BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af August Strindberg
Foto: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

August Strindberg

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2022
Hovedforfatter
  • Niels Vestergaard
    cand.mag. og journalist, 2010

Intro

Den berømte svenske forfatter og multikunstner August Strindbergs tilværelse havde alt det stof, et drama er gjort af, og han brugte og misbrugte det i stor stil. Forfængelig, paranoid, storhedsvanvittig og med en enestående fornemmelse for, hvad der rørte sig i tiden, gennemtævede han sine talløse fjender efter alle kunstens regler, naturalistisk, ekspressionistisk, surrealistisk og absurdistisk i artikler, dramaer, noveller og romaner, og ud fra allehånde ideer; individualistisk, socialistisk, nietzschkes, swedenborgsk, alkymistisk, kristent og buddhistisk. Hvis han ikke kunne nå dem gennem litteraturen, vrælede og hylede og jamrede han og truede med at begå selvmord, og hvis det heller ikke var nok, smed han fløjlshandskerne og opdigtede falske politianmeldelser – når alt andet slog fejl, delte han øretæver ud. Han var en galsindet, lille sprællemand, litteraturens Baby Doc, attenhundredtallets Stig Helmer, en møgorkan af episke dimensioner, som ramte den moderne kultur med sådan en kraft, at den ikke har været den samme siden. Akademikerne leder stadig efter den rette grimasse. Instruktørerne er ikke færdige med at rive sig i håret. Strindberg er det laveste og det mest sublime i et, og afstanden mellem yderpunkterne så stor, at det kan være svært at fatte, at den er udmålt inden for det samme liv og det samme forfatterskab, ofte det samme værk.

Baggrund

August Strindberg er vel det tætteste, attenhundredtallets Skandinavien kom på et renæssancemenneske på niveau med manden, som lagde standarderne for begrebet, Leonardo da Vinci. Han var dramatiker, digter, forfatter, journalist, videnskabsmand, fotograf og billedkunstner – fremragende i det meste, han rørte ved og hertil en musikalsk livsnyder og selskabspapegøje, men nem er det vel de færreste, der vil kalde ham. Han var en omvandrende inkarnation af de psykiske grænsetilstande, som optog tiden, og gemte under en sky facade karakteregenskaber, som igen og igen eksploderede lige op i ansigtet på folk. Han lå som regel i krig på flere fronter – med familien, skiftende hustruer, venner, der var blevet fjender, og stort set alle institutioner, som ragede op i samfundet; kirken, skolen, staten, kvindebevægelsen, censuren, pressen, erhvervslivet og selvfølgelig de andre store hanelefanter på den nordiske litteraturscene, Henrik Ibsen ikke mindst og Georg Brandes, som var en af de venner, der var endt som fjender. “Aldrig har der eksisteret sådan en idiotdyrkelse …”, bemærkede Georg Brandes om den popularitet, som den ældre Strindberg var genstand for (“August Strindberg”, side 350). Han var hele vejen igennem en dramaqueen og en poseur, som gik op i sin fremtoning, var ekstraordinært stolt af sit hår og tog flotte fotografier af sig selv. Han var handlekraftig og impulsiv og anvendte – uden at andre muligheder nødvendigvis var udtømte – karaktermord, injurier, anonyme trusler, bagvaskelse og selvmordstrusler for at sætte sin vilje igennem.

”Jeg afskyr folk, der holder hunde. Det er kujoner, som ikke har mod nok til selv at bide.”

August Strindberg
portræt af August Strindberg
Foto: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix
  • Født

    Den 22. januar 1849 i Stockholm i Sverige.

  • Død

    Den 14. maj 1912.

  • Uddannelse

    Student fra Stockholms Lyceum, 1867. Ikke fuldførte studier i kemi og medicin ved Teknologiska Institutet i Stockholm og universitetet i Uppsala, 1868-'72.

  • Debut

    Fritänkeren, 1869.

  • Seneste udgivelse

    Klokkeren på Rånø og andre skærgårdshistorier. Lindhardt og Ringhof, 2022. (Den romantiske klockaren på Rånö, 1888). Oversætter: V. Adler.

  • Periode

    Symbolisme

  • Genre

    Drama

Allerede som dreng i 1850’erne kunne man se ham udfolde sit talent for selviscenesættelse, når han poserede i slåbrok med pibe, mens han tyrede indianerromaner i det fine borgerhjem i Stockholm. Periodens superstjerner var videnskabsmænd, og Strindberg var som barn en af deres største fans og drømte om selv at blive en. Han botaniserede med faren i bedste Linné-stil, og efter studentereksamen i 1867 fortsatte han med kemi- og medicinstudier på universitetet. Videnskabsbegejstringen blev forbundet med ekstrem individualisme og socialisme og siden med herremennesketænkning, kristendom, buddhisme, mysticisme og et naturbegreb, som klassificerede frigjorte kvinder, jøder, sigøjnere, bøsser og lesbiske som degenererede. Han forsøgte at udlede bindemidlet i verdens enhed og fremstille guld og var ganske uimodtagelig overfor de argumenter, som pegede på, at det gule støv, han sendte rundt til sine venner, nok ikke var et bevis på, at det var lykkedes. Han fik i en periode midt i attenhalvfemserne adgang til laboratorier på Sorbonne-universitetet i Paris og påkaldte sig kortvarigt den etablerede videnskabs opmærksomhed, men overvejende var hans forskerfuskerier et selvmål, som ikke kastede meget andet af sig end hån og latter.

Strindberg var uden nogen almindelig form for selvbesindelse og hans enorme ego passede langt bedre til kulturens end videnskabens verden. Han bedrev subtile fotografiske eksperimenter og malerkunst, som var en generation eller to forud for sin tid. Han var ufatteligt produktiv, alene af prosa 10 novellesamlinger, 10 romaner og 60 dramaer. Hertil digte, små 10.000 breve og en omfattende produktion af journalistik, kulturhistorie og videnskabelige skrifter. Særligt dramaerne gjorde ham verdenskendt og er nok dem, der i dag byder på den største oplevelse – også som læsestof.

Han er sammen med Henrik Ibsen den væsentligste repræsentant i Norden for perioden, som med Georg Brandes omtales som Det moderne gennembrud (1870'erne og -80'erne), og den strømning, som blev benævnt Naturalismen. Han var mod slutningen af sin tilværelse med til at tage udviklingen et skridt videre; til at bryde det nye formsprog ned og bygge et andet op, som foregreb de avantgarde-strømninger, som femten år senere dukkede op på bagsiden af Første Verdenskrig. En anden af de store svenske dramatikere, Ingmar Bergman, har sagt således om landsmanden: “Strindberg har forfulgt mig hele mit liv. Jeg har elsket ham, hadet ham, kylet hans bøger ind i væggen, men slippe fri af ham, kunne jeg aldrig.”

Udvalgte bøger

Den falske bekendelse

Strindberg korresponderer ivrigt med Nietzsche i perioden og er en anelse bekymret over, at denne underskriver sig Cæsar – har han mon mistet jordforbindelsen? – det har han, han var kun nogle måneder fra at falde en hest om halsen i Trieste og bryde endegyldigt sammen. Der er også mørke skyer i Strindbergs egen fremtid, og måske aner man dem i det ganske voldsomme skred fra et demokratisk menneskesyn til et herremenneskesyn i “Tschandala”. Samtidig går ægteskabet fra slemt til værre. Han tæver hustruen Siri foran børnene. Han anklager hende for at være i et lesbisk forhold med en veninde. Han skubber veninden ned ad en trappe. Der er retssager og skilsmisse og efterfølgende ølstue-leben i Berlin og et nyt skingert ægteskab. “Den moderlige kvinde, han påstår at elske, kunne ikke krydse hans vej, for hun kunne ikke tage det initiativ, som brød igennem hans skyhed og hovmod. Derfor blev han ensom, og derfor tog han så uhyggeligt fejl af mennesker”, noterer Olof Lagercrantz (“August Strindberg” side 282).

Kun moderne, selvstændige rivejern plukker bly forfattervioler som Strindberg. De runde og moderlige lader dem stå. De vil selv plukkes. Og derfor gik det galt igen og igen, men litterært og dramatisk er det en guldgrube. Han blev gift med det, han afskyede, med selvstændige kvinder – en skuespillerinde, en journalist og en skuespillerinde, henholdsvis – og overfører sine frustrationer og fortrydelser og de evindelige opgør direkte til papiret. Han trækker i det hele taget i en sådan grad på egne erfaringer, at hans navn for mange var og stadig er uløseligt forbundet med bekendelseslitteratur. “Strindberg er tillige en af verdenslitteraturens store selvbiografiskrivere. Fra ungdommens pietisme bevarede han hangen til hensynsløst ærlige bekendelser”, noterer Den store danske encyklopædi. Men det står ikke uimodsagt: “Strindberg som ekshibitionist og selvbekender er en myte. Når han er i bekendelseshumør, skjuler han sig altid, mens de åbne selvportrætter derimod er beregnet på at lede os på vildspor”, noterer Olof Lagercrantz formentlig en anelse tættere på virkeligheden (“August Strindberg”, side 282).

“Tschandala” er som de andre selvbiografiske romaner arrangerede portrætter en del af den store collage, som poseuren Strindberg bygger op omkring sit navn. Den har forløbere i “Tjänstekvinnans son” fra 1886 “(Tjenestekvindens søn”, 1886), som skildrer opvæksten i Stockholms højere middelstand – titlen refererer til farens for Strindberg ulyksalige ægteskab med familiens tjenestepige efter morens død – og i “En dåres försvarstal” fra 1887-88 (“En dåres forsvarstale”, 1977), der kredser om de samme temaer, som “Faderen”. I 1894 går han i sort og selvvalgt eksil i Paris og prøver at fremstille guld og finde grundstenen i verdens enhed med sydende kolber og bunsenbrænder i et køkkenlaboratorium. “Inferno” (“Helvede”, 1897) blev titlen, da han erindrede det i bogform i 1897.

Genre og tematikker

August Strindberg stred med Sverige og Sverige med Strindberg, men ved hans død i 1912 var meget glemt, og begravelsen blev en folkefest med et enormt følge. Akkurat som den koleriske, svenske doktor Stig Helmer, der står og spyr forbandelser ud over danskerne fra taget af Rigshospitalet i Lars von Triers tv-serie “Riget”, hviler Strindbergs arrige og hjemløse blik ufravendt på det punkt i horisonten, hvor Sverige gemmer sig, uanset hvor han befinder sig i verden – om ikke med samme ukritiske patriotisme. Han flakker rundt i Europa det meste af sit voksenliv og vender tilbage mod slutningen af århundredet og bosætter sig i Stockholm. Han tager tråden op fra “Mester Olof” og skriver en serie historiske dramaer, som sammen med et omfattende journalistisk og kulturhistorisk arbejde, de naturalistiske nutidsdramaer og selvfølgelig hans lune skildringer af folkelivet med romanen “Hemsöborna” fra 1887 (“Hemsøboerne”, 1888.) som den første og bedst kendte, skaber et mangespektret og vidtfavnende portræt af landet. Måske mest bemærkelsesværdigt omsætter han det i olie og lærred på sine ferier i skærgården. Han arbejder med penslen som med pennen – lynhurtigt og sikkert – og kalder det snabbmåleri – hurtigmaleri eller snapshot-maleri, som Louisiana-direktør Poul Erik Tøjner døber det. Tøjner medtager Strindberg i sin gennemgang af verdenskunsten fra Tizian til i dag på lige fod med Caspar David Friedrich, Paul Cezanne, August Rodin og kun sytten andre af historiens store kunstnere. Igen er det formen, som påkalder sig opmærksomhed: “Man skal ikke se dem for motivets eller historiens skyld, for på det niveau er mange af dem nærmest uinteressante. Himmel og hav all over, hvis det ikke lige er et flor af jeg ved ikke hvad. Men så meget mere interessante og gribende bliver de som abstrakte signaturer fra en seismograf, der kunne føle jordskælv både i fortid, nutid og fremtid. Det er her, det brænder på, billedet som ytring i en tid, hvor man billedligt talt ytrede sig noget anderledes i billeder.” (“Verdenskunst”, side 122).

Beslægtede forfatterskaber

Strindberg er ikke den eneste af det første kuld nordiske realister, som mod slutningen af det nittende århundrede “flipper” ud af virkeligheden med afsæt i forestillinger om indre og overfysiske verdener, som rummer mere og andet end, hvad der kan afdækkes i de ydre omgivelser. Det var indlysende en tendens blandt yngre forfattere som Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og Johannes V. Jensen, men han er måske den, som gør det mest radikalt, med den klareste genklang af den rumlen, som inden længe skulle blive til Første Verdenskrig, og af det formsprog, som kanonernes buldren og den frembrusende modernitet oversatte sig til i mellemkrigstidens avantgarde. Han var med kravet fra den jævnaldrende digter Arthur Rimbaud absolut moderne lige til det sidste, og hans komplekse person og værk og forholdet mellem dem har fascineret og udfordret akademikere, intellektuelle og forfattere lige siden og knyttet museer, selskaber og hjemmesider til hans navn. Hans dramaer udgør uden sammenligning den mest betydelige luns af Ingmar Bergmans arbejde på teateret. Han dukker også op hos yngre instruktører. Katrine Wiedeman og Staffan Valdemar Holm er nogle af dem, som har prøvet kræfter med hans værker. Den svenske forfatter Per Olov Enquist skrev tv-serien “August Strindberg: Et liv”, som rullede hen over skærmen i Sverige i 1985. Andre filmskabere nøjes med at citere ham som den spanske surrealist Luis Buñuel i “Dagens skønhed”. Et opslag på Imdb.com giver 160 filmatiseringer af hans værker, hovedsagligt dramaer omsat til tv. Og der sker stadig noget. I 2003 blev Intima Teatern i Stockholm genåbnet som Strindbergscene, og i løbet af 2010 kan man se intet mindre end halvdelen af hans dramaproduktion opført på den lille eksperimentalscene Théâtre du Nord-Ouest i Paris. Når man er i Stockholm, er der mulighed for at besøge Strindbergmuseet i hans sidste bolig, Det blå tårn, på Drottninggatan 85, og hvis man lægger vejen forbi Paris, kan man ved samme lejlighed slå et smut inden om Musée d'Orsay, der har to af hans værker i samlingen.

”Først var det Et drømmespil. Jeg stod aften efter aften i kulissen og græd og viste ikke rigtigt hvorfor. Siden kom Damaskus, Folkungasagan og Spøgelsessonaten. Det er noget man aldrig glemmer og aldrig kommer fra, især ikke hvis man bliver instruktør og allermindst, hvis man som sådan sætter et Strindberg-drama op.”

Ingmar Bergman på www.ingmarbergman.se

Relaterede forfattere

Bibliografi

Udvalgte værker

Isbrud : fire fortællinger
Isbrud : fire fortællinger

August Strindberg

1885. (Utopier i verkligheten. Fyra berättelser. 1885)

Billeder fra det 16de Aarhundrede, novelle i "Folkets Skjæbner
Billeder fra det 16de Aarhundrede, novelle i "Folkets Skjæbner

August Strindberg

1886

Den røde stue : Skildringer fra Kunstner- og Forfatterlivet i Stockholm
Den røde stue : Skildringer fra Kunstner- og Forfatterlivet i Stockholm

August Strindberg

1886. Det røde værelse. 1923. 1995. (Röda rummet. Skildringar ur artist- och författarlivet. 1879). Roman

Lykke-Pers Rejse : Æventyrkomedie i 5 akter
Lykke-Pers Rejse : Æventyrkomedie i 5 akter

August Strindberg

1886. (Lycko-Pers resa (sagospel). 1881-82). Skuespil

Tjenestepigens søn. En sjæls udviklingshistorie
Tjenestepigens søn. En sjæls udviklingshistorie

August Strindberg

1886. (Tjänstekvinnans son. En själs utvecklingshistoria (I). 1886). Roman

Faderen : sørgespil i tre akter
Faderen : sørgespil i tre akter

August Strindberg

1888. (Fadren (sorgespel). 1887). Skuespil

Skærgaardsfolk
Skærgaardsfolk

August Strindberg

1888./ Folkene på Hemsø. 1962./ Hemsøboere. 1966. (Hemsöborna. 1887). Roman

Creditorer. Tragikomedie
Creditorer. Tragikomedie

August Strindberg

1889. (Fordringsägare (tragi-komedi). 1888). Skuespil

Frøken Julie : et naturalistisk sørgespil
Frøken Julie : et naturalistisk sørgespil

August Strindberg

1889. 1985. (Fröken Julie (sorgespel). 1888). Skuespil

Mester Olof
Mester Olof

August Strindberg

1889 – i Tre skuespil. (Mäster Olof. 1872). Skuespil

Tschandala
Tschandala

August Strindberg

1889. (Tschandala. 1897). Roman

Ved Havbrynet
Ved Havbrynet

August Strindberg

1892. (I havsbandet. 1889-90). Roman

Helvede
Helvede

August Strindberg

1897/ Inferno. 1924. 2003. (Inferno. 1897). Roman

Erik XIV
Erik XIV

August Strindberg

1899. (Erik XIV. 1899). Skuespil

Gustav Wasa : skuespil i fem akter
Gustav Wasa : skuespil i fem akter

August Strindberg

1899. (Gustav Vasa. 1899). Skuespil

I ensomhed
I ensomhed

August Strindberg

1903. (Ensam. 1903). Skuespil

Paaske
Paaske

August Strindberg

1903. (Påsk. 1900.) Skuespil

Sorte faner. Livsbilleder fra Aarhundredskiftet
Sorte faner. Livsbilleder fra Aarhundredskiftet

August Strindberg

1908. 1924. (Svarta fanor. 1904). Roman

En blå bok, En ny blå bok, En blå bok Avdelning III
En blå bok, En ny blå bok, En blå bok Avdelning III

August Strindberg

1906-08. Optegnelser

Syndebukken og Rejsegilde
Syndebukken og Rejsegilde

August Strindberg

1908. Noveller

Historiske Miniatyrer
Historiske Miniatyrer

August Strindberg

1911. (Historiska miniatyrer 1-2. 1905). Noveller

Samlade skrifter. Bd. 1-55
Samlade skrifter. Bd. 1-55

August Strindberg

1912-20 Utg. av Johan Landquist

Dødsdansen
Dødsdansen

August Strindberg

1914. 1981. (Dödsdansen I-II . 1900). Skuespil

Baandet : Sørgespil i en Akt
Baandet : Sørgespil i en Akt

August Strindberg

1917. (Bandet. 1892). Skuespil

Et drømmespil
Et drømmespil

August Strindberg

1917. (Ett drömspel. 1901). Skuespil

Værker. Bind 1-8
Værker. Bind 1-8

August Strindberg

1921-28

Folkene på Hemsø og andre skuespil
Folkene på Hemsø og andre skuespil

August Strindberg

1922. (Folkkomedin Hemsöborna. 1889). Skuespil

En gal mands forsvar
En gal mands forsvar

August Strindberg

1924. /En dåres forsvarstale. 1977. (En dåres försvarstal (Le plaidoyer d’un fou). 1897). Roman

Vivisektioner
Vivisektioner

August Strindberg

1927. (Vivisektioner.1887. / Vivisektioner (Vivisections) (II). 1894). Psykologiske studier

Spøgelsessonaten
Spøgelsessonaten

August Strindberg

1928. (Spöksonaten. Kammarspel, opus III. 1907). Skuespil

Uvejrsluft
Uvejrsluft

August Strindberg

1928. (Oväder. Kammarspel, opus I. 1907). Skuespil

Pelikanen
Pelikanen

August Strindberg

1928. (Pelikanen. Kammarspel, opus IV. 1907). Skuespil

Strindbergsfejden. Bd. 1-13

August Strindberg

1948-72 Brev. Breve

Digte i udvalg
Digte i udvalg

August Strindberg

1961. Digte

Okkult dagbog : ægteskabet med Harriet Bosse
Okkult dagbog : ægteskabet med Harriet Bosse

August Strindberg

1965. (Ockulta dagboken. 1896-1908). Dagbog

Den stærkeste
Den stærkeste

August Strindberg

1966. 1984. (Den starkare (enaktare). 1888-89). Skuespil

Paria
Paria

August Strindberg

1970. (Paria. 1889). Skuespil

Dronning Kristina
Dronning Kristina

August Strindberg

1973. (Kristina. 1901). Skuespil

Giftas : tolv ægteskabshistorier med interview og forord
Giftas : tolv ægteskabshistorier med interview og forord

August Strindberg

1977. (Giftas (I). Tolv äktenskapshistorier. 1884). Noveller

Legender
Legender

August Strindberg

Batzer, 2019. (Legender, 1898). Oversætter Gregers Steendahl.

Inferno
Inferno

August Strindberg

Batzer, 2019. (Inferno, 1897). Oversætter Gregers Steendahl.

Ensom
Ensom

August Strindberg

Batzer, 2020. (Ensam, 1903). Oversætter: Gregers Steendahl.

Klokkeren på Rånø og andre skærgårdshistorier
Klokkeren på Rånø og andre skærgårdshistorier

August Strindberg

Lindhardt og Ringhof, 2022. (Den romantiske klockaren på Rånö, 1888). Oversætter: V. Adler.

Hemsöboerne
Hemsöboerne

August Strindberg

Lindhardt og Ringhof, 2024. (Hemsöborna, 1887). Oversat af Sven Lange.

Om August Strindberg

Strindbergs dramaer. Bd. 1-2

Martin Lamms

1924-26

August Strindberg. Bd. 1-2

Martin Lamms

1940-42

August Strindberg
August Strindberg

Olof Lagercrantz

1980

Strindberg. A biography
Strindberg. A biography

Michael Meyer

1987

Skaberkriser. Strindbergs inferno og Dagermans
Skaberkriser. Strindbergs inferno og Dagermans

Johan Cullberg

1994

August Strindberg i det blå tårn
August Strindberg i det blå tårn

Fanny Falkner

1998

Eftertanker om Strindberg
Eftertanker om Strindberg

Olof Lagercrantz

1998

Strindberg
Strindberg

Boel Westin

sagan och skriften. 1998.

Strindberg: målaren och fotografen. Nationalmusei utställningskatalog ; nr. 624

Katalogredaktör Per Hedström

2001

Elektricitet og nerver : en æstetisk centralkategori i Strindbergs ´Ved Havbrynet´

Erik Østerud

Kritik, årg. 35, nr. 155/156, side 37-46. 2002.

”Äta eller ätas! Det er frågan!”

Lars Granild

2006

Strindberg og magterne
Strindberg og magterne

Martin Lamm

2006

Strindbergs mystiske teater
Strindbergs mystiske teater

Vagn Børge

1942

Verdens litteraturhistorie
Verdens litteraturhistorie

Hans (red) Hertel

1830-1914. 1994

Digteren og fantasten
Digteren og fantasten

Harry Jacobsen

1945

Strindberg og hans første hustru
Strindberg og hans første hustru

Harry Jacobsen

1946

Strindberg i firsernes København
Strindberg i firsernes København

Harry Jacobsen

1948

Strindbergs kammerspil

C.J. Elmquist

1949

August Strindberg. Liv og digtning

Atos Wirtanens

1962

Uro og urenhed. Studier i Strindbergs selvbiografiske prosa
Uro og urenhed. Studier i Strindbergs selvbiografiske prosa

Per Stounbjerg

2005

August Strindberg, ett liv.

Per Olov Enquist

God dag, mitt barn! Berättelsen om August Strindberg, Harriet Bosse och deras dotter Anne-Marie
God dag, mitt barn! Berättelsen om August Strindberg, Harriet Bosse och deras dotter Anne-Marie

Björn Meidal

2002

Verdenslitteraturens store forfører. (m. essay om Frøken Julie.) 2005.
Verdenslitteraturens store forfører. (m. essay om Frøken Julie.) 2005.

Bo Tao Michaëlis

Og intet er undtagen det, som ikke er

Johannes Møllehave

Kristeligt Dagblad 24-10-2008.

Essays

Jardin des plantes. Arhhest
Jardin des plantes. Arhhest

August Strindberg

2018. (Jardin des plantes, 1886, svensk). Oversætter: Klaus Marthinus. Bind 2

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på August Strindberg