BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
james joyce
Foto: Fran Caffrey
*Seneste udgivelse

James Joyce

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juni 2023
Hovedforfatter
  • Katrine Lehmann Sivertsen
    cand.mag., 2015

Intro

Den irske forfatter James Joyce anses for at være en af de mest indflydelsesrige modernistiske forfattere i det 20. århundrede. Det mest kendte af hans værker er romanen ”Ulysses”, der bl.a. er blevet kaldt ulæselig, pornografisk og en radikal fornyelse af romankunsten. Romanen udspiller sig over én dag i Dublin og skildrer bl.a. alt det, der foregår i den menneskelige bevidsthed. I sin sidste roman, ”Finnegans Wake”, udfolder Joyce for alvor sine sproglige eksperimenter med ord på en række sprog.

Baggrund

James Augustine Aloysius Joyce blev født i den irske by Dublin i 1882 som det ældste barn af en søskendeflok på ti. I 1888 begyndte han på den katolske jesuit-kostskole Clongowes Wood College, hvor han gik indtil 1892. Da familien fik problemer med at betale kostskolepengene, fortsatte James på jesuit-skolen Belvedere College i Dublin.

”Brev? Nej. Kan ikke læse. Bedst at gå. Bedst. Jeg er træt af at bevæge mig. Side af et gammelt stilehæfte. Alle de huller og småsten. Hvem kunne tælle dem? Ved aldrig hvad man finder. Flaske med historie om en skat i, kastet ud fra et vrag. Pakkepost. Børn vil altid kaste ting i havet. Tillid? Brød kastet på vandene. Hvad er det her? Stykke af en stok.”

”Ulysses”, s. 404.

James Joyce var en kvik ung mand, som i 1898 startede på University College Dublin, hvor han studerede engelsk, fransk og italiensk. Mens han var studerende, lærte han sig selv norsk for at kunne læse dramatikeren Henrik Ibsens tekster på originalsproget og sendte også et brev til sit idol i Skandinavien. James Joyce tog sin afsluttende universitetseksamen i 1902.

Allerede mens han var i begyndelsen af 20’erne, besluttede James Joyce sig for at flytte fra Irland til det europæiske fastland. I 1902 drog han derfor til Paris for at læse videre, fast besluttet på at lægge det provinsielle Dublin bag sig. Han vendte dog allerede efter et par måneder tilbage til sin fødeby, da hans mor blev alvorligt syg. I den irske hovedstad mødte han stuepigen Nora Barnacle, og i 1904 rejste parret permanent fra Dublin til byen Trieste i det daværende Østrig-Ungarn. Dublin blev siden hen omdrejningspunktet i James Joyces forfatterskab men på en sådan måde, at den irske by og dets indbyggere repræsenterede universelle tematikker og mennesker til alle tider.

james joyce
Foto: Fran Caffrey
  • Født

    2. februar 1882 i Dublin.

  • Død

    13. januar 1941 i Zürich.

  • Uddannelse

    Sprogstudier på University College i Dublin.

  • Debut

    Chamber Music, 1907.

  • Seneste udgivelse

    Dublinere. People'sPress, 2023. (Dubliners, 1914). Oversat af Karsten Sand Iversen.

  • Inspiration

    Édouard Dujardin og Henrik Ibsen.

James og Nora fik to børn, Giorgio og Lucia, inden for de første tre år i Trieste. James Joyce ernærede sig som engelsklærer men skrev efter sigende næsten hele tiden – stoppede op på gaden eller afbrød en samtale, hvis han fik en god idé til en sætning. James Joyce fik tidligt i livet konstateret øjensygdommen iritis, og resten af sin tilværelse kæmpede han med tiltagende synssvækkelse, gennemgik adskillige øjenoperationer og på sine ældre dag sås han ofte med monokel eller lejlighedsvis med klap for øjet.

I 1914 udbrød Første Verdenskrig, og mange af Joyces elever blev indkaldt til militærtjeneste. Joyce-familien flyttede derfor til Zürich, hvor James Joyce bl.a. mødte forfatteren Ezra Pound og udgiveren af det litterære tidsskrift The Egoist, Harriet Shaw Weaver, som udgav tekster af Joyce i sit magasin og blev forfatterens mæcen gennem de næste 25 år. I årene 1918-20 trykte New York-tidsskriftet The Little Review uddrag af det, der siden blev udgivet som ”Ulysses”. James Joyce flyttede i 1920 til Paris, hvor han boede med sin familie indtil den nazistiske besættelse af Frankrig i 1940.

Det var i den franske hovedstad, Joyce færdiggjorde sine to hovedværker ”Ulysses” og ”Finnegans Wake” med økonomisk støtte fra sin mæcen. Det var dog ikke let at finde et forlag, der ville udgive ”Ulysses”, som blev anklaget for obskønitet, men på Joyces 40-års fødselsdag udkom romanen på et mindre fransk forlag. I mere end ti år efter udgivelsen var romanen dog forbudt i både USA og England. Ved Anden Verdenskrigs begyndelse flyttede familien tilbage til Zürich.

James Joyce døde som 59-årig af komplikationerne efter en mavesårsoperation. Han er begravet på kirkegården Flutern i Zürich. Flere litterære værker blev udgivet efter hans død. Den såkaldte Bloomsday – årsdagen for den dag, hvor Ulysses foregår – fejres hvert år verden over af Joyce-fans. Festlighederne er størst i Dublin. I samme by finder man også museet The James Joyce Centre.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

James Joyce debuterede med digtsamlingen ”Chamber Music” i 1907, men hans karriere startede for alvor med novellesamlingen ”Dubliners” fra 1914 – en samling af fortællinger, der med realisme og indre synsvinkel hos figurerne forsøger at komme tæt på de mennesker, som skildres. Fra starten af sit forfatterskab var Dublin – byen, James Joyce havde forladt som ung – et vigtigt omdrejningspunkt. Det samme var det selvbiografiske materiale, som fra begyndelsen spillede en væsentlig rolle.

Siden 1904 skrev James Joyce på en selvbiografisk roman, men han havde svært ved at finde den rette form, opgav projektet og forsøgte aldrig at få det udgivet. Den tredjedel af manuskriptet, som blev bevaret, blev udgivet under titlen ”Stephen Hero” posthumt. James Joyce påbegyndte herefter et nyt delvist selvbiografisk projekt, som denne gang skulle have en mere stringent form. Det resulterede i romanen ”A Portrait of the Artist as a Young Man”: En udviklingsroman om et ungt menneskets splittelse mellem sin religiøse opdragelses syndsbevidsthed og en spirende seksualitet og om hans opgør med familien, religionen og fædrelandet. Joyces første roman er ligeledes en kunstnerroman om et ungt mennesket, der stræber efter at blive et frit og selvstændigt menneske og kunstner.

James Joyces hovedværk ”Ulysses” er blevet kaldt det 20. århundredes vigtigste roman og en væsentlig fornyelse af romankunsten. ”Ulysses” har fået ry for at være svær at læse med alle sine referencer, stilarter og lange passager med romanfigurernes bevidstheds- og tankestrømme. Joyce henviste ofte selv til oplevelsen af musik i forhold til en ny tilgang til den modernistiske litteratur. Den danske forfatter Harald Voetmann hæfter sig også ved det musikalske og ved muligheden for mange forskellige slags læsninger af ”Ulysses”: ”Min egen tilgang til ”Ulysses”, og den jeg vil foreslå til de fleste dødelige, er i virkeligheden at give op på forhånd – hvilket er dejligt nemt – og derpå lade sig overvælde af det. Uanset hvor lidt man til at begynde med forstår, er der en enorm generøsitet og musikalitet og præcision i sproget, og det er dét, der fanger læseren ind.” (Harald Voetmann i Samlerens bogklubs medlemsblad, februar 2015).

I ”Ulysses” fremstilles det moderne menneske gennem en splintret, antik optik, og den episke fortælling udspiller sig i et ganske komprimeret tidsrum, nemlig kun én dag. ”Ulysses” er blandt meget andet et forsøg på at omplante Homers ”Odyssen” til et moderne Dublin og indeholder desuden sproglige labyrinter og en perlerække af litterære, religiøse og filosofiske parodier og referencer. Handlingsmæssigt er omdrejningspunktet en enkelt dag i den jødiske annonceagent Leopold Blooms ganske uglamourøse liv i Dublin, hans utro hustru som slanger sig i sin seng dagen lang og kunstneren Stephen Dedalus. Det særligt nyskabende i romanen er måske især dens radikale forsøg på at komme helt tæt på alle de både rationelle og irrationelle fragmenter, som hele tiden blandes i den menneskelige bevidsthed.

James Joyce ønskede at skildre verdenen realistisk og genkendelig – herunder også den indre, psykologiske virkelighed. Under den vanskeligt tilgængelige overflade indeholder romanen en diskussion af almenmenneskelige problemstillinger med tematikker som forholdet mellem mænd og kvinder, forældre og børn, autoritet og frihed, svigt, kald, kunstnerdrømme og dovenskab.

James Joyce fortsatte efter ”Ulysses” med sine sproglige eksperimenter i en endnu mere radikal variant med romanen ”Finnegans Wake”. Romanen er med sin blanding af ord fra adskillige sprog et slags sprogligt Babelstårn. Joyce cementerede med sit sidste værk sin position som avantgardistisk modernistisk forfatter, og hans litterære eksperimenter lagde grunden for en række senere eksperimenterede forfatterskaber.

Beslægtede forfatterskaber

James Joyce hentede en del af sin inspiration hos klassiske forfattere som William Shakespeare, Dante og Homer. Han var desuden inspireret af Henrik Ibsen og samtidsforfattere i kredsen omkring tidsskriftet The Egoist, navnlig Ezra Pound. Den delvist selvbiografiske udviklingsroman ”A Portrait of the Artist as a Young Man” kan også siges at hente inspiration fra den danske forfatter J.P. Jacobsens dannelsesroman ”Niels Lyhne”: ””Portrættet” er såmænd stærkt inspireret af verdenslitteraturens bedste danske roman, nemlig gamle Jacobsens udviklingsroman ”Niels Lyhne” og handler som denne i sin substans om, hvorvidt mænd skal tro på Gud eller kvinder eller begge dele eller ingen af delene.” [2]Bo Tao MichaëlisJames Joyce er ikke kun for Kloge ÅgePolitiken, 2009-06-20..

Samme år, som Joyces ”Ulysses” udkom for første gang, blev et andet af modernismens vigtige værker, T.S. Eliots ”The Waste Land”, også udgivet. Joyce opdagede ideerne om bevidsthedsstrømfortælling, stream of consciousness, hos den franske romanforfatter Édouard Dujardin, som også var en stor inspirationskilde.

Når man taler om skildringen af den menneskelige bevidsthed, kommer man uvægerligt til at tænke på en anden modernistisk forfatter, der også beskæftiger sig med alt det, der konstant er til stede i den menneskelige hjerne, nemlig Virginia Woolf. Den engelske forfatter er bl.a. kendt for bøger som ”To the Lighthouse” (”Til fyret”) og ”Mrs. Dalloway”.

James Joyces ”Finnegans Wake” er et af de mest radikale sprogeksperimenter i modernismens litteratur, og mange forfattere har siden været inspireret af Joyces frie brug af nyskabte ord. Joyce har således været en vigtig inspirationskilde for mange eksperimenterende forfattere, der har leget med sproget og med formmæssig nyskabelse i deres litterære værker. Det drejer sig blandt mange andre om den irsk-franske forfatter Samuel Beckett og danske Peter Laugesen. Den norske forfatter Tomas Espedals portræt af sin hjemby Bergen i bogen ”Bergeners” (2013) indeholder ligeledes en henvisning til James Joyces ”Dubliners”.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Stephen Hero
Stephen Hero

James Joyce

1904-06. Udgivet posthumt 1944

Finnegans Wake
Finnegans Wake

James Joyce

1939

Portræt af kunstneren som ung mand
Portræt af kunstneren som ung mand

James Joyce

Gyldendal, 2009. (A Portrait of the Artist as a Young Man, 1916). Oversætter: Anne Marie Bjerg.

Ulysses
Ulysses

James Joyce

Rosinante, 2014. (Ulysses, 1922). Oversætter: Karsten Sand Iversen.

Ulysses
Ulysses

James Joyce

Vandkunsten, 2019. (Ulysses, 1922). Oversættere: Bent Wiberg, Jens Feilberg.

Noveller

Dublinfolk
Dublinfolk

James Joyce

Gyldendal, 1988. (Dubliners, 1914). Oversætter: Anne Marie Bjerg.

Dublinere
Dublinere

James Joyce

People'sPress, 2023. (Dubliners, 1914). Oversat af Karsten Sand Iversen.

Dublinere
Dublinere

James Joyce

Turbine, 2023. (Dubliners, 1914). Oversat af Niels Lyngsø.

Digte

Kammermusik i bogen Digte og Epifanier. Forlag
Kammermusik i bogen Digte og Epifanier. Forlag

James Joyce

1991. (Chamber Music, 1907). Oversætter: Arne Herløv Petersen

Giacomo Joyce
Giacomo Joyce

James Joyce

1907. Udgivet posthumt 1968

Pomes Ponyeach

James Joyce

1927

Collected Poems
Collected Poems

James Joyce

1936

Drama

Exiles
Exiles

James Joyce

1918

Billedfortælling

Københavnerkatte. Gendigtet af Suzanne Brøgger
Københavnerkatte. Gendigtet af Suzanne Brøgger

James Joyce

Gyldendals julebog 2012

Om forfatterskabet

Artikler

James Joyce i Sven Møller Kristensen (red.) : Fremmede digtere i det 20. århundrede. Bind 2
James Joyce i Sven Møller Kristensen (red.) : Fremmede digtere i det 20. århundrede. Bind 2

Peter P. Rohde

Gads forlag, 1968

Joystick: An Introduction to the Language of James Joyce
Joystick: An Introduction to the Language of James Joyce

Anthony Burgess

1973

Verdens litteraturhistorie. Bind 11
Verdens litteraturhistorie. Bind 11

Billeskov F.J. m.fl. (red.) Jansen

Politikens forlag, 1974

At være til – et studie i James Joyces roman Ulysses
At være til – et studie i James Joyces roman Ulysses

Olof Lagercrantz

Nansensgade Antikvariat, 1993.

The New Bloomsday Book. A Guide Through Ulysses
The New Bloomsday Book. A Guide Through Ulysses

Harry Blamires

Psychology Press, 1996

Den foreløbige James Joyce encyklopædi. Roskilde bogcafé

Batzer & co., 1998

Ulysses kommenteret. Nøgle til James Joyces hovedværk
Ulysses kommenteret. Nøgle til James Joyces hovedværk

Bent Wiberg

Idons forlag, 2004

Dubliners: Authoritative Text, Context, Criticism
Dubliners: Authoritative Text, Context, Criticism

Margot (red.) Norris

Norton, 2006.

James Joyce og de dunkle ord
James Joyce og de dunkle ord

Hans Henrik Rasmussen

Information, 2008-01-31.

A Guide through Finnegans Wake. Gainesville: University Press of Florida

Edmund L. Epstein

2009

Fænomenal gendigtning af Ulysses er vild og vanvittig

Mikkel Bruun Zangenberg

Politiken, 2014-11-07.

Portræt af Joyce: Han slap litteraturen fri

Jes Stein Pedersen

Politiken, 2014-11-07.

Joyce kæmpede mod mørkemændene

Jes Stein Pedersen

Politiken, 2014-11-10.

Joyce er både for de intellektuelle og husarerne

Dorte Washuus

Kristeligt Dagblad, 2014-11-26.

Bøger

James Joyce
James Joyce

Edna O'Brien

Peoples, 2023. (James Joyce, 2011). Oversat af Peter Laugesen.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Sjælens flugt mod frihed

Erik Skyum-Nielsen

Information, 2009-06-11.

[2]

James Joyce er ikke kun for Kloge Åge

Bo Tao Michaëlis

Politiken, 2009-06-20.

[3]

Storværk fra 1922 fostrer nye ord

Jes Stein Pedersen

Politiken, 2014-11-07.

[4]

Samlerens bogklubs medlemsblad, februar 2015.