Foto: Pieter ten Hoopen

*Seneste udgivelse

Kerstin Ekman

Emneord:

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., november 2025

Hovedforfatter

Mai Misfeldt
cand.mag., 2012

Kerstin Ekman er en af Nordens store fortællere. Hun debuterede som krimiforfatter i 1959, men har siden vist et mere og mere samfundskritisk, sprogligt fortættet og mytologisk spejlende forfatterskab, der altid tager parti for den umælende, forsvarsløse natur og for de mennesker, som er prisgivet den. Romanernes indfaldsvinkler er mange: social historie og politik, kønsroller, seksualitet, flere religioners mytologier, filosofi, økologi, den enkeltes ansvar, kunstens forhold til virkeligheden. Kvinders ret og naturens ret fylder stadigt mere i Ekmans muntre og lavmælt indignerede værker.

Baggrund

Kerstin Ekman er født i 1933 og voksede op i den lille svenske by Katrineholm. Faren arbejdede som værkfører og blev siden selvstændig, moren var, som kulturen dengang nærmest bød det, hjemmegående. Kerstin Ekman er enebarn og var en sart og begavet pige, der inden hun kom i skole havde lært sig selv at læse og regne. Hun blev student i 1952 og fil.mag. i litteraturhistorie fra Uppsala Universitet i 1957.

”Søvandet bliver så glat hen på sensommeren. At ro er som at skumme en kalvebouillon når den er ved at stivne. Denne dvælende, magelige årstid. Højt oppe er dværgbirkekrattet allerede gulflammet og rødbrændt. En fejende snebyge har plettet fjeldmosen om natten. Men hernede er varmen oplagret i klipperne og de ulmende myretuer.”

”Guds barmhjertighed”, s. 361.

Foto: Pieter ten Hoopen

Født
1933 i Risinge, Östergötland, Sverige.
Uddannelse
Fil.mag. i litteraturhistorie, Uppsala 1957.
Debut
30 meter mord. 1959.
Litteraturpriser
Stora romanpriset, 1977. Kellgrenpriset, 1984. Selma Lagerlöfpriset, 1989. Övralidpriset, 1991. Augustpriset, 1994 og 2003. Nordisk Råds Litteraturpris, 1994. Litteris et Artibus, 1998. Ivar Lo-Johanssons personliga pris, 2012.
Seneste udgivelse
Hunden. Gyldendal, 2025. (Hunden, 1986). Oversat af Anne Marie Bjerg. Roman.
Inspiration
Thomas Mann og den svenske forfatter Sten Selander.

Årene derefter arbejdede hun med film, indtil hun i 1959 debuterede som krimiforfatter. Hun havde giftet sig med historieforskeren Stig Ekman, men ægteskabet holdt ikke. Som ganske ung fik hun foretaget en voldsom underlivsoperation, som gjorde hende ude af stand til at få børn (det er bl.a. den traumatiske oplevelse, der ligger til grund for det langt senere epos ”Knivkastarens Kvinna” fra 1990 (”Knivkasterens kvinde”, 1990)). Hun adopterede en lille dreng og giftede sig senere med sin nuværende mand, musiklæreren Börje Frelin, som mødte på Wiks Folkhögskola, hvor hun var lærer fra 1965-70. I 1970’erne flyttede de til den lille by Valsjöbyn i Jämtland, nær den norske grænse. Her boede de i 24 år, indtil de pga. ægtemandens helbred måtte forlade Ekmans elskede skove og flytte tættere på Stockholm. Nu bor Kerstin Ekman i Roslagen, omkring 100 km. uden for Stockholm.

Kerstin Ekman er en centralt placeret forfatter i det svenske kulturliv. Hun var medlem af Samfundet De Nio fra 1974-1986, hvor hun trådte ud pga. travlhed, men efter at Astrid Lindgren forlod Samfundet i 1993, blev der atter en plads, og Kerstin Ekman blev igen medlem. I 1978 overtog hun stol nr. 15 i Svenska Akademien efter Harry Martinson, hvis forfatterskab Kerstin Ekman i øvrigt har udtrykt stor gæld til. Hun var det tredje kvindelige medlem i Akademiens historie efter Selma Lagerlöf og Elin Wägner.

I 1989 forlod Kerstin Ekman dog Akademiet igen pga. dets manglende engagement over for det iranske præstestyres mordtrussel mod den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie. Ekman har selv formuleret forløbet sådan: "Det var en sørgelig affære med en flok ældre herrer, som hverken forstod fundamentalismens fare eller indvandrer-litteraturens enorme betydning i England og USA." (Bjørn Bredal: Mo(r)dermyten. Politiken, 1994-02-02).

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Kerstin Ekman fortæller om sin roman "Mordets praktik".

Udvalgte bøger

Inspiration fra krimien

Kerstin Ekman debuterede som krimiforfatter og nåede at skrive fem regelrette krimier, før hun brød den lidt skematiske genre med romanerne "Dödsklockan", 1963 ("Dødsklokken", 1977) og "Pukehornet", 1967 ("Pukehornet", 1978). Men selvom Ekmans forfatterskab har udviklet sig i retning af mere realistiske og bredt anlagte samfundskritiske romaner, så medtager hun ofte det kriminalistiske element, mordets rugende gåde, i det senere forfatterskab. På det mere overordnede plan kan man næsten sammenligne læserens rolle i Ekmans univers med detektivens. Som den lokale betjent i den tidlige roman "De tre små mästarna" fra 1961 ("Tre små kinesere", 1964), der skal spore sig frem til en mordgåde i et lille indadvendt finlandssvensk samfund, må læseren ofte tolke tegnene grundigt og selv lægge tingene sammen undervejs.

At Kerstin Ekman skiftede kriminalromanen ud med en mere kompleks litteratur skyldtes bl.a. en personlig krise, der medførte, at hun blev skilt og flyttede fra det mondæne Uppsala og ud på landet. I et interview har hun udtalt, at "hvis man har talent for at skrive, er det ikke så svært at få en kriminalroman til at virke. Jeg har stor respekt for det, men man mærker jo, at det her er ikke livet. Du gør det let for dig selv ( ... ) Men der mangler noget. Og det er nødt til at være der i den store litteratur. Da jeg kom i gang med at skrive igen, skrev jeg med en større del af mig selv. Vovede noget mere. Og det koster mere længsel og uro at klare det, for man søger lidt mere, end man egentlig kan." [3].

Kvinderne og byen

Kerstin Ekmans nationale gennembrud kom for alvor med de fire romaner "Häxringarna", 1974 (”Hekseringene”, 1977), "Springkällan", 1976 (”Springkilden”, 1977), "Änglahuset", 1979 (”Englehuset”, 1979) og "En stad av ljus", 1983 (”En by af lys”, 1984). Kritikere har, efter en af seriens lokaliteter, kaldt den "Katrineholmstetralogien", men forfatteren foretrækker titlen "Kvinderne og byen". Romanerne er en kulturkritisk Sverigeshistorie fortalt fra udkantssamfundets og kvindernes vinkel.

Tidsmæssigt forløber de fra industrialiseringen, ca. 1870 til bøgernes skrivende stund, dvs. ca. 1980, og der er kritik af både kapitalisme og socialisme. Der fortælles om storstrejken i 1909, hungeroptøjerne i 1917, indførelsen af valgret for kvinder i 1921, de to verdenskrige, efterkrigstid, velfærdssamfund og rodløshed. Men Ekman ser med et andet blik end historikernes, hun ser det med børnenes og med kvindernes blik, og hun stiller de skæve spørgsmål, som magthaverne ikke gør: Hvor blev skønheden og længslerne af, hvad er det for et samfund, vi har skabt, og hvad er det egentlig, vi drømmer om?

Knivkasterens kvinde

Hvor Kvinderne og byen fortalte den store historie, er versfortællingen "Knivkastarens kvinna" fra 1990 (”Knivkasterens kvinde”, 1990) en fortælling fra den lille, altså den personlige historie. Den er skrevet tidligere i forfatterskabet, men der gik mange år, før Ekman havde mod på at udgive den. Historien handler om en underlivsoperation, der opleves som et reelt voldeligt overgreb, efterfulgt af depression og selvmordsforsøg og en senere forsoning med tilværelsen.

Sorgen og smerten over at være blevet gjort ufrugtbar spejles i brugen af den sumeriske myte om moder- og frugtbarhedsguden Ishtars nedstigning til underverdenen. Det er en rå og vred historie, som også kan læses som en kritik af videnskabens blinde punkter.

Hunden og den vilde natur

Mellem de store romaner med omfattende persongalleri finder man gennem hele Ekmans forfatterskab en række mindre, mere eksperimenterende romaner. Det gælder den lille eksistentialistiske roman "Hunden" fra 1986 ("Hunden", 1986/2025) om en hvalp, der må lære at klare sig selv alene i skoven, og den efterfølgende "Rövarna i Skuleskogen" fra 1988 ("Røverne i Skuleskoven", 1989).

”Groning, der nu havde ligget i mange og lange timer med benet under granen, så at der var en trold i krattet. Men der var kun én, og den var temmelig ussel. Den havde en tynd, bøjelig krop, og på hovedet havde den en strid hårtot fuld af skurv og lusereder.”

”Røverne i Skuleskoven”, s. 10.

I "Røverne i Skuleskoven" handler det om et naturvæsen, der langsomt bliver til menneske: skov + ord = Skord. Dette væsen er en slags naturens erindringsopsamler, som vokser frem af naturen, mytologien og eventyrene omkring 1300-tallet og lever helt til slutningen af 1800-tallet, hvor forestillingen om en jernbane gennem skoven begynder at vise sig. Romanen er således en form for opsamling af hele den historiske tid. Kerstin Ekman er meget bevidst om, at mennesker har brug for rødder, og at rødder også er noget, man kan bevidstgøre sig om gennem læsning. "Røverne i Skuleskoven" er et indlæg for den vældige natur, vi alle er en del af, men som bliver behandlet uden respekt.

En parallel roman udkom i 2000. "Urminnes tecken" ("Arilds tegn", 2001) handler udelukkende om skoven, vandene og fjeldet betragtet som et levende landskab befolket dels med dyr, dels med bittesmå væsner med hundeøjne. Bogen udspiller sig i det nordlandske landskab, som er så nærværende i Ekmans forfatterskab: Ved søen Svartvattnet, i skyggen af fjeldet Giela, i det væsnerne kalder den skånede skov, fordi mennesket endnu ikke har brændt, fældet og ødelagt den vilde natur. Her ligger den altid nærværende civilisationskritik som en fin og stærkt spundet tråd.

Ulveskindet-trilogi

For dem, der elsker Kerstin Ekmans skildringer af Nordland, var det en gave, at hun i trilogien "Vargskinnet", 1999-2003 ("Ulveskindet", 2000-2004) vendte tilbage til det landskab, hun kender så godt og kan skildre som få. Som hun har sagt: "Jeg giver fanden i nationen. Men jeg giver ikke fanden i sproget. Det går gennem marv og ben som en råkold blæst, risler gennem mig som en bæk. Der er følelser, væremåder, som ikke kan udtrykkes på noget andet sprog end det, der før i tiden blev kaldt ærens og heltenes, men som måske, når det var allermest ægte, netop var blæstens og den violette skumrings sprog." (Kun brændende fugle i: Ytringsfrihedens grænser. Nordisk Råd. 1995). Det er dét sprog, som er trilogiens kendemærke.

”Risten, sagde han, Risten onne maana. Onne maana!
Da han sagde det, blev vort sprog vakt til live i mig igen. Han talte så det lød som sang. Han spurgte om jeg kunne huske ham, men det kunne jeg ikke sige at jeg gjorde. (…) Så begyndte han at synge for mig: nanana ... onne maana ...”

”Guds barmhjertighed”, s. 5.

Tilsammen udgør de tre bøger: "Guds Barmhärtighet" fra 1999 ("Guds barmhjertighed", 2000), "Sista Rompan" fra 2002 ("Rørte vande", 2002) og "Skraplotter" fra 2003 ("Skrabelodder", 2004) en tæt fortælling om en slægts liv gennem det tyvende århundrede i det nordligste Sverige. Romankredsen begynder med, at jordemoderen Hillevi Klarin i 1916 ankommer fra det pæne Stockholm til det øde Nordland for at medvirke til at bedre forholdene for kvinder i det udsatte og isolerede område. Andet bind handler om Hillevis datter Myrten, og i det sidste bind er vi fremme ved vor tid, sidst i 1980'erne, hvor Hillevis datterdatter, Myrtens bortadopterede datter, præsten Inga/Ingefrid ankommer til stedet for at få arven - ikke mindst i psykologisk forstand - efter den mor, hun aldrig har kendt.

Stedet er som i "Hændelser ved vand" en lille by ved Svartvattnet. Et sted, hvor det er mørkt vinteren lang, blændende lyst den korte sommer, og hvor frosten allerede sætter ind i august. Hvor folk kryber sammen og tier om alt det, som ikke er til at håndtere. Og ikke mindst et sted, hvor kulturerne og sprogene mødes og brydes; rigssvensk, samisk, jämtsk og norsk. Der er døde børn, døde voksne, plejebørn, navneskjul, drab og skændige fortiede hændelser fra fortiden, som stadig gør sig gældende i det lille samfund. Naturen er aldrig bare baggrund, men er i sig selv stor, kraftfuld, konkret og samtidig næsten metafysisk.

Mennesket dannes efter naturen og udvikler sanser, der passer til den. Også de dimensioner af mennesket toner bort, når den vilde natur forsvinder. Trilogien har hele tiden fat i balancen mellem hverdagens ensartede slid, der følger årstidens gang, og så den øjeblikkelige forklaring, det guddommelige øjeblik af indsigt, som uforklarligt slår ned i menneskers liv og giver tingene mening. Denne indsigt eller oplevelse kan man ikke tvinge frem. Den kommer, helt overrumplende, som en gevinst på et skrabelod. Overvejelser omkring, hvor den religiøse erfaring går hen i et sekulariseret samfund, er et emne, som i stigende grad optager Kerstin Ekman. Jordemoderen Hillevi er fuld af ransagelser. Hvordan skal et lille menneske agere overfor al den uret, det møder, hvor Gud synes at være et stort blindt dyr.

På smukkeste vis slutter Ingefrid romanen med sin nyvundne indsigt: Det er os mennesker, der skal virkeliggøre Guds barmhjertighed på jorden. Vi skal åbne os for det fremmede, vi skal magte at hjælpe, uden at udøve magt over andre. Selv har Ekman sagt: "Alle i bøgerne har mit udgangspunkt, de kommer som fremmede og kan ikke sproget. Det er et vigtigt tema i vor tid med flygtningestrømme og indvandrere, som kommer til at forvandle vores verden, mere end vi forestiller os." [4].

Genrer og tematikker

Kerstin Ekman er vokset op med Biblen. Det ville være forkert at kalde hendes forfatterskab for religiøst, men hun bruger bevidst både bibelske fortællinger og navne og andre kulturers religiøse myter som en fælles historisk klangbund. Ekman er optaget af den religiøse erfaring, men ikke i de institutioner, som med stor menneske (og primært kvinde) -undertrykkelse, har taget patent på den. Den svenske litteraturforsker Maria Schottenius har udforsket Kerstin Ekmans brug af navne, og får man først øjnene op for det, så ligger der næsten en hel verden af mytologi nedenunder fortællingerne, som gør dem endnu mere spændende at udforske dybere. Navne som Maria, Anne, Gabriel og Elias går igen i flere romaner, ligesom bibelske handlinger med fodvask som et billede på menneskelighed og barmhjertighed.

Litteraturhistorisk er det også interessant, at navnet Svartvattnet, hvor mordet i "Hændelser ved vand" finder sted, og hvor omkring hele trilogien "Ulveskindet" udspiller sig, er navnet på den bæk, hvor Gertrud i Selma Lagerlöfs roman "Jerusalem" fristes til at myrde sin kæreste Ingmar, der har svigtet hende. Ligesom det er stedet, hvor Gertrud i et syn ser Jesus.

Centralt i Ekmans forfatterskab er, at det er kvinderne, der binder tiden sammen. Det er dem, der sørger for, at familiernes historier bliver fortalt. Det er kvinderne, der fortæller videre til børnene, og det er også kvinderne, der senere samler familiens billeder i albummet. Men Ekman idylliserer ikke. Tværtimod står moderskabet i modsætning til plejemoderskabet ofte for skud som en usund binding.

Men det væsentligste og stadigt mere litterært nuancerede tema hos Kerstin Ekman er mennesket som indlejret i og afhængig af den store natur. I romanen ”Hunden” er det tydeligt, at når vi fælder skoven, har dyrene ikke noget at leve af, her set fra en sulten hunds perspektiv. Om arbejdet med den roman fortalte Ekman, at hun på et tidspunkt stillede sig selv spørgsmålet om, hvad naturfølelse består af. Hun længtes efter at opleve naturen ”uden nogen litterær armering”: ”Så forvandlede jeg mig til en hund. (…) om morgenen sad jeg i sengen og skrev om en hvalp, der blev væk i skoven og overvintrede der, mens den voksede op. Men den havde nok ikke overlevet, hvis ikke jeg, der er en forstandig forfatter, havde ladet den finde et elgkadaver.” [5].

Beslægtede forfatterskaber

Kerstin Ekman er i dag en af Nordens mest fremtrædende forfattere. En forfatter, som også har markeret sig i samfundsdebatten med en skarp kritik af national lukkethed. Romanen er nemlig ikke national, tværtimod kunne man med rette sammenligne Ekmans evne til billedlig talt at væve store komplekse romaner, hvor realistiske skildringer, psykologiske portrætter, kras samfundskritik, poetiske naturskildringer, mytologiske fortællinger, kønsspørgsmål, minoritetsdiskussioner, religiøse overvejelser og overvejelser over moderskabet ubesværet fletter sig sammen, med store internationale romaner af forfattere som eksempelvis Vikram Seth og Salman Rushdie.

I et svensk perspektiv hører hun til i den store svenske romantradition med navne som Carl Jonas Love Almqvist, Selma Lagerlöf, Elin Wägner, Eyvind Johnson og Lars Ahlin.

Den måde, Kerstin Ekman gør naturen til en hovedperson, kan minde om f.eks. danske Charlotte Weitze, der i mange af sine bøger har vild natur som enten klangbund eller karakter eller som noget, de menneskelige karakterer bevæger sig imod. Hvis de ikke ligefrem bliver til natur, som pigen i ”Rosarium” fra 2021 gør.

At oversætte Kerstin Ekman kræver sprogkyndige oversættere. Som det er sagt om hendes bøger, vrimler de med sproglige ”blåbærfælder”, og den indiske oversætter måtte da også tage en tur til Nordsverige for med selvsyn at opleve blåbærriset. I Danmark har vi været så heldige, at Anne Marie Bjerg, som har oversat forfatteren fra 1986, har en sanselig sprogfornemmelse og en præcis meddigtende evne, som gør en dansk læsning til en stor nydelse.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Romaner

30 meter mord

Kerstin Ekman

Grafisk, 1962. (30 meter mord. 1959). Oversat af Inger Gudmundsen.

Intro

Baggrund

Født

Uddannelse

Debut

Litteraturpriser

Seneste udgivelse

Inspiration

Udvalgte bøger

Inspiration fra krimien

Kvinderne og byen

Knivkasterens kvinde

Hunden og den vilde natur

Ulveskindet-trilogi

Genrer og tematikker

Beslægtede forfatterskaber

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Andre udgivelser

Andre tekster af Kerstin Ekman

Emnesøgning i bibliotek.dk

Om forfatterskabet

Artikler

Søgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Mo(r)dermyten

Sproget er hukommelsen

Pigen i ordskoven

Med sproget fuld af blåbærfælder

Vi bliver individer ved at lyve

Interview World Literature Today:

Med litteraturen som drift