Henrik Pontoppidan

Genrer og tematikker

Henrik Pontoppidans forfatterskab kan om noget siges at tage livtag med de store problemer og strømninger i hans samtid. Samlet set har hans romaner primært det moderne liv som deres undersøgelsesfelt. Og mere præcist det moderne liv, som det kunne tage sig ud i en dansk, historisk virkelighed.

Pontoppidans tid er i mange henseender en tærskeltid. Demokratiet er endnu ikke fuldt befæstet, landet er endnu ikke fuldt industrialiseret, den store bevægelse fra land mod by har endnu ikke fundet sted, og religionen strides stadig med sig selv og med de mennesker, den stadig har et fast greb om. Samtidig buldrer teknikken, og det nye moderne menneske tager de første små dansetrin på den store fremtids scene.

I Pontoppidans romaner omsættes disse tidens brydninger til reelle og eksistentielle problemer for hans hovedpersoner. På den led træder konflikten mellem folkelig oplysning og åndsaristokrati frem igennem bondepræsten Emanuel Hansted fra ”Det forjættede land”, mens spændingen mellem det teknisk fremadskuende nybrud og den kristelige arvs bindinger og dybde får sin uafrystelige form i Per Sidenius fra ”Lykke-Per”.

Pontoppidan bruger tit en række skarpe modstillinger som ramme om sine romanpersoners kampe med sig selv og deres omverden. Det kan være land/by, mørk kristendom/grundtvigianisme, tradition/fornyelse, idealisme/virkelighed osv. Det betyder langtfra, at hans forfatterskab skal opfattes som en sort-hvid opremsning af yderpositioner. Tværtimod får romankaraktererne netop liv i deres meget menneskelige søgen efter deres plads i spændingsfeltet mellem disse poler.

Kristendommen indtager en evig plads i Pontoppidans store romaner, og en lang række præster befolker hans bøger som repræsentanter for den ene eller anden fortolkning af forholdet til Gud. Det er let heri at ane en indre granskning fra forfatterens side, men spørgsmålet om kristendommens plads i det moderne samfund er også og i langt højere grad en måde for forfatteren at få greb om en række grundlæggende forandringer i samfundet. Eksempelvis bliver gnidningerne mellem grundtvigianisme og autoritær gudstro også en måde at fremvise bondebevægelsens gryende politiske magt ved indgangen til det nye århundrede.

Beslægtede forfatterskaber

Henrik Pontoppidans store romaner har en stærk og tydelig forbindelse til den historiske tid, de beskriver, og dermed også til de vigtigste personer i tidens store debatter og åndelige fejder. Således også Georg Brandes, der var tidens store hudfletter af forstokket kristendom og borgerlig moral. Pontoppidans forhold til Brandes er ikke entydigt, men sikkert er det, at mange punkter i Brandes’ litterære program, der slog til lyd for en litteratur orienteret mod den virkelige verden med dens reelle problemer og brydninger, blev realiseret i Pontoppidans romaner.

En anden tydelig forbindelse kan trækkes til den franske realist Honoré de Balzacs vældige værk ”Den menneskelige komedie”. Balzac er om nogen en forfatter, der har formået at indkapsle en given historisk tids problemfelter, debatter, levemåder, tankemønstre og økonomiske virkelighed i sine romaners figurer.

I forlængelse heraf bør også nævnes Émile Zola, den store franske naturalist, der i sine romaner tog forskellige områder af det moderne liv under minutiøs bearbejdning med et skarpt blik for eksempelvis tekniske fremskridts betydning for det enkelte menneske og for samfundet.

Nævnes skal også Pontoppidans forhold til H.C. Andersen. Pontoppidans novelle ”Ørneflugt” fra 1899 er en omvending af motivet fra Andersens berømte eventyr ”Den grimme ælling” fra 1843. I Andersens eventyr bliver en lille svaneunge udruget i andegården og først udsat for latterliggørelse og spot – kun for senere at vokse sig skinnende smuk til ærgrelse og misundelse for dens tidligere mobbere. Hos Pontoppidan vokser ørnen Klavs også op blandt kaglende høns og skræppende ænder. Men da han en dag flyver efter en hunørn og senere vender hjem, bliver han skudt ned af avlskarlen, der tror, at han er vild og på jagt efter høns. Pontoppidans novelle slutter med ordene ”For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, naar man er vokset op i andegaarden.” (”Ørneflugt”, s. 216). Naturligt nok er Pontoppidans novelle blevet læst op mod Andersens som et udtryk for deres forskellige opfattelser af betydningen af henholdsvis arv og miljø for individets dannelse. Hos Andersen kan svanen stadig stige op fra sit miljø til noget højere, mens ørnens vilde instinkt hos Pontoppidan er blevet kuet af andegården i en sådan grad, at Klavs nødvendigvis må lide døden, da han forsøger at vende tilbage til det hjem, han fejlagtigt havde troet, han havde en plads i.

Relaterede forfattere