Foto: Scanpix

*Seneste udgivelse

Johannes V. Jensen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2026

Hovedforfatter

Johannes Fibiger
lektor, 2000

Johannes V. Jensen opnåede en stigende anerkendelse gennem sin levetid. I 1910 kom han på finansloven, i 1929 blev han æresdoktor ved universitetet i Lund, og i 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur, den højeste anerkendelse en forfatter kan få. At han også i dag, over et halvt århundrede senere, har en høj stjerne, blev understreget, da dagbladet Politikens læsere i 1999 kårede Kongens Fald som Det tyvende århundredes roman.

Foto: Scanpix

Født
20. januar 1873.
Død
25. november 1950.
Uddannelse
cand.phil.
Debut
Danskere. Gyldendal, 1896. Roman.
Litteraturpriser
Carl Møllers Legat, 1902. Det Anckerske Legat, 1912. Holger Drachmann-legatet, 1918. Otto Benzons Forfatterlegat, 1923. Æresdoktor ved Lunds Universitet, 1929. Nobelprisen i litteratur, 1944. Dansk Oversætterforbunds ærespris, 1949.
Seneste udgivelse
Kristiansen, Martin: Mytemageren : en biografi om Johannes V. Jensen. Gads Forlag, 2026.
Inspiration
Darwin.
Periode
Det folkelige gennembrud
Genrer
Essay,Roman

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Johannes V. Jensen. Vesthimmerlands Museum, 2015.

Introduktion

Foto: Polfoto

"Hvorfor rejste vi i årevis, hvorfor kunne vi aldrig blive færdige med at gå rundt om os selv, inden vi fandt leje," spørger Johannes V. Jensen i digtet Hverdagene, og netop dialogen mellem rodløshed og rodbundethed udgør den produktive kerne i hans forfatterskab.

I dets første fase møder vi unge helte med en voldsom, men forgæves higen efter det absolutte - og med store problemer med at slå rødder i en verden under forandring.

I den anden fase arbejder Jensen i høj grad med menneskers forbindelse til og forbundethed med deres omgivelser. De to temaer er vævet ind i hinanden og fremstår hele tiden i dialogisk konflikt.

Derfor er rejsen med dens udlængsel og hjemve et yndet motiv i forfatterskabet og en genkommende begivenhed i digterens liv. Få samtidige forfattere rejste så langt og så ofte som Jensen. Og hver gang bragte han sig selv mere tilbage, som det hedder i ovennævnte digt.

Liv

Johannes Vilhelm Jensen blev født i Farsø 1873 i et dyrlægehjem. Forældrene var praktiske folk og stærkt antireligiøse. Moren Marie Kirstine var en jordbunden og nøgtern kvinde, der bl.a. lærte sønnen at læse ved at pege på ord og bogstaver i en bog.

Herefter slugte den videbegærlige dreng både skolens og hjemmets læsebøger og efterhånden alle faderens videnskabelige værker. Sammen med sine søskende modtog Johannes V. undervisning i hjemmet, og i to år frekventerede han den lokale skole for til sidst at blive forberedt til gymnasiet af en præst.

I første omgang dumpede han til optagelsesprøven, men blev alligevel optaget, og i 1893 blev han student fra Viborg Katedralskole med en mådelig eksamen.

Som student rejste Jensen til København med 80 kr. på lommen for at læse medicin. Han bestod første del af lægestudiet i 1895, men levede derefter et bohemeliv som erklæret ateist.

Frem til 1898 ernærede Jensen sig som føljetonforfatter for magasinet Revuen under pseudonymet Ivar Lykke. Han blev betalt efter akkord og udviklede under arbejdet med de bloddryppende spændingsromaner sin skrivestil og en hurtig produktionsform.

"Jeg smurte mit kvantum op de sidste dage i måneden med uret foran mig på bordet, 1½ minut om hver skrevne side, et kapitel i timen," fortalte han senere i artiklen Hvordan jeg blev forfatter.

For honoraret fra sin første roman besøgte han i 1896 Amerika, et kontinent han ialt rejste i fem gange. I 1898 var han i Spanien som krigskorrespondent, efterfølgende besøgte han Ruhr, London og Paris, bosatte sig en tid i Norge og lod rejseaktiviteten kulminere med en jordomrejse 1902-03.

Efter den meldte Jensen sig med egne ord som borger på torvet, faldt til ro og giftede sig med Else Marie Ulrich og slog sig ned på Frederiksberg.

I sine modne år rejste han mere moderat og supplerede sit skønlitterære forfatterskab med en række essaysamlinger med udgangspunkt i den darwinistiske udviklingslære.

Johannes V. Jensen opnåede en stigende anerkendelse gennem det tyvende århundrede. I 1910 kom han på finansloven, i 1929 blev han æresdoktor ved universitetet i Lund, og i 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur, den højeste anerkendelse en forfatter kan få.

Johannes V. Jensen døde i 1950. At han også i dag, et halvt århundrede senere, har en høj stjerne, blev understreget, da dagbladet Politikens læsere i 1999 kårede Kongens Fald som Århundredets roman.

Selviagttagelse og refleksionssyge

Forfatterskabet kan, med forskeren Jørgen Elbeks ord, opdeles i to faser: fra den sublime nihilisme til positivitet af en lavere orden. Værkerne før århundredeskiftet udtrykker en typisk fin de siècle-tidsånd af dekadent æsteticisme, mens de senere bøger bekender sig til en ny saglighed, filosofisk funderet på et darwinistisk grundlag.

Selv om det er den samme motivkreds, der optager Jensen, kan man med et billede fra fotografiet sige, at den første fase skildrer virkeligheden som negativer, den anden som positiv-aftryk.

I sine tidlige værker er Jensen inspireret af sin navnebroder Jørgensen, hvem han i en senere alder - med en vis hånlig ironi - tilskrev ungdomsværkerne Danskere (1896) og Einar Elkær (1898). Selv ønskede han dem strøget af sit forfatterskab.

Romanerne handler om selviagttagende provinsstudenter, der går til grunde i mødet med moderniteten. Spaltede mellem rationel videnskabelighed og overspændte følelser længes de ud over kroppens grænser mod noget hinsidigt.

Som typer er Buris Holm og Einar Elkær beslægtede med figurer fra Knut Hamsuns og Johannes Jørgensens ungdomsromaner, og netop deres tidstypiske nervøsitet gør dem til sensible iagttagere. Jensen havde selv blik for sine personers dekadence, men så deres sygelige selvoptagethed som gennemgangsled til en ny og stærkere sundhed:

"Jeg tror vi nærmer os en sund Type gennem Sygelighed, vor Refleksionssyge forhastiger Udviklingen. Vi slider de daglige Tanker hurtigere, vi ledes ved de spotbillige Reaktioner. Vi kom efter, at det meste i vort Væsen er rudimentært. Vor Tids Mennesker er som vor Tids Arkitektur, Variationer af Rudimenter."

Det lykkes ikke Einar Elkær at rejse et saglighedens jeghus, tværtimod rabler det for ham, efter at han en tid har lidt af en sygelig jalousi. Han bliver sindssyg, går til grunde, og ligsynets udsagn kommer til at fremstå som forfatterens dom: "Og saa fik Kommunen Einar Elkærs Lig til Forføjning. Sektionen viste blød Hjærne."

Hele mit liv er en Himmerlandsbeskrivelse

Jensen arbejder sig ud af ungdomsromanernes påtrængende splittelse ved at vende modernitetens blik mod sit eget barndomsmiljø, det forblæste Himmerland. Himmerlandsfortællingerne udkommer i tre bind: Himmerlandsfolk (1898), Nye Himmerlandshistorier (1904) og Himmerlandshistorier - Tredie Samling (1910).

Genremæssigt er der stor spredning på disse historier. Nogle er levnedsskildringer, andre skæmtehistorier, en tredje gruppe er spøgelses- og kriminalberetninger, en fjerde mytiske fortællinger som fx Oktobernat.

Med sine fortællinger fra provinsen gør Jensen sig tilsyneladende til en del af det folkelige gennembrud, men kun på overfladen ligner han de folkelige forfattere. Hvor de fokuserer på de sociale forhold på landet for at forbedre dem, griber hans hjemstavnsfortællinger bag om det aktuelle sociale perspektiv.

Teknisk benytter Jensen en fortælleform, der er førmoderne: den mundtlige fortælling om stejle naturer i et genkendeligt miljø. Han imiterer den mundtlige genre, bruger dialekt, lokale stednavne og vendinger. Den tone, Jensen beretter sine fortællinger i, er underspillet og usentimental - og ligger tæt på den islandske sagastil.

Et godt eksempel er Den stille Mogens (1905). I rammefortællingen indskyder Jensen en folkelig jegfortæller, Kirsten Smed. Hovedhistorien udspiller sig nemlig i Kirstens ungdom og handler om den hæmmede Mogens´ voldtægt på den smukke Martine en sankthansnat.

Dagen derpå brænder han hendes forældres gård for at slette sine spor, men redder alligevel Martine ud. Til sidst bliver de oven i købet gift, for moralen er, at kun den, der har begået brøden, kan genoprette den. Og den stille Mogens, der gennem hele fortællingen kun har udstødt dyriske brøl, formår til sidst at give sit ja i kirken.

Ved at indskyde en fiktiv fortæller lykkes det Jensen at ramme en oprindelig tone og at videregive fascinationen af den livs- og handlekraft, som præger personerne.

Kongens Fald

Kongens Fald kan ses som det prisme, der spejler de fleste af forfatterskabets indfaldsvinkler. Romanen udkom i tre små bøger 1900-01, forfattet i henholdsvis Farsø og Norge ud fra studiet af en række kilder. Inspirationen til Kongens Fald er Carl Blochs historiemaleri Christian II i Fængslet paa Sønderborg Slot (1871), hvor kongen ses sammen med sin tjener, en gammel landsknægt.

Romanen fører til slut de to personer sammen i fængselscellen, men lader inden da deres veje krydse og følge hinanden. Hvor Mikkel Thøgersen er en fiktiv konstruktion, er skildringen af Christian 2. og de historiske begivenheder forpligtet på en historisk fakticitet.

Romanens første del udspiller sig i 1497 i København, hvor bondestudenten Mikkel Thøgersen smides ud af universitetet og overværer, hvordan den livskraftige Otte Iversen forfører hans udkårne, den jødiske pige Susanna. Som hævn voldtager Mikkel Otte Iversens forlovede, og romanens anden del skildrer afkommet af de to seksualakter.

Denne del udspiller sig i perioden omkring Det stockholmske Blodbad, 1520, hvor Ottes og Susannas søn, den livssultne Axel, en tid følges med Mikkel, men svigter hans fortrolighed. Som hævn dræber Mikkel Axel i en af de tætteste dødsskildringer i dansk litteratur.

Mikkel er desuden med på den båd, der sejler kong Christian 2. frem og tilbage over Lillebælt, mens han tvivlende vurderer sine strategiske muligheder for at genvinde kontrollen over riget. I romanens tredje del, der udspiller sig under Grevens Fejde og ti år frem, vender Mikkel hjem fra en pilgrimsrejse og slutter sine dage i fangenskab med kongen på Sønderborg Slot.

Romanen kan læses som en udforskning af faldets lov, formuleringen af sammenhængen mellem menneskets længsel mod at overskride sit biologiske grundlag og dets endelighed, dets nødvendige hjemfald til døden.

Mikkel er som type en drømmer, hvis livshunger aldrig stilles: "Livet ville ikke forløse din overmægtige Trang til Lykke, det nødte dig til Had, Hævn, og du blev hjemløs." Både Kong Christian 2. og Mikkel lammes af tvivl i form af en overdreven hang til introspektion og undlader at handle, mens tid er.

Skæbnefællesskabet mellem kongen og Mikkel er tydeligt ved romanens slutning: "Mikkel havde hele sit Liv følt sin Skæbne knyttet til Kongens. De var fulgtes ad paa en Maade. I samme Grad som Mikkel var rykket Kongen nærmere, var Kongen falden." Begge er de underlagt faldets lov, der fører deres længsel ud over virkeligheden tilbage i den.

Gotisk renæssance

Kongens Fald er kulminationen på ungdomsdigtningen, men rækker med sine historiske og mytologiske spor også fremad i forfatterskabet. Som overgangsværker kan de to Amerika-romaner, Madame D´Ora (1904) og Hjulet (1905), anskues.

De har sammenfaldende persongallerier og i det ydre formuleret som pasticher på kriminalgenren, i det indre som afsøgningen af livsformer og udviklingstrin i den ny verden. Jensen ville selv have udgivet dem under den fælles titel, The Missing Link, men fik aldrig virkeliggjort ideen på grund af lave oplagstal.

En anden central side af Jensens virke er hans journalistik, hvoraf store dele siden er udkommet i bogform. Den gotiske Renaissance (1901) består af en samling artikler fra Spanien (1898), hvortil Jensen blev sendt som korrespondent under Cubakrigen, og fra verdensudstillingen i Paris (1900).

I artiklerne udvikler han en grundmodsætning mellem den romanske kultur og den nordeuropæiske, gotiske kultur. Artiklerne munder ud i en entusiastisk hyldest til goterne, den engelsk-amerikanske industrikultur, hvis nøgleord er videnskab, teknik, handlekraft og klarhed.

Rejserne blev for ham gennembruddet til en ny saglighed, og nygotikken kom til at udgøre et æstetisk program for Jensen selv:

" Se! siger jeg, se i Fornuftens og Rimelighedens Navn. Se den Dag i Dag, hvad der er, altsammen og ikke mere! Opsøg enhver Ting, at du ikke siden skal krympe dig i Smærte over at undvære - at du ikke skal dø halvfærdig. Se! ellers vil du komme til at dø rasende og gal af Længsel efter, hvad du forsømte."

Citatet er karakteristisk for det perspektivskift, der sker mellem det tidlige og det modne forfatterskab. Bestræbelsen går nu på at være udadvendt og åben over for den konkrete virkelighed, mens han siger fra over for den dekadente selviagttagelse.

Derfor er det naturligt, at Jensen lægger afstand til det fortænkte i Nietzsches forfatterskab og i stedet foretrækker evolutionsfilosofien hos Darwin og Walt Whitmans stærke prosadigte fremfor den samtidige symbolisme.

Interferens

Digte (1906) er en samlet udgivelse af Jensens tidlige digte, der havde været trykt i romaner, tidsskrifter og aviser. Samlingens hovedstykke er seks modernistiske prosadigte, der såvel sprogligt som indholdsmæssigt er nyskabende.

Den biografiske baggrund for de seks digte er den jordomrejse, som Jensen foretog i 1902-03. I den udvidede udgave af Digte (1921) er disse prosadigte anbragt som en digtcyklus: Rejsen om Jorden.

Digtene er blevet til i perioden 1901-06 og danner geografisk en rejse med udgangspunkt i København, via stationerne Singapore og Memphis, for atter at slutte i Danmark og Himmerland.

Interferens henviser til en gensidig indvirkning af sammentræffende bølger. De bevidsthedsformer, hvis bølger brydes i digtet, er på den ene side kroppens egensansning, på den anden side et skarpt intellekt, der har intet mindre end livet i dets totalitet til revision.

Kroppen registrerer i det ydre rum en kosmologisk stilhed, i det indre sin egen søvnløse tilstand. Samtidig afsøger bevidstheden endelighedsproblemet, det, at den en dag skal ophøre med at leve.

Resultatet er en skærende hovedpine, som introspektivt sammenfattes af det skrivende jeg: "Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens. / Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmoniske Virkeligheder / er mit Indres gennemtrængende Toneart.// To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og skærpes i min Hjærne."

Gennem digtets erkendelsesproces, hvor jeget besinder sig på intetheden, transformeres smerten til sublime billeder.

Den modne Jensens poesi antog en mere klassisk form end den unges. Mens den unge Jensens digte er kantede og eksperimenterende, er hans modne manddomsdigte slebne og formbundne.

Ungdommens rastløse spleen erstattes af rolige billeder som fx i digtet Envoi: " Nu breder Hylden / de svale Hænder / mod Sommermaanen." Den sene Jensen er også ophavsmand til Danmarkssangen Hvor smiler fager den danske Kyst (1925), og endelig iscenesætter han sin egen biografi i digtet Som Dreng skar jeg Skibe (1931), en hyldest til handlekraft, udlængsel og erotisk drift.

Myter

Allerede i det tidlige forfatterskab udviklede Johannes V. Jensen en kortprosagenre, der uden egentligt handlingsforløb beskrev et scenarie, ofte hentet fra samtiden og formuleret som et journalistisk snapshot.

Genren betegnede han som myter , og de begyndte at udkomme i bogform fra 1907, og siden fulgte der yderligere otte bind i forfatterens egen levetid. Myterne spænder fra lyriske skitser over små fortællinger til kronikagtige essays, der passede godt til dagbladene.

Udgangspunktet er ofte en oplevelse, der vider sig ud og får livssymbolsk betydningsfylde. I mytens form løftes det tidsbundne op i et perspektiv uden for tid og rum. I Jensens egen definition af genren fra Myten som Kunstform (1916) fremhæver han, at myten i sammentrængt form bringer et stykke af naturen i universel belysning.

En af Jensens tidlige myter, Forsvundne Skove fra 1899, handler om en slaves længsel efter frihed. Længslens mål er nogle skove, der, da han gives fri, viser sig ikke længere at findes. Længslen har mistet sin kilde, men er stadig intakt som drivkraft i slaven og holder ham til arbejdet.

Længsel er i videre forstand rettet mod en svunden tilstand hinsides civilisationen, og Jensen fortæller senere, at det var motivet fra Forsvundne Skove, der senere udvidede sig til det store civilisationsepos, Den lange Rejse.

Den lange Rejse

Denne romanserie behandler ud fra et evolutionært synspunkt menneskehedens udvikling fra de oprindelige samlerkulturer til Columbus.

Den lange Rejse udkommer i perioden 1908-22 og indeholder værkerne: Det tabte Land (1919), Bræen (1908), Norne-Gæst (1919), Cimbrernes Tog (1922), Skibet (1912) og Christofer Columbus (1921).

Det er bøgernes projekt at tegne konturerne af den nordiske mentalitet, der står bag den nordeuropæiske teknik, handlekraft og foretagsomhed.

I efterskriften Æstetik og Udvikling (1923) fremhæver Jensen istiden som en skillevej mellem to civilisationstyper, det syd- og nordeuropæiske. Hvor sydeuropæerne finder hvile i sig selv, plages nordboerne i positiv forstand af en voldsom higen, som sætter sig spor i deres drift mod at rejse.

I det mest læste og vellykkede bind i serien, Bræen, er det hovedpersonen Dreng, der byder sin stamme trods og drager mod nord, da den søger tilflugt mod syd.

Han erfarer, at kulden fra Nord ikke skyldes en person eller Gud, men et naturfænomen, der lader sig bekæmpe. Dreng jager med sin stenøkse langs isbræen, møder kvinden Moa, der er samler, og sammen kommer de til at stå som stamfædre til det gotiske menneske.

Det lykkes Dreng at skabe ild med sine flintesten, og fra den dag kan mennesket herske over naturen. Hans søn Hvidbjørn opfinder skibet og med disse stamfædre er den nordiske civilisation grundlagt.

De forvandler skovene til skibe, og seriens senere bind læser Jensen folkevandringstiden, vikingetogter og opdagelsesrejser ind i denne udvikling. Columbus, slutpunktet i Jensens evolutionsfortælling, rejser ud for at finde det tabte land og opdager i stedet det nye, og må ved vejs ende erkende, at længslen ikke er stillet.

Livslinjer

I sine senere år følger Jensen linjerne i sit forfatterskab til dørs. Han fortsætter Himmerlandsskildringerne i den lille roman Jørgine (1926) og laver endnu et fintfølt kvindeportræt, denne gang af en københavner, i romanen Gudrun (1936).

Desuden udgiver han løbende nye mytesamlinger og essays, som forsvarer evolutionssynspunktet, bl.a. Æstetik og Udvikling (1923), Evolution og Moral (1925), Dyrenes Forvandling (1927), Aandens Stadier (1928), Det Blivende (1934) og Vor Oprindelse (1941).

Et værk, der adskiller sig fra den øvrige sene produktion er den Faust-inspirerede roman Dr. Renaults Fristelser (1935), hvor titelpersonen efter sin død tilbydes endnu et liv. Eksperimentet demonstrerer, at livet altid er værd at leve, hvis man kan besinde sig på sin skæbne.

Et andet nyt felt i det senere forfatterskab er arbejdet med den norrøne litteratur. Johannes V. Jensen oversætter Egil Skallagrimssons saga til dansk og skriver forord til en samlet udgave af de islandske sagaer. Desuden oversætter han samtlige kvad fra Heimskringla og foretager en original analyse af kvindens stilling i Kvinden i Sagatiden (1942).

Med sit livsforløb formåede Johannes V. Jensen som få at give sin tid udtryk, både i sin biografi og i det meget omfangsrige forfatterskab, han efterlod sig.

En af dem, der tidligst havde øje for Jensens særlige geni, var forfatteren Herman Bang. Han anmeldte Jensens debutroman positivt og fremhævede senere gang på gang Jensens stilistiske mesterskab.

Denne sårede imidlertid Bang dødeligt ved i en artikel at gøre sig lystig over dennes homoseksualitet. Jensen fortrød, opsøgte forgæves Bang og skrev et undskyldende brev til ham, som Bang besvarede med ordene:

"De burde have haft en vis Forstaaelse for, at jeg i Rækken efter Dem er en af de faa i den danske, ja i Nutidens Litteratur, som man er nødt til at nævne."

Om rækkefølgen kan man være uenig, men ikke i dommen, at de to nævnte digtere i originalitet og sproglig radikalitet satte en norm langt over den gængse danske litteratur.

Den vitale prægnans i Jensens sprog henter sin energi fra en umådelig higen mod det, der ikke var. Det er den uendelige bevægelse mellem længsel og besindelse, der udgør forfatterskabets nerve.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Herman Bang

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi