Louis-Ferdinand Céline

Genrer og tematikker

Grundlæggende sætter Céline spørgsmålstegn ved sproget, og især skriftsproget som formidler af mening fra et menneske til et andet. Det talte sprog har følelse nok til at kunne gøre sig forhåbninger om en sådan succesfuld henvendelse, men hvad med skriftsproget? Hvordan får man med andre ord det talte sprogs følelse ind i det skrevne?

Helt konkret kan man spore et skift allerede fra anden roman, som bliver meget udtalt i de senere bøger. Det er brugen af de tre små prikker (…) og den flittige brug af udråbstegn, til tider kombineret med prikkerne (!...). De lange, flydende afsnit i Célines romaner er opskåret af disse dunk, som skaber en helt særegen rytme i teksten, og som samtidig tilfører de små sætninger en form for farvende følelsesmarkør. Samtidig tillader de en meget udtalt rytme i teksten, der lader forfatteren skifte mellem meget rolige passager og pludselige, voldsomme udbrud. På den måde skabes følelse og mening i selve tekstens skift mellem stemninger.

Et andet gennemgående tema er forholdet til historien. Alle Célines romaner har rod i hans eget liv. Det skaber et interessant spændingsforhold. For hvor meget kan man stole på er ’rigtigt’, og hvor meget er fiktion. Selvom han bruger sit eget liv som forlæg, er han jo hele tiden grotesk overdrivende, lægger til og trækker fra.

Hans romaner spørger til vores erindring som pålideligt instrument. Der findes ikke klart afgrænsede tidsplaner hos Céline. Fortid, nutid og fremtid flyder sammen i én stor pærevælling, og fortælleren er ofte hurtig til at trække i land og spørge, om det nu virkelig var sådan, det gik til. Dermed udsletter Célines romaner ideen om, at det overhovedet er os muligt at skrive ’den store Historie’. I stedet må vi tage til takke med et væld af mindre historier, der måske ikke tilsammen kan danne en større fortælling, men derimod kan give nogle sandt klingende øjebliksbilleder af, hvordan det har føltes at være menneske i en given historisk virkelighed.

Céline anses oftest for at være en pessimistisk forfatter – og med god grund. Hans sider driver af sarkasme, ironi, kynisme, udfald mod alt og alle i samtiden. ”Rejse til nattens ende” er som sagt nærmest et katalog af åndssvage ideologer som nationalisme, patriotisme, kolonialisme, kapitalisme, den store Kærlighed osv., som nådesløst plaffes ned af forfatterens skarpt indstillede maskingevær.

Sortsynet hos Céline er primært motiveret af, at menneskene lyver for sig selv og andre i forsøget på at glemme døden og smerten. Det skaber eksempelvis ideologien patriotisme, når generalerne og dagspressen og de frådende civile masser forsøger at dække over krigens vanvittige grusomhed ved at opsætte en sag (fædrelandet), som folk kan føle, de kæmper for. Men det er alt sammen løgn. Den eneste sandhed ved krigen er døden, og de, som prædiker patriotisme, samarbejder derfor med døden.

Men sortsynet skaber også mulighed for en skønhed i den rytmiske vekslen. Pludselig opstår der midt i strømmen af lort, bræk og fornedrelse faktisk øjeblikke af umådelig følelse og skønhed hos Céline. De første mange sider i ”Fra det ene slot til andet” er eksempelvis hysteriske udfald mod alle og enhver, men lige pludselig beskriver Céline så over et par sider sin hund Bessys død efter en sygdom. Dette portræt er smukt og gennemsyret af sympati, følelse og sorg, og på den måde kommer det til at træde tydeligt frem midt i den sorte flod, som omgiver scenen.

Beslægtede forfatterskaber

Rent litteraturhistorisk placerer Céline sig inden for modernismen, som nåede sine højder op til og efter Første Verdenskrig. Det er en litterær retning, som bryder med tidligere tiders former, og som har et stærkt fokus på stilens og sprogets magt eller magtesløshed i repræsentationen af virkeligheden og historien.

Som deltager i Første Verdenskrig var Céline en del af den generation af forfattere, som efter deres oplevelser forsøgte at give dem form i litteraturen. Den første bølge af vidnesbyrd i litterær form udkom under og umiddelbart efter krigen og talte eksempelvis Henri Barbusses ”Ilden” (1916) og Roland Dorgelès’ ”Trækorsene” (1919). Det er stærke romaner, som i en nøgtern stil udlægger krigens vanvid. Frem for alt er det en desillusioneret litteratur, som ikke har meget til overs for de større fortællinger om heltemod og ærefulde slag. Den opfattelse af krigen kæntrede med Første Verdenskrig. Barbusse var som tidligere frontsoldat et af Célines store idoler. Ikke så meget på grund af skæbnefællesskabet, men mere på grund af det rå og soldatersprog, der var en integreret del af Barbusses stil.

Det sprogfornyende aspekt hos Céline og det overdrevne fokus på den litterære stil placerer ham sammen med andre af modernismens sværvægtere som James Joyce, Robert Musil, Alfred Döblin, Virginia Woolf og Marcel Proust. Hos dem alle findes ikke blot en mening og en sandhed i den historie, der fortælles, men i endnu højre grad i den måde, historien fortælles på, dvs. i stilen. Alle disse modernistiske spydspidser har ydermere i lighed med Céline opstillet forsøg i disciplinen at give historien kunstnerisk form. Joyces ”Ulysses” fra 1922 genskaber Dublin på en given dag i historien, mens Prousts gigantiske værk ”På sporet af den tabte tid”, som begyndte at udkomme i 1913, også er en uhyre stilistisk bevidst gennemgang af erindringens former i et konkret historisk rum op til Første Verdenskrig.

Men selvom Céline markerer et brud med de hidtidige måder at skrive på i lighed med den modernistiske bølge, orienterer han sig også bagud i tid. Han fandt hos François Rabelais, som skrev ”Gargantua” og ”Pantagruel” i starten af 1500-tallet, et opremsende og nyskabende sprog med en særegen fransk humor. Rabelais var læge ligesom Céline, og det er svært ikke at se sammenhængen mellem Rabelais’ overdrevne beskrivelser af kropslige funktioner og Célines ekspressive, men dog kliniske brutalitet i sine udlægninger af krig og elendighed. Også Shakespeare og den franske krønikeskriver Chateaubriand er tydelige referencer hos Céline og går kraftigt igen som referencer i mange af Célines romaner.

Célines betydning for litteraturhistorien er uomgængelig, og hans efterfølgere er mange. I sin samtid blev han især beundret af en ung amerikansk generation af beatforfattere som William Burroughs og Allen Ginsberg. De seksuelle udskejelser og det spraglede sprog hos Henry Miller låner også kraftigt fra Céline, og den amerikanske kultforfatter Charles Bukowski anså Céline som et af sine helt store idoler.

Også i hjemlandet trækker Céline tydelige spor igennem litteraturhistorien. Flere ord, som Céline har opfundet, indgår såvel i romaner som i dagspressen, og måden han har fornyet og forrået det franske skriftsprog på, danner forbillede for en kohorte af franske forfattere fra 1960’erne og op til i dag. Forfattere som Philippe Sollers, Julien Gracq og i nyere tid Marc-Édouard Nabe vedkender sig udtalt arven fra Céline som drivende motor i deres forfatterskaber.

På den danske scene er det især forfatteren Peter Laugesen, som har vedkendt sig en stor interesse for Céline, men hans stemme kan spores i mange stilistisk bevidste prosaværker i nyere tid, eksempelvis hos Lars Frost og Niels Frank.

Relaterede forfattere