Peter Høeg

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2020
Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., 2018

Hovedforfatter

Pia Andersen Høg
cand.mag., 2020

Peter Høeg er en af dansk litteraturs mest mystiske skikkelser. Han brød igennem med et brag og blev udråbt til at være H.C. Andersens, Karen Blixens og Søren Kierkegaards arvtager. Han er et af de store største danske navne på den internationale, litterære scene, men han indtager sjældent positionen i spotlyset. Høeg er en stor sprogkunstner, men han er omstridt herhjemme; er hans genreblandende civilisationskritik banal eller genial? Høeg spiller ikke efter tidens toner, og råber op om den vestlige kulturs mislyde.

Baggrund

Peter Høeg er opvokset på Christianshavn i et trygt middelklassehjem, faderen Erik var jurist, moderen Karen lektor i latin og tysk. Som barn svingede han sig i lysekronen med sin lillebror, og han blev smidt ud af den fine Bording Friskole for det, han selv kalder ’unoder’: ”Det var kun et meget lille bål”. (Poul Blak: “Peter Høeg”, side 49).

”Alle de mennesker, jeg har nævnt, de peger på det, der er døren ind til deres yndlingsværelse, og inde i det værelse er Jesus eller Schuberts sange eller den statskontrollerede prøve efter niende klasse eller en udstoppet bjørn eller fast arbejde eller et rosende klap bagi, og selvfølgelig er mange af de værelser fantastiske.”

“Elefantpasserens børn”, s. 13.

Peter Høeg var i ungdomsårene en habil fægter og bjergbestiger, men han var utilpasset og utilpas. Den stemning fortog sig først, da han som 25-årig, midt i sin universitetsuddannelse, stak til søs. På havet lærte han netop at give slip på ambitionen om at passe ind.

Han fik sin magisterkonferens i Litteraturvidenskab i 1984, hvor et bifag i idræt gav det til kroppen, som litteraturstudierne gav til hovedet. I årene efter pendlede han mellem forskellige jobs og verdensdele. Han har været underviser på Odense Universitet, danser og medlem af en teatergruppe i Tanzania.

Foto: Robin Skjoldborg

Født
Den 17. maj 1957 i København.
Uddannelse
Matematisk studentereksamen fra Frederiksberg Gymnasium i 1976. Mag.art. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1984.
Debut
Forestilling om det tyvende århundrede. Rosinante, 1988.
Litteraturpriser
Weekendavisens Litteraturpris, 1988. Palle Rosenkrantz Prisen, 1992. Kritikerprisen, 1993. Glasnøglen, 1993. Bog & Idé-prisen, 1993 og 1996. Boghandlernes Gyldne Laurbær, 1994.
Seneste udgivelse
Unity of knowledge : scrapbook from the Niels Bohr Institute. Niels Bohr Institute / Strandberg Publishing, 2020. (53.6).
Inspiration
Mange forfattere, samt sin åndelige mentor Jes Bertelsen.

Selv nævner Peter Høeg to afgørende øjeblikke, der gjorde ham til forfatter: Det ene, da han som 21-årig havde held med at skrive sig ud over en kærestesorg. Det andet øjeblik indtraf, da han var 26 og fik idéen til debutromanen “Forestilling om det tyvende århundrede”. Han besluttede sig for at skrive hver dag, indtil bogen var færdig: ”… jeg oplevede et gennembrud til noget inde i mig selv. Og det var jo vel at mærke fire år før bogen udkom. Men fra da af vidste jeg, at jeg var forfatter.” (Poul Blak: ”Peter Høeg”, side 53-54).

I 1988 udkom kæmperomanen så, og kritikerne var enige om, at her var en debutant af et helt ekstraordinært format. Læserne var stadig relativt få, men succesen accelererede de følgende år, og kulminerede med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” i 1992, hvor Peter Høeg fik hele verden som publikum. Pludselig var han centrum for den litterære opmærksomhed, og den fik han konkret at føle, da han udgav den gruopvækkende kostskoleberetning “De måske egnede”, der udløste omfattende kultur- og uddannelsespolitisk debat og måske – spekulerede pressen – var regulært selvbiografisk.

I 1996 udkom ”Høeg-feberen rasede dog langsomt ud, og den følgende roman Kvinden og aben”, hvorefter fik en lunken modtagelse. Så forsvandt Peter Høeg holdt ti års pause, i ti år, indtil han gjorde comeback med “Den stille pige” i foråret 2006. ”En krads kritik gjorde, at han igen holdt en pause frem til 2010, hvor Elefantpasserens børn” fra 2010 viste en hidtil udset humoristisk side af Høeg. I 2014 udkom Peter Høeg-romanen ”Effekten af Susan” og fire år senere ”Gennem dine øjne”.

Millionerne er rullet ind på kontoen, men Peter Høeg har opretholdet en næsten spartansk livsstil. Høeg har oprettet fondet Lolwe, og alle hans forfatterindtægter går via fondet til støtte til kvinder i den 3. verden. I mange år havde han hverken telefon eller tv, og en del af sit tiårige eksil fra den litterære scene har han tilbragt med åndelig fordybelse på Vækstcentret i Nr. Snede. Peter Høeg insisterer på at leve et stille liv med sin familie og fastholder, at han selv som person er ganske uinteressant. : “En så overdreven interesse lever jo af forestillingen om det ualmindelige. Og jeg er ikke ualmindelig. Ved at være til stede i al den almindelighed, alle mennesker har, tager jeg også noget af trykket af opmærksomheden. Og så er det lettere for mig at forsvinde, og jeg forsvinder jo om et øjeblik. Så kravler jeg ned i mit hul og forsvinder i lang tid igen.” [3].

Samtlige af Peter Høegs bøger er angiveligt skrevet i hånden.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Peter Høeg debuterede i 1988 med en roman og har siden kun afveget fra denne genre med novellesamlingen ”Foortællinger om natten”, som udkom i 1990. Et væsentligt karakteristika i forfatterskabet er kombinationen af plotbaseret spænding og encyklopædisk viden om alt fra sne og is til fragtskibes konstruktion, musik og virtuelle virkeligheder. Et andet er de civilisationskritiske moraler, man finder i mange af Høegs bøger. Fra starten af sit forfatterskab har Peter Høeg beskæftiget sig med skildringer af den vestlige kulturs skyggesider, herunder udbytning af naturen, materialisme, tidstyranni og fremskridtsoptimisme.

I løbet af forfatterskabet har åndelighed og ægte samhørighed mellem mennesker fået en stadig større plads. I sine bøger fremstiller Høeg således empati og mødet mellem mennesker som det, der kan redde verden, ligesom fordybelsen er et tematisk omdrejningspunkt. I forbindelse med sin bog fra 2018, ”Gennem dine øjne”, fremhæver forfatteren desuden i et interview, at ikke kun kærlighed og meditation kan være forskellige veje ind i bevidstheden, det samme kan kunsten og litteraturen. Og disse rejser i bevidstheden kan have en vigtig helende effekt og åbne op for nye måder at være til på, hvilket er en af de ting, han udforsker som forfatter: ”Lige siden min første bog har jeg ledt efter muligheden for at åbne et vindue i virkeligheden ind til en anden måde at være til på. I bog efter bog har jeg fortvivlet ledt efter billeder på åbninger i virkeligheden. Førhen har det været sneen, musikken, humoren. Nu er det hjerneskanninger og de ægte møder mellem mennesker (…) Jeg tror på, at kunsten kan være et sådant vindue, en sprække til en anden måde at være på. Ligesom meditation kan være det.” [7].

I de knap 320 år, Peter Høeg har skrevet for offentligheden, har hans bøger fået stort set alle former for modtagelse, og i. – med undtagelse af ligegyldighed. Høeg er en éner, både af sind og i salgstal, og en forfatter, hvis status grænser til det mytiske, på godt og ondt.

I forbindelse med Omhans debutromanen “Forestilling om det tyvende århundrede” skrev Carsten Jensen, at her var en digterfantasi, der er blandt de største i dansk litteratur. Om “Fortællinger om natten” lød det fra Søren Vinterbergi Politiken, at bogen var en dansk, litteraturhistorisk begivenhed i international klasse. Også “Frøken Smillas fornemmelse for sne” og “De måske egnede” blev rost. Dog var der kritiske røyster, blandt andre Informations Erik Skyum-Nielsen, der havde svært ved havde et utal af anker mod “De måske egnede”, blandt andet havde han svært ved at acceptere Peter Høegs simulerede, selvbiografiske markører i ”De måske egnede”. Den kontrovers udgør en stor del af Poul Behrendts “Dobbeltkontrakten” fra 2006, en litteraturteoretisk undersøgelse af grænserne mellem fiktion og selvbiografisk fakta i nyere litteratur.. “Kvinden og aben” blev generelt lagt på is af anmelderne; den havde for meget program og moral, for lidt litteratur.

Nogenlunde samme kritik har mødt “Den stille pige”. Bogen var ventet med spænding, endda så meget, at BT brød en aftale med Peter Høegs forlag og anmeldte bogen før udgivelsesdagen under henvisning til, at en boghandler i Østjylland allerede havde romanen til salg. Enkelte anmeldere var positive, men flere fandt bogen prædikende. Tilsvarende skrev Weekendavisens Lars Bukdahl, der aldrig har brudt sig om Høeg, om ”Den stille pige” gik langt i sin afvisning af romanen, og skrev at den var: “… at sammenligne med James Bond-temaet truttet på lange bedehorn af en falanks af tibetanske munke i meget, meget lang tid (i Nørre Snede)”. (Lars Bukdahl: Hø over hø. Weekendavisen, 2006-05-19).

Modtagelsen af “Den stille pige” kom bag på Peter Høeg og forsinkede arbejdet med opfølgeren et år. Da “Elefantpasserens børn” udkom i 2010 var tonen varmere: Anmelderne var venlige og roste især Høeg for at have genopfundet sig selv som humorist. Men der var også forbehold hos mange; en af Høegs mest velskrivende og vedholdende kritikere, Informations Erik Skyum-Nielsen har denne karakteristik: “(…) et stykke budskabistisk postmodernisme, der under flittig anvendelse af underholdningsromanens formgreb skal belære læseren om fortræffeligheden af spirituel fordybelse.” (Erik Skyum-Nielsen: “Intet menneske er en ø”. Information, 2010-09-10). Indifference er nok det eneste, Høeg aldrig blevet mødt med. d – heller ikke i modtagelse af hans seneste bøger, som også har fået blandede anmeldelser. Peter Høegs ”Effekten af Susan” fra 2014 blev ligeledes mødt af et langt fra enigt anmelderkorps. Mens en anmelder forudså, at romanen kunne blive Høegs store comeback hos de læsere, der synes han havde bevæget sig for langt væk fra det, der kendetegnede ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, mente andre kritikere, at romanen indeholdt for meget konstruktion, for meget hybrid og en lidt for tyk new age-agtig klangbund til for alvor at være overbevisende.

Selv afviser Peter Høeg, at have den endelige kontrol over sine tekster, de kommer alle fra et fælles, kulturelt rum. Og i samme nu udvisker han igen sig selv som person, så kun den særligt Høeg’ske aftryk står tilbage som en myte: “Der er tit en forestilling om, at jeg må have det endelige svar på alt i mine bøger, men det kommer ofte bag på mig, når en læser kommer med en iagttagelse, selv om den virker helt rigtig. Bøger er kollektive processer, hvor man linker sig ind på den kollektive bevidsthed og tapper fra den. Og det, der strømmer igennem én, tilhører alle, selv om man redigerer og styrer det. Det er spontane, ukontrollerede processer.” [3].

Beslægtede forfatterskaber

Peter Høeg er i sit forfatterskab inspireret af en lang række både danske og udenlandske forfattere og benytter sig af en perlerække af intertekstuelle referencer - det vil sige henvisninger til andre litterære værker indskrevet i den aktuelle tekst. Det drejer sig bl.a. om referencer til alt fra Adam Oehlenschläger og Martin Andersen Nexø til Joseph Conrad og Sir Arthur Conan Doyle.

Fra starten af sit forfattervirke er Peter Høegs bøger også blevet koblet sammen med Karen Blixens fantastiske fortællinger – ikke mindst i forbindelse med novellesamlingen ”Fortællinger om natten”, som synes at have Karen Blixens ”Syv fantastiske fortællinger” (1934) som sit forbillede og være en slags pastiche over Blixen-fortællingerne.

En anden inspirationskilde synes fra starten af Peter Høegs forfatterskab at være den colombianske forfatter Gabriel García Márquez og hans magiske realisme, Gabriel García Márquez’ magiske realisme som den bl.a. kommer til udtryk i fra den latinamerikanske krønike “Hundrede års ensomhed” fra 1967.

Peter Høegs særlige kombination af spændingshistorie eller krimiplot sat sammen med faktuelle, leksikale informationer betyder også, at Høeg i sine fortællinger trækker på strukturen fra spændingsromaner og kriminallitteratur.