”Jeg kunne ikke holde ud at tænke på at have en hverdag, hvor jeg ikke længere boede sammen med Pil.
- Mennesker har brug for mennesker, var der engang en skolelæge, der sagde i en ungdomsserie, som Pil og jeg så sammen.
Jeg har ikke brug for mennesker, jeg har kun brug for Pil.”
”Papirbryllup”, s. 113.
Noget tyder dog på, at Pil ikke er helt så afhængig af Maja. Det bliver tydeligt i løbet af den fest, pigerne holder tæt på opsigelsesdatoen. Festen er deres papirbryllup. Den markerer, at de har boet sammen i et år. Med til festen er Bue – Maja kalder ham Idioten – som Pil ser rigtig meget. De er ikke kærester, siger Pil, men Maja fornemmer, at de måske er ved at blive det. Maja har en overraskelse til Pil på papirbryllupsdagen, men som aftenen skrider frem, og gæsterne bliver stadig mere fulde, bliver det sværere for Maja at fortælle Pil, hvad hun har gjort. Først langt ud på natten får hun sagt til hende – og resten af selskabet – at hun i al hemmelighed har købt lejligheden, de bor i. Pil bryder sammen i et anfald af angst, alkohol og mangel på mad og bliver kørt på skadestuen.
Romanen gennemgår papirbryllupsfesten time for time. I afgrænsede afsnit med klokkeslæt som overskrifter beskrives situationer fra festen. Løbende krydsklippes der til episoder, der går forud for papirbrylluppet. Gennem disse afsnit får vi beskrivelsen af pigernes venskab. Vi hører, hvordan de mødtes, og hvordan det i første omgang var Pil, der kom til Maja. Vi hører, hvordan Maja forguder alt ved Pil og gør alt, hvad hun kan for at opbygge og fastholde en tæt forbindelse til hende. Romanen tematiserer bulimi. Den viser også, hvordan man kan være afhængig af såvel cigaretter som af et bestemt menneske, og hvordan begge slags afhængighed kan smadre et menneskes virkelighedsopfattelse.
Laura Ringo
Laura Ringos forfatterskab følger hendes egen generation og deres vej mod at være etablerede voksne. Hun behandler tunge dagsordner med lethed, for selv i de triste stunder findes komikken. Således...
Læs hele forfatterportrættet