Thomas Pynchon

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022

Hovedforfatter

Helene Apelt
cand.mag., 2012

Kultforfatteren Thomas Pynchon er noget af en sær snegl. Han er en af efterkrigstidens vigtigste amerikanske forfattere, men har ikke vist sig offentligt siden 1963. Han har indskrevet sig i litteraturhistorien med ”Mason & Dixon”, der retter blikket mod 1700 tallet, hvor to briter opmåler linjen mellem USA’s Nord og Sydstater, og med ”Gravity’s Rainbow”, der skildrer den kaotiske tid op til 2. Verdenskrigs afslutning i et surrealistisk univers. Med sin skarpe og vittige pen tager han livtag med den moderne virkeligheds absurditeter og fører os ud på vanvittige odysséer i et syret landskab præget af teknologiske landvindinger, politisk paranoia og labyrintiske vildspor.

Baggrund

Thomas Pynchon er en gådefuld amerikansk prosaist med en loyal fanskare, der diskuterer mesterens kryptiske ord. Med sit sparsomme, men vægtige forfatterskab regnes han for en af globaliseringens store forfattere, der med et lumsk glimt i øjet tager fat på emner som sex, paranoia, overvågning, politik og teknologi.

”Det var ikke mange Aar førend Krigen,– og hvad vi sammen udrettede derude i det vældige Land … sluttelig viste sig at være meeningsløs,– vi drog en Linie tværs giennem Ødemarkens Hierte … for at udstikke en Grændse imellem to Provindser … som begge blev opsagt kun otte Aar derefter ved samme Tid som Uafhængighedskrigen.”

”Mason & Dixon”, s. 12.

Han er født i New York i 1937 ud af en søskendeflok på tre. Efter to år i den amerikanske flåde valgte han at læse engelsk på Cornell University, hvor han tidligere havde læst fysik. Han har desuden arbejdet for flyfabrikken Boeing. I 1990 blev han gift med sin litterære agent Melanie Jackson, som han har en søn med.

Foto: Wikimedia Commons

Født
8. maj 1937 i Long Island, New York.
Uddannelse
Har studeret fysik og litteratur på Cornell University, hvorfra han blev bachelor i 1959.
Debut
V. 1963.
Litteraturpriser
National Book Award for Fiction, 1974. Howell-medaljen, 1975.
Seneste udgivelse
Tyngdens regnbue. Tiderne Skifter, 2022. (Gravity's rainbow, 1973). Oversat af Claus Bech. Roman.
Inspiration
George Orwell.

Ifølge kollegaen Salman Rushdie har Pynchon en ”forkærlighed for mystifikationer”. Thomas Pynchon foragter snagende blikke, har i fem årtier skjult sig for offentlighedens søgelys og lader sig hverken interviewe eller fotografere. I forbindelse med udgivelsen af debutromanen ”V” i 1963, sprang han ud af vinduet, da en fotograf opsøgte ham på et mexicansk hotel. Og da han i 2004 og 2006 lagde stemme til sig selv i den amerikanske tv-serie The Simpsons, optrådte han med sit tegneseriehoved ærbødigt dækket af en sæk.

Thomas Pynchon har modtaget adskillige litteraturpriser og nævnes ofte som kandidat til Nobelprisen i litteratur. Men det er uvist, om han kunne finde på at modtage prisen. Da han i 1974 blev tildelt National Book Award for ”Gravity’s Rainbow”, sendte han en stand up-komiker til at modtage prisen. Året efter blev han tildelt Howells-medaljen, men skrev i et afslag til priskomiteen: ”Howells-medaljen er en stor ære, og da den er af guld, er den sikkert også et godt værn mod inflation. Men jeg vil ikke have den.” [2].

Med eksperimenterende værker som ”Gravity’s Rainbow” og ”Mason & Dixon”, der skildrer historiske overgangsperioder, har han indskrevet sig i det 20. århundredes litterære kanon. Det er karakteristisk for forfatterskabet, at han hudfletter den groteske amerikanske virkelighed og ofte sætter det ind i en historisk ramme.

Genrer og tematikker

Thomas Pynchon er en forfatter, der går sine egne snørklede veje. Han vender vrangen ud på mainstreamsamfundet, lader sine karakterer bryde ud i sang, nedbryder genrer og introducerer alternative virkeligheder, der befolkes med thanatoider og rumvæsner. Selv har den lyssky mand formået at skjule sig i en menneskealder og morer sig sikkert lystigt over pressens opfindsomme bud på, hvem han er, og hvor han befinder sig.

Det er let at fare vild i dette pynchonske univers, der er eksperimenterende, labyrintisk og legesygt, for forfatteren gør lystigt brug af et sammenfiltret virvar af handlingstråde. Med sine sindrigt konstruerede og fantasifulde værker træder han på nationens ømme tæer og beskriver magthavernes korruption i kontrast til frisindede hippier på syretrip. Hans kendetegn er ironiske, selvrefleksive penselstrøg i rablende skildringer, hvor frygt for sindssygehospitaler, moderne teknologi, paranoia og konspirationsteorier hænger lige så tykt i luften som lugten af tjald. Men i modstanden mod statens kontrol over individet og det konforme, ensrettende samfund gør patossen af og til sit indtog.

Er der noget, der binder hans forfatterskab sammen, er det en grotesk, til tider plat og seksuelt fikseret, humor, bratte skift mellem høj og lav stil iblandet sangindslag og referencer til populærkulturen. Litteraten Tore Rye Andersen opsummerer her den pynchonske stil: ”Pynchons fortællinger forbinder det esoteriske og abstrakte med det populærkulturelle, og hans fleksible fortællerstemme kan i løbet af en enkelt sætning bevæge sig fra det højstemt lyriske, over det elegiske og til det direkte platte.” [2].

Thomas Pynchon er en af foregangsmændene i postmodernismen med sine splintrede, ikke-kronologiske universer. ”The Crying of Lot 49” fra 1966 (”Katalognummer 49 udbydes”, 1968) er et af hans tidlige postmodernistiske værker, der trods sin lineære fremadskriden er svær at afkode, for der opstår tvivl om, hvorvidt hovedpersonen Oedipa lider af vrangforestillinger. Og selv i ”Mason & Dixon”, der delvist er et opgør med ”Gravity’s Rainbow”, hengiver han sig ikke uforbeholdent til lineær historiefortælling.

Forfatteren bevæger sig lige så frygtløst i detektivromanen som i historiske og politiske romaner. I ”Vinland” og ”Naturlige mangler” konfronteres læseren med det skræmmende informationssamfund og dets muligheder for at overvåge borgerne, mens han i historiske fiktioner som ”Gravity’s Rainbow og ”Mason & Dixon” bedriver historisk og videnskabelig research, der giver encyklopædisk indblik i historiske knudepunkter. I lighed med romanpersonernes manglende forståelse for den tid, de lever i, kan heller ikke læseren få overblik over værkerne, der stritter i mange retninger og åbner for flere fortolkningsmuligheder. Med værkernes gigantiske persongallerier og abrupte tids- og synsvinkelskift forvirres den læser, der har hang til systematik, stringens og logik.

Beslægtede forfatterskaber

Thomas Pynchon betragtes som en af efterkrigstidens store forfattere, der med litteraten Tore Rye Andersens ord står i gæld til forfattere som Joseph Conrad, Jorge Luis Borges, Gabriel García Márquez og James Joyce. Og mange sammenligner den kunstneriske betydning af ”Gravity’s Rainbow” med James Joyces modernistiske hovedværk ”Ulysses” fra 1922.

Man aner også et tematisk slægtskab til George Orwell, der med sin fremtidsdystopi ”1984” skildrer et skræmmende og gennemgribende diktatur, der via tankekontrol frarøver individet dets frihed. Med politiske og samfundskritiske romaner som ”Gravity’s Rainbow” og ”Vinland”, hvor overvågning og paranoia er væsentlige tematikker, kan man finde referencer til Orwells overvågningssamfund.

Thomas Pynchon har da også skrevet et essay om denne dystopiens foregangsmand kaldet ”Vejen til 1984”. Her skriver han, hvordan magthaverne forsimpler historien for på den måde at manipulere med os: ”Det er en kendt sag i vore dage, at regeringsembedsmænd … som led i deres daglige arbejde forsimpler historien, banaliserer sandheden og udsletter fortiden. Den, der ikke lærte af historien, var før i tiden dømt til at gentage den, men det var kun sandt, indtil magthaverne fandt ud af at overbevise alle, også sig selv, om, at historien … ikke har større betydning end en underlødig tv-dokumentar, der mere eller mindre tilfældigt klippes sammen for at at give en times underholdning.” [3].

Af samtidige amerikanske forfattere drages der ofte paralleller mellem Thomas Pynchon og den jævnaldrende Don DeLillo. Begge udviser skepsis over for det amerikanske mediecirkus og lever en tilbagetrukket tilværelse, begge er centrale skikkelser i postmodernismen, og begge er i opposition til senkapitalismens kontrolmekanismer og kredser om temaer som teknologi, kontrol og paranoia. Man skal heller ikke glemme Kurt Vonnegut (forfatter til bl.a. ”Slaughterhouse-Five” fra 1969), der sammen med Thomas Pynchon var foregangsmænd inden for tresserlitteraturens fokus på en rumlig æstetik på bekostning af en tidslig.

Thomas Pynchons litteratur har også ligheder med Joseph Hellers samfundskritiske, for begge bruger et sprængt formsprog og sort humor i jagten på frihed og som opgør med samfundets kontrol.

Thomas Pynchons plads i moderne amerikansk litteratur tvinger yngre forfattere til at træde ud af mesterens skygge. Forfatteren Steve Ericson siger følgende om hans betydning: ”Selvfølgelig er Pynchon, mere end nogen anden, den forfatter, som fandt en måde at udtrykke en post-Einsteinsk litterær syntese og vitalisere den, og hans indflydelse er i dag næsten lige så gennemtrængende som Joyces var for 70 år siden. Det betyder, at man som seriøs forfatter er tvunget til at forholde sig til ham på den ene eller den anden måde – om man kan lide det eller ej.”

(Tore Rye Andersen: ”Et umage par – om tid og rum i Thomas Pynchons to hovedværker” i American Auto. Egen oversættelse).