Foto: Catherine Hélie

*Seneste udgivelse

Milan Kundera

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2023

Hovedforfatter

Jørn Boisen
lektor, 2003

Tjekkisk eksilforfatter i Frankrig. Har skrevet romaner og noveller. ”En roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer” denne definition viser det specielle ved Kundera som forfatter. Han interesserer sig for de eksistentielle problemer, der traditionelt er forbeholdt filosofien, men han anskueliggør dem gennem livagtige personer i konkrete situationer. Det hele er formidlet med indlevelse og humor i et krystalklart sprog. Blandt hans romaner er den filmatiserede: Tilværelsens ulidelige lethed.

Foto: Catherine Hélie

Født
1. april 1929 i Brno i det daværende Tjekkoslovakiet. Bosat i Frankrig.
Død
11. juli 2023.
Uddannelse
studier i musik, film og litteratur ved Karls Universitetet i Prag.
Debut
En spøg, 1967.
Priser
Den europæiske Litteraturpris, 1982.
Seneste udgivelse
Det ubetydeliges fest. Gyldendal, 2015. (La fête de l'insignifiance, 2015). Oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Roman.

Om Milan Kundera

Milan Kundera blev født d. 1. april (en symbolsk dato, siger han selv) 1929 i Brno, Tjekkoslovakiet, som søn af en berømt pianist og musikteoretiker. Hjemmet var kultiveret og Kundera blev hurtig interesseret i avantgardekunst og begyndte som ganske ung at skrive moderne klassisk musik. I 1947 gik han som 18-årig ind i kommunistpartiet, og hilste sammen med en hel generation af idealistiske unge tjekker den kommunistiske magtovertagelse i 1948 velkommen.

To år efter blev han imidlertid smidt ud af Partiet, fordi han sagde ”noget, han hellere skulle have ladet være med at sige.” Efter at have arbejdet nogle år som arbejdsmand og barpianist blev han rehabiliteret i halvtredserne som følge af den generelle optøning efter Stalins død i 1953. Han blev lærer på filmskolen i Prag og fik succes som lyriker, essayist og især dramatiker. Disse litterære forsøg er imidlertid uden interesse i Kunderas øjne, og han betragter dem ikke som en del af sit værk. Det er ikke før 1958, da han for sjov skrev en novelle på et par dage, at han fandt sig selv som forfatter.

”En roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer,” skriver Kundera i Romankunsten (1986, da. 1987). Denne definition viser, hvad der er specielt for Kundera som forfatter. Han interesserer sig for de eksistentielle problemer, der traditionelt er forbeholdt filosofien, men han anskueliggør dem gennem livagtige personer placeret i yderst konkrete situationer. Det hele er formidlet med indlevelse, humor og overlegen intelligens i et krystalklart og vidunderlig præcist sprog.

De tjekkiske værker

Disse træk kendetegner allerede de virtuose noveller samlet i Latterlige lidenskaber (1970, da. 1995), der alle udforsker forholdet mellem erotik, frihed og nødvendighed i forsøget på at give tilværelsen mening. Bogens ulige afsnit er holdt i en let tone og udforsker med humoristisk overskud erotikkens paradokser, mens de lige afsnit er alvorligere i anslaget med fokus på tungere eksistentielle og politiske problemstillinger. Paradokset - og Kunderas pointe - er imidlertid, at de lette noveller i grunden ikke er mindre alvorlige end de tunge, og de tunge ikke mindre morsomme end de lette. ”Ak, mine damer og herrer, det er sørgeligt at leve, hvis man ikke kan tage noget eller nogen alvorligt!” lyder fortællerens melankolske slutord og rammer præcist den bittersøde stemning af munterhed og eftertænksomhed, som læseren sidder tilbage med efter endt læsning.

Kundera blev i tresserne en af lederne for bevægelsen for større kunstnerisk og intellektuel frihed i Tjekkoslovakiet. Hans første roman, En spøg (1967, da. 1970), der gennem en kompleks kærlighedshistorie afspejler Tjekkoslovakiets historie efter den kommunistiske magtovertagelse i 1948, blev gjort færdig i 1965 og efter lidt besvær med censuren udgivet i 1967.

Hovedpersonen er den unge studerende Ludvik, der i ærgrelse over, at hans kæreste hellere vil på kommunistisk sommerlejr i stedet for at være sammen med ham, og irriteret af hendes utåleligt entusiastiske postkort, sender hende et brevkort med teksten ”Optimisme er opium for folket! Sund ånd lugter af dumhed! Længe leve Trotskij!” Kortet bliver opsnappet, Ludvik ryger ud af universitet og sendt på straffearbejde i næsten 15 år. Det er i disse år, vi følger Ludviks forsøg på at komme overens med den dumme, men uskyldige spøg, der ikke blot har ødelagt hans liv, men også hans tro på fornuften, historien og mennesket.

Det centrale i romanen er imidlertid ikke det politiske, men Ludviks aldrig fuldbyrdede kærlighed til den mystiske pige Lucie, der bringer ham blomster i straffekolonien. Og netop deri består romanens genistreg. Privatlivets paradokser er af samme natur som dem, der udspiller sig på historiens store scene: mennesket trang til at påtvinge tingene en mening bliver konstant gjort til grin af skæbnens - eller tilfældets - spil. Det er denne altomfattende spøg, der har givet romanen navn.

Den er en bemærkelsesværdig kunstnerisk bedrift: Hele periodens stemning af håb og desillusion indfanges i en romankomposition, hvor nostalgi og skepsis, komik og tragedie, medfølelse og ironi balancerer perfekt. Det er en meget smuk, meget klog og dybt bevægende roman. En moderne klassiker.

Kunderas anden roman Livet er et andet sted (først udgivet i fransk oversættelse 1973, da. 1977) blev påbegyndt i 1968 kort før den russiske invasion og afsluttet i 1970, da ethvert håb om politisk frihed var væk. Kundera var igen blevet persona non grata. Han havde mistet sin stilling, og hans bøger var blevet forbudt. Romanen behandler de samme temaer som En spøg (den revolutionære entusiasme i 1948 og tabet af uskyld under de politiske processer, forfølgelserne og justitsmordene), men tonen er langt mørkere.

Livet er et andet sted er en fiktiv digterbibliografi, og skriver sig ind i traditionen af dannelsesromaner. Men hvor helten i den klassiske dannelsesroman gennem prøvelser og erfaringer langsomt modnes og kommer til en form for erkendelse, så bliver hovedpersonen Jaromil, aldrig voksen. Han forbliver en talentfuld, men umoden dreng, der for at undslippe sin dominerende mor forsøger at gøre sig til en mand ved at stå last og brast med bødlerne, inden han dør nyttesløst og udramatisk af lungebetændelse.

Romanens tematiske omdrejningspunkt er forholdet mellem poesi, revolution og ungdom, og den udgør et bittert opgør mod den lyriske - eller umodne - alder, hvor mennesket forfalder til fanatisme, fordi det ikke kan acceptere, at alting i tilværelsen er ulidelig relativt.

Kunstnerisk betegner Livet er et andet sted et gennembrud. Med den finder Kundera det kunstneriske sprog, der kendetegner de senere store eksilromaner: en romankomposition, hvor relativt selvstændige fragmenter af forskellig længde og beskaffenhed (fortælling, essay, drøm) integreres i en flerstemmig struktur, hvis enhed sikres af et fint spundet net af genkommende motiver og temaer.

Eneste undtagelse fra denne arketype er romanen Afskedsvalsen (fransk 1976, da. 1978) den sidste Kundera skriver i Tjekkoslovakiet uden noget håb om nogensinde at få den udgivet. En stærkt underholdende lille roman, skåret efter vaudevillens skabelon, men som bag alle de usandsynlige sammentræf og forviklinger faktisk stiller spørgsmålet, om mennesket overhovedet fortjener at leve på denne jord. Formen er yderst let, temaet af den yderste alvor.

De store eksilromaner

For Afskedsvalsens hovedperson, Jakob, er opholdet på kurstedet det sidste melankolske farvel til Tjekkoslovakiet, inden han går i eksil i Vesten. Romanen kom således til at afspejle Kunderas egen situation. I 1975 får han lov til at rejse til Frankrig. Emigrationen var ikke uden omkostninger, hvilket den lange pause mellem Afskedsvalsen (færdig i 1971) og Om latter og glemsel (fransk 1979, da.1980) vidner om. Euforien over friheden er blandet med nostalgien efter hjemlandet, og eksilet som tilstand ligger som et orgelpunkt i de to næste romaner, Om latter og glemsel og Tilværelsens ulidelige lethed (1984, da. 1985). Begge bøger problematiserer forholdet mellem øst og vest, men på den måde at den samme følelse af meningsløshed og fremmedgjorthed lige så vel kan udspringe af den værdirelativistiske frihed i vest som af det totalitære meningstyranni i øst.

Om latter og glemsel er Kunderas mest eksperimenterende roman. Det er en mosaik af stilistisk og indholdsmæssigt meget forskellige historier, personlige minder, drømmesekvenser og essays, der udelukkende forenes af genkommende temaer og motiver. Alle historierne handler om tab: tabet af fortiden i de kommunistiske regimers historieforfalskning, tabet af kærligheden i de erotiske gentagelser, tabet af hjemlandet hos emigranten, og hos os alle tabet af uskyld og mening. Bogens syv dele udgør hver for sig en stor læseoplevelse. Men samtidig belyser, nuancerer og relativiserer de forskellige dele hinanden, så bogen både æstetisk og tematisk fremstår som et uendelig skiftende kalejdoskop.

Tilværelsens ulidelige lethed er uden tvivl Kunderas mest kendte og elskede roman (også inden den blev filmatiseret i 19xx). Med god grund. Med foråret i Prag og den efterfølgende undertrykkelse som historisk baggrund, følger vi to asymmetriske kærlighedshistorier: kirurgen Tomas’ forhold til servitricen Tereza og kunstneren Sabinas til den svejtsiske universitetslærer Franz. Tomas, bogens hovedperson, er en fuldbefaren forfører. Han søger ikke kærligheden, men bruger erotikken som et middel til at opdage og erobre verden. Da Tereza - der elsker uden forbehold - uventet kommer ind i hans liv, bliver han stillet over for et absolut enten eller: tyngde (Terezas kærlighed) eller lethed (de mange elskerinder).

Bag den umiddelbare problematik om forholdet mellem erotik og kærlighed er det menneskets frie vilje fanget mellem skæbne og tilfælde, der udforskes. Tilværelsens ulidelige lethed er en enestående rig roman og et nøgleværk i Kunderas forfatterskab. Den er et eksempel på en bog, hvor tanke og roman, etik og æstetik står i perfekt balance. Den subtile sammenvævning af temaer og intriger giver en maksimal åbning mod menneskeverden i et storslået forsøg på at sønderrive flosklernes slør og gribe menneskets konkrete livserfaring.

I den næste roman Udødeligheden fra 1990 (da. s.å.) vender Kundera sig fra den tjekkiske problematik mod det postmoderne Vesteuropa. Det er en svimlende læseoplevelse. Bogen handler om forholdet mellem to rivaliserende søstre i Paris i slutningen af det 20. århundrede, om det sære forhold mellem den aldrende Goethe og den unge Bettina von Arnim, om et par radiojournalister, om Beethoven, om Rimbaud, om en underlig professor der løber rundt om natten og punkterer biler, om kunsthandleren Rubens’ erotiske liv, om Goethe, der møder Hemingway i Paradis.

Formelt er Udødeligheden lige så kompleks som Om latter og glemsel, men hvor den første bog er præget af melankoliens tyngde, virker Udødeligheden lettere end luft. Den fremstiller en verden, hvor mediekulturen har sløvet menneskets sanser i et inferno af støj og et hav af billeder, der gør det umuligt for det at se verden og se sig selv uden at gå over massemediernes koder. De store eksistentielle sonderinger bliver formidlet i en elegant, næste frivol stemning, der perfekt reflekterer nutidens mediestyrede verden. Kunderas opgør med tidens illusioner og selvbedrag er radikalt, men samtidig så djævelsk underholdende, at romanen ikke falder i den grøft, der hedder systematisk pessimisme.

De ”franske” romaner

Efter Udødeligheden sker der et større brud i Kunderas forfatterskab. De tre følgende (og foreløbig sidste) romaner, Langsomheden (1995, da. 1996), Identiteten (1997, da. 1998), Uvidenheden (2000, da. 2001), er skrevet direkte på fransk. Dette er mere end blot et skift i sprog. For første gang siden Afskedsvalsen forlader Kundera den stort anlagte romankomposition med syv ret selvstændige afsnit for en noget kortere form koncentreret om en enkelt historie.

Langsomheden er den morsomste i sin veloplagte fremstilling af, hvordan selv det erotiske begær i den postmoderne verden er blevet afhængig af medieformidling. Identiteten er en stram komponeret fortælling om, hvordan en ubetydelig misforståelse med nærmest matematisk konsekvens fører til at et kærlighedsforhold langsomt, men uundgåeligt går i opløsning, fordi personernes identitet er fundamentalt usikker.

Uvidenheden er en gribende og meget personlig analyse af nostalgien gennem en historie om to tjekkiske emigranters fejlslagne forsøg på at vende tilbage efter tyve år i henholdsvis Frankrig og Danmark.

Det er glimrende, begavede og yderst velskrevne små romaner. Når de alligevel ikke virker så vellykkede som de store eksilromaner, er det fordi de lige præcis mangler de store kompositioners styrke: de markante skift i tempo og stemning og det subtile net at kontraster og paralleller mellem tilsyneladende selvstændige historier, der gør at helheden kommer til at udgøre langt mere end blot summen af de enkelte bestanddele.

Kundera og romankunsten

Ved siden af sine romaner har Kundera en lang række artikler og to kritiske essays om litteratur, Romankunsten fra 1986 (da. 1987) og De Forrådte Testamenter fra 1993 (da. 1996), der udover at give en nyttig introduktion til Kunderas eget forfatterskab også viser ham som en skarp, vittig og indsigtsfuld kritiker. Den korte indføring i romanens historie og væsen, som han giver i Romankunstens første sider, er noget af det bedste, som nogen overhovedet har skrevet om dette emne. De to essays rummer også Kunderas bekendelse til romanen som de moderne tiders mest velegnede, ja måske eneste erkendelsesinstrument og placerer ham i forhold til en særlig romantradition, på den ene side det 18. århundredes legende, metafiktive roman (Sterne, Diderot); på den anden den filosofisk orienterede centraleuropæiske roman (Musil, Broch, Kafka).

Kunderas forfatterskab - romaner, noveller og essays - er kendetegnet ved to modsatrettede bevægelser. Han formår på den ene side at gøre det dagligdags, det der normalt ”giver sig selv,” det der er så banalt, at det er blevet usynligt for os, til noget komplekst og fremmed og fascinerende. På den anden side gør han det abstrakte og fjerne, dvs. de teologiske og filosofiske problemstillinger, som han behandler, til noget konkret og nærværende. Det er et kunststykke, der kun lykkes for ganske få romanforfattere. Kunderas romaner er blandt dem, der gør læseren mere opmærksom og mere intelligent, men samtidig også mere forstående og tolerant, hvilket må være et af de største komplimenter, som man kan gøre en forfatter.

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Bøger

Milan Kundera regner i mange tilfælde de franske oversættelser for originaludgaven, da bøgerne udkom først i fransk oversættelse bearbejdet af forfatteren selv.

En spøg

Milan Kundera

1970 (Zert. 1967). Roman. Oversat af Else Westh Neuhard

Intro

Født

Død

Uddannelse

Debut

Priser

Seneste udgivelse

Om Milan Kundera

De tjekkiske værker

De store eksilromaner

De ”franske” romaner

Kundera og romankunsten

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bøger

Om Milan Kundera

Links

Link

Søgning i bibliotek.dk