Henrik Ibsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022
Martine Stock
journalist, 2016

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2010

Han begejstrede og forargede sin samtid. Han begejstrer sin eftertid. Ingen dramatiker ud over Shakespeare er mere spillet på alverdens teaterscener, men i modsætning til den store barde, skrev nordmanden Henrik Ibsen også sine stykker med henblik på bogsalg, og som sådan, som bøger, læses de i dag langt bedre end mange af de store romaner fra perioden. Fortælleøkonomien i hans realistiske værker er uendelig stram, som om han anede, at han halvandenhundrede år senere skulle konkurrere med moderne massemedier om et forvænt publikums opmærksomhed, og at han var fortabt med mindre han etablerede en høj fremdrift og gjorde sig fri af de teatralske greb, som havde præget dramatikken indtil da. Han revolutionerede teateret og havde en stor indflydelse på litteraturen. Oscar Wilde, James Joyce og Anton Tjekhov er bare et par i den lange række af forfattere, som formentlig ikke ville have skrevet på helt samme måde, havde Ibsen ikke været der.

Baggrund

Lad os med det samme få placeret nogle af hovedtrækkene i Henrik Ibsens forfatterskab. Romantikken, som prægede hans dramaer og digte i de første små tyve år af karrieren, lå i tiden, særligt den nationalromantiske variant - han blev trods alt født i 1828, kun fjorten år efter, at danskerne endelig bakkede ud, og Norge overgik til selvstændighed. Folkeeventyrene og folkesangene hørte sammen med Norges historie til den nationalromantiske katekismus og var en væsentlig del af hans inspiration. De islandske sagaer føjede sig til som ungdommens største læseoplevelse.

”DET ÆLDSTE HOFTROLD (til PEER GYNT). Lad se, om du har en visdomstand,

som kan Dovregubbens gådenødd kløve! DOVREGUBBEN. Hvad er forskellen mellem trold og mand? PEER GYNT. Der er ingen forskel, så vidt jeg ser. Stortrold vil stege og småtrold vil klore; – ligeså hos os, hvis bare de turde. DOVREGUBBEN. Sandt nok; vi er ens i det og mer. Men morgen er morgen og kveld er kveld, så forskel blir der nu lige vel. – Nu skal du høre hvad det er for noget: Derude, under det skinnende hvælv, mellem mænd det heder: Mand, vær dig selv! Herinde hos os mellem troldenes flok det heder: Trold, vær dig selv – nok! HOFTROLDET (til PEER GYNT). Øjner du dybden? PEER GYNT. Det tykkes mig tåget. DOVREGUBBEN. Nok, min søn, det kløvende, stærke ord må stå i dit våbenmærke.”

Henrik Ibsen: ("Samlede værker", bind 3, side 330.)

Hans realistiske periode, som udgør den anden halvdel af forfatterskabet, viser en overvægt af patricierfamilier, der blandt meget andet skjuler en pilrådden økonomi bag facaden. Ibsen kom selv fra en velstående familie, som gik rabundus, da han var syv. De frigjorte kvinder, som nærmest er blevet hans signatur, var del af programmet i det moderne gennembrud, som han havde en privilegeret indgang til gennem den livslange læser, kritiker og ven Georg Brandes. Hjemme havde han en forbilledlig model i sin hustru og livsledsagerske gennem halvtreds år, den karakterstærke Suzannah Ibsen.

Det væsentlige, det ekstra, som adskiller ham fra andre romantikere såvel som realister, må henføres til talentet. Han var ud over forfatter også en habil billedkunstner og tegner og ernærede sig, fra han var 23 til han var 35, som instruktør og teaterdirektør, og selv om hans kunstneriske begavelse var lang tid om at blive fuldt udviklet, var der heller ikke i hans samtid tvivl om, at han var en særligt beåndet skabning, et såkaldt geni.

"Det Skjønnes og Sandes Bestemmelse er kun den, at lyse et Øjeblik som Meteorer, der slukkes saa snart de berører Jorden… Der er noget Krigerisk, Oprørsk, Voldsomt og Tungsindigt dybt i hans Væsen, der afspejler sig i hans Værker og gjør selve hans Kjærlighed til Lyset mørk*…",* skrev en 25-årig Georg Brandes om Ibsens genius i sine "Æsthetiske Studier" (citeret efter "Henrik Ibsen", side 294).

Henrik Ibsen kom til verden i 1828 i Skien i Sydnorge. Forældrene var ud af velanskrevne familier med adelige aner - noget Ibsen i sin ekstreme individualitet og masse- og majoritetsskepsis tillagde stor betydning. De tilhørte byens top, indtil faren gik neden om og hjem med sin købmandsbutik, da lille Ibsen var syv, hvorefter familien levede på heldigere slægtninges nåde og barmhjertighed.

Ibsen var angiveligt et sky og reserveret væsen, en skæv abe blandt de andre drenge på vejen, og tilbageholdende selv i forholdet til sine søskende. Der var tale om studier i medicin og billedkunst, men familiens håbløse økonomiske situation placerede ham i apotekerlære i den lille kystby Grimstad nogle hundrede kilometer sydvest for Skien. Her oplevede han en ny skandale, da han i en alder af 18 år gjorde en ti år ældre vaskekone gravid, og fik en søn, som han aldrig vedkendte sig ud over ved et pligtskyldigt bidrag til den fattige mors økonomi. Han var aldrig for alvor nogen succes i skolen, og da han i begyndelsen af halvtredserne prøvede sig som student i Oslo, var det uden fremragende resultater, og selv da han fik debuten "Catilina" ud som 21-årig i 1849, og et par år senere blev tilknyttet det nystartede norske teater i Bergen, var det ikke nogen entydig lykkelig historie. Han steg i graderne fra husdramaturg og instruktør til direktør, men måtte kæmpe mod en reaktionær bestyrelse for at sætte sine ideer igennem. Repertoiret var domineret af komedier, vaudeviller og syngestykker.

I 1857 blev han direktør for Kristianias norske teater og rykkede til hovedstaden, men Oslo var i de år ikke mindre provinsiel end Bergen, og repertoiret var ikke mere stimulerende. Parnasset forenede sig i det nationaltsindede Det norske selskab med Ibsens ven og konkurrent, digteren Bjørnstjerne Bjørnson i spidsen. Ibsen var med, men mindre og mindre entusiastisk. Det var omkring den tid, hans trofaste ven fra Grimstad og studenterårene Ole Schulerud døde blot 32 år gammel. Schulerud var manden, som med en beskeden arv havde bekostet udgivelsen af "Catilina". Ibsen kunne i den grad have brugt en ny velgører. Lønnen på teateret var lav, og i 1862 gik det konkurs og lukkede. Ibsen fortsatte i en mindre stilling på et andet teater i byen. Han havde kreditorerne på halsen.

Foto: Keystone / Scanpix

Født
Den 20. marts 1828 i Skien, Norge.
Død
Den 23. maj 1906 i Christiania, Norge.
Uddannelse
I apotekerlære og student.
Debut
Catilina, 1850.
Seneste udgivelse
Haugan, Jørgen: Dommedag og djævlepagt : Henrik Ibsens forfatterskab - fuldt og helt. Multivers, 2022. (Dommedag og djevlepakt, 2014). Oversat af Kamma Haugan.
Periode
Symbolisme
Genre
Drama

I 1863 skrev han sit sidste egentligt norsksindede, romantiske drama, "Kongsemnerne". I 1864 forlod han Norge for ikke at vende tilbage de næste 27 år. Selv anførte han Norge og Sveriges svigt af Danmark i krigen mod preusserne som grunden til, at han tog af sted.

"De politiske Forholde hjemme har bedrøvet mig meget og forbitret mangen Nydelse for mig. Løgn og Drømme var altsaa det Hele. Paa mig vil ialdfald de sidste Tiders Begivenheder faa megen Indflydelse. Vore gamle Historie faar vi nu slaa en Streg over; thi Nutidens Nordmænd har aabenbart ikke mere med sin Fortid at gjøre end Grækerpirater har med den Slægt, der sejlede til Troja og blev hjulpen af Guderne…", skriver han i et brev til Bjørnson ("Henrik Ibsen", side 232).

Han sætter sin ærgrelse på vers i et par gigantiske læsedramaer, "Brand" fra 1866 og "Peer Gynt" fra 1867. I den stivnakkede præst Brands øjne er nordmændene nogle inkonsekvente bløddyr og moralske pappenheimere. I "Peer Gynt" lægger han perspektivet hos et af bløddyrene, den storskrydende løgnhals og good for nothing-dagdrømmer af en titelfigur. "Brand" blev hans kommercielle gennembrud. "Peer Gynt" fik en mere blandet modtagelse, nogle savner skønhed, andre opponerer mod satiren, atter andre som H.C. Andersen kunne bare ikke fordrage Ibsen. I dag er begge stykker for længst kanoniseret og indtager en fremskudt plads i den norske kulturarv. De var med mangel på heltedyrkelsen og ideale kærlighedsintriger de første skridt væk fra romantikken. I løbet af de næste 30 år helliger Ibsen det meste af sin aktivitet på at endevende de mest grundlæggende institutioner i samfundet, familien og ægteskabet og de overordnede ideer, som de vekselvirker med.

Så bliver forfatteren gammel og skriver - tro mod sin alder - fire stykker om mænd, som er bragt i en situation, der kalder på eksistentiel granskning og selvransagelse, tre af dem tynget af alder, den fjerde af sønnens død, henholdsvis "Bygmester Solness" (1892), "John Gabriel Borkman" (1896), "Når vi døde vågner" (1899) og "Lille Eyolf" (1894).

I det tidlige år nittenhundrede får Henrik Ibsen det første i en serie af slagtilfælde og skriver ikke mere. Den 23. maj 1906 dør han i sit hjem i Oslo. På det tidspunkt har han været tilbage i Norge i små femten år.

"Vi dvelte lenge inne hos Ibsen og gikk derefter inn i biblioteket og satte oss. Der fortalte hun oss meget beveget, at sine siste ord her på jorden hadde han sagt til henne om natten: "Min søte, søte frue, hvor har du været snild og god mot mig!" Over dette var hun lykkelig. Efter en stund reste hun sig op og sa: "Nu må jeg gå, for Ibsen holdt av, at jeg beskikket mit hus!" " ("Henrik Ibsen", s. 816).

Således reagerede Ibsens hustru Suzannah Ibsen på sin mands død, ifølge svigerdatteren Bergliot Ibsens erindringer. Det er bevægende, ikke mindst når man tænker på, at Suzannah Ibsen ikke er en lille, undseelig mus, men kvinden som angiveligt har inspireret til Ibsens moderne, frigjorte kvinderoller.

Efter de havde fået sønnen Sigurd i 1859, erklærede Suzannah Ibsen, at hun ikke ville have flere børn - fuldstændigt uhørt fordi det var mandens afgørelse, men sådan blev det, de fik kun det ene barn, og angiveligt havde hun også indflydelse på Ibsens arbejde på et helt dagligdags niveau, når magelighed disponerede ham for sofaen, var det hende, som sendte ham hen til skrivebordet.

Som ung pige lovede Suzannah og veninden Karoline hinanden, at hvis den ene fik en søn, og den anden fik en datter, skulle de giftes med hinanden. Nogle år efter Suzannah havde fået Sigurd, fik Karoline Bergliot med Ibsens ven og konkurrent Bjørnstjerne Bjørnson en datter, og som de havde forudskikket, blev deres børn gift med hinanden. Måske ansporet af deres berømte fædres mytologiske status i Norge. Sigurd Ibsen vendte tilbage til den nationalisme, som faren havde forkastet, og var en af hovedmændene bag Norges frigørelse af forbundet med svenskerne.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: En digital-presentasjon/biografi om Henrik Ibsen. En av Norges mest kjente forfattere. 2014

Udvalgte bøger

Efterliv

Således reagerede Ibsens hustru Suzannah Ibsen på sin mands død ifølge svigerdatteren Bergliot Ibsens erindringer. Det er bevægende, ikke mindst når man tænker på, at Suzannah Ibsen ikke er en lille, undseelig mus, men kvinden som angiveligt har inspireret til Ibsens moderne, frigjorte kvinderoller.

Efter de havde fået sønnen Sigurd i 1859, erklærede Suzannah Ibsen, at hun ikke ville have flere børn - fuldstændigt uhørt fordi det var mandens afgørelse, men sådan blev det, de fik kun det ene barn, og angiveligt havde hun også indflydelse på Ibsens arbejde på et helt dagligdags niveau når magelighed disponerede ham for sofaen, var det hende, som sendte ham hen til skrivebordet.

Det realistiske gennembrud

Den store Ibsen-biograf Michael Meyer sætter som epigraf til kapitlerne om Ibsens modne år Gustave Flauberts anvisning til kunstneren: "Vær regelmæssig og almindelig - vær borgerlig i dit liv, så du kan være drastisk og original i dine værker." ("Henrik Ibsen", side 408) Det synes at være ganske rammende. Ibsen opretholder en høj arbejdsdisciplin på sin rejse rundt i Europa, og han udvikler sig konstant. Han introducerer realistiske passager i "De unges forbund" fra 1869, han opgiver verseformen til sine læsedramaer i det historiske epos "Kejser og Galilæer" fra 1873, og rejsen væk fra romantikken fuldbyrdes i "Samfundets støtter" fra 1875, det første entydigt realistiske stykke. "De unges forbund" betragtes som en parentes og et overgangsværk.

" Kejser og galilæer" anser han selv for sit hovedværk, men både samtiden og eftertiden har haft en tendens til at overse det, måske fordi det er en uregerlig mastodont med mere end hundrede roller, som det tog mere end syv timer at gennemspille, da Det norske teatret (en scene for nynorsk dramatik - ikke at forveksle med Det norske teater i Bergen eller Kristiania norske teater) satte det op i en stærkt barberet version.

"Samfundets støtter" betragtes som det mindste i hans realistiske produktion, men de elve stykker, som følger herefter, cementerer hans ry som periodens og en af alle tiders største dramatikere. Han eksponerede det idealistiske blændværks hverdagsbetydning i familierne og ægteskaberne, den moralske perversion og degeneration, som var bagsiden af den borgerlige medalje. Han så og viste, hvad forstenede dogmer, ritualer og kulturer gjorde ved mennesket. Hvis han med romantikken fejrede ideernes verden, så kigger han med realismen efter virkeligheden bag facaden. Det var uendeligt sikkert og veludført, med en usvigelig forståelse for personer og det kompleks, som vi reducerer til forestillinger om samfund og virkelighed. Stilen kom med stoffet og hans erfaring som læser, skriver og teatermand. Han siger ikke bare farvel til det historiske stof og verseformen. Han opgiver alle de små dramaturgiske tricks, som var blevet slidt tynde i det romantiske teater: de evindelige intriger, eksklamationer, monologer og afsides replikker. Frem dukker en næsten klassisk skabelon: en nært forestående og afgørende begivenhed fortætter handlingen og garanterer en underliggende spænding. Baggrundshistorien bliver brudt ned til let fordøjelige stykker, som føjes til dialogen uden at sænke fremdriften og fremmaner en dirrende og betydningsmættet kontrast til handlingsplanets udsigelser. Frem står et, som forfatterskabet skrider frem, mere og mere tilfredsstillende og mangefaceteret billede af individet og de regulativer, som trækker i det.

Beslægtede forfatterskaber

Ibsens teater ligger et sted i hele det enorme rodnet, som føder russeren Stanislavskis teorier om realistisk skuespil, som igen danner baggrund for Lee Strasbergs berømte Method Acting, der tæller en god del af de sidste 50 års Hollywoodstjerner blandt sine elever fra Paul Newman over Marilyn Monroe til Jane Fonda. Hans værker har inspireret til malerier (Edvard Munch "John Gabriel Borkman") og symfonier ("Peer Gynt" af Edvard Grieg), og de er blevet genstand for talrige filmatiseringer. Hvis man går ind på den officielle hjemmeside Ibsen.net og tjekker aktivitetskalenderen kan man se, at han spiller på teatre over det meste af verden. Næst efter Shakespeare sætter jeg uden at tøve Ibsen højst, erklærede den italienske nobelprisvinder Pirandello ("Henrik Ibsen", side 824), og det afspejler også meget godt hakkeordenen i teaterverdenen. Angiveligt er det kun samme Shakespeare, som er mere opført end Ibsen. Hans betydning for litteraturen har været betydelig. Rainer Maria Rilke hylder ham i en lang passage i "Malte Laurids Brigges optegnelser". James Joyce forsynede en engelsk udgave af "Gengangere" med et efterord. Som kulturpersonlighed er han dyrket som få i sit hjemland med Ibsen-festivaler, -priser og -huse, og kanoner og pensa. Som dansker kan man glæde sig over, at man kan læse ham på originalsproget. Han skrev på dansk og blev udgivet på Gyldendal i København. Det er nordmændene, som har haft opgaven med at oversætte ham.