Ganske vist er Toppers far sømand og sejler på de store have, men det mest fantastiske i ”Otto er et næsehorn” (1972) må være, at Topper med sin forheksede blyant kan tegne et næsehorn, der bliver levende. ”Denne her blyant er den mærkeligste blyant, jeg nogensinde har set” (s. 28). I fortællingen følger vi drengen Topper, der ligesom Ole Lund Kirkegaards andre hovedpersoner ikke er særlig køn. Han har fregner i hele hovedet og en fortand, der stritter lige ud i luften. Han bor i et rødt hus sammen med de fleste andre af bogens karakterer, herunder hans bedsteven Viggo, hvis far ejer Café den blå Havkat i stuetagen. Med et levende næsehorn i huset på 2. sal, kommer der gang i fællesskabet blandt husets beboere.
Bogen skildrer, hvordan Topper og Viggo skaffer mad til næsehornet, som de navngiver Otto, og hvordan barnefantasien falder gennem etageadskillelserne og skaber ravage i det velordnede samfund. Topper er forelsket i Sille, og for første gang inddrager Ole Lund Kirkegaard en pige som central karakter. Fortællingen er ligesom de første bøger præget af morsomme og groteske dialoger, hvilket f.eks. ses, da Viggos far hr. Løwe ringer til zoo-direktøren for at sælge næsehornet: ”Vil det sige, at De er en løve, der vil sælge et næsehorn?” (s. 59).
Ole Lund Kirkegaard
Har man først læst én bog af Ole Lund Kirkegaard, kan man genkende en hvilken som helst af de øvrige: De ligner hinanden på sprog og fortælletone, og også miljø og personer er af samme familie. Hov...
Læs hele forfatterportrættet
