Tomas Espedal

Genrer og tematikker

Som gængse romaner med fremadskridende handling opholder Tomas Espedals romaner sig i udkanten af romangenren, men som selvbiografisk roman, kunstroman eller dagbogsroman lever de op til prædikatet roman. Selv siger han om romanbegrebet og dets rummelighed: ”I mine seneste bøger har jeg jo rent faktisk prøvet at undersøge, hvor meget romanen som form kan holde til. Jeg har brugt autentiske breve, dagbøger, digte og notater og så prøvet at se, om det stadigvæk kunne være en roman. Det er romanens muligheder, vi skal udforske yderligere.” [2]Kim Skotte”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”Politiken, 2010-12-02..

I ”Mod kunsten” er der stof til en tyk slægtsroman, men Espedal har kogt historien ned til et minimum i sit fortættede sprog. Hans baggrund som lyriker sætter sit præg på hans forfatterskab: ”I de år, jeg har skrevet romaner, har jeg forsøgt at tage kvaliteterne fra lyrikken og føre det over på prosaen. Jeg vil gerne skrive meget komprimeret. Jeg skriver i hånden, og jeg skriver om mange gange. Så alt fyld forsvinder.” [2]Kim Skotte”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”Politiken, 2010-12-02.. Uden at koge historierne helt ned til en koncentreret Maggi-terning, som f.eks. Peter Adolphsen gør det, har han kondenseret dem og tilladt så meget luft omkring dem, at læseren selv kan udfylde portrætterne.

Espedals bøger kredser om identitetsskabelse: han undersøger, om man kan forandre sig og blive en anden eller om man altid vil forblive den samme.

Hans nænsomme registreringer af natur og omgivelser fylder meget i hans bøger, og det er med en videnskabsmands nøjagtighed, han beskriver sit skrivebord, æbletræer i blomst og kystlandskaber. Kombinationen af den filmiske konstatering og de vidtløftige refleksioner giver Espedals bøger en både meget jordnær og flyvsk karakter, hvilket afspejler hans egne tanker om romanen som udtryk for både kunstnerisk virke og reelt dagligdags arbejde.

Det selvbiografiske element i Espedals bøger er meget tydeligt: fortælleren hedder Tomas, og der er udtalt overensstemmelse mellem forfatterens og fortællerens livsforløb. Han lægger ikke skjul på, at han bruger sit eget liv som baggrund for sine værker, og intentionen synes at være at lade liv og værk smelte sammen.

Undervejs i sit forfatterskab er han meget samfundskritisk og holder sig ikke tilbage for at revse dumme, nyrige nordmænd og deres falske livsstil. Der er et nostalgisk præg over hans bøger, en længsel efter gamle dage og en modvilje mod den nye, fordummende verden. Espedal skriver alle notater i hånden og manuskripter til sine bøger på skrivemaskine, og sammen med projektet med at gå bliver det en manifestation af at sætte tempoet ned.

Fotobogen ”Mitt privatliv” (2016) udgøres af Tomas Espedals egne fotografier ledsaget af tekster om kærlighed, glemsel, blomster, lamper og senge i hotelværelser. Billederne er placeret i tid og sted, og bogen er en kærlig hyldest til hans mor: ”det jeg har lært om skriving og fotografering, det har jeg lært av min mor”, som der står (s. 9).

Beslægtede forfatterskaber

I begyndelsen af sit forfatterskab var Tomas Espedal meget inspireret af jeg–formen og den stedbundne litteratur i de danske litterater Thorkild Hansens dagbøger og Klaus Høecks digtmonument ”Hjem”. [2]Kim Skotte”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”Politiken, 2010-12-02.. De tætte bånd mellem liv og litteratur er tydelige i forfatterskabet: ”Jeg tog mig også friheden til at bruge mit navn og rigtige adresse. Men det var ikke noget, der slog igennem. I Norge er det meget belagt med skam at skrive »jeg«. Jeg tilhører i udgangspunktet lyrikken, hvor »jeg« er mere brugt, men det har taget lang tid, før det er blevet anerkendt og etableret i norsk prosa,” siger Tomas Espedal. [2]Kim Skotte”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”Politiken, 2010-12-02.. Den anerkendelse må jeg siges at have fået siden hen, og Espedal skriver i lighed med sin norske forfatterkollega Karl Ove Knausgård, ”jeg-litteratur under eget navn”. Hvor Knausgård skriver uredigeret og storladent, er Espedal mere minimalistisk og lyrisk orienteret.

Tomas Espedal er tydeligt inspireret af den franske lyriker Arthur Rimbaud, som lige som hovedpersonen i ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” gik hjemmefra og gik sig til erkendelse. Den unge Rimbaud gik fra forstaden til Paris for blot at forlade storbyen og blive vandringsmand i Afrika. Tomas Espedal siger om Arthur Rimbaud: ”Hos ham smelter liv og litteratur sammen. Der er ingen myte. Den har vi lavet. At liv og litteratur smelter sammen er gået hen og blevet et ideal for mig.” [1]Kim SkotteMennesket er en gangartPolitiken, 2007-12-01.. Denne måde at bruge sit eget liv i sine værker gør det svært at adskille fortæller og forfatter, og det er ikke muligt at dechifrere, om livet eller værket er det væsentlige, om det overhovedet kan – eller skal – adskilles. At liv og værk på den facon smelter sammen er kendt fra forfattere som August Strindberg, Karl Ove Knausgård og Per Petterson.

Så forskellige forfattere som Hölderlin, Søren Kierkegaard, Thomas Boberg, Robert Walser og Wolfgang Büscher har alle skrevet bøger om at gå og bruge vandringen til at sætte tankerne fri. Disse og en lang række andre forfattere er alle nævnt i ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, hvor Espedal åbent vedkender sig sine litterære forbilleder og inspirationskilder. Jack Kerouacs hovedværk ”Vejene” og James Joyces ”Dubliners” er også værker, der ligger som klangbund i Espedals forfatterskab.

Drømmen om det ukomplicerede liv i naturen er af landsmanden Erlend Loe sat på spidsen i ”Doppler” og ”Volvo Lastvagnar” og af amerikanske Henry David Thoreau i ”Walden”.

Relaterede forfattere