Haruki Murakami

Genrer og tematikker

I grove træk deler Haruki Murakamis romaner sig i to lejre. På den ene side er der kærlighedshistorierne som ”Sputnik min elskede”, ”Norwegian Wood” og ”Sønden for grænsen og vesten for solen”. På den anden side er der de fantastiske fabler som ”En vild fårejagt” og ”Dans dans dans”. Og så er der fortællingerne, der placerer sig midt imellem såsom ”Trækopfuglens krønike”, ”Kafka på stranden” og ”Byen og dens usikre mur”. Alle har det tilfælles, at hovedpersonen er en mandlig, detektivisk karakter, der via en kvindes indblanding sendes på jagt efter at forstå sit eget sind bedre. I ”1Q84” bryder Murakami traditionen med mandlige jegfortællere og tildeler både Aomame og Tengo centrale roller.

Murakamis romaner er en rejse i såvel Japans historie som i det sjælelige liv. Han forholder sig bredt til den japanske historie, til krigens væsen, til fascismen samt 1960’ernes og 70’ernes fællesskabsideologi såvel som til 80’ernes og senkapitalismens grundvilkår. De historiske beskrivelser og de ideologiske kommentarer ligger som en underliggende klang i romanernes plot, mens beskrivelserne af hovedpersonernes indre liv bærer romanerne igennem. Undersøgelserne og beskrivelserne af sjælelivet kontrasterer beskrivelserne af det systematiserede, kapitalistiske samfund og gør, at bøgerne taler direkte til hjertet.

Personligheden er skrøbelig i Murakamis univers, og konstant kredses der om hændelser, der kan føre til tab af identitet, spaltning af personlighed samt omvæltning eller omstyrtelse af et menneskes liv. Over for skrøbeligheden står fællesskabet og de nære relationer. Et af Murakamis grundlæggende temaer er således, at vi på trods af ensomheden alle er forbundne. Ligeledes er kærligheden og lidenskaben i Murakamis romaner så stærk, at den kan udradere såvel personligheden som livet – eller omvendt lade personerne synke ned i sig selv.

Murakamis romaner balancerer mellem en vestlig og en japansk litterær tradition. Selv har han fortalt, at han har haft en ambition om at nedbryde den isolation, japanerne traditionelt har værnet om, og åbne op mod verden. Bevægelsen er lykkedes fint for Murakami, idet hans bøger både er særdeles populære blandt unge japanske læsere og har fået en bred læserskare, der rækker langt ud over Japans grænser.

Beslægtede forfatterskaber

Hvis Murakami har givet appetit på at dykke ned i andre japanske forfatterskaber, så kan både Kenzaburo Oe, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1994, og Banana Yoshimoto anbefales. De beskæftiger sig ligeledes indgående med det indre sjælelige liv, men forholder sig samtidig til verden omkring. Tilsvarende eksisterer skyggesiderne hos alle tre forfattere side om side med det daglige liv, i hvert fald i tankerne og drømmene. Som læser er det svært at skelne mellem drøm og virkelighed i disse japanske romanuniverser, og i disse fantastiske fortællinger bevæger man sig langt ud på underbevidsthedens dybe vand.

En anden beslægtet japansk forfatter er Ryu Murakami. De to Murakamier har især tilfælles, at de skriver i det kulturelle grænseland mellem øst og vest. Ikke mindst er der meget fælles tankegods i Harukis ”Efter midnat” og Ryus ”I misosuppen”, der sætter scenen i et anløbent kvarter i et nattemørkt Tokyo. Dog er stemningen i Ryus univers mere mørk og dyster end hos Haruki.

Hvis man ønsker at søge ned i de vestlige inspirationskilder, som Murakamis romaner bærer præg af, kan forfattere til magisk realistiske fortællinger som Gabriel García Márquez og Jorge Luis Borges anbefales såvel som den eksistentialistiske forfatter Franz Kafka, der inddrager surrealistiske elementer i sit univers. Der er ingen tvivl om, at Murakami har ladet sig influere af Kafkas evne til at forholde sig litterært til identitetsspørgsmål, hvilket han også viser ved at give hovedpersonen i ”Kafka på stranden” tilnavnet Kafka og ved i novellesamling ”Mænd uden kvinder” at tilbyde en positiv afrunding på Kafkas ”Forvandlingen”.

Man kan også se ligheder med den postmodernistiske kultforfatter Thomas Pynchon. Begge forfattere opbygger unikke universer, der ofte overskrider grænserne for den såkaldt normale virkelighed og introducerer sære væsner. Ligesom Pynchon slynger Murakami også om sig med populærkulturelle referencer til popmusik og litteratur. Det detektiviske islæt hos Murakami kan endvidere minde om Raymond Chandler. Ligesom Chandlers protagonist Philip Marlowe må Murakamis hovedkarakterer på indre detektiviske rejser for at finde svar på livets gåder.

Relaterede forfattere