Oscar Wilde

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2020

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2009

Det er ikke alle klassikere, der er morsomme. Og det er ikke alle morsomme forfattere, der bliver klassikere. Geniet, festaben og skønhedsdyrkeren Oscar Wilde havde det ekstra, som gør at teaterpublikum over hele verden igen og igen samles i salene for at grine til netop hans komedier og læseheste lader sig bedåre af netop hans åndrigheder. Fejret som få i sin samtid var han også en skandaløs livsnyder og homoseksuel, som fordærvede det bedre borgerskabs sønner. Det hele kom for dagen i en celeber retssag, som forvandlede hans berømmelse til fordømmelse og kronede hans liv og værk med en martyrglorie.

Baggrund

Oscar Wilde var en stilfuld figur, en modsætningsform, en protestant, som flirtede med katolicismen, en bøsse i et heteroseksuelt ægteskab, en hyperæstet med folkelig gennemslagskraft, en berømmelse, som bar rundt på sit eget fald.

”Da jeg levede og havde et menneskeligt Hjerte, svarede Statuen, vidste jeg ikke hvad Taarer var, for jeg boede i Slottet Sans Souci, det Navn betyder Sorgenfri, og i det Slot er Sorgen forment Adgang. (…) nu da jeg er død, har de sat mig her op, saa højt, at jeg kan se al den Hæslighed og Elendighed, der er i min By, og skønt mit Hjerte er af Bly, kan jeg ikke andet end græde over det.”

Oscar Wilde: “Den lykkelige prins”, i “Æventyr”, side 18.

Han blev født den 16. oktober 1854 i Dublin og døbt Oscar Fingal O’Flahertie Wills Wilde. Han var søn af øjen- og ørelægen Sir William Wilde og digteren Lady Jane Francesa Wilde kendt under pseudonymet Speranza. Han havde en ældre bror, Willie, og en yngre søster, Isola, samt tre halvsøskende på sin fars side. Familien var velhavende. Han gik på byens fornemste skole. Moren holdt saloner for Dublins parnas. Digteren Bernhard Shaw var en af de personligheder, som Wilde mødte i sit barndomshjem. Wilde fortsatte fra byens fornemste skole til landets fornemste universitet, Trinity College og fra landets fornemste universitet til verdens fornemste universitet, Oxford. Han digtede. Han interesserede sig for kunsthistorie og græsk. Han var inspireret af den romantisk lidenskabelige og religiøst påvirkede bølge af britiske malere kaldet prærafaelitterne og de beslægtede “stofligt sensuelle” digtere Keats og Swinburne. Han flettede sin klassisk kulturelle indsigt og lyriske evner sammen i digtet “Ravenna” og blev belønnet med en pris på universitetet, The Newdigate Prize. Han dimitterede i 1878 med den højeste udmærkelse, ‘First in Greats’. “På en eller anden måde vil jeg blive berømt. Og hvis jeg ikke bliver berømt, så berygtet”, udtalte han med profetisk kraft.

Foto: Ritzau Scanpix

Født
16. oktober 1854 i Dublin, Irland.
Død
30. november 1900 i Paris, Frankrig.
Uddannelse
1871-74, klassisk filologi, Trinity College, Dublin. 1874-78 studier i bl.a. græsk og kunsthistorie, Magdalen College, Oxford.
Debut
Ravenna, 1878.
Litteraturpriser
Newdigate Prize (pris uddelt af universitet i Oxford) for digtet Ravenna, 1878.
Sidste udgivelse
Nattergalen og rosen & Sfinksen uden hemmeligheder. Novellix, 2020. (The nightingale and the rose, 1888) (The sfinx without a secret, 1894). Oversat af Mette Egerod. Novelle.

Oscar Wilde blev mere dekadent og moderne. Han dyrkede kunsten og løgnen som en højere sandhed: Naturen formede sig i kunstens billede og ikke omvendt. Løgnen antog sit eget liv, hvis man insisterede på den. Den smukkeste løgn var “skønne usande ting”. I den forstand var løgnen kunst og kunst en løgn og den smukke løgn sand og virkelig og kunst.

Han udviklede synspunkterne i lange essays. Han foredrog om dem, han formede sig efter dem. Han var periodens kultiverede svar på firsernes yuppie og nullernes metroseksuel, et forfinet, tvekønnet storbymenneske med langt hår, slyngkappe, nellike i knaphullet og hvide manchetter. Han var en dandy, men uden helt den samme vægt på spleen og depression, som den franske dandy – formet i digteren Charles Baudelaires billede. Wilde var nærmere et skuespil og en fest i sig selv, et krukket kunstværk, vittig og veltalende, charmerende og forførende. Gilbert & Sullivan brugte ham som model for poeten Bunthorne i en af deres berømte operetter, “Patience” (1881). Der var bud efter ham fra USA. Han drog af sted. Han var 28 år gammel. “Jeg har intet at deklarere ud over mit geni”, erklærede han i tolden. Så var stilen lagt. Han rejste rundt på foredragsturne i Det Vilde Vesten og forkyndte kunst for kunstens skyld i silkestrømper, knæbenklæder og små spidse laksko med guldspænde. Da han kom tilbage til England flyttede han fokus fra foredragsvirksomheden til dramaet. Han havde allerede prøvet sig med ét stykke, “Vera” (1880), som i 1883 var blevet sat op i New York uden succes. Nu gjorde han et nyt forsøg. Men stadig uden held. Som enhver dekadent forfatter med respekt for sig selv havde han et eskorbitant overforbrug og oplevede en hovedpineskabende kløft mellem sine indtægter og sine udgifter. Der var hele tiden noget nyt og smukt, der skulle købes, en ny sansepirring, som skulle afprøves, endnu et selskab, som skulle afholdes.

I 1884 giftede han sig med den tre år yngre og anderledes jordbundne Constance Lloyd. Hun arvede en større sum efter sin farfar. Wilde skabte en stabil indkomst som journalist. De fik to børn. Formentlig var det med dem i tankerne, han skrev fire små eventyr. Han udgav dem i 1888 under titlen “The Happy Prince and Other Tales” og oplevede en pæn succes, måske fordi de til forskel fra hans tænkning i øvrigt var moralske og opbyggelige i overensstemmelse med den snerpede Victoria-tids krav. Som hos H.C. Andersen – og formentlig inspireret heraf – lånte han stemmer til umælende ting og dyr, planter og træer og gav underfundige kig ind i den menneskelige natur. I den danske litteraturkritik blev eventyrene for mange år siden affejet som ubetydelige af Henning Kehler (forordet til “Kunstneren som kritiker”, side 7) og for ikke så lang tid siden blev de kaldt meget undervurderede af Bo Green Jensen (“Det første landskab”, side 15).

I 1891 mødte han sit livs kærlighed Lord Alfred Douglas (Bosie) og erkendte dermed sin homoseksualitet. Da deres forhold blev almindelig kendt, beskyldte Lord Alfreds fader Wilde for at have perverteret hans søn. Lord Alfred Douglas, som hadede sin fader, tilskyndede Wilde til at sagsøge faderen for bagvaskelse. Da homoseksualiet på den tid var ulovligt, tabte Wilde imidlertid sagen og blev i maj 1895 idømt to års strafarbejde. Efter løsladelsen forsøgte Wilde at genoptage sin karriere, men uden held. Han døde 46 år gammel den 30. november 1900 i Frankrig og blev begravet på kirkegården Père-Lachaise i Paris.

Udvalgte bøger

Billedet af Dorian Gray
Der hvor folkeviddet, fodboldkommentatorer, forfattere og andre indfanger tilværelsens paradokser og paradoksernes tilværelse i elegante, sproglige figurer, fanger de som regel også vores interesse...
Læs mere om bogen

De Profundis og The Ballad of Reading Gaol

Oscar Wilde var livet igennem omgivet af berømte mennesker og unge, smukke bøsser. I de første år af ægteskabet med Constance var forholdet til det sidste platonisk, men på det tidspunkt, hvor “The importance of Being Earnest” kom op, havde han igennem længere tid haft et forhold til den unge billedskønne sir Alfred Douglas kaldet Bosie. Kort efter premieren modtog Wilde et kort fra Bosies far, den koleriske markis af Queensbury, som påpegede, at Wilde mindede om en ‘somdomit’. Selv om markisen ikke kunne stave til sin fornærmelse, fangede Wilde den alligevel og stævnede ham for injurier. Det virkede overmodigt. Han havde netop tilbragt et par måneder i Algier sammen med Bosie og den unge franske forfatter og senere nobelprismodtager Andre Gide, og hans ekstravagante livsstil var velkendt. Måske var det hans store succes ved teateret, som fik ham til at føle sig usårlig. I hvert fald tabte han sagen, som blev fulgt af en modstævning, der igen endte med at Wilde blev dømt for homoseksualitet – forbudt ved lov dengang.

”Jeg havde mistet mit Navn, min Lykke, min Frihed, min Formue. Jeg var Fange, en fattig Mand. Men endnu havde jeg mine Børn tilbage. Da blev også de pludselig taget fra mig på Lovens Bud. Det var et Slag saa lammende, at jeg ikke vidste af mig selv. Derfor kastede jeg mig på Knæ og bøjede mit Hoved, jeg græd og sagde: Jeg er ikke værdig til Herrens Legeme. Et Barns Legeme er som Herrens Legeme, ingen af dem er jeg værdig til! Jeg tror det var det øjeblik som frelste mig.”

Oscar Wilde: “De Profundis”, side 42.

Fra fængslet Reading Gaol skrev han et brev, som i kraft af hans berømmelse og den profilerede retssag afstedkom en vis interesse, da fragmenter af det dukkede op nogle år efter forfatterens død, og igen da det mange år senere forelå i sin helhed. Halvtreds sider langt med titlen “De Profundis” fra 1905 (“De Profundis”, 1962) er det en sønderlemmende kritik af elskeren Bosie, der fremstår som den mest intrigante rendestensfisselette, der nogensinde har fået lov til at ødelægge tilværelsen for et følsomt gemyt som Wilde, men det er også et vigtigt dokument i forståelsen af æsteten Wildes udvikling. Muligvis er det et udslag af selvsuggestion, muligvis er det modvilje mod at indrømme et nederlag og fremstå som taber, i hvert fald finder Wilde en ny mening i fængslet, i lidelsen og fornedrelsen. Han påkalder Biblen, Shakespeare og Goethe. Fra den sidste citerer han: “Den, som ej vædede sit brød/ med tårers flod, og som mod aften/ ej sad og græd på sengens kant/ han kender ikke guddomskraften.” (side 33). Wilde tuder selv en masse i sin celle, men hvor alt i starten af hans fængselsophold var den rene elendighed, er tårerne på det tidspunkt, hvor han skriver til Bosie, udtryk for, at han har “fundet ind til noget af det, som gør livet allermest værd” for nu at citere en anden klassiker. Wilde har nået en eksistentiel erkendelse, fået øje på endnu et sæt kiasmer og oxymoroner, på situationens iboende modsætninger og tilsyneladende selvmodsigelser. Hans nederlag er sejrrigt, hans smerte sødmefuld, hans deroute sjælens frelse, hans fald en opstigen eller med andre ord: Tag den, Bosie-som-er-så-hul-og-overfladisk-ikke-at-være-i-fængsel!

Efter straffen er udstået kommer så Oscar Wildes svar på Johnny Cashs “San Quentin”: “The Ballad of Reading Gaol” fra 1898 (“Balladen om Reading Tugthus”, 1955), et langt dystert-romantisk protestdigt, som inspireret af en medfanges hængning gør op med det engelske fængselsvæsen. Følelsesladet og politisk i modsætning til resten af forfatterskabet bevægede det kritikerne til at mene, at det var noget helt særligt. Et andet synspunkt er, at den overfladiske Wilde er langt dybere end den nedbrudte tugthuskandidat med sine versefødder i kæder af rim: “I Reading Tugthus er en Grav/ hvori en stakkels mand/ hvis synd var stor, fortæres nu/ af griske flammers tand./ Hans grav er navnløs, Linet Valk,/ der æder som en brand.” (“Balladen om Reading tugthus”, side 16)

Det gør en forskel at være sjov

Oscar Wildes åndsfæller i dyrkelsen af kunsten for kunstens skyld betonede abstraktioner og suggestioner og formsprog i digtningnen og mental krise, drømme og indre liv i scenedramaerne – akkurat som Knut Hamsun i den samme periode redefinerede realismen med beskrivelser af bevidsthedsstrømme, drømme, kunstfrembringelser og hallucinationer i forsøget på at skabe flerdimensionelle, psykologiske portrætter i sine romaner.

I et interview med Politiken (24. februar 2007) bemærker den islandske forfatter Hallgrímur Helgason: “Islandsk litteratur er Hamsun, som er gået Wilde (jeg taler om Oscar Wilde – vi synes, Hamsun er kedelig, og Wilde er sjov.)”

Man har svært ved at forestille sig Helgason eller nogen som helst anden forfatter sige, at deres lands litteratur er ‘Hamsun gået Mallarmé eller Baudelaire’, selv hvis de pågældende forfattere havde haft et navn, som var egnet til det lille ordspil – for hvorfor skulle noget land gøre det? De er lige så lidt sjove som Hamsun. Det ville være usjovt i anden potens. Af samme grund vil der heller aldrig være noget land, som er ‘Hamsun gået Johannes Jørgensen eller Sophus Claussen’ med et par eksempler fra den danske dyrkelse af kunsten for kunstens skyld (som herhjemme var mest kendt som symbolisme).

Når Wilde holder i dag, når han er mere populær og dyrket end hans samtidige åndsfæller, er det formentlig, fordi han var en guddommelig løgnhals og en uforbederlig festabe, fordi han lagde vægt på myter, tvetydigheder, absurditeter, paradokser, vid og bid, fordi han ikke lod sin kreativitet underkaste en kunstnerisk dogmatik, fordi han kort sagt var sjov.

Inden sin død på et hotelværelse i Paris betroede han værten: “Jeg har lagt mit talent i mit forfatterskab, men mit geni i mit liv”. I det mellemliggende århundrede er hans popularitet ikke holdt op med at vokse. Efter sigende er han den mest citerede og biograferede person fra det nittende århundrede efter Nietzsche og Napoleon. Han er et ikon for bøsser. Han er en national stolthed i Irland. Han er en klassiker på teatrene. Hans liv og værker er filmatiserede. Wildes landsmand, digteren og dramatikeren Brendan Behan, lod sig inspirere af hans fald til en lang ode. Vi afrunder med de fine afsluttende strofer:

“Lust left behind him gem without lustre no Pernod for a stiffener but cold holy water the young king of beauty Narcissus broken. But the pure star of Mary as a gleam of the ocean.

Envoi Sweet is the way of the sinner, sad, death without God’s praise. My life on you, Oscar boy, yourself had it both ways.”

Fra “The Cambridge Companion to Oscar Wilde”, side 290.