Ryu Murakami

Genrer og tematikker

Ryu Murakamis delvist selvbiografiske debutroman “Almost Transparent Blue” fra 1976 er uden plot. Plotlessnes er som bekendt arty farty, mens plot er den non-dekadente eller ældre mands krykker. Dem – krykkerne – begyndte Murakami så småt at gå med i firserne, uden at man kan beskylde ham for at lefle for den gode smag. Forfatterskabet stritter i forskellige retninger og rummer ud over den syrede “Coin Locker Baby” fra 1980 og endnu en autofiktion “69” fra 1987 angiveligt ikke-oversatte bud på både børne- og ungdomsromaner og chick litt. Desuden har Ryu Murakami skrevet tre psykohorror-romaner. Ud over hovedværket “I misosuppen” gælder det for “Piercing” fra 1994 og “Audition” fra 2009.

At være et ganske almindeligt menneske kan få de mest grusomme konsekvenser i psykosplatter, især hvis almindelig forstås som konform og en anelse bevidstløs. Ofrene for de hårrejsende massakrer har ikke nødvendigvis gjort andet end at være som alle mulige andre. Det er en konvention. Der, hvor Murakamis fortolkning af genren bliver forstemmende, er i det forsvindende lille håb, fortællingen efterlader. Kenji virker ikke som noget troværdigt alternativ til Frank og hans ofre. Der er intet Utopia i spil, ingen entusiastisk tro på udvikling eller kærlighed. Der er ingenting. Men man kunne så indvende, at selv ingenting er noget i Murakamis tilfælde. Det er noget igennem stilen og den måde, han mætter sine tekster.

Udvekslingen mellem øst og vest, USA og Japan tematiseres med en overvældende ophobning af den slags tegn, som fylder ufatteligt meget på den mentale amagerhylde hos japanske stilskabere i form af americana, af vestlig kitsch, camp og kultur, og scenerier af den slags, som omvendt fylder lige så meget hos vestlige orakler, når de skal mane et billede frem af fremtiden som Hong Kong eller Tokyo by night med deprimerede hikikomorier, liderlige gajins, støvede neonreklamer, kærlighedshoteller, pornografiske tv-shows, mangafigurer og hyperbevidste teenagere som promenerer morgendagens trends med affekteret verdenslede. Samtidig er der fuldstændig styr på den analytiske del. Det moderne Japans værdisammenfald udvikles rutineret og nemt.

Det er akkurat de sociologiske observationer, man ville forvente ved et middagsselskab med højtuddannede, ressourcestærke kunstnere og intellektuelle som Murakami; den stærke firma- og familiestruktur, der er gået i stykker, den vanskelige individualisering og de nye persontyper; shopperen uden længere udsyn end det næste tilbud i Nike-indkøbskatedralen, den kastrerede fyr uden et økonomisk og uddannelsesmæssigt forspring at hænge sin potens op på, og piger, der af samme grund heller vil være sammen med veninderne undtagen lige ved de højtider, hvor der er prestige i at blive kurtiseret af handyret. Hvis Ryu Murakami har en vis sproglig begrænsning, er den absorberet i en ligefrem, ukunstlet formidling.

Beslægtede forfatterskaber

Ryu Murakami har mere end navnet til fælles med Haruki Murakami. De er begge vokset op i det kulturelle grænseland mellem øst og vest, USA og Japan, virkelighed og hypervirkelighed, på nogenlunde samme tid. Begge forfatterne krydrer de moderne erfaringer med en moderne form, som igen gør dem både til darlings og til prygelknapper i hjemlandets litterære establishment – som de for øvrigt undgår. Læsere, som har nydt miljøskildringerne i “I misosuppen”, vil formentlig også føle sig godt underholdt i Hariku Murakamis formidable “Efter midnat”, men på ganske anderledes vis. Scenen er nok engang et anløbet kvarter i Tokyo om natten, men hvor den musikalske og associative Hariku Murakamis stil er båret frem af jazzens toner, er Ryu Murakami mørk, minimalistisk rock. I virkeligheden minder tonen “I misosuppen” nok mere om den, man finder i franske forfatter Michel Houellebecqs misantropiske og kyniske univers.

I det det hele taget har Ryu Murakami formentlig mere til fælles med forfattere og filmskabere fra den næste generation efter Hariku Murakami. Asa Nonami, Natsuo Kirino og den helt unge Hitomi Kanehara er nogle af de litterære japanske navne, som begynder at gøre opmærksom på sig selv internationalt. Instruktøren Takashi Miike har æren af at være endnu mere upopulær blandt traditionalister i Japan end Ryu Murakami. Han har lavet en efter sigende hårrejsende version af “Audition”. Emneordene til Dagbladet Informations anmeldelse af filmen lyder – “dødsfald, film, kvindeliv, lykke, misbrug, romaner, tortur”. Underrubrikken lød: “Den japanske horror-gyser Audition udfordrer sarte sjæle med overtydelig tortur”.

Der er også åndsslægtskab med amerikanske og vesteuropæiske storbyforfattere som for eksempel firsernes dekadente New Yorker-forfattere: Bret Easton Ellis, Jay McInerney og Tama Janowitz. Akkurat som der er miljø- og stemningssammenfald med cyberpunk-veteranen William Gibson.

Den umiddelbart iøjenfaldende litteratur om Ryu Murakami er begrænset, men der er håb forude, hvis man har lyst til at gå bag om forfatterskabet. Hans formidable danske oversætter Mette Holm har været på vandring i det kvarter, hvor “I misosuppen” foregår, og en reportage er på vej til P1. I programmet Skønlitteratur på P1 har der været bragt et interview med Mette Holm. Mette Holm selv lavet et længere interview med Ryu Murakami, som bringes i Politiken.

Relaterede forfattere