Astrid Lindgren

Genrer og tematikker

Selvom Astrid Lindgren først fik hul på forfatterkarrieren som 36-årig, har hun skrevet et hav af værker. Det var som om, der blev åbnet for en uudtømmelig sluse, da hun først kom i gang. Flere end 100 bøger er det således blevet til, som primært er skrevet til børn, men enkelte ungdomsbøger har hun også skrevet – blandt andet ”Britt-Mari letter sit hjerte”. Lindgren har endvidere forfattet flere end 60 film- og teatermanuskripter, ligesom hun har skrevet mange sangtekster, som indgår i for eksempel filmatiseringerne af Emil og Pippi Langstrømpe.

I 1940’erne, da Astrid begyndte at skrive, var de fleste bøger til børn skrevet med henblik på, at børnene skulle lære noget. Det var altså didaktiske og moralske bøger, og langt de fleste børnebøger var da også skrevet med en voksen fortællerstemme. Men sådan en forfatter var Astrid ikke. Hun skrev først og fremmest, fordi hun slet ikke kunne lade være, og så fordi hun syntes, børn skulle have bøger, der var fortalt i børnehøjde – ofte med et barn som fortællerstemme og med ord, som børn kunne forstå.

Alligevel kan man blive temmelig klog af at læse Astrid Lindgren. Man kan for eksempel lære om positive sociale relationer, en tryg og kærlig opvækst og ikke mindst fri leg, når man læser bøgerne om Børnene i Bulderby.

Men der er også megen alvor hos Astrid Lindgren. Det vrimler med ensomme børn og også voksne i forfatterskabet: Pippi Langstrømpe, Niels Karlsson-Pusling, Kitte Kry, Mio, Lillebror og Karlsson, Rasmus og Paradis-Oskar, børnene på Søndeneng, Pelle på Krageøen, Emil, Tvebak, Birk, Ronja med flere. Årsagerne til ensomheden er forskelligartede, men længslen efter en tæt kontakt til andre er fælles. Børnene kan mangle en eller begge forældre, de kan være alene hjemme, bundne til en sygeseng, straffet med indespærring eller strejfende rundt i den store natur. Nogle er ensomme, fordi de mangler søskende eller venner, andre fordi deres familie ikke er i stand til at give dem den tryghed og omsorg, de har brug for. I stort set alle tilfælde lader Lindgren børnene få deres behov dækket – om ikke ved konkrete menneskelige bånd, så ved fantasiens hjælp, som det gør sig gældende i eksempelvis ”Niels Karlsson-Pusling” og ”Lillebror og Karlsson på taget”. Andre gange vokser stærke og konkrete relationer frem, som i ”Rasmus på farten”, hvor der opstår et varmt venskab mellem det ensomme børnehjemsbarn Rasmus, der er ude at lede efter en mor og far, og vagabonden Paradis-Oskar. I det hele taget er der mange stærke og varme venskaber mellem barn og voksen i Lindgrens univers, hvor ikke mindst relationen mellem Emil fra Lønneberg og karlen Alfred fremstår lyslevende.

Et andet centralt tema hos Lindgren er antivold. Eller som det hedder i ”Kender du Pippi Langstrømpe”: ”Den, der er meget stærk, skal også være meget rar.” Pippi bruger for eksempel sine kræfter til at gøre gode gerninger og hjælpe dem, der har brug for det. I andre af Lindgrens værker handler det om, at voksne ikke må slå eller skade børn. For eksempel ”Madicken og Junibakkens Pims”. Her bliver en fattig pige slået af sin lærer, fordi hun har stjålet penge, men så protesterer Madicken og bliver ved med at råbe ’nej’, og heldigvis får det læreren til at stoppe med at slå. Astrid Lindgren var i øvrigt en stor fortaler for, at voksne ikke måtte bruge vold mod børn, og måske var hun således en medvirkende årsag til, at Sverige var det første land i verden, der i 1979 indførte en lov, der forbød vold mod børn (Danmark indførte en tilsvarende lov i 1985).

Også døden kommer under behandling hos Astrid. Det gælder blandt andet bøgerne ”Brødrene Løvehjerte”, ”I skumringslandet” og ”Mio, min Mio”. I øvrigt gav Astrid Lindgren sin storebror Gunnar ”Brødrene Løvehjerte” til trøst, da han var syg, så han ikke skulle være bange for at dø.

”Brødrene Løvehjerte” og ”Mio, min Mio” er inspireret af fantasy genren, som i 1950’erne og 60’erne fik et stærkt opsving med de engelske eventyrserier: J.R.R. Tolkiens ”The Lord of the Rings” og C.S. Lewis’ Narnia-serie. Fortællingerne handler i symbolsk form om de store temaer i livet: spørgsmålet om godt og ondt, om liv og død og om angst og glæde. Både ”Brødrene Løvehjerte” og ”Mio, min Mio” trækker desuden på heltemyter og har karaktertræk hentet fra udviklingsromanen. I indledningen er både Karl i ”Brødrene Løvehjerte” og Bo i ”Min, min Mio” små og bange drenge, og fortællingerne handler om, hvordan de får overvundet deres angst og bliver handlekraftige individer, der udfører heltegerninger på trods af angst og mindreværdskomplekser.

Astrid mente, at det var vigtigt at skrive om store og skræmmende emner som døden – også for børn: ”Man skal ikke skræmme børn og gøre dem bange, men lige så vel som voksne har de brug for kunst, der sætter deres sind i oprør. Man må ruske op i en sjæl, så den ikke bare sover, alle har brug for at græde og blive forskrækkede en gang imellem. Det gør ikke noget i bøger,” har Lindgren således udtalt (Agnes-Margrethe Bjorvand og Lisa Aisato: Astrid Lindgren. En biografi for børn. Gyldendal, 2016).

Astrid Lindgren gik i øvrigt meget op i, at hendes bøger blev illustreret godt. Hun har blandt andre fået Ingrid Vang Nyman, Ilon Wikland, Björn Berg og Marit Törnqvist til at illustrere bøgerne. Wikland har for eksempel illustreret Børnene i Bulderby-bøgerne, “Ronja Røverdatter”, “Mio, min Mio” og “Brødrene Løvehjerte”. Hendes tegninger er karakteristiske ved, at de indfanger alle detaljer både i miljøet og i karaktererne. Når hun skildrer Ronjas far, er han på en gang stor og barsk med sine brede skuldre og lange muskuløse arme, men samtidig fanger hun blidheden i blikket og sårbarheden i hans holdning. Ilon Wikland har fortalt, at hendes egne børn inspirerede hende til tegningerne af Bulderby-børnene, mens Karlsson på taget var lidt sværere at finde inspiration til. Men så var hun en tur i Paris, og der mødte hun en lille trind og finurlig gubbe med troldansigt og stridt hår, og så var Karlsson i skabet.

Der findes efterhånden flere danske oversættelser af Astrid Lindgrens bøger. Senest har Kina Bodenhoff oversat en lang række af forfatterindens værker, og hendes oversættelser udmærker sig ved, at de i større grad end tidligere oversættelser rammer Lindgrens tone. Det gælder ikke mindst det poetiske sprog, den magiske fortællekraft, mundtligheden og Lindgrens evne til at lade sproget afspejle stemningen. Når Lindgren eksempelvis formidler lykke, fortæller hun i en strømmende stil med masser af og’er og gentagelser, og hvor tidligere oversættere – blandt andet Ellen Kirk – ikke har kunnet dy sig for at gøre teksten mere sprogligt korrekt, bevarer Bodenhoff Lindgrens sproglige stil. Det er der ingen tvivl om, at Lindgren ville have værdsat, for når det kom til de svenske udgaver af hendes bøger, stod Lindgren selv for ALT – ingen redaktører fik lov at ændre så meget som et komma.

Beslægtede forfatterskaber

Astrid Lindgren var ikke alene om at revolutionere svensk børnelitteratur i perioden efter 2. Verdenskrig. Samme år, som Pippi Langstrømpe udkom i 1945, debuterede Tove Jansson som børnebogsforfatter. Både Pippi og Mumitrolden fremstår og agerer som selvstændige individer. Med et nutidigt pædagogisk begreb kan man sige, at de symboliserer ’det kompetente barn’. De er selv i stand til at udforske og fortolke verden – som for eksempel når Mumimor sender Mumitrolden alene ud på farlige opgaver i ”Kometen kommer”.

I øvrigt henter Astrid Lindgren noget af sit tankegods til Pippi-figuren fra så forskellige værker som Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”, L.M. Montgomerys ”Anne fra Grønnebakken”, Jerry Siegel og Joe Shusters ”Superman” og Edgar Rice Burroughs ”Tarzan” og parrer således den gode superhelt med den stærke og eventyrlystne pige.

Astrid Lindgren læste også A.A. Milnes bøger om Peter Plys, og ligesom Jakob ikke ønsker at blive voksen, så er der også en insisteren på barnets univers hos Lindgren. Begge forfattere lader endvidere børns fantasi stå som et stærkt supplement til – eller ligefrem en erstatning for virkeligheden. Jakob ’forsvinder’ ind i det fortryllede sted Hundredemeterskoven, Lillebror flyver rundt i Stockholm med Karlsson på taget, og Karl fra ”Brødrene Løvehjerte” forsvinder ind i et fjernt, middelalderligt univers.

En dansk forfatter, der er værd at sammenligne med, er Ole Lund Kirkegaard, der også benytter fantastiske elementer i flere af sine værker. Blandt andet i ”Otto er et næsehorn” og ”Hodja fra Pjort”. Førstnævnte foregår ganske vist i et mere eller mindre realistisk univers, men krydres af lystige skriverier og sære fantastiske elementer som at en tegning af et næsehorn pludselig bliver til et levende næsehorn – og det lige midt i en stue. ”Hodja fra Pjort” foregår til gengæld i et opfundet univers, nemlig i byen Pjort i fantasilandet Bulgislav, hvor Hodja bor, indtil han får et flyvende tæppe, som han kan udforske verden på.

Kirkegaards fortællinger om ”Lille-Virgil” er også værd at nævne. Ligesom Pippi Langstrømpe bor Lille-Virgil alene. Han bor i et hønsehus med en etbenet hane, og han finder på mange sjove og spændende ting, blandt andet sammen med sin trofaste ven Oskar.

Relaterede forfattere