”Vi var ankommet til lykkens land og jeg kiggede mig omkring med store og nysgerrige øjne, men så kun vægge. Der var skilte overalt med forskellige instruktioner og et af dem forbød en at spytte. No spitting.”
”Lykkens land”, s. 5.
I episoderne fra USA er Mundi turens jeg-fortæller, mens klippene fra barakbyen i Reykjavik er fortalt af samme alvidende 3.-personsfortæller, som optræder i ”Guldøen” og ”Djævleøen”. Selvom tempoet stadig er højt og handlingen meget kulørt, er der med ”Lykkens land” kommet en alvorstone ind i romanserien. Den voldelige og alkoholiserede Baddys patientjournaler lægges åbent frem, og de tragiske skæbner fremstår mere ulykkelige end tidligere. Samtidig bliver det tydeligt, at den gennem generationer nedarvede forestilling om USA som lykkens land falder fra hinanden, da Manni og Mundi ankommer til New York: Her er de emigrerede familiemedlemmer lige så rodløse og frustrerede som dem derhjemme, og livet blandt rakkerpakket i bedstemor Gogos mobile home er ikke ligefrem lykken. Baddy er præcis så alkoholiseret og voldelig som i sine unge dage, og de unge og håbefulde islændinge får deres sag for, da de skal navigere i dette kaos af eksilerede familiemedlemmer.
Gennem romanen lyder et soundtrack fra den vestlige rockkultur, og netop dette møde mellem sagaøens bonderøve og den ny tids verdensorden bliver det overordnede tema for ”Lykkens land”.
Afslutningen på den stort anlagte Islandstrilogi inkluderer den unge Mannis første forsøg udi forfattergerningen, da han sætter sig for at skrive historien om Lina og Tommy og deres helt særlige familie. Og hvis ikke det lykkes ham at blive færdig, kan Einar Kárason i hvert fald glæde sig over at have skrevet et yderst populært portræt af en opbrudstid uden sidestykke i islandsk historie.
Einar Kárason
Den islandske forfatter Einar Kárason fortæller historier fra vidt forskellige århundreder med et muntert overskud og en sikker sans for miljøskildringer. I et nutidigt sprog har Kárason genskrevet...
Læs hele forfatterportrættet
