighed. Modtagelsen af den har dog ikke været overstrømmende positiv, og den forbliver formentlig en parentes i forfatterskabet.

Genrer og tematikker

Don DeLillo er primært prosaist og skriver om det amerikanske mysterium, “amerikansk magi og rædsel”, som det hedder med et citat fra “Hvid støj”. Om sit første spring ind i litteraturen udtrykker han: “Men så var tiden inde til at rejse – ind i Amerika” […] “Det er ingen tilfældighed, at min første roman hedder Americana*. Det blev mit emne, det emne, som formede mit værk.”* [2]. DeLillos romaner peger ind i det amerikanske samfund og behandler temaer og miljøer, som den gængse amerikaner forholder sig til i sin hverdag. Med sine romaner kan DeLillo skabe en parallelverden, som forfører læserne og udtrykker en generel kritik af blandt andet forbrugerisme og massemedier. Udover romaner skriver DeLillo noveller og i begrænset omfang essay og drama.

Tematisk er DeLillo bred, men han foretrækker emner, som har haft større mediedækning og dermed har fået deres eget mystiske og medierede liv, som udfordrer virkeligheden. Her tæller hændelser som politiske kriser (“Vægten”), terror (“Den faldende mand”), miljøkatastrofer (“Hvid støj”) og sportsbegivenheder (“Underverden”).

Udover de store diffuse temaer har DeLillo de seneste ti år beskæftiget sig med familierelationer og tab. “Mine romaner er tilsyneladende bygget op omkring tematikker som tid og tab. Det har ikke været min intention, men er ganske enkelt sket.” [3]

Beslægtede forfatterskaber

Don DeLillo har inspireret yngre forfattere som Bret Easton Ellis og Jonathan Franzen, og selv skriver han i forlængelse af Ernest Hemingway og William Faulkner. Han vurderes som en af de væsentligste nulevende fortolkere af den amerikanske kultur, og amerikansk litteraturkritiks grå eminence, Harold Bloom, har udnævnt ham til at være blandt de største nulevende, amerikanske romanforfattere sammen med Thomas Pynchon, Philip Roth og Cormac McCarthy.

DeLillo sammenlignes også ofte med Paul Auster, men det er i særdeleshed Thomas Pynchon, DeLillo selv forholder sig til som et forbillede og en inspirationskilde. Han har sagt, at Pynchons hovedværk “Gravity’s Rainbow” fra 1973 er den eneste roman i det 20. århundrede, der udnytter genrens fulde potentiale, både hvad angår sprog, form, samtidstolkning og kritisk potentiale.

DeLillo og Pynchon har mere tilfælles: Begge lever de tilbagetrukket fra offentligheden. Hvor DeLillo nu og da dukker kortvarigt op i enkelte interviews, har ingen set Pynchon i mere end 40 år. De eneste offentligt tilgængelige fotos af ham stammer fra hans studieår i 1950’erne. For Don DeLillo er tilbagetrækningen fra samfundet tæt forbundet med forfatterens pligt: “Forfatteren er den person, der står udenfor samfundet, uden tilknytninger og fri fra påvirkninger. Forfatteren er manden eller kvinden, som automatisk tager et standpunkt, der går imod hans eller hendes regering. Der er så mange fristelser til at blive en del af systemet og strukturen for amerikanske forfattere, at det nu, mere end nogen sinde, er nødvendigt at stå imod. Amerikanske forfattere bør stå og leve i margen og være mere farlige.” (DeLillo citeret på www.perival.com, Don DeLillo’s America, skribentens oversættelse).