”‘Kristoffer Dalby, var det sådan?’ smagte forstanderen på navnet, da han havde fået dem bænket ved formicabordet. ‘Hmmm, men så må annalerne vist lige træde os til hjælp. Men lad os nu først lige få noget kaffe.’ Assad så undrende på den gamle forstander. ‘Annalerne?’ Carl gav ham et skub i siden, så han stoppede. ‘Annalerne er gamle optegnelser og bøger, Assad, ikke det andet’, hviskede han.”
”Den grænseløse”, s. 134.
Det andet spor fører frem til en sekt på Öland ud for den svenske østkyst. Her møder vi den finske kvinde Pirjo, der foranlediget af lige dele svigt i barndommen, magtbegær og østrogen renser ud i mulige konkurrenter til sektoverhovedets opmærksomhed.
Læseren regner langsomt korrekte og ukorrekte sammenhænge ud, inden forløsningen endelig kommer, og to spor bliver til ét.
Selvom to mennesker mishandles med strømførende ledninger og et andet slagtes med en spade, så er stemningen på intet tidspunkt uhyggelig eller skræmmende. Det minder om den måde, kriminalitet fremstilles på i Olsenbanden: Det farlige er først og sidst hyggeligt. Effekten er den samme i Adler-Olsens lune signatur-stil, der blander frisk dialog og topstyret alvidenhed. Jokes, platheder og blødt velmenende bredsider mod kunst, religion, Udkantsdanmark, kvindekøn og solenergi vinder overtaget i "Den grænseløse"s byger af cliffhangers og suspenseopbygning.
Jussi Adler-Olsen
Siden romandebuten ”Alfabethuset” i 1997 har Jussi Adler Olsens hovederhverv været som forfatter, og med serien om Afdeling Q og Carl Mørck har han slået sit navn fast som en af Danmarks mest læste...
Læs hele forfatterportrættet
