”Og det var altid godt at tænke på håndgranaten i sin taske, når det blev sent på aftenen, og de der starutter fulgte efter en hjem. Nu har jeg den på natbordet eller mellem benedderbenene, ligger på det tyske stålæg som en efterkrigshøne i håb om at udruge noget afkom. Og det ville vist falde på et tørt sted, så vattet samfundet er blevet, fuldstændig blottet for vold. Alle har godt af at miste facaden på deres hus, høre det brænde knitrende i et barn eller se sin elskede blive skudt i ryggen. Jeg har altid haft det lidt dårligt med folk, der aldrig har skrævet hen over et lig.”
”Konan við 1000°”, s. 10.
I skift mellem fortællinger fra livet i garagen og tilbageblik på det lange liv oprulles Herbjørgs historie, som den ses fra livets slutning. Hun blev født i de islandske vestfjorde i 1929. Som ambassadørbarnebarn boede hun en tid i København og kom senere til Tyskland, hvor hun blev udsat for overgreb, sult og pinsler under Anden Verdenskrig. Efter krigen var hun og hendes far ikke velkomne i præsidentboligen på Island, hvor hendes farfar var præsident, så de flygtede til Argentina. Ungdomsårene tilbragte hun bl.a. i Paris og Hamburg, hvilket indebar et kys fra en meget ung John Lennon.
Den lange roman giver detaljerede beskrivelser af livet under Anden Verdenskrig, både med fokus på de efterladte kvinder og børn og på livet ved fronten og i de store skove østpå. Særligt livet hos dem, der ikke var i krig, beskrives: frisiske kvindesamfund uden mænd, kvinder der var tvunget ud i prostitution for at redde deres mænds liv, børn uden fædre osv. Alle krigsfanger i deres eget liv.
Med blikket rettet både mod Island og resten af verden kritiserer romanen Islands passive holdning under krigen og den manglende forståelse af krigens rædsler. Ærgerrige islændinge glæder sig over at kunne importere amerikanerbiler uden at se amerikanernes tilstedeværelse i en større kontekst.
Også Islands ”ekspansionsvikinger”, der havnede i bundløs gæld efter det økonomiske krak i 2008, får over tuden. Helgason er skarp i sin kritik og mild i sit portræt af gamle Herbjørg, der har set så meget af verden. Sin faders hjerte, symboliseret ved den håndgranat hun fik af ham under krigen og har gemt på hele livet, knuger hun i hænderne, da livet langsomt ebber ud.
Romanen er en ”opdigtet fortælling”, der bygger på præsidentbarnebarnet Brynhildur Georgía Björnssons liv, hvilket har udløst en del kritik i Island om, hvor mange elementer fra et levet liv, man kan tillade sig at bruge i fiktionen. Bogen er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013.
Hallgrímur Helgason
Islandske Hallgrímur Helgasons gavflabroman “101 Reykjavik” var lidt af en verdenssensation – i hvert fald på de her breddegrader. Rablende morsom og hæsblæsende opleves medie og forbrugersamfunde...
Læs hele forfatterportrættet
