Når ingen blander sig, kan man jo gøre hvad som helst, og hvad som helst er ikke hvad som helst for 18-årige Clay og hans venner. Det eneste på bogens 169 sider, der rigtigt får dem op at køre er en video med en stor, hætteklædt mand, der voldtager en dreng og en pige, inden han slår dem ihjel med remedierne fra en værktøjskasse, samt en 12-årig pige, som er bundet til sengestolperne i en af deres lejligheder, hvor de doper og voldtager hende. “Hvis du har lyst til at gøre noget, har du ret til at gøre det” (s. 154), som Rip, Clays pusher, konstaterer, inden det er hans tur til at gå løs på den bundne pige. Og når man også har magt og vilje til at gøre, hvad man har lyst til, og ingen blander sig, ja, så er der ikke meget tilbage af civilisationen, og det er det, romanen beskriver.
En verden, som kollapser under vægten af sin egen ligegyldighed. Ikke en hvilken som helst verden vel at mærke, men en solskoldet, høj og skæv rigmandsverden, som ikke har ret meget med den virkelighed at gøre, som de fleste af Ellis’ læsere må formodes at bevæge sig i. Det betyder ikke, at den ikke udmærket kan bruges som illustration af det skred i sæder og værdier, vi almindeligvis betegner som postmoderne. Ellis bliver da også benyttet som sandhedsvidne i de mest forstemmende kultursociologiske teorier. Men han er også et symptom på det postmoderne. Clays indtryk formidles uden moralsk filter. På den måde flyder problematiseringen sammen med problemet, og “Under nul” bliver, hvad den handler om: vold, overflod og ligegyldighed, og den effekt det har på sindet: depression.
Bret Easton Ellis
Bret Easton Ellis er en af de seneste tiårs mest kontroversielle forfattere. Gennembrudsromanen “American Psycho” om seriemorderen Patrick Bateman medførte dødstrusler og en lang, ophedet debat, om...
Læs hele forfatterportrættet
