BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Salman Rushdie
Foto: Peter Foley/Shutterstock/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Salman Rushdie

Senest opdateret
  • Redaktionen
    april 2024
  • Karina Søby Madsen
    cand.mag., august 2018
Hovedforfatter
  • Karina Søby Madsen
    cand.mag., 2009

Intro

Det tager tid at trænge ind i Salman Rushdies omfangsrige verdener, men har man først åbnet op for godteposen, er han svær at give slip på igen. Hans romaner er præget af et mylder af historier og store persongallerier, og de trækker på både historiske begivenheder, mytologi, religiøsitet samt drøm og fantasi. Tematisk beskæftiger han sig med emner som identitet, immigration, kultur, modernitet og kærlighed, som det eksempelvis er tilfældet i den verdensberømte roman “De sataniske vers”. Og alt sammen serveres det af forjættende fantasifuldt, fabulerende fortællere.

Baggrund

Ahmed Salman Rushdie blev født i Bombay i Indien 19. juni 1947, små to måneder inden Indiens uafhængighed fra det britiske koloniherredømme, og han fik således tidligt et følsomt forhold til historien. Rushdie er ældste og eneste søn i en børneflok på fire af en velhavende muslimsk familie. Faderen var forretningsmand, men havde en uddannelse som advokat fra Cambridge, og moderen var lærerinde. Familien var europæisk orienteret og sendte den 13-årige Rushdie på kostskole i England. Det blev dog et hårdt ophold, da han blev udsat for racistiske overfald og verbale overgreb. Et af disse er skildret i “De Sataniske Vers”.

”Ja, over hele det nye Indien, den drøm vi alle havde tilfælles, blev der født børn, der kun delvis var deres forældres afkom - midnattens børn var også tidens, og du indser, at Historien var deres fader. Det kan ske. Navnlig i et land, der selv er en slags drøm.”

“Midnatsbørn”.
Portræt af Salman Rushdie
Foto: Peter Foley/Shutterstock/Ritzau Scanpix
  • Født

    19. juni 1947 i Bombay, Indien.

  • Uddannelse

    MA i historie ved King’s College, Cambridge.

  • Debut

    Grimus, 1975.

  • Litteraturpriser

    Booker McConnell Prize for fiction, 1981. British Arts Council bursary award, 1981. English-speaking Union Literary Award, 1981. Prix du Meilleur Livre Etranger, 1984. Whitbread Prize, 1988. British Book Award for auther of the year, Publishing News, 1995. Booker Prize for Fiction, 1995. Commandeur de l’Ordre des Arts et des lettres, 1999. Whitbread Novel Award, 2005. Commonwelth Writers Prize, 2006. International IMPAC Dublin Literary Award, 2007. Man Booker International Prize, 2007. Best of the Booker, 2008. James Joyce Award, 2008. H.C. Andersen Litteraturpris, 2014. Fredsprisen, 2023.

  • Seneste udgivelse

    Kniv : Betragtninger efter et mordforsøg. Gyldendal, 2024. (Knife : meditations after an attempted murder, 2024). Oversat af Johannes Riis.

  • Inspiration

    Joseph ConradogAnton Tjekhov.

I 1965 var den 18-årige Rushdie rede til at vende hjem, men i mellemtiden var hans forældre flyttet fra barndomshjemmet og til Pakistan. Desuden var der udbrudt krig mellem Indien og Pakistan, så hvor var i virkeligheden hjem? Rushdie endte med at blive i England og studere historie på King’s College i Cambridge, men når man læser hans essays og interviews, bliver det klart, at rodløsheden i denne periode for alvor blev et livsvilkår for den unge mand. En følelse der desuden er tematisk afgørende i Rushdies litterære produktioner.

Historiestudiet tegner sig ligeledes tydeligt i Rushdies romaner, for som han selv udtrykker det i et interview: “Jeg tror, det har at gøre med det faktum, at jeg læste historie og ikke litteratur. Hvad jeg end skriver om, og hvem end jeg skriver om, bliver historien ved med at banke på døren.” (Laura Miller: “A touch of vulgarity”, 1999). Såvel i fiktion som i nonfiktion beskæftiger han sig med sprængfarlige politiske, historiske og mytologiske emner. Et åbenlyst eksempel på, hvordan Rushdies litterære produktioner kobler sig på den politiske maskine, er den såkaldte Rushdie-affære. I 1989, efter udgivelsen af “De sataniske vers”, udstedte Irans åndelige overhoved ayatollah Khomeini en fatwa (en dødsdom) over forfatteren, og den er så sent som i januar 2005 blevet bekræftet af den åndelige efterfølger ayatollah Ali Khamenei.

Ud over, at Rushdie har fået en del opmærksomhed på grund af de politiske lag i hans romaner, så er han kommet i vælten på grund af de mange kønne kvinder, han har været gift med. Senest den 23 årige indiske fotomodel, skuespiller og kogebogsforfatter Padma Lakshmi, som han var gift med fra 2004-2007.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Dødsdom over Rushdie

Det er umuligt at beskæftige sig med “De sataniske vers” uden at forholde sig til de mange reaktioner, romanen har udløst. Rushdies romaner er alle politiske i den forstand, at de indskriver sig i en politisk sfære og vedkender sig at påvirke samfundet ved at udstille og stille spørgsmålstegn ved den måde, vi indretter os på.

Rushdie skriver i “Fantasiens hjemlande”, at “forfattere og politikere er naturlige rivaler. Begge grupper forsøger at skabe verden i deres eget billede; de kæmper om det samme territorium. Og romanen er en af de måder, hvorpå man kan benægte politikernes officielle udgave af sandheden.” Rushdies romaner propaganderer aldrig et bestemt politisk budskab, men de rummer for eksempel kritik af politisk magtmisbrug og af politiske fortolkninger af virkeligheden. Især “De Sataniske Vers” er blevet tolket og overfortolket, brugt og misbrugt i politisk øjemed. Som tidligere anført betød udgivelsen af den, at der i 1989 blev udstedt en fatwa over Rushdie, og derfor har han stort set siden måttet leve under jorden. Under navnet Joseph Anton – efter hans to yndlingsforfattere Joseph Conrad og Anton Chekhov.

Baggrunden for furoren er, at romanen benytter referencer til blandt andet Koranen og den hellige profet Mohammed, hvilket i visse islamiske kredse blev opfattet som blasfemi. Det kan forekomme ufatteligt, at litterær fiktion kan vække så megen opsigt og fremkalde så mange følelser ikke mindst, fordi alle de religiøse referencer er at finde i Gibreels drømme, hvor kampen mellem tro og tvivl dramatiseres. Problemet har da også ofte været, at mange af de, der har deltaget i diskussionen af romanen, ikke har læst den, og at de således bygger deres kritik og sårede følelser på et utilstrækkeligt grundlag.

Man kan ikke komme uden om, at Rushdie lader det politiske overvinde det religiøse, hvilket står i modsætning til den fundamentalistiske islamiske virkelighed, hvor de religiøse ord anses for rene og guddommelige, hævet over alt andet. Rushdie sår tvivl om denne religiøse selv-identitet og ophøjethed, men han hverken forsøger at fravriste menneskene ret til at tro, eller tilsviner den islamiske tro. Som han selv skriver i essayet “I god tro”, så tager “De Sataniske Vers” “afstand fra påtvungne ortodoksier af enhver slags”. Den tager altså afstand fra enhver dogmatik, der hævder at have patent på at fortolke verden, ligesom den kritiserer alle former for intolerance og diskuterer væsentlige emner som tro og racisme. En diskussion, som Rushdie ofte siden har fremhævet væsentligheden af at tage.

Genrer og tematikker

At beskæftige sig med Rushdies forfatterskab er som at bevæge sig frem mod en stadig større forståelse for kulturelt fragmentariske og splittede identiteter. Rushdie har udtalt, at: “Den farligste ide i verden i dag er forestillingen om renhed (…) Jeg er indædt tilhænger af urenhed. Jeg kæmper for urenheden, for blandinger og krydsninger. Det repræsenterer mit håb for en fremtidig verden.” (Christine Ockrent: “Jeg kæmper for urenheden”. Interview i Politiken, 1993-03-14).

Hybriden er en gennemgående figur hos Rushdie såvel på det sproglige, kompositoriske og geografiske niveau som på karakterniveau. Som læsere præsenteres vi for en verden under konstant forandring, hvor det bliver umuligt at opretholde en endegyldig sandhed om verden, og hvor sandheden derfor konstant må udforskes. Identiteten forstås som et resultat af spændingen mellem kaos og form, rod og rodløshed, Øst og Vest, kærlighed og død, fornuft og irrationalitet, løgn og sandhed. Temaerne udforskes via sprogspil, ordleg og metaforer, der skaber en ny og anderledes litterær form. En form, der blander østlig og vestlig indflydelse i en sprudlende, spraglet stil, der tenderer til at bringe de almindelige sprogsystemer i bevægelse og ud af balance.

Værkerne har ofte stærke og gennemgående metaforer: For eksempel fungerer et gennemhullet lagen i “Midnatsbørn” som en markering af grænsen mellem til- og afsløring, og som et billede på at vi mennesker er dømte til at sanse og erkende i fragtmenter. I “De sataniske vers” står selve migrationen som hovedmetafor for det fællesmenneskelige nomadiske vilkår og for formernes evindelige mutationer og metamorfoser. Mens “Jorden under hendes fødder” har jordskælvet som hovedmetafor for en omskiftelig verden, hvor verdens mening ikke er åbenbar.

Rushdie skriver i essayet “I god tro”, at “De sataniske vers hylder hybriditet, urenhed, blanding, og den forvandling, der følger af nye og uventede kombinationer af mennesker, kulturer, tanker, politiske ideer, film, sange. Den jubler over bastardiseringen og frygter det Renes absolutisme. Blanding, sammenrod, lidt af dette og lidt af hint, det er den måde det nye kommer til verden. Romanen er for forandring-ved-sammensmeltning, forandring-ved-forurening. Det er en kærlighedssang til vore bastard-jeg’er.” Men sammen med denne valorisering fremtræder en erkendelse af, at menneskene behøver form for at overleve, og derfor afvises rødderne ikke som uvæsentlige. Således når Saleem i “De sataniske vers” en bæredygtig forståelse af sig selv, da han genforenes med sit ophav, ligesom kærlighedens kraft mellem Mira og Rai får “Jorden under hendes fødder” til at ende i en håbefuld og optimistisk tone. Tilsvarende er det familien Golden i ”Det gyldne hus”, der ikke er i stand til at overleve, da den totalt forkaster sit ophav, mens fortælleren René viser vejen mod en frugtbar tilværelse midt i det splittede USA.

Beslægtede forfatterskaber

Salman Rushdie skriver i “Fantasiens hjemlande”, at hans litterære forældre er “Gogol, Cervantes, Kafka, Melville, Machado de Assis”. De er hans inspirationskilder. Blandt samtidige forfattere er det nærliggende at fremhæve et slægtskab med emigrantforfattere som V.S. Naipaul og Milan Kundera.

Helt centralt for disse forfattere står undersøgelsen af identitetens væsen samt løsrivelsen af sproget fra lokaliteten. Netop den sproglige deterritorialisering gør litteraturen politisk, idet historien (be)skrives på ny, og idet der skrives nye kort over virkeligheden, der undergraver den gængse opdeling af verden i (sproglige) territorier.

Blandt hjemmefødte forfattere er Karen Blixen værd at sammenligne med. Både Blixens og Rushdies universer er fulde af sansemættede beskrivelser og finurlige lege med såvel kønsmæssige som kulturelle identiteter. Qara Köz’ evne til at transformere sig selv i “Fortryllersken fra Firenze” sender tankerne hen på Pellegrina Leonis genskabelser af sig selv i novellen “Drømmerne” fra samlingen “Syv fantastiske fortællinger”. I selv samme novelle er der fuldstændig rod på familiekontoen – forældre glimrer ved deres fravær, mænd fungerer som mødre og andre gange er familiebåndene incestuøse. Ligeledes er der rod i Mogor dell’Amores familierelationer i “Fortryllersken fra Firenze”, og i “Midnatsbørn” kalder fortælleren Saleem fire mænd for hans fædre. Identitetsforvirringen har Rushdie og Blixen således tilfælles, og begge skriver også fantasien og fortællingen frem som væsentlige, ja endog så væsentlige, at drømmene og historierne kommer til at definere personernes virkelighed.

Rushdies seneste værk, ”Det gyldne hus”, bugner i øvrigt af skønlitterære og filmiske referencer, og således er der masser af muligheder for at dykke ned i Rushdies foretrukne temaer og blive klogere på, hvad der inspirerer forfatteren selv. Blandt de helt oplagte referencer til ”Det gyldne hus” er F. Scott Fitzgeralds ”Den store Gatsby” og Evelyn Waughs ”Gensynet med Brideshead: Kaptain Charles Ryders åndelige og verdslige erindringer” – og fra filmens verden Alfred Hitchcocks ”Skjulte øjne”.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bøger af Salman Rushdie

Grimus
Grimus

Salman Rushdie

1975. Roman

Midnatsbørn
Midnatsbørn

Salman Rushdie

1982. (Midnight’s Children. 1981). Roman

Skam
Skam

Salman Rushdie

1983. (Shame. 1983). Roman

Jaguarens smil
Jaguarens smil

Salman Rushdie

1987. (The Jaguar Smile. 1987). Roman

De sataniske vers
De sataniske vers

Salman Rushdie

1989. ( The Satanic Verses. 1988). Roman

Harun og eventyrhavet
Harun og eventyrhavet

Salman Rushdie

1991. (Haroun and the Sea of Stories. 1990). Børnebog

Øst, vest : noveller
Øst, vest : noveller

Salman Rushdie

1996. (East, West. 1994). Noveller

Maurerens sidste suk
Maurerens sidste suk

Salman Rushdie

1995. (The Moor’s Last Sigh. 1995). Roman

Jorden under hendes fødder
Jorden under hendes fødder

Salman Rushdie

2000. (The Ground beneath Her Feet. 1999). Roman

Raseri
Raseri

Salman Rushdie

2002. (Fury. 2001). Roman

Gå til stregen : Essays og kommentarer 1992-2002

Salman Rushdie

2004. (Step across This Line: Collected Nonfiction 1992-2002. 2002). Essays

Klovnen Shalimar
Klovnen Shalimar

Salman Rushdie

2006. (Shalimar the Clown. 2006). Roman

Fortryllersken fra Firenze
Fortryllersken fra Firenze

Salman Rushdie

2009. (The Enchantress og Florence. 2008). Roman

Luka og livets ild
Luka og livets ild

Salman Rushdie

Gyldendal, 2011 (Luka and the fire of life. Jonathan Cape, 2010. (83)). Oversætter: Thomas Harder. Børnebog.

Joseph Anton
Joseph Anton

Salman Rushdie

Gyldendal, 2012. Roman.

Grimus
Grimus

Salman Rushdie

Gyldendal, 2014. (Grimus, 1975). Oversætter: Jakob Levinsen. Roman.

Det Gyldne Hus
Det Gyldne Hus

Salman Rushdie

Gyldendal, 2018. (The Golden House, 2018). Oversat af Thomas Harder. Roman.

Quichotte
Quichotte

Salman Rushdie

Gyldendal, 2021. (Quichotte, 2019). Oversat af Nete Harsberg. Roman.

Sejrens by
Sejrens by

Salman Rushdie

Gyldendal, 2023. (Victory city, 2023). Oversat af Johannes Riis.

Andre tekster af Salman Rushdie

Censur
Censur

Salman Rushdie

1991. Novelle i: Magtens tavse tjener: om censur og ytringsfrihed: et debatskrift med essays, der spænder fra Vaclav Havel til Salman Rushdie. Spektrum, 1991

Ordets magt : ytringsfrihed og ret til viden
Ordets magt : ytringsfrihed og ret til viden

Salman Rushdie

1996. Essay i: Mellemfolkeligt Samvirke, 1996

Den skjulte krig kan ikke vindes

Salman Rushdie

2001. Essays, i: Tirsdag den 11. september 2001. Tiderne skifter, 2001

Folkets spil : en fans betragtninger

Salman Rushdie

2001. Essays, i: Fodbold!: forfattere om fænomenet fodbold. Gyldendal, 2002

Kniv : Betragtninger efter et mordforsøg
Kniv : Betragtninger efter et mordforsøg

Salman Rushdie

Gyldendal, 2024. (Knife : meditations after an attempted murder, 2024). Oversat af Johannes Riis.

Om forfatterskabet

Artikler

Salman Rushdie
Salman Rushdie

Catherine Cundy

1996. Manchester University Press, 1996

Postmodernism and the globalization of english special issue

Michael (red.) Bérubé

2002. The Johns Hopkins University Press, 2002

Salman Rushdies kartografi
Salman Rushdies kartografi

Søren Frank

2003. Syddansk universitetsforlag

Fatwa mod Salman Rushdie stadfæstet

Lone Theils

2005. Artikel i Politiken. 2005-1-21

Literature as discourse. An analysis of the discursive strategies in Salman Rushdie’s The Satanic Verses 2006
Literature as discourse. An analysis of the discursive strategies in Salman Rushdie’s The Satanic Verses 2006

Sten Pultz Moslund

I: Orbis litterarum. Vol. 61, no. 4 (2006). Side 291-309

Frihed er uenighed – demokratier diskussion. Artikel i Information

Anton Geist

2009-05-15

Salman Rushdie

New York Times har samlet deres indlæg om og med Salman Rushdie på denne side. Derfor er dette en meget omfattende ressource, der bl.a. indeholder anmeldelser af hans bøger, interviews, samt et meget stort antal artikler om og af forfatteren om hans ”sag”; Fatwaen, hans liv i skjul osv.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Rushdie, Salman'

Kilder citeret i portrættet

[1]

Jeg kæmper for urenheden

Christine Ockren

1993. Interview med Salman Rushdie i Politiken 1993-3-14

[2]

A touch of vulgarity

Laura Miller

1999. Interview med Salman Rushdie på Salon Books. 1999