Martin Andersen Nexø

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2026
Daniel Robert Andersen
cand.mag., 2017

Hovedforfatter

Kirstine Marie Ersbøll
journalist, 2005

Martin Andersen Nexø er Danmarks store proletarforfatter. Han er blevet læst gennem generationer, og mange anser hovedværkerne “Pelle Erobreren” og “Ditte Menneskebarn” for at være blandt det ypperste, der er skrevet på dansk. Romanernes gruopvækkende skildringer af fattigdom og bundløs social uretfærdighed er stærke billeder af det danske samfund omkring år 1900, og hele forfatterskabet er båret af en dyb indignation på vegne af de dårligst stillede. Samfundskritikken ledsages imidlertid af en ukuelig optimisme og en stærk tro på, at de revolutionære kræfter i mennesket til sidst vil sejre.

Baggrund

Martin Andersen Nexø blev født i København i 1869 som fjerde barn i en søskendeflok på elleve. Faderen var af bondeslægt men ernærede sig som stenhugger. Opvæksten var præget af dyb fattigdom, der forværredes af faderens drikkeri, og Andersen Nexø har senere i sine erindringer tillagt moderen æren for, at familien klarede sig.

”Det var hans erfaring, at alle mennesker i grunden var gode; det onde i dem kunne næsten altid føres tilbage til noget bestemt, mens godheden ofte eksisterede på trods af alt. Den ville sejre helt, når tilstandene blev trygge for alle.”

Fra Pelle Erobreren.

Da han var otte år flyttede familien til Bornholm, hvor han hurtigt måtte ud at tjene som vogterdreng. Til trods for, at han var åbenlyst bogligt begavet, kom Andersen Nexø i skomagerlære, men efter en række højskoleophold og en langvarig rekreationsrejse (1892-94) til blandt andet Spanien indså han, at det var forfatter, han skulle være – så han kunne tale de undertryktes sag. Andersen Nexø var dybt berørt af at se, hvordan “livets forurettede” fandtes overalt, og han mente, at underklassen i den forstand udgjorde et fællesskab. Et kraftfuldt fællesskab, som i sidste ende ville sejre.

Foto: Scanpix

Født
Den 26. juni 1869 i København.
Død
Den 1. juni 1954 i Dresden, DDR. Begravet på Assistens Kirkegård i København.
Uddannelse
Skomager, 1889. Friskolelærer, Borups kursus, 1897. Lærerhøjskolen, 1898.
Debut
Skygger (noveller), 1898.
Litteraturpriser
Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers pris, 1923. Nationalpreis für Literatur, DDR, 1951.
Seneste udgivelse
Fira borrijnholmska storrjer. Bornholmiana, 2024. Noveller.
Periode
Det folkelige gennembrud
Genre
Roman
Martin Andersen Nexø. Kulturcentret ASSISTENS, 2017. (7
08)

Partipolitisk engagement blev der dog først tale om efter udgivelsen af ”Pelle Erobreren” i 1910, hvor Andersen Nexø meldte sig ind i Socialdemokratiet. Han brød med partiet i 1918 og var med til at stifte Socialistisk Arbejderparti, det senere Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). I mellemkrigstiden var han aktiv i den internationale socialistiske og antifascistiske bevægelse, og han var med til at tage initiativ til organisationen Frisindet Kulturkamp, som i årene 1935-39 dannede rammen om den kulturradikale modstand mod fascisme og undertrykkelse. Organisationen udgav tidsskriftet ”Kulturkampen”, som blandt andet arkitekten og debattøren Poul Henningsen skrev for. Frisindet Kulturkamp er siden blevet opfattet som en optakt til den danske modstandsbevægelse.

Andersen Nexø måtte som erklæret kommunist flygte til Sverige under den tyske besættelse. I 1951 flyttede han ind i en æresbolig i Dresden i det daværende DDR. Her levede han til sin død tre år senere.

Ifølge netmediet Leksikon for det 20. århundrede er Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” næst efter H.C. Andersens eventyr det mest udbredte danske værk i verden. (Henrik Yde: Martin Andersen Nexø. Leksikon.org). Andersen Nexøs værker er oversat til en lang række sprog, hvilket hænger sammen med den uhyre popularitet, forfatterskabet opnåede i Østeuropa og Sovjetunionen, hvor Andersen Nexøs værker opnåede kanonisk status. Det er ingen tilfældighed, at DDR i 1985 lod en af landets fremtrædende instruktører filme ”Pelle Erobreren”.

De kommunistiske lande opfattede Andersen Nexø som en helt central figur i deres litterære arvegods. Den danske proletarforfatter fra Bornholm kom således til at levere litteraturen til en helt ny verdens selvopfattelse, og for generationer af specielt østtyskere blev hans værker klassikere.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Martin Andersen Nexø. Kulturcentret ASSISTENS, 2017. (7:08)

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Allerede med Martin Andersen Nexøs debut, novellesamlingen ”Skygger” fra 1898, slås et grundtema i forfatterskabet an: kvinden som skaber og opretholder af livet. Et godt eksempel er novellen ”Lotterisvensken”, hvor moderen er skildret som det omsorgsfulde centrum, der på trods af nød og fattigdom tager vare på familien, mens faderen beskrives som en destruktiv kraft. I novellesamlingens fortællinger fra Spanien genfinder man denne modsætningsfigur mellem kønnene, og der er næppe nogen tvivl om, at Andersen Nexø har fundet kilden til den hos sine egne forældre.

Også i Martin Andersen Nexøs romaner tages der afsæt i konflikten mellem moderskabets positive urkraft og mandens negative rastløshed, erobrertrang og trang til at ødelægge, hvilket tillige bliver et billede på konflikten mellem proletarernes ukuelige vilje til liv og det brutale borgerlige samfund.

Fra og med novellesamlingen ”Muldskud” fra 1900-1905 begynder naturen at spille en større rolle i Martin Andersen Nexøs forfatterskab. Novellerne er – som det senere hovedværk ”Pelle Erobreren” – inspireret af barndommens bornholmske landskaber og er fortællinger om jævne og stærke individer, der som en uanselig, men livskraftig grøde skyder op af jorden. For Andersen Nexø er der tale om et livsbekræftende fællesskab, hvor proletaren henter sin styrke.

Fra de første noveller til de senere kæmperomaner skildrer Andersen Nexø proletarernes kamp for og vej til et værdigt liv, og han var ikke bange for at stille sin kunst til rådighed for et politisk og etisk engagement. Engagementet bestod på den ene side i at skildre og synliggøre de uhyrlige kår, størstedelen af den danske befolkning levede under i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. På den anden side rummede værkerne et afsæt for den utopiske drøm om et nyt og bedre samfund, der skulle vokse frem i forlængelse af den socialistiske revolution. Målet med Andersen Nexøs kunst er altså at bevidstgøre proletaren i dobbelt forstand – om samfundets uretfærdighed og om muligheden for forandring. Det kritiske og det idealistiske drive er uadskilleligt hos Andersen Nexø. Dermed indtager han lidt af en særstatus i dansk litteratur, som er rig på samfundsrevsere, men fattig på store idealister.

Beslægtede forfatterskaber

Fattigdom som opvækstvilkår og i forlængelse af dette forholdet mellem arv og miljø har været et litterært grundtema især siden midten af 1800-tallet med Charles Dickens som en betydningsfuld eksponent og ses ligeledes hos eksempelvis Amalie Skram, William Heinesen, Harald Herdal og ikke mindst i Tove Ditlevsens ”Barndommens gade”.

”Martin Andersen Nexø er næst efter H.C. Andersen den danske forfatter, hvis værker er oversat til flest sprog. Det hænger i høj grad sammen med den uhyre popularitet, forfatterskabet opnåede i Østeuropa og Sovjetunionen, hvor Andersen Nexøs værker opnåede kanonisk status.”

Den livsfilosofiske naturdyrkelse er central for det markante litterære nybrud, som præger årene omkring 1900. Dets fremmeste repræsentanter ud over Andersen Nexø er Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Thøger Larsen. Det er forfattere, som har rødder i landbobefolkningen, og hvis interesse samler sig om de kræfter, der hviler i naturen og blandt almuen. De beskæftiger sig i deres romaner og lyrik med jorden, årstidernes skift, solen og driftsmennesker – upolerede og uspolerede individer.

Forfatteren Hans Kirk, som skriver i 1920’erne og 1930’erne, er en af de få, der ligesom Andersen Nexø kobler kritik med idealisme, men ellers har samfundsengagementet i dansk litteratur taget Georg Brandes’ krav om, at litteraturen først og fremmest skal sætte problemer til debat, meget bogstaveligt. I international sammenhæng er den amerikanske arbejderklasseforfatter Upton Sinclair en idealistisk åndsfælle.

Selv følte Andersen Nexø, at han stod i kæmpe gæld til Henrik Pontoppidan, som blandt andet i novellesamlingen ”Fra hytterne” og romanen ”Sandinge Menighed” leverer en skånselsløs skildring af armoden og udbytningen på landet. Pontoppidan ejede ikke Andersen Nexøs lyse fremtidshåb for menneskeheden, og hans mesterværk ”Lykke-Per” er en ironisk fortælling om en erobrer, der knækkes. Alligevel er det til ”Mesteren Henrik Pontoppidan”, Andersen Nexø dedikerer ”Pelle Erobreren”. Det er både en hyldest og en irettesættelse.