
Ernest Hemingway
- Redaktionen2019
- Bo Tao Michaëlislitteratur- og kulturanmelder, 2003
Unge Ernest var en dygtig og flittig elev i skolen og selvom han aldrig drev det til andet end gymnasiet, den amerikanske high school, havde han klart akademiske og intellektuelle anlæg. Både for sprog og filosofi, litteratur og selvfølgelig også for sport. Det sidste understregede han gerne med sin egen myte, de andre kvaliteter blev fortegnet til at være en halvkvædet vise om at blive selvlært i livets skole. Her i blandt at have deltaget aktivt i to verdenskrige, plus alt det andet løse, krige på Balkan og i Kina - og så selvfølgelig den spanske borgerkrig.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Drengen Hemingway
Ernest Millar Hemingway kom til verden den 21. juli 1899 i Oak Park, en idyllisk og selvstændig forstad til Chicago. Forældrene var lægen Clarence K. Hemingway og musiklæreren Grace Hall. Han var andet barn i en række på fem. Barndommen var præget af faderens tiltagende dårlige nerver og begyndende sindssyge. Stort set mistede Hemingway kontakt med sin far i en alder af tolv år og følte sig mere og mere styret af den viljestærke moder.
I Oak Park havde kvinder stemmeret, forstaden var tørlagt med hensyn til spiritus og her fandtes ingen jøder eller farvede. Hemingway blev på det nærmeste opdraget konsekvent i en angelsaksisk kultur uden kontakt med andre etniske grupper. I 1917 forlader han efter et skænderi med moderen sit fødehjem for stort set aldrig at vende tilbage igen. Fra efteråret 1917 til foråret 1918 er han praktikant og spinatfugl ved den anerkendte avis, Kansas City Star. Samme år melder han sig som frivillig til det amerikanske Røde Kors for at drage ud i 1. verdenskrig. Bliver såret alvorligt i Italien den 8. juli 1918.
Ungdomsårene hjemme i USA blev siden beskrevet i Hemingways noveller om Nick Adams. Hemingways alter ego optræder først og fremmest i hans gennembrudsbog, novellesamlingen I vor tid fra 1926. Her finder vi mesternovellen Indianerlejr, hvor drengen Nick sammen med sin far oplever en skelsættende begivenhed hvor en indianerkvinde bliver forløst ved et primitivt kejsersnit samtidig med at hendes mand skærer halsen over på sig selv. Krigserindringerne fra den italienske front er også til stede i novellerne, men danner fremfor alt baggrunden for krigs- og kærlighedsromanen, Farvel til våbnene som kom ud i 1929.
Hjem og så ud igen
Hemingway vendte hjem igen til USA i 1918. Hjemkomsten var problematisk og gensynet med familien hjemme i Oak Park ikke vellykket. Hemingway kunne ikke forliges med det stillestående USA, der sådan set hurtigt ønskede at glemme verdenskrigen. I 1921 tager han med sin første kone til Paris som udenrigskorrespondent for Toronto Star. Paris bliver stedet hvor Hemingway finder sit kald som forfatter, ikke mindst i mødet med andre digtere og forfattere, Gertrude Stein, Ezra Pound, James Joyce og F. Scott Fitzgerald. Det er her i Frankrigs hovedstad at han skriver sine bedste noveller og sine to mest betydningsfulde romaner.
Solen går sin gang
Hemingways debutroman, Solen går sin gang fra 1926, er værket som mere end andre i epoken accentuerer begrebet Den fortabte Generation / The Lost Generation. En hel årgang som præget traumatisk af 1. verdenskrig ikke kan finde ro eller rast i de brølende 1920erne, overalt i verden men især i Paris. Oprindeligt var romanen et bestillingsværk fra hans forlag og den gang fortolket som en nøgleroman over virkelige amerikaneres amoralske og skødesløse liv i Paris. Men sammen med romanen Farvel til våbnene og novellesamlingerne I vor tid og Mænd uden kvinder fra 1927 udgør Solen går sin gang Hemingways tidlige forfatterskab. Temaet er stort set den mentale og eksistentialistiske lammelse der rammer Hemingways generation i forbindelse med verdenskrigen. Især for mænd der hverken kunne realisere et borgerligt liv eller leve med en vedvarende og dyb følelse af meningsløshed.
Hemingways mennesker kan kun med mening opleve livet i ekstreme situationer, men dog også med en følelse af 'nada', det spanske kerneord for Hemingways vemodige nihilisme. Kærligheden er umulig som andet end sexuelle affærer krydret med en flugt fra en følelse af kedsomhed. Muligvis kan kærligheden i enkelte situationer opleves intenst, men egentlig kun som en smertelig umulighed eller en erindring om en død kvinde - det gælder for romanerne Solen går sin gang og Farvel til våbnene.
Tilbage i USA
Efter en skilsmisse og et nyt ægteskab vender Hemingway i slutningen af 1920erne hjem til USA. Til det rige Florida, hvor han fisker eller går på jagt - og på en storslået safari i Afrika. Han skriver en bog om tyrefægtning, Døden kommer om eftermiddagen fra 1932. I 1935 kommer bogen Afrikas grønne bjerge, en halvbiografisk roman om hans møde med Afrika. Novellesamlingen, Ingenting til vinderen fra 1933 vidner stadigvæk om hans sublime talent som forfatter. Men det er tydeligt at hans forfatterskab er inde i en krise, især da han ikke kan skrive i takt med 1930ernes krav om mere en politisk tendens i litteraturen. Hemingway er gået af mode.
Stilen er manden
Allerede fra begyndelsen af 1930erne var Hemingways særlige skrivemåde blevet udråbt til hans helt egen stil. Teksternes lakoniske ordvalg, økonomiske impressionisme, hårdkogte tone og dialoger i triviel tomgang var blevet hans stilistiske særkende. Hemingways berømte ”isbjergsteknik”, hvor selve handlingens tematik ligger imellem linierne eller skal hentes frem af læserens egen medlæsning og fantasi. Hans åbne pladser i plottet, som meningsfuldt skal udfyldes af læseren og flertydige slutninger, som viger tilbage fra en egentlig stillingtagen og konklusion. Især i novellerne drev Hemingway denne stil til en betagende manierethed, der nok kunne parodieres af andre forfattere, men sjældent overgås med samme kunstneriske styrke. Mest suverænt ses hans teknik i mesternovellen, 'Bjerge som hvide elefanter' fra samlingen, Mænd uden kvinder.
Hvem ringer klokkerne for
Efter endnu en skilsmisse finder vi Hemingway som krigskorrespondent i Madrid i begyndelsen af den spanske borgerkrig, som han både korporligt og politisk engagerer sig i mod Franco. Opholdet resulterer i Hemingways sidste store roman, Hvem ringer klokkerne for , som kom ud i 1940. Historien om en ung amerikaners ophold som sabotør blandt republikanske partisaner i bjergene syd for Madrid tager et gammelt tema op fra ungdomsårene, men med en ny vinkel. Verden er stadigvæk stedt i meningsløshed, men ved at tage kampen op mod fascismen, kan man for en stund både opleve den store kærlighed og forlige sig med dens meningsløshed. Romanen er nok Hemingways mest menneskelige og sociale i sin hymne til at intet menneske er en ø, men en del af hele menneskehedens store kontinent.
Hjemløs og dog hjemme på Cuba
Årene efter 2. verdenskrig blev ikke nemme for Hemingway. Endnu en skilsmisse og så et sidste og vedvarende ægteskab giver ham en vis fred med sit liv, der dog mere og mere er præget af et overforbrug af alkohol og hans egen storhedvanvittige myte som macho-mand i medierne. Hans base er fra slutningen af 1930erne Cuba, hvor han, kun afbrudt af rejser til Europa og USA, har fast adresse til sin død i 1961. Efter ti års pause kommer så i 1950 romanen, Over floden - ind i skovene - der stort set nedsables af en enig kritik. To år efter kommer dog hans lille perle af en miniroman, Den gamle mand og havet , som indirekte bliver alibi for at give ham Nobelprisen i litteratur i 1954. Hemingways psykiske tilstand forværres, han lider af hukommelsestab og skriveblokering. I 1961 under et hospitalsophold i USA skyder han sig en kugle for panden.
Hvad skattekisten gemte
Imidlertid efterlod Hemingway sig en række posthume værker, som enken redigerede og udsendte. Ikke alle var lige gode, for at sige det mildt. Men hans erindringsskitse af livet i Paris i 1920erne, Der er ingen ende på Paris , er dog en charmerende om ikke sandfærdig bog om den unge Hemingways liv og levned på Seinens venstre bred sammen med datidens internationale bohemer. Den ufuldendte roman, Edens Have, er også interessant med sin historie om en ung forfatter splittet mellem to kvinder med et lesbisk forhold imellem sig. Som sagt er der tale om værker som forfatteren selv holdt tilbage og ikke var færdig med. Som en mislykket torso skal nævnes Øen og havet , en selvbiografisk roman om en kunstners forhold til sine sønner og koner. I 1999 udkom Sandt ved daggry , om Hemingways sidste og - katastrofale safari i Afrika i begyndelsen af 1950erne. Hermed skulle Hemingway-arkiverne være tømt for manuskripter.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Bøger
Ernest Hemingway
1941 (org. 1926)
Ernest Hemingway
1961 (org. 1932)
Ernest Hemingway
1968 (org. 1933)
Ernest Hemingway
1945 (org. 1935) jagterindringer 79.929
Ernest Hemingway
1944 (org. 1937)
Ernest Hemingway
1942 (org. 1938) \* noveller
Ernest Hemingway
1941 (org. 1940)
Ernest Hemingway
1951 (org. 1950)
Ernest Hemingway
1952 (org. 1952)
Ernest Hemingway
1964 (org. 1964)
Ernest Hemingway
Lindhardt og Ringhof, 2013 (A moveable feast, 1964). Oversat af Mich Vraa.
Ernest Hemingway
Lindhardt & Ringhof, 2013. (Hemingway on hunting ; Hemingway on fishing). Oversætter: Poul Borum ... [et al.]. Noveller.
Ernest Hemingway
Lindhardt og Ringhof, 2018. (The dangerous summer, 1985). Oversat af Finn Holten Hansen.
Ernest Hemingway
Lindhardt og Ringhof, 2019. (By-line: Hemingway, 1968). Oversat af Knud Holst.
Om Hemingway
A. E. Hotchner
1967. 99.4. Oversat fra amerikansk af Knud og Birthe Søgaard
Charles M. Oliver
1999
Milette og Jennifer Travis (red.) Shamir
2002
Linda (red.) Wagner-Martin
2002
2009 (99.4 Hemingway, Ernest)
Tidsskriftsartikler
Regner Hansen
1999. I: Samvirke. - Årg. 72, nr. 7 (1999). - S. 10-13
Jakob Levinsen
1999. I: Berlingske tidende. - 1999-07-21. - Sektion 2, s. 1-2
Klaus Rifbjerg
1999. I: Jyllands-posten. - 1999-07-20. - Kunst & kultur, s. 5
Oliver Stilling
1999. I: Information. - 1999-07-21. - S. 7
Hans Hertel
2000. I: Bogens verden. - Årg. 82, nr. 2 (2000). - S. 28-31
Jens Peter Lund Nielsen
2000. I: Standart. - Årg. 14, nr. 1 (2000). - S. 38-39, http://www.sb.aau.dk/Standart/2000-1/Adam.html
John Njor
2001. I: Politiken. - 2001-09-11. - Sektion 3, s. 26-27 : ill
Lars Nørgaard Pedersen
2002. I: Jyllands-posten. - 2002-11-17. - Ferie, s. 1-2 : ill
Video og DVD
2003. Instruktør: Gregory Middleton
Søgning i bibliotek.dk
Om forfatteren
Bøger
Links
Indeholder bibliografi, biografi, links, FAQ, message boards osv. Om Hemingway.
Et museum for Hemingway med oplysninger om stedet osv.
Indeholder en masse guf om Hemingway.
Billede gallery.
Palins hjemmeside med alt om Hemingway.
Læs om Hemingway på Nobel-stiftelsens hjemmeside, hvor valget begrundes. Siden indeholder også en biografi, en selektiv bibliografi, samt en litteraturliste.
Fra den finske litteraturside Pegasos fås dette glimrende forfatterportræt på engelsk.
God og stor artikel om forfatteren
Grundig biografi med filmklip og billeder.

