”3. g'erne kaldte ham bare K, men han hed Kåre. Det var ham, der fik næsten alle 2. g'ernes stemmer, da de stemte om, hvilken sidsteårselev der skulle være præfekt. Ham, der lignede en gud. Det var ham Kåre, alle piger hviskede om på hummerne og i sovesalen, men det blev Kimmie, der scorede ham. Efter tre danse til Komedie-ballet blev det hendes tur, og Kåre fik hendes fingre at føle, hvor ingen havde været før. For Kimmie kendte sin krop og også drengenes. Det havde Kristian sørget for.
Som i en skruestik sad Kåre fast. Man talte om, at den flinke præfekts gennemsnit begyndte at dale fra den dag, og at det var underligt, at en så dygtig og målrettet elev pludselig begyndte at miste grebet. Og Kimmie nød det. Det var hendes værk. Det var hendes krop, der rystede dette dydsmønsters grundvold. Hendes krop alene.”
“Fasandræberne”, s. 121.
Efter kostskolen begynder Kimmie at date Bjarne Thøgersen. Det skulle hun ikke have gjort. Karsten Wolf er jaloux. Han låner fattig-Bjarne en stor speedbåd, og da kysten er klar, og Bjarne er over alle bølger, tropper han op hos Kimmie og smadrer og voldtager hende sammen med resten af slænget.
Volds- og anfægtelsesorgiet får en tand til, da Bjarne uventet kommer tilbage og i stedet for at hjælpe Kimmie, viser sin forstemmende svaghed ved at please sine rige venner og deltage i uhyrlighederne. Bagefter køber gruppen det firma, Kimmie arbejder i, og får hende fyret, så hun bliver psykotisk posedame. I mange år flakker hun rundt i gaderne, men så nærmer det endelige opgør sig.
Det er på det tidspunkt, vi kommer ind i historien. Rigmandsdrengene er for længst blevet voksne og sidder på toppen af samfundet, undtagen Christian Wolf som er død af et vådeskud under en jagt, og Bjarne Thøgersen, som har påtaget sig skylden for et af de mord, som gruppen har begået, og nu er i fængsel. Men Kimmie har de ikke kunnet få styr på. De sætter en privatdetektiv til at opstøve hende, og så accelererer begivenhederne. Kimmie har nemlig lært et par overlevelsestricks på gaden, og hun bider fra sig. Undervejs slår hun sin stedmor ihjel og smadrer også hendes rengøringskone. Inde på politigården prøver vicekriminalkommissær Carl Mørck at få styr på, hvad der foregår, men det er ikke nemt, for overklassen har en bandementalitet, som gør den næsten uigennemtrængelig. Tonen er hård, men også gemytlig og gæv mellem Mørck og kollegerne i Afdeling Q, mens de arbejder sig hen mod mysteriets løsning. Den er omvendt forbryderisk og nederdrægtig blandt overklassemorderne, som har det samme forhold til mennesker som til de fasaner, de pløkker i bundter på deres jagter. Men heldigvis får de deres bekomst.
Jussi Adler-Olsen
Siden romandebuten ”Alfabethuset” i 1997 har Jussi Adler Olsens hovederhverv været som forfatter, og med serien om Afdeling Q og Carl Mørck har han slået sit navn fast som en af Danmarks mest læste...
Læs hele forfatterportrættet
