Bret Easton Ellis

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2023

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2010

Bret Easton Ellis er en af de seneste tiårs mest kontroversielle forfattere. Gennembrudsromanen “American Psycho” om seriemorderen Patrick Bateman medførte dødstrusler og en lang, ophedet debat, om hvor grafisk voldelig, man kunne tillade sig at være som kunstner. Den seneste roman i forfatterens forløbne fortælling om en fortabt amerikansk materialisme hedder “Imperial Bedrooms”. For hans splatterfans er der et par små lunser hen mod slutningen, men først og fremmest viser den forfatteren som en privilegeret formidler af psyke og sensibilitet.

Baggrund

Bret Easton Ellis er ud af, hvad han selv kalder en middelklassefamilie, men som de fleste ikke-amerikanere sikkert ville opfatte som rig. Farfaren ejede et par casinoer i Las Vegas, mens faren var succesfuld ejendomsmægler i Los Angeles. Ellis voksede op i materiel overflod og – det er det overordnede indtryk – emotionelt underskud. De glimt, vi får af hans opvækst i interviews og portrætartikler, skaber et svagt, men dystert billede af en familie i opløsning. Faren var alkoholiker. Moren er ikke til at få øje på. Bret Easton Ellis selv var angiveligt indadvendt og afsondret fra sine kammerater på en korrumperet rigmands-high school, hvor man, som han bemærker, rent faktisk kunne bestikke rektor med en frokost på den seneste nye in-restaurant (“An Introduction to Contemporary American Fiction”, s. 215).

”I begyndelsen var jeg forvirret over det der gav sig ud for at være kærlighed i denne verden: Folk blev vraget fordi de var for gamle eller for tykke eller for fattige eller fordi de havde for meget hår eller for lidt, fordi de var rynkede, fordi de ikke havde nogle muskler, ikke var markerede nok, ikke havde noget særpræg, ikke var hippe, ikke var i nærheden af at være berømte. Det var sådan man valgte elskere. Det var sådan man afgjorde venskaber. Og jeg måtte acceptere dette, hvis jeg ville nå nogen vegne.”

"Glamorama", 1999.

Foto: Jeff Burton

Født
Den 7. marts 1964 i Sherman Oaks, Los Angeles, Californien.
Uddannelse
Bachelor fra Bennington College, 1986.
Debut
Less Than Zero, 1985 (Under nul, 1993).
Priser
Ingen oplyst i litteraturen om Ellis.
Seneste udgivelse
Skår. Lindhardt og Ringhof, 2023. (The shards, 2021). Oversat af Karsten Nielsen.
Inspiration
Gustave Flaubert.

Han skrev sin første historie som 11-årig, et eventyr han selv beskriver som eksplicit seksuelt og voldeligt. Han gav det til sine forældre det samme år i julegave. Sin første aldrig udgivne roman skrev han som syttenårig ud fra erfaringer som medarbejder på et af farfarens casinoer. To år efter skrev han sin anden roman, “Less Than Zero” , på Bennington College, hvor han studerede musik. Rygterne siger, at han skrev den på otte uger. Ifølge rygterne var det også en af de hårdeste redigeringsopgaver i moderne forlagshistorie. Men det var besværet værd. Den solgte i 50.000 eksemplarer det første år og etablerede Ellis som en litterær kultskikkelse.

Han er nu blevet 21 og ernærer sig en tid som keyboardist i new wave-bands i Los Angeles, hvorefter han flytter til New York, lader sig opsluge af yuppiescenen og hader alt, hvad den står for. Faren dør og efterlader et bo, som det tager Ellis det meste af et år at gøre op, kun for at konstatere en gæld på 10 millioner dollars. Der er også knas i hans parforhold. Partneren sidespringer. Der er misbrugsproblemer. Der er opbrud. Men undervejs mod “Glamorama”, som udkommer i 1999, når Ellis at kæde en række noveller sammen og udgive dem som “The Informers”.

I dag bor Bret Easton Ellis stadig i New York, hvor han til stadighed må forklare ind- og udenlandsk presse, som aldrig for alvor har tabt interessen for ham, at der ikke er noget direkte sammenfald mellem ham og hans litterære hovedpersoner.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Siden Bret Easton Ellis' gennembrudsroman “American Psycho” fra 1991 har pressen haft svært ved at adskille forfatteren fra fortælleren – Ellis fra den mærkevarefikserede psykopat Patrick Bateman. Feministiske grupperinger læste bogen som djævlen biblen og mente, at det nærmest var en ‘gør det selv-manual’ til, hvordan man parterer kvinder. Det hjalp heller ikke på forfatterens omdømme, at han også bare var for mærkelig og boede i en minimalistisk, sortmalet og mørklagt lejlighed. Inden længe var han ligeså hadet, som JR fra “Dallas” var det i sine velmagtsdage. Men Bret Easton Ellis holdt fast i stilen, der af litteraten James Annesly blev døbt blanc fiction for sin kolde og uforsonlige skildring af et USA, der har det hele på overfladen efter de store fortællingers kollaps; som har sagt farvel til Gud og Marx og ungdomskulturens afguder. Stofferne til eksempel flyder frit i Ellis' fortælling, men radikalt løsrevet den romantik, som beatnickerne byggede op om dem i halvtredserne, hippierne tresserne og gonzojournalisten Hunter S. Thompson med “Fear and Loathing in Las Vegas” i halvfjerdserne. Stofferne er ikke en vej til nogen dybere indsigt eller frigørelse hos Ellis. Der er ikke noget eksotisk eller subversivt over dem. De er et frikvarter fra mareridtet og en måde at sove på. “Det amerikanske mirakel er obskønt, præget af en rigdom uden fortilfælde, øjeblikkelig nydelse, en næsten ubærlig mængde af forbrugervalg.’ I al korthed ‘et air-konditioneret paradis … Men en meget lille modifikation, en ændring på bare et par grader, ville være nok til at få det til at ligne helvede.” (“An Introduction to Contemporary American Fiction”, side 195) skrev den franske sociolog Jean Baudrillard i 1988 i værket “America”. Den meget lille modifikation er indtrådt i Ellis' univers.

Beslægtede forfatterskaber

Bret Easton Ellis har følelsen af opløsning og fremmedgørelse til fælles med de af det bedre borgerskabs begavede sønner, som i løbet af det nittende og tyvende århundrede omsatte deres følsom- og stilbevidsthed til et kapitel i litteraturhistorien. Han deler dekadent sensibilitet med Oscar Wilde. Hans erklærede yndlingsroman er “Følelsernes opdragelse” af den franske kirurgsøn Gustave Flaubert. Wildes dekadence og Flauberts realisme flyder sammen hos den aristokratiske midtvestdreng F. Scott Fitzgerald som i værk og livsstil er tyvernes nøjagtige pendant til Ellis. Sammen med hustruen Zelda dyrkede han akkurat som Ellis New York i en endeløs fest med sprut, stoffer og sex i stride strømme. Hvis “Under nul” er Ellis' svar på F. Scott Fitzgeralds “This "Side of Paradise” og “American Psycho” hans store Gatsby, så betegner “Imperial Bedrooms” den samme rejse i geografien og kulturen mod Los Angeles og filmindustrien, som Fitzgerald foretog med “The Last Tycoon”. For den på det tidspunkt forsumpede og døende Fitzgerald var det en ufuldendt svanesang. For en stadig mere sober Ellis et løfte om mere. Som alle andre amerikanere med en betydelig historie om gale, unge mænd på hjertet er han blevet jævnført med J.D. Salinger (“The Catcher in The Rye”). Han kan takke Hemingways reportagestil for den ligefremme dimension i forfatterskabets altid let affekterede prosa. Den dumpe smerte og stille panik, som præger persongalleriet etablerer båndet til forfatteren og halvfjerdserfeministen Joan Didion, litteraturens smukkeste svar på Patti Smith og et af Ellis største forbilleder. En del yngre forfattere har en del at takke Ellis for. Hvis man holder af hans værker, vil man formentlig også føle sig godt underholdt af canadiske Chuck Palahniuk.