Hallgrímur Helgason

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
april 2024
Anne Vindum
cand.mag., 2013

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2010

Islandske Hallgrímur Helgasons gavflabroman “101 Reykjavik” var lidt af en verdenssensation – i hvert fald på de her breddegrader. Rablende morsom og hæsblæsende opleves medie og forbrugersamfundet gennem øjnene på en sarkastisk dagdriver. Skabelonen gentages i de næste bøger: En idiosynkratisk særling, som ikke har fået røven med sig ud af moderniteten, lader sin frustration få luft. Resultatet er originalt og tegner et billede af sin tid og fortid, som er relevant langt ud over Islands grænser.

Baggrund

Hallgrímur Helgason er ikke bare en markant forfatter, han er en kulturparabol af et ekstraordinært omfang, en kunstner med et vidtfavnende udtryk, en provokatør med profetisk anslag og en kilde til tåreblændet fortvivlelse for hans hårdtprøvede landsmænd. Han bliver ofte interviewet, og det er ikke tilfældigt, at han ind imellem er genstand for spørgsmål som: “Kan – og bør – man kunne gøre grin med alt?” [2] og “Hvor fredløs er du på Island?” [1]. Født i 1959 i Reykjavik er han kaldt en faderfigur for Islands Generation X og hans gennembrud til et internationalt publikum udtryk for den paradoksale, ærkepostmoderne forskydning af centrum ud i periferien, som gør det helt forventeligt, at udkantsområder kaster verdensstjerner af sig og at byer som Bristol, Sheffield, Glasgow, Seattle og Reykjavik skaber en scene med international gennemslagskraft.

”Yankee’erne sørgede siden for os i halvtreds år med soldater, penge, fjernsyn og sukkerfoder og forsvandt ikke, før lille Bush var kommet ud i sit hjørne af historien i Irak. Han fik brug for alt sit mandskab, og basen ved Keflavik blev lukket sommeren 2006. Og så var vi islændinge helt utilsigtet og under et omfattende klynkeri endelig blevet en selvstændig nation. Frie og uden hær for første gang siden året 1262. Det var naturligvis mere, end vi magtede, og to år efter var landet gået bankerot.”

”Kvinden ved 1000°”, s. 394.

Foto: Christian Reinholtz

Født
Den 18. februar 1959 i Reykjavik, Island.
Uddannelse
Islands Kunsthåndværkerskole i Reykjavik, 1979-80. Akademie für die Bildenden Künste, München, 1981-82.
Debut
Hella, 1990.
Litteraturpriser
Islands litteraturpris, 2002.
Seneste udgivelse
Tres kilo kæberaslere. Lindhardt og Ringhof, 2024. (Sextíu kíló af kjaftshöggum, 2021). Oversat af Kim Lembek.
Inspiration

Efter at have uddannet sig på Reykjaviks Kunsthåndværkerskole og Kunstakademiet i München fra 1979 til 1982 arbejdede han fra 1983 til 1990 primært som billedkunstner. Herefter udvidede han udtrykket og har fungeret som radiovært, stand up-komiker, digter, debattør og forfatter til og oversætter af skuespil. Han udviklede sig til en offentlig figur, nemt genkendelig som den lange skaldede med hatten – altid hatten – han køber en om året.

Som forfatter gjorde han første gang opmærksom på sig selv i 1990 med romanen “Hella”. På dansk foreligger hovedværkerne “101 Reykjavik”, “Islands forfatter”, “Stormland” og ”Kvinden ved 1000°”.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Digt på engelsk om finansvikingerne og det økonomiske kollaps.

Udvalgte bøger

Hella og Things Are Going Great

Hallgrímur Helgasons debutroman “Hella” fra 1990 er fortællingen om den fjortenårige Helga Dröfns, der er på vej mod voksendom. Hun går igennem en række teenageoplevelser med druk, arbejde og tab af sin bedstemor. Fortælleren er neutralt registrerende og spejler hendes forvandling i omgivelserne, den sovende lillesøsters uskyld og Heklas udbrud, samtidig med at hun mister sin mødom. Helgason afholder sig fra at gå ind i Helgas tanker og følelser – ganske atypisk for den retning, forfatterskabet siden tager. Allerede i den anden roman “Things Are Going Great” fra 1994 om den opportunistiske sanger og skuespiller Ragnheidur Birna er kritikken ekspliciteret og stilen blødt op med biografiske og sladderjournalistiske pasticher. Helgason skildrer Birna med udtalelser fra venner, bekendte, familie og elskere. Hun oplever karrierens højdepunkt, da hun optræder topløs for Arnold Schwarzenegger ved et show i Las Vegas. Hun bliver berømt i Island, da hun falder af en hest og brækker ryggen under optagelserne af en b-film. Det er en skildring af middelmådighedens triumf og introduktionen af et af forfatterskabets dominerende temaer: den moderne materialisme og mediekulturs gennemslag på Island.

For mere om “Hella” og “Things Are Going Great” læs artiklen “Made in Iceland” på https://bokmenntaborgin.is, som ovenstående gengivelse bygger på.

Genrer og tematikker

“Islændinge har et næsten troende forhold til humor, og på den måde er vi lidt anderledes end resten af Skandinavien. Det værste, man kan sige om en islænding, er, at han ikke har humor. Jeg ved, det lyder pralende, og jeg undskylder over for det danske folk. Jeg ved, I også kan være morsomme. Men jeg taler om humor som en nødvendighed for overlevelse. Måske har det noget at gøre med de barske forhold, vi har måttet leve under i århundreder af iskold isolation. Humor var en måde at overleve på. Og så gætter jeg på, at vi i høj grad kan takke vores irske blod for vores humor. Vikingerne som forlod Norge i år 874 gjorde holdt i Irland, hvor de valgte de smukkeste piger til hustruer og fortsatte med dem op til Island (dette er også grunden til, at vi har haft tre Miss Universe, mens Irland aldrig vil få en). Islændinge er en blanding af keltisk og skandinavisk kultur. Islandsk litteratur er Hamsun, som er gået “Wilde” (jeg taler om Oscar Wilde – vi synes, Hamsun er kedelig, og Wilde er sjov).” [2].

Hvis Hallgrímur Helgason stikker lidt til sine landsmænd i sine bøger, er han til gengæld deres mest loyale ambassadør i sine artikler og interviews i udenlandske medier, tonen bliver mildere, ligefrem kærlig. For eksempel er der ikke noget i vejen for at fremhæve, at Island har fået tre Miss Universe gennem tiden, selv om konkurrencen er et af de mest syntetiske mediefænomener overhovedet og indbegrebet af alt, hvad Helgason lægger afstand til i romanerne. Selv om man fornemmer et glimt i øjet og en ræv bag øret, så er der også en ægte fornøjelse over alle islændinges yndlingshistorie, om hvordan de blev grundlagt som folk af en håndfuld hårdføre norske vikinger, som på deres vej op til sagaøen nappede de smukkeste kvinder i Irland og dumpede de svageste besætningsmedlemmer på Færøerne. Det gav dem deres helt specielt gode udseende, sammen med humoren, forstås, den keltiske humor, som jo også ligger et par niveauer over, hvad man ellers møder i Skandinavien.

Helgason er næsten beklemt over, hvor meget sjovere islændinge er end danskerne og må gøre undskyldningerne for det undervejs i det citerede interview med Politiken. Det er ikke sjovt, fordi det er rigtigt (og på den måde er det faktisk en selvmodsigelse), i hvert fald når det kommer til Helgason selv.

Til spørgsmålet om man kan og bør gøre grin med alt, anført i indledningen, svarer Helgason naturligvis ja. Med hensyn til, hvor fredløs han føler sig på Island, misforstår han muligvis den norske interviewer, men svaret giver en ide om, hvor han selv befinder sig: “- Vel, er ikke så rastløs nå for tida, i familien har jeg funnet en mening med livet i tillegg til å skrive bøker og male bilder.” [1].

Beslægtede forfatterskaber

Når vi taler om store realister, som prøver sig af i krimifeltet, kommer Peter Høegs "Frøken Smillas fornemmelse for sne" automatisk i hu, og er Helgason en af de få skandinaver, som kan drømme om at nå et tilsvarende niveau, så gør han det ikke i "Lejemorderens guide …" - fordi han vælger farcen eller farcen vælger ham.

Halldór Laxness er en åbenbar reference. ”Islands forfatter” skriver sig op imod Laxness og understreger, i hvor høj grad alle forfattere efter Laxness nødvendigvis må forholde sig til ham. Som de i øvrigt må forholde sig til sagaerne, der også ligger og ulmer under alle hans bøger. I ”Stormland” er der også klare referencer til litteraturhistorien: Ridtet over Island citerer “Don Quixote”, undervejs samtaler bogen med “De islandske sagaer” og ekko fra andre værker, blandt andet en finurlig omskrivning af Allen Ginsbergs programdigt for beatgenerationen, “Howl”, og en aforistisk klarhed i replikkerne, som leder tankerne hen på Oscar Wilde: “Når kærligheden er død, er det ingen sag at elske.” (s. 279).

Helgason har flere gange betegnet islandsk litteratur som “Hamsun gone Wilde”, en krydsning mellem malende norsk realisme og elegant irsk vid, og ingen passer bedre på den beskrivelse end ham selv.