Walt Whitman

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
november 2025

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., juni 2018

Walt Whitman placerer sig som den første poet med internationalt format i amerikansk litteraturhistorie. Han var en litterær pioner, der med sin kærlighed til mennesket, samhørighed med naturen og et bankende demokratisk hjerte satte nye standarder for, hvordan og om hvad, man kunne skrive lyrik i sidste halvdel af 1800 tallet. Hans frie vers har det talte sprogs musikalitet, og i hans digte forenes den amerikanske romantik og tidlig modernisme. Ligesom hans elskede hjemland, USA, i løbet af Whitmans livstid ekspanderede og søgte at finde sin rette form, redigerede, omskrev og udvidede Whitman over flere årtier sit voksende livsværk, den voluminøse digtsamling ”Leaves of Grass”, der er blevet ikonisk.

Baggrund

Den amerikanske digter Walter Whitman blev født ind i en arbejderfamilie i New York i 1819. Hans mor tilhørte den kristne frikirke kvækerne, mens hans far tilbad oplysningstænkeren og menneskerettighedsforkæmperen Thomas Paine. Whitman var ud af en søskendeflok på otte, og som 11-årig måtte han droppe ud af skolen for at hjælpe til med at forsørge familien. Han varetog en række forskellige småjobs, bl.a. var han i en alder af 17 år kortvarigt folkeskolelærer, men det blev arbejdet som typograf, der fik størst betydning for hans litterære løbebane. Trykkeriarbejdet blev begyndelsen på hans journalistiske karriere. Han blev med tiden forfremmet til reporter og redaktør, men efter to år på avisen Brooklyn Daily Eagle blev han fyret pga. sine kritiske holdninger til slaveriet.

”Den bortløbne Slave kom til mit Hus og standsede udenfor,/ Jeg hørte ham røre sig ved at Risdyngens Kviste knækkede,/ Gennem Køkkenets aabne Halvdør saa jeg ham udmattet og svag,/ Gik til ham, hvor han sad paa en Træbul, fik ham bragt ind og beroliget,/ Bragte Vand og fyldte et Kar til hans svedte Krop og saarede Fødder,/ Og gav ham et Værelse med Indgang fra mit eget og nogle grove og rene Klæder (…)”

”Digte”, oversat af Johannes V. Jensen og Otto Gelsted, s. 62.

Foto: The Granger Collection / ritzau scanpix

Født
31. maj 1819 i New York, USA.
Død
26. marts 1892 i New Jersey, USA.
Uddannelse
Whitman gik ud af skolen som 11-årig og må derfor regnes som selvlært.
Debut
Leaves of Grass. Selvudgivet, 1855.
Litteraturpriser
Whitman modtog i sin levetid ingen litterære priser, men efter sin død er han blevet optaget i Hall of Fame for Great Americans.
Seneste udgivelse
Jeg synger kroppen elektrisk. Forlaget Ti Vilde Heste, 2025. (I sing the body electric, 1855). Oversat af Jens Pedersen. Digte.
Inspiration
Whitman afskrev sig at have litterære forbilleder, men han havde stor respekt for William Shakespeare og Ralph Waldo Emerson.
Periode
Det folkelige gennembrud

Herefter begyndte han at eksperimentere med, hvordan poesi kunne bruges som politisk udtryksform. I 1850 selvudgav han sine første digte, skrevet i frit versemål, og fem år efter udkom den første udgave af livsværket, ”Leaves of Grass”. Digtsamlingen, som han udvidede, redigerede og ændrede helt frem til 1881, er blevet en milepæl i amerikansk litteraturhistorie. ”Leaves of Grass” fik i første omgang ikke meget opmærksomhed, men den populære forfatter og filosof Ralph Waldo Emerson roste Whitman i et privat brev. Han så digtene som begyndelsen på en stor karriere. I mangel på god omtale anmeldte Whitman selv sin bog, og i næste udgave citerede han Emersons lovord på omslaget.

Da den amerikanske borgerkrig brød ud i 1861, var Whitman 42 år. Syd- og Nordstaterne bekrigede hinanden bl.a. pga. slavespørgsmålet, mens præsident Abraham Lincoln forsøgte at holde sammen på unionen. Whitman var ikke selv soldat, men det var hans bror George. Nyheden om, at broren var såret, fik Whitman til at rejse til Washington, hvor han blev og fungerede som sygehjælper. Erfaringerne herfra inspirerede ham til at skrive manifestet ”Democratic Vistas” (1870) (”Demokratiske visioner”), samt digtsamlingen ”Drum-Taps” (1865) og ”A Sequel to Drum-Taps” (1865-66). I 1873 fik han en blodprop, der lammede dele af hans krop. Det gjorde, at han frem til sin død i 1892 var sengeliggende og økonomisk afhængig af andre.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Walt Whitman læser sit digt ”America” højt.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I ”Demokratiske visioner” skriver Walt Whitman: ”Amerika kræver en digtning som er dristig, moderne, altomfattende og kosmisk, som landet selv. En digtning, som ikke på nogen måde må ignorere videnskaben eller det moderne, men derimod lade sig inspirere deraf.” (s. 81). Dette syn på poesi kan læses som en poetik, da Whitman netop i sin egen poesi arbejdede med at forene det romantiske natursyn med det moderne, industrialiserede USA.

Whitmans digte beskriver i en kærlig hyldest en holistisk relation mellem mennesket og den amerikanske natur, og hans digte tematiserer hermed den transcendentialistiske tanke. De såkaldte transcendentialister mente, at den enkelte skulle søge løsninger på livets store mysterier i sig selv. De vægtede individet, intuition og den enkeltes personlige forhold til Gud frem for kirkens dogmer. Industrialiseringen havde fjernet og distanceret menneskene fra den natur, de grundlæggende var forbundet til. For at bryde med snærende og begrænsende samfundsnormer og institutioner søgte man ud i naturen. Her ville man leve i nuet og nærme sig jorden. Sammen med Ralph Waldo Emerson og Henry David Thoreau betragtes Whitman som en af de primære repræsentanter for denne filosofiske retning.

Whitmans seksualitet har været centrum for manges nysgerrighed og er blevet debatteret heftigt – både i hans samtid og efter hans død. Selv affejede Whitman, at hans digte kunne læses som et udtryk for erotisk tiltrækning mellem mænd, men det til trods fylder seksualitet og kropskontakt meget i digtene. Et andet kontroversielt emne, som Whitman vender tilbage til i både sine digte og prosaen, er emancipation. I sine digte ønskede Whitman at favne bredt og give stemme til både kvinder, slaver, byboere, bønder og børn. Denne inkluderende og altomfavnende ambition beskriver han selv således i ”Leaves of Grass”: ”Jeg er legemets digter og jeg er sjælens digter./ Al himmeriges fryd er i mig, og al helvedes pine./ Jeg er kvindens digter og jeg er mandens digter,/ og jeg siger, at det er lige så stort at være kvinde som at være mand” (s. 36).

Beslægtede forfatterskaber

Samtidig med Walt Whitman skrev også Henry David Thoreau om mennesket og dets forhold til naturen. Thoreaus to vigtigste værker er hhv. et essay om civil ulydighed, ”Civil Disobedience” (1849), der bl.a. inspirerede borgerrettighedsforkæmpere og modstandere mod slaveriet, og erindringsbogen ”Walden – Life in the Woods” (”Walden – livet i skovene”). Teksten er inspireret af de to år fra juli 1845 - september 1847, hvor han selv boede i en lille hytte ved skovsøen Walden. Han ønskede at konfrontere sig selv med de mest essentielle dele af menneskelivet, så han ved sin død kunne se tilbage på sit liv og vide, at han havde levet dybt og suget al marven ud af livets ben, som han skriver.

Listen over de mange forfattere, der gennem tiden har nævnt Walt Whitman som deres litterære forbillede, er lang. Johannes V. Jensen skriver i forordet til den oversættelse, han sammen med Otto Gelsted udgav i 1919: ”Hos Whitman er jeg gaaet i Lære, men Paavirkningen fra ham skal man søge i min Prosa.”

Særligt Whitmans løse, associative og talesprogsnære sprog har inspireret senere amerikanske digtere som Ezra Pound, William Carlos Williams, Jack Kerouac og Allen Ginsberg. Ginsbergs gennembrud, digtsamlingen ”Howl and Other Poems” (”Howl”), begynder med digtet ”America”, hvori han har en anklagende, lyrisk dialog med sit fædreland. Ligesom hos Whitman var seksualitet og det menneskelige indre temaer i Ginsbergs digte, og ”Howl” blev ved udgivelsen i 1956 beskyldt for at være pornografisk.

Nogle mener, at den irske forfatter Bram Stoker, der skrev romanen ”Dracula”, havde udviklet sin blodsugende hovedperson på baggrund af sit lange venskab med Walt Whitman. Og i den nulevende Michael Cunninghams ”Specimen Days” (”Udvalgte dage”, 2006) er Whitman hovedpersonen i en fortælling om New York i tre tider: under industrialiseringen, efter terrorangrebet på World Trade Center og 150 år ude i fremtiden. ”Romanens uudtalte kerne er terrorangrebet 11. september, der synes at have inspireret Cunningham til at finde tilbage til Whitmans frihedstanker (bogens amerikanske titel ”Specimen Days” svarer til Whitmans prosaværk fra 1882) og til en tanke om, at frigørelse og død hører sammen.” [1].