”En dag kravlede en kjole op af såret, en kjole som selv var en tråd, der skulle binde menneskene og trolden sammen. Kjolen skubbede sig frem over jorden. Den fandt trolden langt inde i skoven. Kjolen snurrede om sig selv, trolden skulle tage den på, den tilhørte hende. Hun nægtede, hun slog ud efter den, men kjolen slyngede sig om hende. Den blev tung. Trolden mærkede, hvad det var: en bøddelkjole.”
”Trold”, s. 7.
Langt fra byen bor en ond konge. Det er ham, der har besluttet, at menneskene skal fælde skoven, så han kan bygge sin borg af træet. Hele byen arbejder for ham. Heller ikke de har noget valg. Ressourcerne slipper op, antallet af grave vokser. Menneskene frygter både trolden og kongen. Trolden bliver mere og mere udmattet. Hun kan slippe væk ved at sluge verden, blive til en sten med verden inde i sig. Det er en uholdbar løsning, for en dag vil vandet drive af stenen, og trolden vil vågne op igen – måske til en endnu værre verden. Men det er også troldens eneste udvej.
Udover trolden følger vi et udvalg af menneskene i byen, der forsøger at klare sig igennem på hver deres måde ved enten at vende sig væk fra fællesskabet eller søge hjælp. Alle fejler. Der er ingen udvej.
Sproget i ”Trold” er fyldt med billeder. ”Kongen strækker sine hænder ud i landet”, står der på side 20. Senere, på side 38, går kongens hænder ved siden af menneskene, mens de pløjer, og på side 76 ligger hænderne på jorden i skoven. Sådan illustreres kongens magt. Ingen kan undslippe hans hænder. Sproget er også fyldt med aggressivitet. Menneskene ”tæver jorden”, når de graver og ødelægger, og trolden kan høre dem ”gø”, hver gang de har forbrudt sig mod naturen ved at spise, slagte eller fælde træer.
Rasmus Daugbjerg
Da Rasmus Daugbjergs anden roman ”Trold” udkom i 2022, blev den af flere anmeldere betegnet som en troldebog for voksne – altså en fortælling med karakterer, man typisk ville placere i en børnevenl...
Læs hele forfatterportrættet
