”OSVALD (utålmodig). Ja, far - far. Jeg har aldrig kendt noget til far. Jeg husker ikke andet om ham, end at han fik mig til at kaste op.
FRU ALVING. Dette er forfærdeligt at tænke sig! Skulde ikke et barn føle kærlighed for sin far alligevel?
OSVALD. Når et barn ikke har noget at takke sin far for? Aldrig har kendt ham? Holder du virkelig fast ved den gamle overtro, du, som er så oplyst forresten?
FRU ALVING. Og det skulde bare være overtro?
OSVALD. Ja, det kan du vel indse, mor. Det er en af disse meninger, som er sat i omløb i verden og så –
FRU ALVING (rystet). Gengangere?
OSVALD (går hen over gulvet). Ja, du kan gerne kalde dem gengangere.”
Henrik Ibsen: "Et dukkehjem og fire andre skuespil", side 153.
Den får heller ikke for lidt: Osvald Alving har været i Paris i et forsøg på at sparke gang i en kunstnerkarriere. Uden den nødvendige livskraft, syg og måske heller ikke med noget stort talent vender han hjem til familiens landejendom ved en fjord i det vestlige Norge og rapporterer fra bohememiljøet, at mange kunstnere lever på polsk med deres damer. Den lokale præst pastor Manders er rystet, og han taber kæben ned på brystet, da Osvald forsvarer det og hævder, det til enhver tid er langt bedre at leve i et kærlighedsforhold uden papirer end at leve med papirerne i orden uden kærlighed. Samliv udenfor ægteskab. Fy føj. Men det er ikke nok for Ibsen - som sagt får den alt, hvad den kan trække - den gode familie Alving har nemlig nogle grumme spøgelser i sin ikke altfor fjerne fortid. Osvalds afdøde far, en afholdt egnshøvding havde ikke just holdt sin sti ren, og ægteskabet med moren havde ikke været nemt for nogen af dem. Da Osvald forelsker sig i tjenestepigen Regine Engstrand vælter ligene ud af skabene med incest, utroskab og syfilis.
Man havde, for nu at sige det mildt, ikke hørt magen! Ægteskabet som hylster for alskens råddenskab, mens liderlige kunstnere kunne leve på polsk uden det tilsyneladende rørte forfatteren!
Ibsen var tilbøjelig til at tage kritikken med en skuldertrækning. Han havde før været udsat for hysteriske reaktioner, det havde nærmere været reglen end undtagelsen, men han var afhængig af, at boghandlerne førte hans bøger, og han følte sin person beklikket i kritikken. I sit næste stykke "En folkefjende", som kom allerede året efter, tog han til genmæle.
Henrik Ibsen
Han begejstrede og forargede sin samtid. Han begejstrer sin eftertid. Ingen dramatiker ud over Shakespeare er mere spillet på alverdens teaterscener, men i modsætning til den store barde, skrev nor...
Læs hele forfatterportrættet
