Det betyder grundlæggende, at hun pisser sæbebobler og skider balloner, og alle hendes organer ville implodere i et brutalt tilfælde af dykkersyge, hvis hendes bødler tog trykket af kammeret. For at forstå, hvordan en sådan skæbne kan ramme denne kvinde, tager Jussi Adler-Olsen os med bagud i tiden til Meretes barndom. Vores rejseguide er den vrangvillige og desillusionerede vicekriminalkommissær Carl Mørck. Hans chefer er dødtrætte af ham, og da han bliver indkaldt til et møde, forbereder han sig egentlig på at blive fyret. Det viser sig, at ledelsen er blevet pålagt at gøre noget for at pleje befolkningens retsfølelse, så politikerne kan fremstå som viljefaste, og til den manøvre har de fundet på at oprette en afdeling, som tager sig af henlagte sager – der nu bliver til sager under særlig bevågenhed – og sådan en er sagen om Merete Lynggaard. På den måde slår ledelsen to fluer med et smæk. De får Mørck af vejen og tilfredsstillet de politiske plageånder. Afdelingen bliver opkaldt efter Dansk Folkepartis – Danmarkspartiet i romanen – opstillingsbogstav Q og får kontor i kælderen som Mørcks berømte forgænger i Olsen-banden. Til sin udtalte skepsis får Mørck Assad, en geskæftig araber, som assistent, men det viser sig selvfølgelig ikke at være helt tosset. Han er måske lidt utilpasset som Mørck selv, men han kan noget med en springkniv og er ikke noget pernittengryn, når det kommer til reglementer. Spørgsmålet er nu, om den uortodokse duo kan nå at redde Merete, inden hun splatter ud som en tomat.
Jussi Adler-Olsen
Siden romandebuten ”Alfabethuset” i 1997 har Jussi Adler Olsens hovederhverv været som forfatter, og med serien om Afdeling Q og Carl Mørck har han slået sit navn fast som en af Danmarks mest læste...
Læs hele forfatterportrættet
