Einar Kárason

Emneord:

islandsk litteratur

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2011

Den islandske forfatter Einar Kárason fortæller historier fra vidt forskellige århundreder med et muntert overskud og en sikker sans for miljøskildringer. I et nutidigt sprog har Kárason genskrevet historier fra Sturlungesagaen, hvor magtsyge og hævntørst hersker lige så enerådigt som tåge og isnende vinterkulde på vulkanøen. I andre romaner skildrer han det skelsættende møde mellem sagaøens bonderøve og den amerikanske popkultur i efterkrigstidens Reykjavik, og en enkelt roman foregår i Vollsmose i et samtidigt Danmark. Fortællingerne med rodfæste i historiske begivenheder gør sammen med en eminent og humoristisk fortællerstemme Einar Kárason til en uomgængelig figur i islandsk litteratur.

Baggrund

Einar Kárason er født og opvokset i Reykjavik og bor i dag i byen med sin kone og deres fire døtre.

”Tommy var også foreningens træner, han havde forstand på fodbold fra dengang han sejlede for englænderne under den første verdenskrig. Og så havde han en blå uniform som han havde fået som gældspant af en drukfældig trompetist to år tidligere. Trompeten, gammel og bulet, var også fulgt med. Efter aftensmad tre aftener om ugen tog Tommy den blå hornorkesteruniform på med skulderkvaster og gyldne knapper, stillede sig op midt i kvarteret og blæste i trompeten, så vidste drengene at nu var der Kaura-træning og stimlede sammen omkring ham.”

”Djævleøen”, s. 58.

Efter gymnasiet, som Kárason gik ud af i 1975, studerede han litteratur på Islands Universitet indtil 1978. Sideløbende med sine studier havde Kárason en lang række forskellige jobs, og siden slutningen af 1970’erne har han levet som forfatter.

Foto: Jóhann Páll Valdimarsson

Født
24. november 1955 i Reykjavik.
Uddannelse
Litteraturstudier ved Islands Universitet i 1975-1978. Herefter forfatter på fuld tid.
Debut
Þetta eru asnar Guðjón. Mál og menning, 1981.
Litteraturpriser
DVs litteraturpris, 1986 (for Guldøen) og 2004 (for Storm). Den islandske litteraturpris, 2008 (for Raseri). Den islandske boghandlerpris, 2008 (for Raseri).
Seneste udgivelse
Raseri. Gyldendal, 2011. (Ofsi, 2008). Oversat af Kim Lembek.
Inspiration
William Faulkner.

Kárason har i løbet af sin forfatterkarriere siddet i utallige litteraturråd og -udvalg og har siden 1985 været bestyrelsesmedlem i Reykjaviks internationale litteraturfestival, Bókmenntahátíð. Inden sin debut i 1981 havde Kárason i nogle år publiceret digte i forskellige tidsskrifter.

Einar Kárason fik sit store gennembrud med trilogien ”Djævleøen”, ”Guldøen” og ”Lykkens land”, som alle er blandt de største succeser i moderne islandsk litteratur. Trilogien er en burlesk beretning om det groteske liv i den amerikanske barakby i Reykjavik. Bøgerne har solgt 70 000 eksemplarer på Island, og filmversionen fra 1997 var en international succes.

Einar Kárason ser efter eget udsagn sig selv som én, der absolut må skrive: ”Vi ser det hver gang kritikerne jubler: Endelig kommer der en forfatter som kan fortælle en god historie. Jeg oplever mig selv som epiker, det er min erhvervstitel: epiker. Jeg kan også godt lide det engelske ord novellist. Og grafoman, mennesket som bliver nødt til at skrive.” [1].

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Centralt i Einar Kárasons omfattende forfatterskab står trilogien fra 1983-89 om amerikanske barakker i Reykjavik, hvor en imponerende slægt af byproletarer skildres med indslag af grotesk og magisk karakter. Værkets to første dele blev i 1996 filmatiseret af Friðrik Þór Friðriksson. Netop denne skildring af socialt udsatte mennesker er et genkommende tema i forfatterskabet, hvis romaner ofte tager udgangspunkt i miljøer beboet af skæve eksistenser. Kárason bliver talerør for dem, der ikke selv har kræfterne til at komme til orde; han bliver de svages advokat. I Reykjavik-trilogien skriver han portrætterne med respekt og indlevelse, i ”Storm” lidt mere nedladende over for den storskrydende Storm. Både ”Storm" og flere andre værker rummer en social satire med voldsomme udladninger mod markedsliberalismens negative konsekvenser. Einar Kárason er en udtalt samfundskritisk forfatter, der har taget aktiv stilling til, hvilket samfund han mener vi kan byde vores medmennesker. Han kender mange forskellige miljøer indgående indefra, og hans skildringer af mere eller mindre velstående samfundslag forekommer ægte og vedkommende.

Kárasons forfatterskab vidner ikke kun om en brændende interesse for det omgivende samfund, men også om en interesse for historiske begivenheder. Både helt tilbage til sagatiden på Island efter landnamstiden i 900-tallet og til verden, som den må have set ud i hans barndom i efterkrigstidens Reykjavik. Det skæbnesvangre møde mellem et på mange måder middelalderligt Island og amerikansk populærkultur er genstand for mange af Kárasons værker, som også hos mange andre islandske forfattere.

I flere af sine værker benytter Einar Kárason sig af en såkaldt polyfokal fiktion, hvor flere personer oplever og beretter om den samme episode. Om ”Storm” siger Kárason selv: ”Jeg havde gået med idéen til ”Storm” i ti år, mindst, men kunne ikke finde den forløsende form. Jeg havde stoffet, men ikke metoden. Jeg fandt en løsning på problemet i William Faulkners roman ”As I lay Dying” hvor flere personer ser og skildrer samme scene. [1].

Dette fortællemæssige greb bruger han også i de to romaner, der bygger på sagastof, ”Fjendemøde” og ”Raseri”, hvormed han fornyer sagagenren, der ellers kun beskriver handlinger og karakterer udefra.

Beslægtede forfatterskaber

Som alle islandske forfattere står Einar Kárason i gæld til sagaerne. Islands moderne litteratur må af nødvendighed vedkende sig den stærke fortælletradition, der som en lavamark ligger og ulmer under al litteratur. Kárason tager i flere af sine værker tyren ved hornene og skriver eksplicit på baggrund af de islandske sagaer. Ved smidigt at modernisere fortællingerne med respekt for den oprindelige tekst fornyer han sagalitteraturen og takker ærbødigt for inspirationen.

I flere af Kárasons værker sker der uventede og til tider mystiske ting, og sammenligningen med magiske realister som f.eks. Gabriel Garcia Márquez ligger lige for. Om denne sammenligning siger Kárason i et interview med den norske avis Dagbladet:

”DAGBLADET: – Du er ellers blevet sammenlignet med forfattere som Ernest Hemingway, Charles Bukowski og Gabriel García Márquez?

KÁRASON: – Kald mig gerne magisk realist eller superrealist. Jeg kan godt skrive, uden forsøg på yderligere forklaring, at spøgelset kom ind i værelset med hovedet under armen og tændte lyset … ”[1].

I betragtning af, at sagalitteraturen havde en enorm rummelighed over for mærkelige hændelser og overjordisk indblanden, virker det ingenlunde forkert, at der i Kárasons bøger sker tilsyneladende uforklarlige ting. De sker bare, og sådan er det. I Reykjavik-trilogien har spåkonen Lina stor indflydelsen på familiens gøren og laden med sine forudanelser om uheld og ulykke.

Fortælleteknikken i f.eks. ”Storm” kan minde om stilen i en dokumentarfilm med det meget direkte og mundtlige sprog. Både sprog og komposition læner sig op af amerikansk prosakunst med navne som William Faulkner og Charles Bukowski uden at nogen af disse dog bliver for dominerende forbilleder. Kárason har sin egen fortællerstemme i islandsk litteratur og fremstår både nationalt og internationalt som en forfatter, der ikke er til at komme udenom.