
Kurt Vonnegut
- Christian Jess Rasmussencand.mag., 2012
Intro
Kurt Vonneguts værker optræder jævnligt på lister over de bedste engelsksprogede bøger gennem tiden, oftest med hans magnum opus ”Slagtehal fem”, som kombinerer antikrigsromanen med science fiction og postmodernisme. Igennem satiriske og absurde scenarier om verdens frosne undergang eller rumvæsener der sætter mennesker i zoologisk have undersøgte han filosofiske temaer og moralsk grænseland. Han skrev med en sorthumoristisk og ironisk stemme og i et flydende og simpelt sprog.
Hans litterære indflydelse har været enorm og hans værker bliver taget op af generation efter generation, uden at virke forældede i stil eller emner.
Baggrund
Kurt Vonnegut Jr. blev født i Indianapolis, Indiana i USA 11. november, 1922 som den sidste i en børneflok på tre. Hans forældre var begge tyske tredjegenerationsindvandrere. Hans far var en succesfuld arkitekt og hans mor datter af en brygger og millionær. Bryggeriet gik fallit i depressionen i 1929, og farens firma fik ingen ordrer. I 1940 bestod Vonnegut high school og lod sig samme efterår indskrive på Cornell University i Ithaca, New York. Hans hovedfag på universitetet var fysik og kemi, men han var samtidig aktiv som redaktør på universitetsavisen. Mens han gik på universitetet, indskrev han sig i hæren, som sendte ham til Tennessee for at blive maskiningeniør.
”Alt det her skete, mere eller mindre. I hvert fald er krigsdelene stort set sande. En fyr jeg kendte, blev virkelig skudt i Dresden for at tage en tekande der ikke var hans. En anden fyr jeg kendte, truede virkelig med at få sine personlige fjender dræbt af lejemordere efter krigen. Og så videre.”
Natten til mors dag i 1944 begik hans mor selvmord med en overdosis sovepiller. Vonnegut blev sendt til Europa, og i december samme år blev han taget til fange af tyskerne. Som fange blev han sendt til Dresden i arbejdslejr og overværede i februar 1945 det luftbombardement af byen, som dræbte omkring 25.000 civile indbyggere. Vonnegut overlevede sammen med andre amerikanske krigsfanger i en slagtehal, og de oplevelser danner grundlaget for hans mest berømte roman ”Slagtehal fem” og går igen i mange af hans andre værker.

Født
11. november 1922, Indianapolis, USA.
Død
11. april 2007.
Uddannelse
Kandidatgrad i Antropologi fra University of Chicago, 1971.
Debut
Player Piano, 1952.
Priser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
En mand uden fædreland. A-Office, 2012.
Inspiration
Leon Trotsky.
Efter krigen læste Vonnegut antropologi på universitetet i Chicago, mens han arbejdede som journalist for et nyhedsbureau. Han blev gift med sin barndomskæreste, som han fik tre børn med. Hans speciale blev i første omgang afslået som uprofessionelt, senere accepterede universitetet hans roman ”Cat’s Craddle” (1963) som speciale og gav ham kandidatgraden i 1971. Vonnegut rejste til Schenectady, New York efter Chicago, hvor han begyndte at arbejde med PR for General Electric, hvor hans bror Bernard arbejdede som forsker. I 1951 blev han forfatter på fuld tid.
I 1958 adopterede Vonnegut sin søsters tre børn, efter hun døde af kræft to dage efter, at hendes mand var død i en togulykke. Vonnegut blev gift igen i 1970 og adopterede et barn med sin nye kone. De levede sammen på Manhatten, hvor Vonnegut døde i 2007.
Alle citater er i egen oversættelse.
Genrer og tematikker
Kurt Vonneguts store formative oplevelse var hans oplevelser under Anden Verdenskrig og i særdeleshed hans overværelse af bombardementet af Dresden. Den tilsyneladende meningsløse destruktion af en hel by og dens indbyggere placerede Vonnegut på venstrefløjen som krigsmodstander og humanist. Men i stedet for at blive idealist blev han kynisk realist, der antog, at de iboende destruktive kræfter i menneskeheden en dag med teknologiens hjælp ville udslette sig selv.
I sine senere år sagde han, halvt i spøg, at Jordens immunsystem prøvede at komme af med menneskeheden gennem naturkatastrofer mm. og med god ret: ”Jeg talte om det faktum, at antibiotika ikke virkede, og at uhelbredelige sygdomme begyndte at dukke op, AIDS, og jeg kom til den konklusion at planetens immunsystem forsøgte at komme af med os [griner].” [3]SalonHouston, Frank: The Salon Interview: Kurt Vonnegut. Salon, 1999-10-08..
Hans store succes som forfatter skyldes bl.a., at han formidler disse budskaber ikke med prædiken og opsang, men med ironi, satire og galgenhumor, i scenarier der både er absurde og genkendelige.
Han skrev ofte i science fiction-genren, hvis frie rammer var optimale for hans fantastiske og absurde scenarier. Han blev dog ikke stemplet som science fiction-forfatter, fordi det stempel ofte blev forbundet med noget underlødigt, men han var med til at hive genren op som en anerkendt litterær genre, ikke mindst med den samtidige Philip K. Dick. Som anmelderen afsluttede sin anmeldelse af ”Slagtehal fem” i New York Times i 1969: ”Du vil enten elske den, eller skubbe den tilbage i science fiction-hjørnet” [1]New York TimesLehmann-Haupt, Christopher: Slaughterhouse Five, Or the Children’s Crusade. New York Times, 1969-03-31..
Science fiction-forfatteren Kilgore Trout går igen i flere af Vonneguts romaner og bliver en slags alter ego for Vonnegut, og via ham udtrykker han en slags poetik for science fiction-genren: ”Rosewater sagde engang en interessant ting til Billy, om en bog som ikke var science fiction. Han sagde at alt hvad der var at vide om livet, var i ”Brødrene Karamazov” af Fjodor Dostojevskij. ’Men det er ikke nok længere’ sagde Rosewater.” (”Slagtehal fem”, s. 73).
På det formalistiske plan blev Kurt Vonnegut senere placeret i den første bølge af postmodernistiske forfattere. Både i sin ironiske tone og i sin satiriske og sorthumoristiske omgang med alvorlige emner. Det metafiktive er også karakteristisk for postmodernistisk litteratur, og en strategi Vonnegut ofte benytter. F.eks. i ”Slagtehal fem”, hvor han i indledningen peger på sig selv som forfatteren og fortæller om, hvordan værket kom i stand, ligesom han optræder som karakter i selve fortællingen. Han blander elementer, der åbenlyst er selvoplevede, som Dresden, med oplevelser der åbenlyst er fiktive, som rumvæsener og tidsrejser, og gør derved læseren opmærksom på det artificielle og opfundne ved skrivning og litteratur.
Beslægtede forfatterskaber
Kurt Vonnegut har været en stor inspirationskilde for en lang række forfattere. I 60’ernes USA var hans bøger uomgængelige, hvis man var ung (sandsynligvis venstreorienteret) collegestuderende, og mange senere forfattere er derfor vokset op med Vonneguts værker.
Mere direkte kan man nævne science fiction-forfatteren Douglas Adams, hvis store satiriske science fiction-værk ”The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” 1979-1992 (”Blafferens galakseguide” m.fl., 2005) har meget til fælles med Vonnegut, ikke kun genremæssigt, men også med den ironiske og satiriske fortællerstemme, der anvendes. Det er især Vonneguts ”The Sirens of Titan” fra 1959, som har inspireret Adams: ”Kurt Vonnegut, som jeg synes er absolut fantastisk. Jeg har læst The Sirens of Titan seks gange nu, og den bliver bedre hver gang. Han er en indflydelse jeg må vedkende mig” (Ian Shircore: Douglas Adams: The First and Last Tapes. Darker Matter – Online Science Fiction Magazine, 1979).
Vonnegut har også meget tilfælles med allerede nævnte science fiction-forfatter Philip K. Dick. De brugte begge den spekulative fiktion for at udforske menneskets skæbne i en ukontrollerbar verden. De var begge med til at hive science fiction-genren op i mere finkulturelle kredse og ikke mindst ind på universiteterne, hvor der til stadighed bliver forsket i de to. Dick har udtalt: ”Jeg elsker Kurt Vonnegut” [4]Spaceling: Philip K. Dick on Kurt Vonnegut. Mog2007.
Vonnegut kom fra en generation af forfattere, som (for mændenes vedkommende) kæmpede i Anden Verdenskrig. Det gjorde, at Vonnegut skrev antikrigsromaner baseret på personlige erfaringer. Det samme gjorde samtidige Joseph Heller, som var besætningsmedlem på et bombefly. Han skrev i 1961 den satiriske antikrigsroman ”Catch-22” (”Punkt 22”, 1961), som både er beslægtet tematisk med Vonneguts værker og formalistisk med den satiriske og ironiske fortællerstemme. Den klassificeres da også som postmodernistisk ligesom Vonneguts værker. Begge forfattere er i øvrigt inspireret af den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline, som også skrev mørke og absurde antikrigsromaner om Første Verdenskrig, bl.a. ”Rejsen til nattens ende”.
En anden berømt antikrigsroman med et personligt udgangspunkt er Norman Mailers ”The Naked and the Dead” fra 1948 om de amerikanske kamphandlinger i Stillehavet, som også udstiller krigens absurditeter og gru.
Udvalgte bøger
- Mother Night
I romanen ”Mother Night”, 1962 (ikke oversat) iscenesætter Vonnegut historien som autentisk ved at skrive sig selv ind som redaktør af hovedpersonen Howard Campbells tilståelser, skrevet fra et fæn...
Læs mere om bogen - Da verden gik under
”Cat’s Craddle” fra 1963 (”Da verden gik under”, 1969) blev Vonneguts litterære gennembrud. Den handler om John, som vil skrive en bog om, hvad berømte amerikanere gjorde den dag, atombomben faldt ...
Læs mere om bogen - Slagtehal fem
Vonneguts hovedværk ”Slaughterhouse Five” fra 1969 (”Slagtehal fem”, 1970) handler om Billy Pilgrim, som er ”kommet løs i tiden”. Han oplever sit liv som et langt overskueligt forløb han kan oversk...
Læs mere om bogen
Noveller
Kurt Vonnegut
1961
Kurt Vonnegut
2012
Essays
Kurt Vonnegut
1974
Kurt Vonnegut
2012. (A Man Without a Country, 2005)
Om forfatterskabet
Link
Biografi, bibliografi, merchandise, nyheder om udstillinger, publikationer om Vonnegut osv.
Dansk side om Kurt Vonnegut.
Film
George Roy Hill
1972. Filmatisering af ”Slagtehal fem”
Baggrund
Charles J Shields
2011
BACKGROUND_CONTINUED
Søgning i bibliotek.dk
Kilder citeret i portrættet
New York Times
Lehmann-Haupt, Christopher: Slaughterhouse Five, Or the Children’s Crusade. New York Times, 1969-03-31.
Darker Matter
Shircore, Ian: Douglas Adams: The First and Last Tapes. Darker Matter – Online Science Fiction Magazine, 1979. (Konstateret utilgængelig 2020-06-08)
