”Se paa vor Tids Kunst! I vort Aarhundrede, da Menneskeaanden paa alle andre Omraader har fejret Triumfer som ingen Sinde før, er alene Kunsten sunket ned til den forsmædeligste Ynkelighed. Og hvorfor? Hvorfor? Ja – se dig om! I en Tid, da det bryder og brænder paa alle Kanter, saa hele Jorden ryster … i en Tid, da et gammelt Aartusinde med Tordenbrag gaar i Graven og et nyt fødes … hvor er saa Kunstnerne? Hvad beskæftiger Malerne, Digterne, Billedhuggerne? Gaa op paa vore Udstillinger! Slaa op i Katalogerne! En ung Pige, der lugter til en Rose. En gammel Kone ved en Spinderok. Maaneskin i en Have. En Nymfe i en Skov. Hvad mener du?”
”Nattevagt”, s. 149.
Den naturalistiske maler Jørgen Hallager er taget ned til den italienske hovedby for at gifte sig med Ursula Branth, som hendes konservative far, etatsråden, ellers har forsøgt at føre væk fra Hallagers i hans øjne vulgære væsen ved at eksilere hende. Jørgen Hallagers modstykke er hans tidligere discipel Thorkild Drehling, der tidligt i sit kunstneriske liv trofast fulgte Hallagers krasse realisme og portrætterede døende, udslidte bønder som kommentar til den gryende industrialiserings skyggesider og den stadige tilbageståenhed i levestandard for størstedelen af befolkningen.
Drehling er imidlertid kommet i tvivl om naturalismens fortsatte kunstneriske gyldighed, og da hans nye samling af billeder viser sig at være en række romantiske motiver, der ifølge Jørgen Hallager minder mest om et ”Bidrag til den nye Chocoladepapirs-Industri” (s. 155), kommer det til et voldsomt brud mellem de to tidligere venner. Dog bliver det Drehlings malerier, der hjemme i Danmark gør stor lykke på udstillingerne, mens Hallagers evigt engagerede skildring af strejkende arbejdere nu føles som noget gammeldags og bagudskuende.
Pontoppidans bog kan læses som et opgør med Georg Brandes og Det moderne gennembruds ideal om at lade kunsten sætte ”problemer under debat”. Jørgen Hallager bedriver netop en sådan problematiserende og debatskabende kunst, der tager aktuelle samfundsbrydninger og portrætterer dem trofast, realistisk. Imidlertid virker denne form for kunst nu til at have opbrugt sin nyhedsværdi og sit kritiske potentiale. Formen er blevet gammeldags og uinteressant og kommer til at ligne præcis den ufarlige kunst, som den skulle have været et oprør imod.
Henrik Pontoppidan
Den nobelprisvindende forfatter Henrik Pontoppidan ville som ung revolutionere verden og gøre op med den fædrene tro ved først at ville være ingeniør, siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Po...
Læs hele forfatterportrættet
