Rasmus Daugbjerg

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
marts 2026

Hovedforfatter

Marie Hauge Lykkegaard
cand.mag., december 2022

Da Rasmus Daugbjergs anden roman ”Trold” udkom i 2022, blev den af flere anmeldere betegnet som en troldebog for voksne – altså en fortælling med karakterer, man typisk ville placere i en børnevenlig eventyrverden, men som er alt andet end for børn. I Daugbjergs forfatterskab er inspirationen da også hentet i eventyr, sagn og myter, men fokus er på det, der sker i verden lige nu. Derfor kryber fortællingerne ind under huden mere end de mest uhyggelige eventyr. Her lever ingen lykkeligt til deres dages ende.

Baggrund

Rasmus Daugbjerg er født i Aarhus i 1993 og voksede op i Lemvig. Hans interesse for litteraturen opstod relativt sent. Faktisk var det først i en alder af 23, han begyndte at læse skønlitteratur og at skrive selv. Om sin vej ind i kunst- og litteraturmiljøet siger han: ”I starten af mine tyvere fik jeg nogle tætte venner, som arbejdede med billedkunst og film, og blev derigennem introduceret for dén verden. Da jeg så begyndte at læse skønlitteratur og skrive selv, oplevede jeg, at det var både besværligt og overvældende. Men samtidig rigtigt.” [3].

”Solen er et sår. Såret bløder knive. Knivene falder ned i menneskebyen, og så tør menneskene op. De går ud i lyset og i gaderne med spyd og plove, med hakker og knive. De skærer i jorden og i dyrene. Det er sårets tid, tænker trolden.”

”Trold”, s. 5.

Ganske kort tid efter begyndte han som elev på forfatterskolen Biskops Arnö, der ligger i det østlige Sverige – midt i skovområder, der leder tankerne hen på den natur, begge hans romaner er sat i. Senere blev han optaget på Forfatterskolen i København, som han dimitterede fra i 2020. Året efter udkom debutromanen ”Rygtet”.

Foto: Daniel Hjorth

Født
1993, Aarhus.
Uddannelse
Den svenske forfatterskole Biskops Arnö, 2018. Forfatterskolen i København, 2020.
Debut
Rygtet. Forlaget Møllegades Boghandel, 2021. Roman.
Litteraturpriser
Michael Strunge-prisen, 2023. Weekendavisens litteraturpris Majprisen, 2026.
Seneste danske udgivelse
Rasmus Nielsøn. Gutkind, 2026.
Inspiration
Eventyr, legender, sagn, myter og religiøse tekster.

Trods den sene introduktion til skønlitteraturen har Daugbjerg altid været fascineret af mytologiske genrer som de folkeeventyr, han også har ladet sig inspirere af i sine romaner. Eventyrene kan nemlig fortælle os noget om, hvad det vil sige at være menneske: ”De transcenderer på en måde tid og sted. Altså netop det her med at jeg kan læse et folkeeventyr om en trold og så føle, at det handler om klimaet i 2022,” siger han til Jyllands-Posten med henvisning til sin anden roman ”Trold” fra 2022. [2].

Når Rasmus Daubjerg ikke skriver selv, underviser han. Han er stifter af Skolen for Skrift, der optager sit andet elevhold i foråret 2023 og har også undervist på Testrup Højskole og hos Nyt Forum for Skrift. For ”Rygtet” blev Daugbjerg i 2021 nomineret til Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris. Året efter blev han nomineret til bibliotekernes forfatterpris Edvard P. Prisen.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Naturen er noget uregerligt, som menneskene lever med og lever af, men alligevel er dødsens bange for. Mange tyer til tro eller overtro for at forklare eller retfærdiggøre naturens kræfter. Sådan er det i begge Rasmus Daugbjergs romaner. I ”Rygtet” er der frygten for skoven uden for byens mure og alt det mørke og farlige, der findes i den. Der er en konsensus i landsbyen om, at de der bor eller trives i skoven, ikke er til at stole på. I ”Trold” er det først og fremmest trolden, som menneskene frygter. Trolden er en del af den natur, som menneskene er ved at ødelægge ved at udvinde ressourcer, men hun (trolden) er også et billede på noget større. Hun er en naturkraft, som kan tage alt fra menneskene og endda sluge hele verden.

I forlængelse af det er det væsentligt at nævne folkeeventyrene, en genre som Rasmus Daugbjergs bøger også trækker på, tydeligst i ”Trold”. I folkeeventyrene møder vi arketyperne, det kunne være en konge, en trold, en heks eller en prins, som hver repræsenterer noget bestemt i fortællingen, oftest enten det gode eller det onde. Folkeeventyrene ender som regel med, at de onde straffes og det gode sejrer. Hos Rasmus Daugbjerg er skellet mellem det gode og det onde ikke sort-hvidt. Til Forfatterweb fortæller han, at han under arbejdet med ”Trold” stillede sig selv spørgsmålet, hvorfor trolde altid fremstilles som onde: ”Og i mange fortællinger er det netop, fordi nogen forbryder sig mod naturen, mod troldens hjem. Så der ligger en ambivalens i troldens ondskab.” (Interview med Forfatterweb, november 2022).

Trolden i romanen afspejler klimaets reaktioner på vor tids adfærd, for som Daugbjerg siger til Jyllands-Posten: ”Jo mere rovdrift, der drives på naturen, jo flere klimakatastrofer kommer der (…) Hvis vi vil forstå klimakrisen, må man forstå, at klimaet både er sårbart, men også sårende - ligesom en trold”. Jo Carlsen: Rasmus Daugbjerg får en trold til at sprede uhygge om klimaet. Jyllands-Posten, 2022-09-01. I Jyllands-Posten fortæller Daugbjerg desuden, at han i forbindelse med sin research til ”Trold” læste både folkeeventyr, 500 år gamle landbrugspolitikker og FN’s klimarapporter.

Et andet tema i Daugbjergs forfatterskab er frygt, og hvad den gør ved os, og hvordan den får os til at tale. I ”Rygtet” er det landsbyen, der frygter det fremmede, og angsten peger i mange retninger: ”Rædslen findes over det hele. På den måde er Rygtet jo en bog, der prøver at forholde sig til, hvordan rædslens sprog kan se ud,” siger han til Litteraturnu.dk [1]. Det sprog finder f.eks. styrke i forsimplede logikker, som beboerne kan enes om, og som kan affeje den uro, der kommer af ikke at have greb om noget til fulde. Som når beboerne i byen digter en dyster historie om den nye tilflytter, de frygter og hader mere og mere. Eller når de døber en pige Tvillingen, fordi de ikke kan enes om, hvem der fandt hende først. Løsningen på det, der kunne være optræk til en konflikt bliver, at pigen må være to identiske mennesker.

Beslægtede forfatterskaber

I takt med at fokus på klimakrisen og konsekvenserne af den fylder stadig mere i medierne, er det samme sket i fiktionen. De seneste år er stakken af klimakriselitteratur, eller cli-fi som genren også bliver kaldt, vokset. Dvs. bøger der giver et fiktionaliseret bud på, hvilke konsekvenser vores behandling af kloden kan få. Ofte – men langt fra altid – er romanerne sat i en dystopisk fremtidsverden, eller nær-fremtidsverden, deraf navnet, der rimer på sci-fi. Charlotte Weitze skriver sig med romanerne ”Den afskyelige” (2016) og ”Rosarium” (2021) ind i cli-fi-genren, men når hun er relevant at nævne i forhold til Rasmus Daugbjerg, skyldes det i lige så høj grad, at inspirationen fra gamle eventyr også træder tydeligt frem i Weitzes forfatterskab, eksempelvis i ”Den afskyelige”, hvor det er myten om den afskyelige snemand, hun genopliver.

I Dennis Gade Kofods ”Nancy” fra 2015 vil underjordiske væsner tage Bornholm tilbage, fordi menneskene misholder jorden. Tematikken minder om Daugbjergs ”Trold”, og også hos Gade Kofod er det magiske væsner, der kræver deres ret til den natur, menneskene har vundet hævd på.

Svenske Kerstin Ekman har i årtier skrevet romaner fra de store svenske skove. Hendes forfatterskab spænder over mange genrer, men et gennemgående greb er, at der ofte er noget overnaturligt på spil eller et spor af bibelhistorier til stede. Fortællinger der knytter sig stedets historie – hvad enten det er gamle sagn eller den religion, som menneskene her har bekendt sig til gennem generationer. Ekmans måske bedst kendte bøger, kriminalromanen ”Hændelser ved vand” (1993) og romantrilogien ”Ulveskindet” (1999-2003), foregår ved byen Svartvattnet i Nordland og tematiserer blandt anden, hvordan vi behandler og lever i naturen. I hendes roman ”Ulvespring” fra 2021 taler hun skovens sag gennem den pensionerede forstkandidat Ulf, der efter et møde med en ulv kan høre naturens egen stemme.