Marcel Proust

Værket

Titanisk. Man får brug for dette adjektiv, eller en af dens lige så granvoksne slægtninge, når man skal karakterisere ”På sporet af den tabte tid”, for der er format over romanen. “På sporet af den tabte tid” er både et modernistisk hovedværk, der rager op blandt det tyvende århundredes romaner, og et bogobjekt som kan få hylderne på reolen til at bule på midten. I den gamle danske oversættelse er der syv bind med i alt over 3500 tætskrevne sider. Den nye oversættelse fordeler siderne anderledes og kommer til at strække sig over tretten bind, hvert stadig romantykt. Oversættelsesarbejdet startede allerede i 2002, og efter planen udkommer sidste bind i 2013.

Som titlen antyder, handler det om tiden, specielt den lidt kedelige egenskab at den kun går frem og aldrig tilbage. Med mennesket uløseligt bundet til nutiden, betyder det at den tid der går, en persons fortid, bliver væk. I sin fylde, forstås, for selvfølgelig kan man huske fortiden glimtvis og genkalde sig udvalgte episoder, men det man ser, har kun en meget svag efterklang af hvordan det virkeligt var, hvad man følte, og hvad man tænkte i situationen. Det er hvad der menes med tabt tid. At man ikke kan gå tilbage og være til stede i sin egen fortid.

Romanen er dog håbefuldt betitlet “På sporet af den tabte tid”. Forfatteren har med andre ord fået færten af noget, en måde at overvinde tidens ødelæggende fremfærd. Nu kunne man som læser frygte at løsningen af denne egentlig filosofiske knibe snarere ville resultere i en tør afhandling end en roman, men til alt held nedtoner forfatteren ræsonnementet til fordel for demonstrationen. Den måde vi lærer tiden at kende på, er ved at iagttage hvad den gør. Hvordan opleves de forandringer tiden medfører? Hvad gør årene ved mennesker og ting? Ved folk man har kendt? Steder man har besøgt? For at besvare spørgsmålene opruller Proust en usædvanlig rig, næsten balzacsk’ social verden, fyldt med uforlignelige personligheder, og skildret med indlevelse og øje for det komiske i deres karakterer og fremturen. Værket beskæftiger sig altså med det som sker i tiden – hvilket jo strengt taget ikke undtager nogen emner. Før romanen for alvor kom i gang, rystede Proust i et brev sin skitseblok for overskrifter hvilket gav følgende liste:

"Jeg er i gang med / en afhandling om adelen / en roman der foregår i Paris / et essay om Sainte-Beuve / et essay om kvinder / et essay om homofili (svært at udgive) / en afhandling om kirkeruder / en afhandling om gravstene / en afhandling om romanen" (citeret efter Jørgen Bruhn og Bo Degn Rasmussen: ”Proust” 1996, side 23).

Fascinerende nok er det lykkedes Proust at få plads til alle disse tilsyneladende urelaterede emner inden for storromanens form.

“På sporet af den tabte tid” giver sig ud for at være et memoir, altså en autobiografisk fortælling hvor et tilbageskuende jeg blotlægger og fortolker begivenhederne i sit eget liv. Jeg-fortælleren som i øvrigt forbliver navnløs helt indtil bind fem, låner mange træk fra Proust, inklusive fornavn, legemlige tilstand og den ret enestående beskæftigelse med at oversætte bestemte værker af Ruskin til fransk. Men trods de åbenlyse sammenfald kan ”Marcel” – som man plejer at kalde værkets fortæller – og ”Proust” – der herefter er reserveret til dets forfatter – ikke reduceres til hinanden. For dem som holder af at kalkere virkelighedens begivenheder oven på det fiktive værks sider, er der en redningsplanke i Proust egen ikke altid skarpt optrukne holdning til sagen. På den ene side er det vigtigt for Proust at holde fast ved at romanen ikke består af (hans) tilfældige barndomsminder, men har en nøje udtænkt struktur, der understøtter dens budskab. På den anden side refererer han i breve skødesløst til romanens fortæller som ”jeg” selvom han som forfatter til et fiktivt værk med ildhu og pertentlighed vel burde insistere på afstanden og tale om ”mit jeg” eller ”jeg-fortælleren” i stedet. Hvad angår romanens øvrige personer, følte visse samtidige læsere sig truffet, og nutidige litteraturforskere har også samvittighedsfuldt udstyret alle betydningsfulde personer i bogen med et ekstra navneskilt. Men der er ingen nøgler i romanen, hævder Proust, eller rettere sagt, der er flere, end det er værd at tælle efter. Til hver fiktiv person har der således ikke stået en enkelt virkelig model, skriver han i et brev fra 1918, men otte eller ti. For at slå pointen fast bliver tallet et andet sted rundet op til tres hvoraf ”… en har stået model til grimasserne, én til monoclen, han dér til vredesudbruddet, han der til den overmodige armbevægelse…” (VI: ”Den genfundne tid”, side 204). Denne gang i Marcels mund.

Tidsmæssigt strækker memoirerne sig fra fortællerens tidlige barndom, rimeligvis midt i 1870erne, til det tidspunkt hvor han beslutter sig for at blive forfatter. Vi er her nået op i 1920erne. De historiske begivenheder der omkranser fortællingen, er dermed udråbelsen af den tredje republik, der er startskuddet til en fremgangsrig men politisk ustabil periode hvor middellevetiden for en regering er et halvt år, og verdenskrigen fra 1914 til 1918 der bogstaveligt og mentalt har jævnet den gamle verden med jorden. Også på teknologiens område er perioden en hektisk tidsalder, og den exceptionelt sensible Marcel får lejlighed til at registrere hvordan de teknologiske nyskabelser forandrer verden. Flyvemaskine, jernbane, elektricitet. Han ser hvordan farten i en bil opløser tiden og rummets fasthed og dermed fører til en elastisk geografi, for når man bevæger sig hurtigt, skifter omgivelserne hele tiden plads i forhold til hinanden, ligesom i en dans. Oplevelsen af bedstemoderens stemme i hans første telefonsamtale er chokerende, pludselig er den livskraftige dame reduceret til en tynd og hjælpeløs, uendelig fjern og spinkel stemme i den anden ende af røret. For en nutidig læser, som kun kender moderniteten indefra og ikke kan forestille sig verden uden teknologien, er det oplysende at se disse jomfruelige møder skildret.

Proust er berygtet for at have frygtindgydende langt mellem punktummerne. Han udtrykker sig i nærmest endeløse sætningskæder hvor indskudte forbehold og sidebemærkninger hele tiden udsætter konklusionen; og ganske vist skal man vride hårdt på nogle af de mest snirklede konstruktioner for at få meningen presset ud, men i almindelighed er bogen slet ikke så ulæselig som den kan give indtryk af. En særlig glæde er den store rigdom af udsøgte metaforer – efter Prousts mening kernen i en forfatters stil og personlige udtryk. Marcel har en tendens til at udtrykke sig kategorisk, og lejlighedsvis fejer han alle forbeholdene væk for at udtrække universelle love af sine erfaringer og opstille maksimer for fx kærlighed, begær og sociale forhold. Det sker at observationen udviser psykologisk skarpsyn og rammer plet, men lige så ofte er det soleklart for alle andre end fortælleren selv, at der er noget besynderligt i den opstillede lovmæssighed, noget idiosynkratisk som gør at den kun kan have gyldighed for netop én person, nemlig Marcel selv. Forfatteren støtter da heller ikke op omkring Marcels udgydelser. “På sporet af den tabte tid” er et modernistisk kunstværk, hvor der er blændværk involveret, og derfor kræver det en litterær analyse der tager hensyn til bogens konstruktion, at udpege de steder hvor forfatteren taler gennem Marcel.

Tiden

Tid betyder hos Proust erindring, og den findes i to meget forskellige kvaliteter. Der er erindringerne som kan kaldes frem på viljens bud, det er isolerede minder hvor den organiske forbindelse til øjeblikkets følelser, tanker og forventninger er kappet. Disse livløse erindringer hvis billeder af det passerede kan sammenlignes med snapshots, står i kontrast til en anden hukommelsesmodus, den ufrivillige erindring der nærmest etablerer et ormehul til fortiden. Ufrivillig erindring igangsættes af en stimuli der er forbundet med et minde, fx smagen af krydret te med kageklumper, ringen med en messingklokke eller ujævne fliser der minder om vejbelægningen i Venedig; men den kan ikke fremprovokeres og er som sådan stærkt upålidelig.

”Vejen til Swann” afsluttes med en dyster udmelding vedrørende muligheden for at genfinde den tabte tid. Længslen driver den ældre Marcel på en efterårstur ud i Boulogneskoven, men han føler ingen glæde ved nutidens opbud af madammer, kun ærgrelse sig over hvordan alting er forandret: kvindernes beklædning, hattemoden og endelig kvinderne selv. Det var en fejl, siger han til sig selv, virkeligheden kan ikke lokke fortiden frem, for ”… huse, veje og avenuer er – ak – flygtige som årene” (1: ”Swanns verden”, side 347).

Vi skal helt frem til heptalogiens sidste bind før, der bliver leveret et korrektiv til denne sortsynede prognose. Fem gange i løbet af eftermiddagsselskabet hos Guermantes oplever Marcel de genopvækkelser af fortiden der ellers har været så sparsomt strøet ud over hans liv. Fem gange ufrivillig erindring. Det er, som om nogen højere oppe i fortællerhierarkiet har villet sikre, at han denne gang opfatter budskabet. Den ufrivillige erindring er helt central i romanen fordi den indeholder løftet om at det vi oplever ikke forsvinder i glemselen, men at hvert eneste indtryk aflejrer sig indeni os, afventende det heldige tilfælde som skal bringe det hele tilbage. Med adgangen til den fulde erindring er vi således ikke længere en række af successive ”jeg'er”, hver henvist til at leve på overfladen af dette liv, men summen af disse. For at kunne forstå mennesket, forklarer Marcel, er man nødt til at anvende en rumlig psykologi. Altså en betragtningsmåde som tager hensyn til forandringen over tid. Romanens meget lange fortællespand muliggør og indfrier dette krav til overflod. Til matinéen illustreres den rumlige psykologi med et billede der ligeledes udfolder sig i tre dimensioner. Fortælleren ser sine gamle bekendte gå på stylter, undertiden så store som kirketårne, eftersom de har hele livet under sig og, med den ufrivilligt opnåede erkendelse, på samme tid indeholdt i sig.