
Ole Lund Kirkegaard
- Redaktionenjuni 2026
- Charlotte Lybeckerstud.mag., 2017
- Lise Lotte Larsenbibliotekar, 1998
Intro
Har man først læst én bog af Ole Lund Kirkegaard, kan man genkende en hvilken som helst af de øvrige: De ligner hinanden på sprog og fortælletone, og også miljø og personer er af samme familie. Hovedpersonerne er altid nysgerrige, opfindsomme drenge, der vender de voksnes verden på hovedet med deres humor og fantasi.
Da Ole Lund Kirkegaard debuterede med ”Lille Virgil” i 1967, var han del af en årgang, der er en af de fem forfattere, der i 1967 revolutionerede dansk børnelitteratur. Sammen med Halfdan Rasmussen, Cecil Bødker, Benny Andersen og Flemming Quist Møller så Kirkegaard barnet som et selvstændigt væsen og gav det nyt liv i litteraturen.
Baggrund

”Hvorfor blev du forresten født, Carl Emil?
Det ved jeg ikke, sagde Carl Emil. Det er kun min mor, der ved det.
Jeg har engang set et føl, der blev født, sagde Oskar. Det kom ud af en anden hest.
Hold da op, sagde lille Virgil. Ud af en anden hest?
Ja, sagde Oskar. Hesten tabte lige en lille hest ud af sig, og så var den født.
Er vi mon også kommet ud af en hest? sagde lille Virgil.
Det ved jeg ikke, sagde Oskar. Der er aldrig nogen, der har villet fortælle mig om det.”
Ole Lund Kirkegaard blev født i 1940 og voksede op i Skanderborg hos en dominerende far og en kærlig mor. Forældrene gav ham lov til meget, som ellers var forbudt for børn dengang, og i deres baghave med store pære- og blommetræer byggede han huler og lavede cirkus sammen med sine kammerater.

Født
29. juli 1940 i Skanderborg.
Død
24. marts 1979.
Uddannelse
Student fra Aarhus Katedralskole, 1959. Lærereksamen fra Aarhus Seminarium, 1963.
Debut
Lille Virgil. Gyldendal, 1967.
Litteraturpriser
Kulturministeriets Børnebogspris, 1969. Statens Kunstfond. Produktionspræmie, 1970.
Seneste udgivelse
Kalle og Kaptajn Skipper. Gyldendal, 2024. Skrevet færdig af Nana Bang Rasmussen. Illustrator: Mikkel Straarup Møller.
Inspiration
Ernest Hemingway,Mark Twain.
I 1956 begyndte han på Aarhus Katedralskole, hvor han mødte Anne Lise. Drengen som altid havde været optaget af heste, fugle og kunst havde nu fået en ny interesse. Efter gymnasiet førte hans store eventyrlyst ham til søs, inden han begyndte sine studier på Aarhus Seminarium. Han aftjente sin værnepligt som løjtnant i militæret og flyttede herefter sammen med Anne Lise til Oue ved Mariager, hvor de begge havde fået job på en landsbyskole.
Valget om at blive folkeskolelærer gik stik imod det forhold, han selv havde til skolen som barn, fortæller han: ”Som barn hadede jeg at gå i skole. Ikke fordi jeg var en dårlig elev, men fordi der ikke fandtes noget fællesskab mellem lærere og elever, ingen åbenhed...” (Birgit Lund: Ole Lund Kirkegaards forfatterskab. Moderne dansk børnelitteratur, 1975, s. 227-237). Ole Lund Kirkegaard ønskede at være den lærer, han selv havde savnet i sin skoletid og mente, at humor og fantasi var gode pædagogiske redskaber. Den daglige kontakt med videbegærlige elever inspirerede ham til at skrive historier. Han deltog i en konkurrence udstedt af Politiken, og vandt med sin novelle ”Dragen”, der blev fundamentet for hans første bog ”Lille Virgil”, 1967.
Herfra gik det stærkt, og han fik hurtigt mange begejstrede læsere. Udvekslingen med børn blev en vigtig drivkraft for forfatteren, der læste sine historier op for sine elever, inden han sendte dem til udgivelse på Gyldendal. Antallet af forespørgsler på nye børnebøger steg, og i 1976 valgte han at blive forfatter på fuld tid, hvilket Anne Lise Kirkegaard senere har omtalt som: ”Det dummeste, Ole gjorde i sit liv”. Han kom hurtigt til at savne dialogen med børnene, og arbejdspresset medførte et forøget indtag af alkohol, der udviklede sig til et misbrug og førte til skilsmisse. Forfatteren døde i 1979, 38 år gammel, af et ildebefindende, da han på vej hjem fra en kro faldt om i sneen og frøs ihjel.
Selv har Ole Lund Kirkegaard fortalt om sin drivkraft til at fortælle historier: ”Meningen er at fortælle en historie, der gennem hele sin kontinuerlige handling skildrer nysgerrigheden og oplevelsestrangen hos børn, og det bruger jeg så de forskellige drengetyper til. Men det hele er ret udvendigt - ikke noget forsøg på et psykologisk studium af en dreng og hans reaktioner. De drenge er temmelig urealistiske - de eksisterer slet ikke, men de har det som jeg gerne vil give videre til læserne: Modet til at opleve tilværelsen.”
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
- Lille Virgil
I Ole Lund Kirkegaards nu ikoniske debut ”Lille Virgil” (1967) bor lille Virgil som en anden Pippi Langstrømpe alene i bagerens gamle hønsehus og har ingen til at bestemme over sig bortset fra de...
Læs mere om bogen - Albert
I Ole Lund Kirkegaards bog fra 1968, ”Albert”, hører vi om Albert og hans ven Egon fra de hæslige slynglers klub. De bruger tiden nogenlunde ligesom lille Virgil, mens de går og venter på at blive ...
Læs mere om bogen - Orla Frø-Snapper
Det kan være mægtig sjovt at være lille, når man kælker ned ad Kirkebakken eller sidder i træerne i smedens baghave og spiser blommer og har det rart, som jeg fortælleren i Ole Lund Kirkegaards ”Or...
Læs mere om bogen - Hodja fra Pjort
I ”Hodja fra Pjort” (1970) befinder vi os for første gang langt fra Ole Lund Kirkegaards velkendte univers i et land langt borte. I byen Pjort i landet Bulgislav går de fleste mænd med fez og snabe...
Læs mere om bogen - Otto er et næsehorn
Ganske vist er Toppers far sømand og sejler på de store have, men det mest fantastiske i ”Otto er et næsehorn” (1972) må være, at Topper med sin forheksede blyant kan tegne et næsehorn, der bliver ...
Læs mere om bogen - Gummi-Tarzan
I Ole Lund Kirkegaards ”Gummi Tarzan” (1975) hører vi om splejsen Ivan Olsen, der hverken har store muskler, kan læse eller spille fodbold. Ivan får tæsk hver dag og bliver mobbet i skolen. Men det...
Læs mere om bogen - Frode og alle de andre rødder
”Frode og alle de andre rødder” (1979) er som de fire første af Ole Lund Kirkegaards bøger en fortælling om opfindsomme og virkelystne drenge og evt. et par piger. Fortællingen handler om Frode, de...
Læs mere om bogen
Måske er det fra sin egen barndom, forfatteren henter karakterer som smeden, høkeren, skomageren, grisehandleren og landevejens farende svend. Ligesom scenerier med hestevogne, markedspladser og omrejsende cirkus var realiteter i Ole Lund Kirkegaards opvækst. De realistiske elementer fortæller læseren om en tid, der engang var og er grobund for, at fantasien kan udfolde sig, som når Hodja flyver rundt på et flyvende tæppe, og Gummi-Tarzan får opfyldt alle sine ønsker for én dag.
I flere af Ole Lund Kirkegaards fortællinger kommer børnene i knibe på grund af røvere, bøller og fangevogtere, men de formår altid, via list og opfindsomhed, at narre de voksne autoriteter. Andre kendetegn er børnenes forhold til skolen, som de ikke bryder sig om. De retter blikket væk fra bogen og ud mod den store verden, hvor de kan udfolde deres kreativitet og fantasier. Læren bliver ofte portrætteret som streng og gammelskolet, og hans rolle som autoritet udvikles fra bog til bog. Det begynder med den skrappe rødhårede lærer i ”Lille Virgil”, der næsten aldrig holder ferie og ikke vil høre mere vrøvl om drager. Det bliver lidt bedre med den rare, men noget slatne lærer i ”Gummi-Tarzan”, der resigneret må indrømme, at hans vigtigste opgave er at lære alle børn at læse. Og det kulminerer med den vanvittige lærer i ”Frode og alle de andre rødder”, der underviser om dagen og kører på løbehjul og siger gnæk om natten.
Ole Lund Kirkegaards enkle sprog og indhold er tilpasset barnelæseren. Om det at skrive for børn, siger han: _”Når man skriver for børn, er man nødt til at gøre dem opmærksom på, at der er en frihed, som er større, end vores almindelige samfundsopfattelse giver indtryk af, men som også koster noget. Og hvis man vil solidarisere sig med børn, må man skrive så de forstår det. Man må gå ind på nogle kompromisser, man troede, man kunne undgå. Man kunne udtrykke tingene bedre, hvis man brugte et mere differentieret sprog, men man må tænke på, at ens publikum har et begrænset ordforråd og en begrænset opfattelse af tingene.” _[3]Jens AndersenOle Lund Kirkegaard – En livshistorieGyldendal, 2010..
Alle hans bøger foregår i et barnligt univers med videbegærlige, opfindsomme drenge, store bøller og et par piger. Børnenes umiddelbare opfattelse af verden udstiller de sure, stivsindede voksne og deres mangel på fantasi. Det skarpe skel mellem barn og voksen understreges i forfatterens nonsenssprog, der ofte kommer til syne i dialogen, som det f.eks. ses i ”Lille Virgil”, da købmanden taler om en stork, der sidder på hans tag: ”Nu sidder den her på mit tag, sagde købmanden. Ene og alene. Den kommer hvert år, men altid mutters alene. Mutters? Sagde lille Virgil. Hvordan mutters? Ja, sagde købmanden. Hvordan mutters. Bare sådan mutters alene. Nå, på den måde, sagde lille Virgil.” (s. 20). Lille Virgil stiller et spørgsmål, der saboterer den logiske orden, og bogstaveligheden bliver drevet ud i en absurditet. Gennem sproget søger barnet at danne sig et indtryk af verden, mens den voksne er styret af de sproglige normer.
Næsten alle Ole Lund Kirkegaards bøger er illustreret af ham selv i sort/hvid på nær de to om ”Anton og Arnold” og ”Mig og bedstefar og så Nisse Pok”. Senere har forfatterens datter Maya Bang Kirkegaard farvelagt illustrationerne. Ligesom teksterne er illustrationerne enkle uden nogen overflødige tilfældigheder og udtrykt i en anarkistisk, let karikerende sjov streg.
Ole Lund Kirkegaard er et uforligneligt fortælletalent, og sammen med humoren, sympatien for børn og bøgernes åbenhed over for læserne har det gjort hans bøger til de klassikere, de er blevet. Selvom man morer sig over hans bøger, er humoren i dem farvet af en svag undertone af melankoli. Måske med rod i fortællerens ærlighed over for sine læsere. Forfatteren siger: ”Mange børn tror, at voksenverdenen er problemfri, og længes derfor efter at blive voksne, for så er alle problemer borte. De ser kun de voksnes udvendige facade. Alt går, som det skal. Men det er lige problematisk at eksistere for børn som for voksne - og det kan lige så godt fortælles rent ud.” [1]Jens BondesenVor børnevenlighed er misforstået. Interview i Ålborg Stiftstidende1969-02-03. Ærligheden giver Ole Lund Kirkegaards enkle fortællinger en følelsesmæssig dybde, som gør dem levende for skiftende generationer af lyttende og læsende børn og voksne oplæsere.
Beslægtede forfatterskaber

Ole Lund Kirkegaard har især været inspireret af Ernest Hemingway og hans måde at forenkle sproget på: ”Jeg har altid beundret og studeret Hemingways brug af sproget. Jeg tilstræber som han det stærke og enkle sprog, der tegner tingene uden at beskrive dem. Sprogets enkelhed kan billedligt beskrives som en sprængladning, hvis kraft og larm bliver stadig mere synlig og hørlig, jo mindre rum den udløses i. Jeg søger at stramme sproget mest muligt uden at dets fortællende evne ødelægges. Er man først ude i det brede beskrivende, er man også ude i det docerende, hvor jeg er langt fra at ønske mig,” siger forfatteren i et interview til Vendsyssel Tidende i 1972. [3]Jens AndersenOle Lund Kirkegaard – En livshistorieGyldendal, 2010..
At fortælle historier for børn i et enkelt og barnligt sprog er en teknik, der også ses i H.C. Andersens eventyr. Ole Lund Kirkegaard skaber ligesom H.C. Andersen en relation mellem børn og voksne gennem sine dialoger. De opfindsomme børn, der modsætter sig autoriteter kan f.eks. sammenlignes med Astrid Lindgrens karakterer Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Ligesom i fortællingerne om Pippi Langstrømpe er forældrene i Ole Lund Kirkegaards barnlige univers næsten usynlige eller ikke-eksisterende.
En anden stor inspirationskilde er forfatteren Mark Twain og hans bøger ”Toms eventyr” og ”Huckleberry Finn”: ”Også fra Mark Twain har jeg stjålet. Jeg har aldrig lagt skjult på, at mine personer har forbilleder.” [3]Jens AndersenOle Lund Kirkegaard – En livshistorieGyldendal, 2010.. I Twains bøger er karaktererne også drenge, der er drevet af en frihedstrang, som i ”Huckleberry Finn”, hvor vagabonden Huck Finn, der ikke går i skole, strejfer rundt på egen hånd.
I efteråret 1967 udkom fem danske børnebøger, der revolutionerede børnelitteraturen, som man kendte den. Hvor bøger for børn tidligere var præget af skabelonagtige fortællinger med voksne som dominerende autoriteter, fornyede udgivelserne fra 1967 både form og indhold. Halfdan Rasmussens ”ABC” med ikoniske bogstavdigte, Cecil Bødkers ”Silas og den sorte hoppe”, Benny Andersens ”Snøvsen og Eigil og katten i sækken” og Flemming Quist Møllers ”Cykelmyggen Egon” gav sammen med Ole Lund Kirkegaards ”Lille Virgil” en ny rolle til børnene og et nyt syn på barndommen. Professor i børnelitteratur Torben Weinrich fortæller: *”*Ingen havde skrevet sådan til og for børn før. Pludselig var tingene på børnenes betingelser, og bøgerne trådte ind i børnenes verden, fordi de blev skrevet i et sprog, børn selv bruger, når der ikke er voksne til at rette dem.” (Jennifer Jensen: Arven fra 1967. Fem bøger ændrede børnelitteraturen. Folkeskolen, 2017-01-20).
Relaterede forfattere
Om forfatterskabet
Artikler
Lars Hofmann
Aktuelt, 1970-12-06. Interview.
Hasse Havgaard
Politiken, 1971-01-03. Interview.
Hanne Dam
Berlingske Tidende, 1977-09-19. Interview.
Jakob Gormsen
1979 (Heri s. 215-232: Ole Lund Kirkegaard)
Mette Winge
Berlingske Tidende, 1979-07-23. Nekrolog.
Søgning i bibliotek.dk
Anita Brask Rasmussen
Information, 2017-09-30.
Bibliografi
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 1967. (Anvendt udgave: 7. udgave, 2011).
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 1969. (Anvendt udgave: 7. udgave, 2010).
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 1970. (Anvendt udgave: 8. udgave, 2010).
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 1979. (Anvendt udgave: 4. udgave, 2010).
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 1982. Radioen, 1971.
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 1988. Radioen, 1974.
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 2014. Illustrator: Mette-Kirstine Bak.
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 2017. Illustrator: Rasmus Bregnhøi.
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 2018. Illustrator: Ole Lund Kirkegaard.
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 2021. Illustrator: Ole Lund Kirkegaard.
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 2021. Illustrator: Rasmus Bregnhøi.
Ole Lund Kirkegaard
Gyldendal, 2024. Illustrator: Ole Lund Kirkegaard.
Ole Lund Kirkegaard og Nana Bang Kirkegaard
Gyldendal, 2036. Illustrator: Mikkel Straarup Møller.
Andre bøger
Filmatiseringer
Øvrige værker
Ole Lund Kirkegaard fik efter sin død udgivet en lang række bøger. Nogle er skrevet til julekalendere eller er samlinger af historier, der tidligere har været trykt enkeltvis. Han skrev teksten til de to julekalendere ”Mig og bedstefar - og så Nisse Pok” (radio, 1971) og ”Kirkebakke Boligby” (tv, 1977), hvor den første blev udgivet som bog i 1982. Samlingerne ”Per og bette Mads” (1981), ”Tippe Tophat og andre fortællinger” (1982) og ”De hæslige slynglers klub” (2009) er historier, der blev skrevet tidligt i forfatterskabet, men først udgivet efter hans død.
Ole Lund Kirkegaard skrev også episoder til radioen om drengene Anton og Arnold, der blev udgivet som to letlæsningsbøger i 1988, ”Anton og Arnold flytter til byen” og ”Anton og Arnold i det vilde vesten”. I 2005 blev de skrevet sammen til én bog med titlen ”Anton og Arnold” og udgivet med tegninger af Orla Clausen. Billedbogen ”Frække Friderik” (2008) var indtil udgivelsen en ukendt historie skrevet og tegnet omkring 1970 til datteren Maya
Kilder citeret i portrættet
Vor børnevenlighed er misforstået. Interview i Ålborg Stiftstidende
Jens Bondesen
1969-02-03
Moderne dansk børnelitteratur
Birgit Lund
Forum, 1975. (Heri s. 227-237: Ole Lund Kirkegaards forfatterskab).




