BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portrætbillede
*Seneste udgivelse

Ryu Murakami

    Hovedforfatter
    • Niels Vestergaard
      cand.mag. og journalist, 2010

    Intro

    Det er ikke svært at etablere sig som enfant terrible i det stive og traditionsbevidste Japan, men få gør det så eftertrykkeligt som Ryu Murakami med de højt begavede og stilbevidste fortællinger om sindet, storbyen og virkelighedens grænseland. Hans mest kendte romaner falder inden for genren psykohorror, og det gør man klogt i at tage bestik af, hvis man er en anelse blodsvag og får mareridt over socialanalyser udført med en stiletkniv.

    Baggrund

    Ryūnosuke Murakami (村上龍之助) blev født den 19. februar 1952, og han voksede op ved en af de amerikanske flådestationer på den japanske kyst i Sasebo i prefekturet Nagasaki. Det er der – et stenkast fra atombomben “Fat Man”s nedslag – at hans virkelighedsopfattelse blev skabt: “Virkeligheden var ikke skjult; den blev stillet til skue over alt. Andre byer var formentlig ikke sådan. Men hvis du sammenligner en militærby som Sasebo med andre byer uden en militærbase, hvilken symboliserer så efterkrigstidens Japan bedst? Jeg tror, jeg voksede op med at se realiteterne i øjnene.” [2]Tomoto OtakeStraight-talking wordsmith wields his pen like a sword. Interview i Japan Times2005-04-03.

    ”Alligevel kunne jeg fra sidelinjen se, hvordan hans vinylagtige hud sitrede, og blodårerne svulmede op, som når man hælder farve i vand, og hvordan han først blegnede for så at blive helt rød i hovedet. Det så meget ildevarslende ud, så jeg skyndte mig at sige til Reika, at det kun var japanere, der var helt oppe at køre over Nike Town, og at forbavsende få amerikanere kendte stedet, at halvdelen af kunderne var japanere, og at New York var en meget stor by, der ikke kun bestod af Manhattan.”

    “I Misosuppen”, s. 24.

    Virkeligheden viste sig at være et Japan, hvor snitfladerne mellem Østen og Vesten smelter sammen. I dag minder fremtiden således i påfaldende grad om et billede af Tokyo. Det er som om, de to ideer er uadskillelige: Japan i dag som et spejl af den vestlige verden i morgen.

    Murakami, Ryu
    Foto: Forlaget Klim
    • Født

      19. februar 1952 i  Sasebo, Nagasaki.

    • Uddannelse

      Studier i silketryk ved kunstskolen Gendaishichosha i Tokyo i 1971, skulpturlinjen på Kunstuniversitetet Musashino i Fasso, 1972.

    • Debut

      Almost Transparent Blue. 1976. Kodansha International. Semiselvbiografisk ungdomsfortælling.

    • Priser

      Gunzou New Literary Award, 1976.  Akutagawa Prize, 1976. The Yomiuri Literature Prize 1998. Tanizaki Junichiro Prize, 2000.

    • Seneste udgivelse

      I misosuppen. Klim, 2010 (In za Misosūpu, 1997). Roman.

    • Inspiration

      Vennen Sakamoto Ryuichi for hans kamp mod landminer.

    Murakami forlod Sasebo efter gymnasiet, hvorefter hans data minder om dem, vi forbinder med virkeligt cool kulturikoner fra samme periode – som Bryan Ferry og David Bowie. Murakami spillede trommer i et par rockbands, han studerede silketryk og skulptur på et par prestigefyldte kunstakademier, og han skød super 8-film. Hans liv var en god mixture af kunst, sex og stoffer – ligesom han skildrer det i den første og halvbiografiske roman “Almost Transparent Blue” fra 1976. Med denne debutroman ryddede Murakami Japan for betydningsfulde litterære priser, og romanen blev da også solgt i en million eksemplarer.

    I løbet af 1990’erne så en ny generation af internationalt sælgende forfattere dagens lys i Japan. Med Banana Yoshimoto i spidsen anerkendte de Ryu Murakamis forfatterskab. Også efternavnsbroderen Haruki Murakami, der flere gange er blevet nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, anerkender Ryu Murakami og kalder ham for den mest betydningsfulde samtidige japanske forfatter.

    Ved siden af Ryu Murakamis stadigt voksende forfatterskab udgiver han et mailmagasin og hoster et talk show. Desuden er han filminstruktør og har instrueret sin roman “Kyoko”. Efter sigende er også “I misosuppen” ved at blive filmatiseret.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Ryu Murakamis delvist selvbiografiske debutroman “Almost Transparent Blue” fra 1976 er uden plot. Plotlessnes er som bekendt arty farty, mens plot er den non-dekadente eller ældre mands krykker. Dem – krykkerne – begyndte Murakami så småt at gå med i firserne, uden at man kan beskylde ham for at lefle for den gode smag. Forfatterskabet stritter i forskellige retninger og rummer ud over den syrede “Coin Locker Baby” fra 1980 og endnu en autofiktion “69” fra 1987 angiveligt ikke-oversatte bud på både børne- og ungdomsromaner og chick litt. Desuden har Ryu Murakami skrevet tre psykohorror-romaner. Ud over hovedværket “I misosuppen” gælder det for “Piercing” fra 1994 og “Audition” fra 2009.

    At være et ganske almindeligt menneske kan få de mest grusomme konsekvenser i psykosplatter, især hvis almindelig forstås som konform og en anelse bevidstløs. Ofrene for de hårrejsende massakrer har ikke nødvendigvis gjort andet end at være som alle mulige andre. Det er en konvention. Der, hvor Murakamis fortolkning af genren bliver forstemmende, er i det forsvindende lille håb, fortællingen efterlader. Kenji virker ikke som noget troværdigt alternativ til Frank og hans ofre. Der er intet Utopia i spil, ingen entusiastisk tro på udvikling eller kærlighed. Der er ingenting. Men man kunne så indvende, at selv ingenting er noget i Murakamis tilfælde. Det er noget igennem stilen og den måde, han mætter sine tekster.

    Udvekslingen mellem øst og vest, USA og Japan tematiseres med en overvældende ophobning af den slags tegn, som fylder ufatteligt meget på den mentale amagerhylde hos japanske stilskabere i form af americana, af vestlig kitsch, camp og kultur, og scenerier af den slags, som omvendt fylder lige så meget hos vestlige orakler, når de skal mane et billede frem af fremtiden som Hong Kong eller Tokyo by night med deprimerede hikikomorier, liderlige gajins, støvede neonreklamer, kærlighedshoteller, pornografiske tv-shows, mangafigurer og hyperbevidste teenagere som promenerer morgendagens trends med affekteret verdenslede. Samtidig er der fuldstændig styr på den analytiske del. Det moderne Japans værdisammenfald udvikles rutineret og nemt.

    Det er akkurat de sociologiske observationer, man ville forvente ved et middagsselskab med højtuddannede, ressourcestærke kunstnere og intellektuelle som Murakami; den stærke firma- og familiestruktur, der er gået i stykker, den vanskelige individualisering og de nye persontyper; shopperen uden længere udsyn end det næste tilbud i Nike-indkøbskatedralen, den kastrerede fyr uden et økonomisk og uddannelsesmæssigt forspring at hænge sin potens op på, og piger, der af samme grund heller vil være sammen med veninderne undtagen lige ved de højtider, hvor der er prestige i at blive kurtiseret af handyret. Hvis Ryu Murakami har en vis sproglig begrænsning, er den absorberet i en ligefrem, ukunstlet formidling.

    Beslægtede forfatterskaber

    Ryu Murakami har mere end navnet til fælles med Haruki Murakami. De er begge vokset op i det kulturelle grænseland mellem øst og vest, USA og Japan, virkelighed og hypervirkelighed, på nogenlunde samme tid. Begge forfatterne krydrer de moderne erfaringer med en moderne form, som igen gør dem både til darlings og til prygelknapper i hjemlandets litterære establishment – som de for øvrigt undgår. Læsere, som har nydt miljøskildringerne i “I misosuppen”, vil formentlig også føle sig godt underholdt i Hariku Murakamis formidable “Efter midnat”, men på ganske anderledes vis. Scenen er nok engang et anløbet kvarter i Tokyo om natten, men hvor den musikalske og associative Hariku Murakamis stil er båret frem af jazzens toner, er Ryu Murakami mørk, minimalistisk rock. I virkeligheden minder tonen “I misosuppen” nok mere om den, man finder i franske forfatter Michel Houellebecqs misantropiske og kyniske univers.

    I det det hele taget har Ryu Murakami formentlig mere til fælles med forfattere og filmskabere fra den næste generation efter Hariku Murakami. Asa Nonami, Natsuo Kirino og den helt unge Hitomi Kanehara er nogle af de litterære japanske navne, som begynder at gøre opmærksom på sig selv internationalt. Instruktøren Takashi Miike har æren af at være endnu mere upopulær blandt traditionalister i Japan end Ryu Murakami. Han har lavet en efter sigende hårrejsende version af “Audition”. Emneordene til Dagbladet Informations anmeldelse af filmen lyder – “dødsfald, film, kvindeliv, lykke, misbrug, romaner, tortur”. Underrubrikken lød: “Den japanske horror-gyser Audition udfordrer sarte sjæle med overtydelig tortur”.

    Der er også åndsslægtskab med amerikanske og vesteuropæiske storbyforfattere som for eksempel firsernes dekadente New Yorker-forfattere: Bret Easton Ellis, Jay McInerney og Tama Janowitz. Akkurat som der er miljø- og stemningssammenfald med cyberpunk-veteranen William Gibson.

    Den umiddelbart iøjenfaldende litteratur om Ryu Murakami er begrænset, men der er håb forude, hvis man har lyst til at gå bag om forfatterskabet. Hans formidable danske oversætter Mette Holm har været på vandring i det kvarter, hvor “I misosuppen” foregår, og en reportage er på vej til P1. I programmet Skønlitteratur på P1 har der været bragt et interview med Mette Holm. Mette Holm selv lavet et længere interview med Ryu Murakami, som bringes i Politiken.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Bøger

    限りなく透明に近いブルー(Kagirinaku tōmeini chikai burū /Almost Transparent Blue)

    Ryu Murakami

    1976

    海の向こうで戦争が始ま (Umi no mukō de sensō ga hajimaru)

    Ryu Murakami

    1977

    コインロッカー・ベイビーズ (Koinrokkā Beibīzu/ Coin Locker Baby)

    Ryu Murakami

    1980

    走れ!タカハシ (Hashire! Takahashi)

    Ryu Murakami

    1986

    69 (Shikusutinain 69)

    Ryu Murakami

    1987

    ラッフルズホテル(Raffuruzu Hoteru)

    Ryu Murakami

    1989

    エクスタシー(Ekusutashī)

    Ryu Murakami

    1993

    五分後の世界(Gofungo no Sekai)

    Ryu Murakami

    1994

    ピアッシング(Piasshingu/ Piercing)

    Ryu Murakami

    1994

    KYOKO (Kyōko)

    Ryu Murakami

    1995

    ストレンジ・デイズ(Sutorenji Deizu)

    Ryu Murakami

    1997

    ライン(Rain)

    Ryu Murakami

    1998

    共生虫(Kyōsei chū)

    Ryu Murakami

    2000

    メランコリア(Merankoria)

    Ryu Murakami

    2000

    半島を出よ(Hanto Wo Deyo)

    Ryu Murakami

    2005

    ダイアローグ 村上壟X伊藤穣一(Daiarōgu Murakami Ryū X Itō Jōichi)

    Ryu Murakami

    2006.Samtaler

    A Whale Singing

    Ryu Murakami

    2010

    I misosuppen
    I misosuppen

    Ryu Murakami

    2010. Roman

    Om forfatterskabet

    Klim

    På forfatterens danske forlag kan man finde kort information om forfatterskabet.

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    En amerikansk psykopat i Tokyo. Anmeldelse

    Karsten R. Ifversen

    Politiken, 2010-08-16

    [2]

    Straight-talking wordsmith wields his pen like a sword. Interview i Japan Times

    Tomoto Otake

    2005-04-03