August Strindberg

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2010

Den berømte svenske forfatter og multikunstner August Strindbergs tilværelse havde alt det stof, et drama er gjort af, og han brugte og misbrugte det i stor stil. Forfængelig, paranoid, storhedsvanvittig og med en enestående fornemmelse for, hvad der rørte sig i tiden, gennemtævede han sine talløse fjender efter alle kunstens regler, naturalistisk, ekspressionistisk, surrealistisk og absurdistisk i artikler, dramaer, noveller og romaner, og ud fra allehånde ideer; individualistisk, socialistisk, nietzschkes, swedenborgsk, alkymistisk, kristent og buddhistisk. Hvis han ikke kunne nå dem gennem litteraturen, vrælede og hylede og jamrede han og truede med at begå selvmord, og hvis det heller ikke var nok, smed han fløjlshandskerne og opdigtede falske politianmeldelser – når alt andet slog fejl, delte han øretæver ud. Han var en galsindet, lille sprællemand, litteraturens Baby Doc, attenhundredtallets Stig Helmer, en møgorkan af episke dimensioner, som ramte den moderne kultur med sådan en kraft, at den ikke har været den samme siden. Akademikerne leder stadig efter den rette grimasse. Instruktørerne er ikke færdige med at rive sig i håret. Strindberg er det laveste og det mest sublime i et, og afstanden mellem yderpunkterne så stor, at det kan være svært at fatte, at den er udmålt inden for det samme liv og det samme forfatterskab, ofte det samme værk.

Baggrund

August Strindberg er vel det tætteste, attenhundredtallets Skandinavien kom på et renæssancemenneske på niveau med manden, som lagde standarderne for begrebet, Leonardo da Vinci. Han var dramatiker, digter, forfatter, journalist, videnskabsmand, fotograf og billedkunstner – fremragende i det meste, han rørte ved og hertil en musikalsk livsnyder og selskabspapegøje, men nem er det vel de færreste, der vil kalde ham. Han var en omvandrende inkarnation af de psykiske grænsetilstande, som optog tiden, og gemte under en sky facade karakteregenskaber, som igen og igen eksploderede lige op i ansigtet på folk. Han lå som regel i krig på flere fronter – med familien, skiftende hustruer, venner, der var blevet fjender, og stort set alle institutioner, som ragede op i samfundet; kirken, skolen, staten, kvindebevægelsen, censuren, pressen, erhvervslivet og selvfølgelig de andre store hanelefanter på den nordiske litteraturscene, Henrik Ibsen ikke mindst og Georg Brandes, som var en af de venner, der var endt som fjender. “Aldrig har der eksisteret sådan en idiotdyrkelse …”, bemærkede Georg Brandes om den popularitet, som den ældre Strindberg var genstand for (“August Strindberg”, side 350). Han var hele vejen igennem en dramaqueen og en poseur, som gik op i sin fremtoning, var ekstraordinært stolt af sit hår og tog flotte fotografier af sig selv. Han var handlekraftig og impulsiv og anvendte – uden at andre muligheder nødvendigvis var udtømte – karaktermord, injurier, anonyme trusler, bagvaskelse og selvmordstrusler for at sætte sin vilje igennem.

”Jeg afskyr folk, der holder hunde. Det er kujoner, som ikke har mod nok til selv at bide.”

August Strindberg

Foto: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

Født
Den 22. januar 1849 i Stockholm i Sverige.
Død
Den 14. maj 1912.
Uddannelse
Student fra Stockholms Lyceum, 1867. Ikke fuldførte studier i kemi og medicin ved Teknologiska Institutet i Stockholm og universitetet i Uppsala, 1868-'72.
Debut
Fritänkeren, 1869.
Seneste udgivelse
Klokkeren på Rånø og andre skærgårdshistorier. Lindhardt og Ringhof, 2022. (Den romantiske klockaren på Rånö, 1888). Oversætter: V. Adler.
Periode
Symbolisme
Genre
Drama

Allerede som dreng i 1850’erne kunne man se ham udfolde sit talent for selviscenesættelse, når han poserede i slåbrok med pibe, mens han tyrede indianerromaner i det fine borgerhjem i Stockholm. Periodens superstjerner var videnskabsmænd, og Strindberg var som barn en af deres største fans og drømte om selv at blive en. Han botaniserede med faren i bedste Linné-stil, og efter studentereksamen i 1867 fortsatte han med kemi- og medicinstudier på universitetet. Videnskabsbegejstringen blev forbundet med ekstrem individualisme og socialisme og siden med herremennesketænkning, kristendom, buddhisme, mysticisme og et naturbegreb, som klassificerede frigjorte kvinder, jøder, sigøjnere, bøsser og lesbiske som degenererede. Han forsøgte at udlede bindemidlet i verdens enhed og fremstille guld og var ganske uimodtagelig overfor de argumenter, som pegede på, at det gule støv, han sendte rundt til sine venner, nok ikke var et bevis på, at det var lykkedes. Han fik i en periode midt i attenhalvfemserne adgang til laboratorier på Sorbonne-universitetet i Paris og påkaldte sig kortvarigt den etablerede videnskabs opmærksomhed, men overvejende var hans forskerfuskerier et selvmål, som ikke kastede meget andet af sig end hån og latter.

Strindberg var uden nogen almindelig form for selvbesindelse og hans enorme ego passede langt bedre til kulturens end videnskabens verden. Han bedrev subtile fotografiske eksperimenter og malerkunst, som var en generation eller to forud for sin tid. Han var ufatteligt produktiv, alene af prosa 10 novellesamlinger, 10 romaner og 60 dramaer. Hertil digte, små 10.000 breve og en omfattende produktion af journalistik, kulturhistorie og videnskabelige skrifter. Særligt dramaerne gjorde ham verdenskendt og er nok dem, der i dag byder på den største oplevelse – også som læsestof.

Han er sammen med Henrik Ibsen den væsentligste repræsentant i Norden for perioden, som med Georg Brandes omtales som Det moderne gennembrud (1870'erne og -80'erne), og den strømning, som blev benævnt Naturalismen. Han var mod slutningen af sin tilværelse med til at tage udviklingen et skridt videre; til at bryde det nye formsprog ned og bygge et andet op, som foregreb de avantgarde-strømninger, som femten år senere dukkede op på bagsiden af Første Verdenskrig. En anden af de store svenske dramatikere, Ingmar Bergman, har sagt således om landsmanden: “Strindberg har forfulgt mig hele mit liv. Jeg har elsket ham, hadet ham, kylet hans bøger ind i væggen, men slippe fri af ham, kunne jeg aldrig.”

Udvalgte bøger

Den falske bekendelse

Strindberg korresponderer ivrigt med Nietzsche i perioden og er en anelse bekymret over, at denne underskriver sig Cæsar – har han mon mistet jordforbindelsen? – det har han, han var kun nogle måneder fra at falde en hest om halsen i Trieste og bryde endegyldigt sammen. Der er også mørke skyer i Strindbergs egen fremtid, og måske aner man dem i det ganske voldsomme skred fra et demokratisk menneskesyn til et herremenneskesyn i “Tschandala”. Samtidig går ægteskabet fra slemt til værre. Han tæver hustruen Siri foran børnene. Han anklager hende for at være i et lesbisk forhold med en veninde. Han skubber veninden ned ad en trappe. Der er retssager og skilsmisse og efterfølgende ølstue-leben i Berlin og et nyt skingert ægteskab. “Den moderlige kvinde, han påstår at elske, kunne ikke krydse hans vej, for hun kunne ikke tage det initiativ, som brød igennem hans skyhed og hovmod. Derfor blev han ensom, og derfor tog han så uhyggeligt fejl af mennesker”, noterer Olof Lagercrantz (“August Strindberg” side 282).

Kun moderne, selvstændige rivejern plukker bly forfattervioler som Strindberg. De runde og moderlige lader dem stå. De vil selv plukkes. Og derfor gik det galt igen og igen, men litterært og dramatisk er det en guldgrube. Han blev gift med det, han afskyede, med selvstændige kvinder – en skuespillerinde, en journalist og en skuespillerinde, henholdsvis – og overfører sine frustrationer og fortrydelser og de evindelige opgør direkte til papiret. Han trækker i det hele taget i en sådan grad på egne erfaringer, at hans navn for mange var og stadig er uløseligt forbundet med bekendelseslitteratur. “Strindberg er tillige en af verdenslitteraturens store selvbiografiskrivere. Fra ungdommens pietisme bevarede han hangen til hensynsløst ærlige bekendelser”, noterer Den store danske encyklopædi. Men det står ikke uimodsagt: “Strindberg som ekshibitionist og selvbekender er en myte. Når han er i bekendelseshumør, skjuler han sig altid, mens de åbne selvportrætter derimod er beregnet på at lede os på vildspor”, noterer Olof Lagercrantz formentlig en anelse tættere på virkeligheden (“August Strindberg”, side 282).

“Tschandala” er som de andre selvbiografiske romaner arrangerede portrætter en del af den store collage, som poseuren Strindberg bygger op omkring sit navn. Den har forløbere i “Tjänstekvinnans son” fra 1886 “(Tjenestekvindens søn”, 1886), som skildrer opvæksten i Stockholms højere middelstand – titlen refererer til farens for Strindberg ulyksalige ægteskab med familiens tjenestepige efter morens død – og i “En dåres försvarstal” fra 1887-88 (“En dåres forsvarstale”, 1977), der kredser om de samme temaer, som “Faderen”. I 1894 går han i sort og selvvalgt eksil i Paris og prøver at fremstille guld og finde grundstenen i verdens enhed med sydende kolber og bunsenbrænder i et køkkenlaboratorium. “Inferno” (“Helvede”, 1897) blev titlen, da han erindrede det i bogform i 1897.

Genre og tematikker

August Strindberg stred med Sverige og Sverige med Strindberg, men ved hans død i 1912 var meget glemt, og begravelsen blev en folkefest med et enormt følge. Akkurat som den koleriske, svenske doktor Stig Helmer, der står og spyr forbandelser ud over danskerne fra taget af Rigshospitalet i Lars von Triers tv-serie “Riget”, hviler Strindbergs arrige og hjemløse blik ufravendt på det punkt i horisonten, hvor Sverige gemmer sig, uanset hvor han befinder sig i verden – om ikke med samme ukritiske patriotisme. Han flakker rundt i Europa det meste af sit voksenliv og vender tilbage mod slutningen af århundredet og bosætter sig i Stockholm. Han tager tråden op fra “Mester Olof” og skriver en serie historiske dramaer, som sammen med et omfattende journalistisk og kulturhistorisk arbejde, de naturalistiske nutidsdramaer og selvfølgelig hans lune skildringer af folkelivet med romanen “Hemsöborna” fra 1887 (“Hemsøboerne”, 1888.) som den første og bedst kendte, skaber et mangespektret og vidtfavnende portræt af landet. Måske mest bemærkelsesværdigt omsætter han det i olie og lærred på sine ferier i skærgården. Han arbejder med penslen som med pennen – lynhurtigt og sikkert – og kalder det snabbmåleri – hurtigmaleri eller snapshot-maleri, som Louisiana-direktør Poul Erik Tøjner døber det. Tøjner medtager Strindberg i sin gennemgang af verdenskunsten fra Tizian til i dag på lige fod med Caspar David Friedrich, Paul Cezanne, August Rodin og kun sytten andre af historiens store kunstnere. Igen er det formen, som påkalder sig opmærksomhed: “Man skal ikke se dem for motivets eller historiens skyld, for på det niveau er mange af dem nærmest uinteressante. Himmel og hav all over, hvis det ikke lige er et flor af jeg ved ikke hvad. Men så meget mere interessante og gribende bliver de som abstrakte signaturer fra en seismograf, der kunne føle jordskælv både i fortid, nutid og fremtid. Det er her, det brænder på, billedet som ytring i en tid, hvor man billedligt talt ytrede sig noget anderledes i billeder.” (“Verdenskunst”, side 122).

Beslægtede forfatterskaber

Strindberg er ikke den eneste af det første kuld nordiske realister, som mod slutningen af det nittende århundrede “flipper” ud af virkeligheden med afsæt i forestillinger om indre og overfysiske verdener, som rummer mere og andet end, hvad der kan afdækkes i de ydre omgivelser. Det var indlysende en tendens blandt yngre forfattere som Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Johannes V. Jensen, men han er måske den, som gør det mest radikalt, med den klareste genklang af den rumlen, som inden længe skulle blive til Første Verdenskrig, og af det formsprog, som kanonernes buldren og den frembrusende modernitet oversatte sig til i mellemkrigstidens avantgarde. Han var med kravet fra den jævnaldrende digter Arthur Rimbaud absolut moderne lige til det sidste, og hans komplekse person og værk og forholdet mellem dem har fascineret og udfordret akademikere, intellektuelle og forfattere lige siden og knyttet museer, selskaber og hjemmesider til hans navn. Hans dramaer udgør uden sammenligning den mest betydelige luns af Ingmar Bergmans arbejde på teateret. Han dukker også op hos yngre instruktører. Katrine Wiedeman og Staffan Valdemar Holm er nogle af dem, som har prøvet kræfter med hans værker. Den svenske forfatter Per Olov Enquist skrev tv-serien “August Strindberg: Et liv”, som rullede hen over skærmen i Sverige i 1985. Andre filmskabere nøjes med at citere ham som den spanske surrealist Luis Buñuel i “Dagens skønhed”. Et opslag på Imdb.com giver 160 filmatiseringer af hans værker, hovedsagligt dramaer omsat til tv. Og der sker stadig noget. I 2003 blev Intima Teatern i Stockholm genåbnet som Strindbergscene, og i løbet af 2010 kan man se intet mindre end halvdelen af hans dramaproduktion opført på den lille eksperimentalscene Théâtre du Nord-Ouest i Paris. Når man er i Stockholm, er der mulighed for at besøge Strindbergmuseet i hans sidste bolig, Det blå tårn, på Drottninggatan 85, og hvis man lægger vejen forbi Paris, kan man ved samme lejlighed slå et smut inden om Musée d'Orsay, der har to af hans værker i samlingen.

”Først var det Et drømmespil. Jeg stod aften efter aften i kulissen og græd og viste ikke rigtigt hvorfor. Siden kom Damaskus, Folkungasagan og Spøgelsessonaten. Det er noget man aldrig glemmer og aldrig kommer fra, især ikke hvis man bliver instruktør og allermindst, hvis man som sådan sætter et Strindberg-drama op.”

Ingmar Bergman på www.ingmarbergman.se