Foto: Luis Miguel Palomares

*Seneste udgivelse

Gabriel García Márquez

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2024

Hovedforfatter

Andreas Tonnesen
cand.mag., 2008

Gabriel García Márquez’ univers er fuldt af kærlighed og vold. Og kærligheden kan være både frigørende og forløsende, men også underkaste det enkelte menneske uløselige og lidelsesfulde lænker. Den colombianske forfatters værker rummer et veritabelt mylder af handlinger og hændelser, der alle bevæger sig frem og tilbage mellem drømmen og fantasiens frodige landskaber og den ‘virkelige’ verdens barske realiteter. De virtuost sprudlende litterære kræfter, der sættes fri i Márquez’ overdådige fortællinger, tilbyder læseren et både lattervækkende og grusomt og frem for alt menneskeligt følt og sanset indblik i de dramatiske politiske og sociale begivenheder, der trækker sine blodigt røde tråde op gennem de sidste hundrede år af Colombias historie.

Baggrund

“Gabo”, som er det kælenavn Colombias nationalskjald i daglig tale går under, blev født den 6. marts 1927 og voksede op i sine bedsteforældres hjem i landsbyen Aracataca. Barndomshjemmet og dets mange beboere – huset var fyldt med tanter, der fortalte den lille Gabo ammestuehistorier om spøgelser og alskens overtro, – har sat afgørende og vedvarende spor i forfatterens bevidsthed og har fundet vej videre ind i forfatterskabets overdådig

”Oberst Aureliano Buendía anstiftede to og tredive væbnede oprør og tabte dem alle. Han fik med sytten forskellige kvinder sytten sønner som blev udslettet den ene efter den anden i den samme nat, før den ældste var fyldt fem og tredive år.”

“100 års ensomhed”, s. 83.

Som 8-årig forlod Márquez bedsteforældrenes hus og flyttede hjem til sine forældre. I skolen gik han for at være den stille dreng, der lavede tegneserier og skrev humoristiske digte. Den unge Márquez startede i 1946 et jurastudie på universitetet i Bogotá. Det var i denne periode forfatteren mødte den 13-årige pige, Mercedes, med hvem han 14 år senere giftede sig, og som han den dag i dag stadig lever sammen med.

Jurastudierne blev dog aldrig færdiggjort, og den unge studerende havde også allerede fået et ry som forfatter. Den egentlige kickstart blev ifølge forfatteren selv mødet med Franz Kafkas novelle “Forvandlingen”. “Det var sådan, min bedstemor plejede at fortælle historier”, har Márquez sagt om Kafkas novelle, “at fortælle om de utroligste ting, men med et helt naturligt toneleje.”

Foto: Luis Miguel Palomares

Født
6. marts 1927 i Aracataca i Colombia.
Død
17. april 2014 i Mexico City.
Uddannelse
Uafsluttede jurastudier ved universiteter i Bogotá og Barranquilla.
Debut
“La hojarasca”, 1955 (“Hvirvelstorm”, 1988).
Litteraturpriser
Nobelprisen i litteratur, 1982.
Seneste udgivelse
Vi ses i august. Gyldendal, 2024. (En agosto nos vemos, 2024). Oversat af Annette Rosenlund. (Roman).

Den nyopdagede skønlitterære verden og de gryende forfatterambitioner betød dog ikke en tilbagetrækning til elfenbenstårnets kontemplative ro, for med mordet på den unge, liberale politiker Jorge Eliécer Gaitán, en veritabel folkehelt blandt Colombias bønder og fattige, eksploderede landets politiske spændinger i 1948 i et uhyggeligt voldsorgie med guerillakrig og terror fra begge de politiske fløje. Det blev indledningen til et yderst dunkelt kapitel i den colombianske historie, som i 1953 havde kostet over 150.000 mennesker livet, og som går under det uhyggeligt sigende navn ‘La violencia’.

Det var i denne periode, at Márquez i første omgang valgte livet som forfatter. Han flyttede til byen Barranquilla ved Colombias caribiske kyst og blev en del af el grupo del Barranquilla, en kreds af unge, håbefulde journalister og forfatterspirer. Her fortærede “Gabo”, som så mange af denne generation af latinamerikanske forfattere sultent den modernistiske kanon: Ernest Hemingway, James Joyce, Virginia Woolf og ikke mindst William Faulkner. Om tiden som ung journalist og forfatter kan man læse i Márquez dragende erindringsbog “At leve for at fortælle” fra 2002.

I 1955 var Márquez tilbage i Bogotá og arbejdede som journalist for den liberale avis El Espectador. Her førte han pennen i en journalistisk historie, der kastede et meget dårligt lys på det daværende regime ledet af diktatoren Carlos Rojas Pinilla, og ængstelig for repressalierne sendte avisen den unge Márquez til Europa. Gabo var en tid i Rom og rejste senere rundt i Østeuropa, hvor han fik indblik i den socialistiske verden, han allerede i Colombia havde udviklet en klar sympati for. Hans første roman “Hvirvelstorm” udkom i denne periode. Márquez rejste i 1957 til Venezuela, hvor han blev gift, og siden til Cuba, hvor han dækkede Castros revolution. Her lagdes fundamentet for forfatterens venskab med den cubanske revolutionære Fidel Castro, et venskab der har været intakt lige siden.

Skuffet og desillusioneret over de mere skyggefulde sider af den cubanske revolution endte Márquez med sin familie i Mexico, hvor forfattervirket for alvor begyndte at tage fat.

De tidlige udgivelser

I forbindelse med udgivelsen af “100 års ensomhed” i 1967 sagde Márquez, at “alt hvad jeg tidligere har skrevet kun har været forstudier til denne roman.”

“La Hojarasca” fra 1955 (“Hvirvelstorm”, 1998) er Márquez’ første roman, og den kan i høj grad betragtes som et sådan forstudie. Romanens fortælling foregår i byen Macondo, den fiktive by der omkring 10 år senere skulle danne rammen for hovedværket, og også fortællingens figurer, oberst Aureliano Buendía, hans datter og barnebarn, kan man genfinde i de senere værker. Romanen beretter om, hvordan obersten forsøger at give en fransk læge, der er faldet i landsbyens unåde, en ordentlig, kristen begravelse. Fra fortællingens nutid, ligvagten hos den just afdøde læge, panoreres der tilbage i tiden. Fortællerperspektivet veksler mellem obersten, hans datter og barnebarnet og kaster et forskelligartet lys på begivenhederne.

I den stramt komponerede novelle “El coronel no tiene quien le escriba” fra 1961 (“Ingen skriver til obersten”, 1979) berettes om den fattige mands fortvivlede kamp for overlevelse i en verden, hvor følelsen af ære og nødvendigheden af at kompromittere selv samme udgør det centrale omdrejningspunkt. Den 75-årige oberst har i 15 år ventet på et brev, der skal sikre hans pension. Men der er ingen, der skriver til obersten. Og det fortvivlede håb om bedre tider knyttes til den afdøde søns hane, der har mulighed for at vinde obersten og hans kone penge i en hanekamp. Romanen er blevet filmatiseret af den mexicanske instruktør Arturo Ripstein i 1999.

I 1962 udkom novellesamlingen “Los funerales de la mamá Grande” (“Mama grandes begravelse” 1980), der består af otte noveller. Også i denne samling tematiseres den fattige mands vilkår og magtinstansernes umenneskelige adfærd. Novellernes udgangspunkt er igen den lille landsby, hvor der i dagligdagsscenerne er et underliggende moment af overgreb og politisk forfølgelse.

Samme år udkom også romanen “La mala hora” (“Ondskabens tid”, 1985), der ligeledes har byen Macondo som sin ramme.

Slægternes gang i Macondo

I 1967 udgav Márquez romanen “Cien años de soledad” (“100 års ensomhed”, 1969), der hurtigt fik status som hovedværk indenfor den såkaldte magiske realisme. Den gjorde desuden forfatteren til et tungtvejende navn på den litterære verdensscene og lagde fundamentet for den nobelpris i litteratur, han modtog 15 år senere.

”Der fandtes intet mysterium i en Buendías hjerte som var uigennemskueligt for hende, for et århundredes kortoplægning og erfaring havde lært hende, at familiens historie var et tandhjulsværk af ubodelige gentagelser, et drejende hjul, der ville være forsat med at dreje i en uendelighed, hvis det ikke havde været for aksens fremadskriden og uafhjælpelige slid.”

Gabriel Gacía Márquez: “100 års ensomhed”, side 299.

Márquez’ mesterlige roman er på én gang en sprudlende fortælling om en enkelt familie og en eventyrlig fabula over Colombias historie i det 20. århundrede. Fra grundlæggelsen af Macondo over borgerkrig og amerikansk imperialisme og slutteligt i et forrygende syndflods- og undergangsscenario følger man fire generationer af familien Buendia.

Det er praktisk talt umuligt at skitsere ét entydigt handlingsspor i romanen. Romanen bliver nemlig levende for læseren som en fortsat strøm af sammenvævede episoder og anekdoter, der samler det omfattende persongalleri. Et grundlæggende træk ved fortællingen er dog den måde familien Buendia og byen Macondo synes at spejle hinanden. I takt med at den lille landsby vokser og moderniseres – først kommer jernbanen og siden hen gringoerne, der anlægger en stor bananplantage, – vokser også kompleksiteten af forhold og forviklinger i den store Buendiafamilie.

Det er en familie, der rummer alle tænkelige typer: pietisten, den ødsle, den virile og udadvendte, men også den indadvendte og eftertænksomme. Der er frodige og lidenskabelige kvinder såvel som anæmiske og forkrampede. Man finder den strenge og disciplinerede militære mentalitet side om side med det løsslupne, humane og kærlige. Dynamikken i Márquez’ fortælling består i høj grad af den dualitet, der er mellem romanens mandlige og kvindelige personer. Mændenes stræben udi det politiske og det videnskabelige og kvindernes fastholdelse af skikke og ritualer knytter dem sammen i en fælles skæbne fuld af smerte og kærlighed.

Romanens fortællestil, som har lagt grunden til betegnelsen ‘magisk realisme’, er forunderlig, fordi den præsenterer det fantastiske, det overdrevne og overnaturlige med den største selvfølgelighed. Det er derfor ikke det mindste overraskende, når det regner fire år i træk, eller at der fødes børn med grisehaler. Et andet aspekt, der giver romanen dens magiske karakter, er, at ingen dør ud af fortællingen. De døde forsvinder ikke bort, men spiller i og for sig en lige så afgørende rolle, som de levende. Desuden spejles og gentages de handlinger og hændelser, som præger fædrenes og mødrenes liv, i de handlinger og hændelser der optegner sønnernes og døtrenes liv. Romanen skaber på den måde en forunderlig fortætning af tiden, hvor fortid, nutid og fremtid knyttes sammen.

Med sine ekvilibristiske gentagelsesfigurer og de mange allusioner til alskens myter – både de gamle bibelske og de samtidige moderne af slagsen – hæver romanen sig op på det alment menneskelige niveau, og iscenesætter med en sprudlende overdådighed og humor den fortvivlede bevægelse, der kendetegner menneskets gang gennem livet og de bånd, det knytter til andre mennesker undervejs.

Magtens mørke ansigt

“El otoño del patriarca” (“Patriarkens efterår”, 1977) udkom i 1975 og kan siges at være Márquez’ anden store roman. Her berettes endnu en gang i den særlige Márquezske vildt fabulerende og fantastiske fortællestil, men i denne roman er det eventyrlige af en mørkere og mere dyster karakter. For fortællingen er en foruroligende hudfletning af magtmenneskets afstumpede og kyniske verden

”Nacho, sagde han, for du skal bare fortsætte med at gøre din pligt, og derfor vedblev hovederne med at ankomme i disse uhyggelige sække, der syntes at indeholde kokosnødder, […] Hvordan kan der være så helvedes mange hoveder, når vi endnu ikke har fundet de egentlig ansvarlige, og hertil kom at Saenz de la Barra havde fortalt ham, at for hver seks afskårne hoveder ville der dukke seks hundrede fjender op og derefter seks tusinde og så seks millioner, altså hele landet, for helvede, vi vil aldrig få en ende på dette her, men Saenz de la Barra svarede ham afslappet, at De kan sove roligt, hr. general, for vi bliver færdige med problemet, når der ikke er flere tilbage af dem”

Gabriel Gacía Márquez: ” “Patriarkens efterår”, side 242-243.

Historien udfoldes som en voldsom bevidsthedsstrøm, og der berettes i lange og snørklede sætningsforløb, hvor fortællerperspektivet bevæger sig mellem forskellige figurer. Romanens hovedperson er generalen, som i kraft af den anonyme betegnelse forbliver en allegorisk og stereotyp figur. Márquez har selv udtalt, at det var hans “intention at skabe en syntese af alle Latinamerikas diktatorer” (citat fra William, Raymond L.: “Gabriel García Márquez”, 1984).

Således får “Patriarkens efterår” ikke ulig “100 års ensomhed” en klar mytologisk karakter, hvor eksempelvis patriarkens alder får følgende overnaturlige skær: “ældre end alle mennesker og alle urgamle dyr på jorden og i vandet […] det var også en tid lang rygtedes, at han var blevet ved med at vokse til en alder af hundrede år, og at han da han fyldte halvandet hundrede år havde fået sit tredje sæt tænder”. Gentagelsestematikken står også i denne roman helt centralt i kompositionen og underbygger den klare allegoriske og mytologiske stil.

Selvom det er den kolde og brutale maskulinitet, der i så udpræget grad udstilles i romanen, så sættes den i sammenhæng med en femininitet, der, som overalt i Márquez’ forfatterskab, står som repræsentant for kærligheden og omsorgen. Således udviser generalen midt i sine umenneskelige gerninger, som blandt mange andre uhyrligheder består i en massakre på en masse børn for at dække over et svindelagtigt nationalt lotteri, en sygelig moderbinding og et undertrykt og forkvaklet behov for at vise omsorg for andre.

Som i mange andre af Márquez’ værker finder man i “Patriarkens efterår” en skarp og ætsende parodi af den alt andet end flatterende rolle, som amerikansk og europæisk imperialisme har spillet i latinamerikansk politisk historie. Dette understreges med en humoristisk og fantastisk overdreven bevægelse, da generalen som den eneste mulige måde at komme ud af en bundløs gæld er nødsaget til at sælge havet til udenlandske magtmænd.

Márquez’ dystre portræt af despoten er fuldt af indlevelse og ikke uden sympati. For forfatteren har sans for magtens dobbelte ansigt – nemlig, at når mennesket inkarnerer magtens rene kerne, så sker det på bekostning af mennesket bag, og i takt med den gradvise nedstigen i magtens paranoide og ensomme natur forsvinder enhver tillid og kærlighed uigenkaldeligt og fatalt.

Den store kærlighedsroman

I 1985 udgav Márquez romanen “El amor en los tiempos del cólera” (Kærlighed i koleraens tid, 1986), der hører til blandt de absolutte hovedværker i forfatterskabet. Her bliver læseren vidne til en kærlighed, der i al sin besættende og medrivende kraft binder Fermina Daza og Florentino Ariza sammen i et uløseligt bånd. Som helt unge forelsker de sig og indleder en hemmelig og lidenskabelig korrespondance, da kærligheden mellem de to ikke har Ferminas fars billigelse. Faderen sender Fermina på en længere rejse med det formål, at hun skal opgive forhåbningerne om den unge telegrafist Florentino, men trods afstanden formår de to stadig at sende hinanden kærlighedserklæringer. Da Fermina endelig vender hjem, kolliderer de forestillinger og fantasier, hun har gjort sig, med virkelighedens Florentino. Hun opgiver sin ungdommelige kærlighed og gifter sig med den velrenommerede læge Juvenal Urbino, et ægteskab hun i lige så høj grad indgår for at leve op til de sociale normer og ikke stritte imod faderen ønsker som af egentlig kærlighed. Den unge sværmeriske Florentino bliver ‘dødeligt’ såret af tabet af den elskede. Han begynder et liv fuldt af mere eller mindre flygtige forhold til kvinder, som han alle holder langt fra sit hjerte, hvor længslerne og drømmen om ungdommens kærlighed stadig ulmer. Undervejs i romanen formår Márquez at indflette et væld af historier og personer, der alle skildres levende og humoristisk.

”Der var altså god grund til at tro, at den kvinde, han elskede højest i verden, som han havde ventet på fra det ene århundrede til det næste, uden at fortryllelsen et øjeblik var blevet hævet, måske knap nok ville få tid til at føre ham ved armen gennem en gade med månebeskinnede gravsteder og valmuebede, som vinden havde bragt uorden i, og hjælpe ham med at komme helskindet over på det andet fortov, dødens fortov.”

Gabriel Gacía Márquez: ”Kærlighed i koleraens tid”, side 304-305

Ungdommens kærlighed må vente over 50 år, før den på ny kan gribe de nu aldrende elskende. For først i en alder af halvfjerds, på Ferminas første dag som enke, erklærer Florentino endnu en gang sin kærlighed, og nu må den hengemte kærlighed finde plads til at blomstre iblandt det vildnis af levet liv, der er skudt frem i løbet af de 50 år.

Márquez’ roman er en hyldest til den store og overvældende kærlighed, men den er samtidig klar over og viser den modstand, en sådan kærlighed står overfor i mødet med hverdagens virkelighed og tidens opslidende bevægelse.

Den store, ungdommelige kærlighed i romanen er således kontrasteret af utroskabens realitet og partnerskabets på én gang bindende og trygge væsen, der indfinder sig og sætter deres præg, som tiden går. Passionens vilde kræfter, ungdommens længsler og fantasiens frie flugt kæder sig i løbet af romanen sammen med en mere afdæmpet, moden erfaring og nostalgisk hengivenhed.

Márquez’ kærlighedsfortælling har også fundet vej til Hollywood, hvor den i 2007 blev filmatiseret af instruktøren Mike Newell.

De senere værker

Efter de tre store romaner, der kan siges at udgøre fundamentet i forfatterskabet, har Márquez med en imponerende produktivitet fortsat med at udgive noveller, romaner og essays.

Latinamerikas måske største helt, den store befrier Simón Bolívar, der stod i spidsen for kontinentets kamp for uafhængighed i starten af 1800-tallet, portrætteres i romanen “El general en su laberinto” fra 1989 (“Generalen i sin labyrint”, 1989).

Endnu en novellesamling udkom i 1994 med titlen “Del amor y otros demonios” (“Om kærlighed og andre dæmoner”, 1994). Og i 1996 fulgte den dokumentariske beretning “Noticia de un secuestro” (“Beretningen om en bortførelse”, 1997) om en gruppe mennesker, der bortføres af colombianske narkoterrorister.

I 2002 lancerede Márquez erindringsbogen “Vivir para contarla” (“At leve for at fortælle”, 2003), som er tænkt som første del af forfatterens erindringer. Anden del lader dog stadig vente på sig. I stedet udgav Márquez i 2004 den lille elegante roman “Memorias de mis putas tristes” (“Erindring om mine bedrøvelige ludere”, 2005). En fortælling, der fuld af melankolsk sødme, beretter om journalisten, som i anledningen af sin halvfemsårige fødselsdag vil forære sig selv en vild nat med en ung jomfru.

Nobelprisen i litteratur

I 1982 fik Márquez definitivt blåstemplet vigtigheden af sit forfatterskab, da han blev tildelt Nobelprisen i litteratur. Den svenske hæderspris tilkom den colombianske forfatter, som det lød fra nobelkomiteen: “for his novels and short stories, in which the fantastic and the realistic are combined in a richly composed world of imagination, reflecting a continent's life and conflicts”.

Ved overrækkelsen af denne ære- og prestigefulde pris understregede den colombianske forfatter i sin tale det element af social forpligtelse og humanisme, der også med tydelighed udgår fra hans forfatterskab, da han blandt andet sagde, at han fortsat bærer troen på, ”en ny og rensende livets utopi, hvor ingen kan bestemme, hvordan andres liv skal ende, hvor kærligheden vil være sandfærdig og lykken mulig og hvor racer fordømt til hundrede års ensomhed endeligt og for altid vil få endnu en chance på denne planet.”

Perspektivering

Márquez’ navn som forfatter er uløseligt knyttet til den moderne strømning, man betegner ‘magisk realisme’. Som sådan tilhører Márquez den såkaldte ‘boom-generation’ af latinamerikanske forfattere fra 1960’erne. Det er en generation, der blandt andet tæller forfattere som Mario Vargas Llosa, Carlos Fuentes, og Julio Cortázar.

Det mest markante træk ved den magiske realisme er, som betegnelsen røber, at den udfolder et dobbelt univers, som på én gang er realistisk og magisk. “De magiske realister er”, som professor i litteratur Martin Zerlang beskriver det, “ikke forfattere, der skriver sig op på et flyvende tæppe for at lægge virkeligheden bag sig. Tværtimod er deres mål med magien at skrive sig tættere ind på denne virkelighed.” [5].

Med den forunderlige blanding af sagn og myter og en realistisk politisk og social samtid fastholder Márquez en sammensat virkelighed, der både rummer alverdens træk og problemer fra det moderne menneskes liv og samfund og spiller med elementer af indianske og folkelige myter og magi. Dette sammensatte univers bliver sprællevende for øjnene af læseren i kraft af den slagkraftige og virile sprogstil, der er et helt centralt karaktertræk ved Márquez’ forfatterskab.

Forfattere som engelsk/pakistanske Salman Rushdie og japaneren Haruki Murakami udfolder i deres romaner også en fabulerende, magisk fortællestil der har et tydeligt slægtskab med et forfatterskab som Márquez’. Herhjemme har en forfatter som Ib Michael i særlig grad opdyrket den magisk realistiske fortællestil i sin romaner.